FN indgår partnerskab med kontroversiel industrizone i Cambodja

PHNOM PENH – Cambodja er blevet et af verdens mest populære produktionssteder for internationale virksomheder, der ønsker billig arbejdskraft. Arbejdernes vilkår dukker jævnligt op i medierne under overskrifter om bl.a. massebesvimelser og knægtelse af arbejdernes ret til at organisere sig. Nu skal et nyt FN-organ, Social Impact Fund (UNSIF), gøre noget ved problemet.

I slutningen af juni indgik UNSIF sin første aftale om ’bæredygtig økonomisk udvikling’ med Phnom Penh Special Economic Zone (PPSEZ), et industriområde i udkanten af Cambodjas hovedstad med særlige privilegier for investorerne, hvor der bliver produceret alt fra elektronik over fødevarer til tøj for virksomheder fra hele verden.

Men ifølge dem, der arbejder i zonen, kan den næppe være blevet udvalgt på grund af sine hidtidige meritter. Især ikke hvad angår arbejderrettigheder.

»Hvis der er optræk til demonstration eller uro, bliver folk omringet af sikkerhedsvagter, og der bliver sendt vagter ud over hele zonen, så uroen ikke kan brede sig,« fortæller Seum Bosna, der arbejder i Phnom Penh Special Economic Zone.

Hvad aftalen mellem UNSIF og PPSEZ præcis går ud på, og hvornår der kan forventes resultater, er vanskeligt at få svar på. I pressemeddelelsen står, at aftalen skal vise, hvordan Special Economic Zones kan bidrage til FN’s mål for bæredygtig udvikling, især det såkaldte SDG-mål 8 om »anstændigt arbejde og økonomisk vækst« og mål 12 om »ansvarligt forbrug og produktion«.

Arbejderne i Cambodja har »mange udfordringer«, skriver Napoleon Navarro, Senior Policy Advisor i FN Cambodja med ansvar for UNSIF-aftalen, i et emailsvar til Information.

Fabrikkerne »omgår med succes dele af den nationale lovgivning«, og det gælder også i PPSEZ, erkender han.

»Set i det lys er vi klar over, at det ikke bliver nemt at fremme de internationale standarder for anstændigt arbejde,« som Navarro udtrykker det.

Men han mener, at UNSIF har »muligheden« og dermed »forpligtelsen til at gøre forsøget«.

Det er blandt andet Cambodjas lovfæstede minimumsløn og retten til foreningsfrihed, som fabrikkerne i PPSEZ har held med at omgå ifølge dem, der arbejder i zonen.

En god og punktlig arbejder

Seum Bosna har arbejdet i to år for tekstilfabrikken Japan Rock Ltd. i zonen PPSEZ. Han tjente 123 dollar om måneden, da han startede. Nu får han 156, men det er inklusiv to gange fem dollar i tilskud til transport og husleje og 10 dollar som bonus for være en »god og punktlig arbejder«.

Mindstelønnen i Cambodja er pt. 153 dollar om måneden uden tillæg, og Seum Bosna siger da også:

»Så vidt jeg ved, får arbejdere uden for zonen mere i løn og flere tillæg end os.«

Lønnen er imidlertid ikke den eneste forskel, siger Seum Bosna. Det afgørende er, at uden for zonen kan man protestere over sine vilkår. Det kan man ikke inden for.

Sokny Say er generalsekretær i Free Trade Union of Workers in the Kingdom of Cambodia (FTUWKC), en af de ældste uafhængige fagforeninger i Cambodja, grundlagt i 1996, et år før landet fik en arbejdsmarkedslovgivning. Hun synes, det er positivt, at PPSEZ har indgået en aftale med UNSIF, men er skeptisk over for, hvad der ligger bag »de pæne ord«.

»Hvis de har så mange gode intentioner, kan jeg ikke forstå, hvorfor det er så vanskeligt at få adgang til zonen,« siger hun.

FTUKWC har i mange år forsøgt at organisere arbejderne i PPSEZ, og Seum Bosna har også været i kontakt med dem, men har endnu ikke fundet ud af, hvad de kan gøre for ham og hans kolleger. Det har fagforeningen heller ikke. De får nemlig ikke lov at komme ind og inspicere forholdene, fortæller Sokny Say.

En brandingstrategi

De særlige økonomiske zoner (SEZ) blev udviklet i Kina som et kontrolleret eksperiment med kapitalisme under Deng Xiaoping. De er kontroversielle i Øst- og Sydøstasien fordi de typisk har særlige skattefordele og trykker et i forvejen lavt niveau for arbejdsvilkår og miljø.

Men zonerne er relevante partnere for UNSIF, fordi de ifølge Navarro »gør det muligt for lande som Cambodja at deltage i de regionale og globale værdikæder. Men hvis disse områder skal blive inkluderende og bæredygtige, kræver det yderligere investeringer i menneskelig kapital, sundhed og miljø«.

Sokny Say opfatter dog først og fremmest aftalen som »en brandingstrategi«.

»PPSEZ kommer til at bruge aftalen som en måde at hæve børsværdien på. FN bliver brugt som et markedsføringsredskab.«

Ifølge Sokny Say har FTUWKC aldrig fået direkte nej fra PPSEZ-ledelsen til at komme ind i zonen, men ledelsen har hver gang henvist til, at lige netop det tidspunkt ikke passede så godt. Samme svar fik Information på forespørgsel om at besøge zonen og høre mere om aftalen med UNSIF.

»Det er aldrig et godt tidspunkt at komme på besøg i zonen,« siger Sokny Say.

Det var heller ikke muligt for Information at få et interview med PPSEZ-ledelsen. I en mail forsikrer ledelsen om, at PPSEZ »beder kunderne om at følge både Cambodjas arbejdsmarkedslovgivning og ILO’s retningslinjer«, og at man »respekterer retten til foreningsfrihed inden for zonen«.

Adspurgt direkte om hvorvidt ledelsen tillader uafhængige fagforeninger at komme ind, lyder svaret, at der ikke er »en særlig regel om det«. Ledelsen henviser desuden til, at der bliver holdt Human Ressource-møder, hvor virksomhederne bliver oplyst om f.eks. ny lovgivning, og at ledelsen opfordrer »arbejdsgivere og ansatte til dialog, f.eks. ved at fejre Khmer-nytår og arrangere sportsaktiviteter«.

Ath Thorn, leder af Coalition of Cambodian Apparel Workers’ Democratic Union (C.CAWDU) var »forundret«, da han hørte om aftalen mellem UNSIF og PPSEZ. C.CAWDU har tidligere haft høj organisering på en af fabrikkerne i zonen, men mistede samtlige medlemmer i 2014, da fabrikken lukkede ned og derefter genåbnede med nye arbejdere. Siden har C.CAWDU ikke kunnet komme ind i zonen.

»Der findes ikke noget sådant som foreningsfrihed derinde,« siger Ath Thorn. »Men måske kan vi bruge UNSIF-aftalen til at få adgang til zonen. Hvis jeg ikke tager meget fejl, bliver det dog kun de regeringskontrollerede fagforeninger, der får adgang,« siger Ath Thorn.

Han tilføjer, at alle Special Economic Zones er vanskelige at organisere i, men at PPSEZ er en særlig udfordring, ganske enkelt fordi de har et højere sikkerhedsniveau.

Den falske fabrikslukning

Da den store tekstilfabrik Evergreen i PPSEZ i 2014 lukkede produktionen og fyrede omkring 1.800 arbejdere uden kompensation, skete det efter to års faglig organisering og arbejdskonflikter. Ifølge C.CAWDU var det en falsk lukning, som alene blev foretaget for at komme af med dem, der havde meldt sig ind i fagforeningen.

I 2015 genåbnede fabrikken, men ingen af de tidligere arbejdere blev genansat. Evergreen lavede samme manøvre for nylig og blev per 23. marts 2017 registreret som New Evergreen Industrial Co. Ltd.. Den har imidlertid hele tiden ligget i Phnom Penh Special Economic Zone og produceret de samme typer tekstilvarer.

Chum Sophea, der nu er vicepræsident i C.CAWDU, er en af dem, der blev fyret fra Evergreen i 2014. Han havde arbejdet der siden 2009, hvor fabrikken åbnede i PPSEZ, og lavede skjorteknapper til en grundløn på 45 dollar om måneden. I 2009 var minimumslønnen uden tillæg inden for tekstil 50 dollar om måneden. En undersøgelse gennemført af Cambodia Institute of Development Study anbefalede dengang en minimumsløn på 72 dollar for, at en arbejder kunne få opfyldt de mest basale behov. 

I 2012 begyndte arbejderne på Evergreen at kræve lønforhøjelser og fik støtte fra Clean Clothes Campaign.

»Helt fra starten forsøgte ledelsen at identificere de arbejdere, der talte om rettigheder, og begyndte at lave målrettede fyringer,« siger Chum Sophea. »Arbejdsgivere i Cambodja vil helst have, at fagforeningen tilhører fabrikken og er ledet af en af supervisorerne.«

Fabrikslukningen blev dengang behandlet i arbejdsretten, hvor arbejderne fik medhold. Evergreen blev pålagt at betale 70 dollar per måned til hver arbejder for de måneder, fabrikken havde været lukket ned. Evergreen valgte ifølge Chum Sophea at fortolke det som 70 dollar i alt per arbejder.

Det slap firmaet afsted med, ifølge Chum Sophea fordi »en af cheferne på Evergreen er gode venner med nogle højt i retssystemet«.

Erkender problemet

Napoleon Navarro fra UNSIF bestrider ikke beskrivelserne af tekstilfabrikkerne i zonen. Men han mener, der er større chance for succes ved at fokusere på de fabrikker, der har »højværdiproduktion«, f.eks. elektronik. De tilbyder nemlig karrieremuligheder for den lokale arbejdskraft. Den primært udenlandsk ejede industri i Cambodja ansætter ellers typisk lokale til de ufaglærte job og medbringer derudover udenlandsk arbejdskraft til de stillinger, der kræver uddannelse eller giver mulighed for at avancere.

Samat Soeun og Yin Chanthou er nogle af dem, der har fået andet end ufaglært arbejde i zonen. De er begge kandidater fra Zaman University i Phnom Penh. Yin Chanthou arbejder stadig i zonen, hvor hun tjener omkring tre gange så meget som the operators – dem, der står ved samlebåndet.

På Yin Chanthous arbejdsplads betyder ’fagforening’ et uformelt valg af en enkelt repræsentant for hver kategori af arbejdere, som går til ledelsen, hvis der er et problem. Som regel sker der dog ikke andet, end at repræsentanten bliver talt til rette, siger hun.

Samat Soeun arbejder ikke længere i zonen, da hun har fået et bedre jobtilbud uden for. Hun mener, at betingelserne for the operators på hendes gamle arbejdsplads var urimelige på flere punkter. Arbejdstiden var længere end uden for zonen uden ekstra betaling. De såkaldte privilegier bestod bl.a. af en kantine, hvor maden var så ulækker, at mange arbejdere sprang frokosten over, hvilket førte til, at folk blev utilpasse i løbet af arbejdsdagen. Der blev heller ikke i de otte måneder, hun arbejdede i zonen, oplyst om sikkerhed, selv om de fleste fabrikker anvender f.eks. kemikalier.

Bliver en udfordring

Med i UNSIF-aftalen hører, at PPSEZ skal skabe »boliger, der er til at betale« for arbejderne. På spørgsmålet om, hvad det konkret betyder, henviser Navarro til FN’s Menneskerettighedskommissions definition. Her står bl.a., at boligudgifterne »skal udgøre en rimelig andel af den enkeltes samlede indtægt«.

Navarro, der – med henvisning til at være på arbejdsrejse – kun vil besvare spørgsmål per mail, undlader at svare på de øvrige spørgsmål angående boligstrategien, herunder: Hvem skal holde opsyn med rimeligheden i lejekontrakterne? Skal boligerne ligge inden for zonen, og mister arbejderne deres bolig, hvis de mister deres job? Hvis ja, hvad vil det så betyde for arbejdernes forhandlingsposition på jobbet?

Ros Sukunthy fra Cambodjas afdeling af tænketanken Focus on the Global South er kritisk over for ideen om, at zonen skal tilbyde boliger til arbejderne.

»Det er bare en måde, hvorpå pengene kan holdes inden for zonens kredsløb, og kontrollen med arbejderne kan udvides,« siger hun.

»Før kom arbejderne ud af zonen for at spise, hvilket både gav mulighed for, at fagforeningerne kunne kontakte dem, og for at lokale indbyggere kunne få en indtægt ved at sælge mad til dem. Så begyndte fabrikkerne i zonen at tilbyde måltider, så arbejderne ikke skulle forlade arbejdspladsen i pausen. Hvis arbejderne også skal bo inden for zonen, vil hele deres tilværelse være under zonens kontrol.«

Ros Sukunthy har selv været inde og undersøge forholdene i PPSEZ. Nogle gange er hun sluppet ind ved at gemme sig blandt mængden af arbejdere om morgenen, andre gange ved at tage pænt tøj på og udgive sig for at være en potentiel investor.

Det høje sikkerhedsniveau i zonen gør den særligt attraktiv for investorer, siger hun.

»Det betyder også, at arbejdernes mulighed for at stille krav er stærkt begrænsede. Hvis de beder ledelsen om noget, og der bliver sagt nej, er der ikke mere at gøre. Enhver protest vil blive stoppet af sikkerhedsvagterne.«

Navarro erkender, at selv om UNSIF er forpligtet til at sikre, at ILO’s retningslinjer for anstændigt arbejde, herunder foreningsfrihed, bliver respekteret, kan det »vise sig udfordrende« i praksis. Han tilføjer, at »tiden vil vise«, om UNSIF’s model med »påvirkning gennem investeringer« har nogen effekt, men at det »ikke er umuligt«.

Ros Sukunthy mener, at tilgangen er skævt tænkt fra starten, og siger:

»Hvordan er det muligt at sikre socialt udbytte, hvis fokus udelukkende er på investorsiden? Disse aktører taler altid om ’dialog’, men glemmer at forholde sig til, hvor der tales fra, og hvem der har mulighed for at sige noget.«