Hvis man vil forstå den tyske flid, skal man besøge ’husmoren fra Schwaben’

SCHWABEN – Undskyld, hvor skal man tage hen, hvis man vil forstå Tyskland?

Tyskeres svar på dette spørgsmål er selvsagt utallige. Men hvis man spørger til den tyske flid og økonomiske mentalitet, lyder svaret ofte: ’Tag til Schwaben’. Det er en af Europas mest succesfulde industriregioner – og det er herfra husmoren fra Schwaben, die schwäbische Hausfrau, kommer.

Hun har altid været kendt for sin nidkære sparsommelighed, men hendes politiske karriere tog form efter en tale af Angela Merkel i 2008, hvor finanskrisen var ved at udvikle sig til en grasserende statsgældskrise. Her betonede Merkel, at man »i længden ikke kan leve over evne – det kunne man bare have spurgt husmoren fra Schwaben om«.

Sidenhen brugte bl.a. den mexicanske generalsekretær for OECD begrebet om ’husmoren fra Schwaben’, og magasinet The Economist skrev om »the Swabian housewife«, hvis sunde fornuft kunne have reddet de amerikanske banker. Også den tyske finansminister Wolfgang Schäuble fokuserer gerne på sorte tal på bundlinjen med henvisning til, at hans mor var en redelig husmor fra Schwaben.

Hvad der lyder som et lettere ironisk omend sødt begreb, skulle med Grækenland-krisen og spørgsmålet om den tyske sparepolitik i eurosamarbejdet udvikle sig til den bærende metafor i en bitter politisk strid.

»En stat er nu engang ikke en husholdning i Schwaben – alle kan ikke spare sig til succes,« som den tyske økonomiprofessor Arne Heise har udtrykt det.

Samstemmende har førende økonomer som Heiner Flassbeck ligefrem gjort husmoren fra Schwaben til en af de ti økonomiske myter, der i form af den tyske sparepolitik har været med til at skærpe den europæiske krise. Hvis man styrer en nationaløkonomi som en husholdning, kommer man nemlig til kun at fokusere på udgifterne og glemmer helt at se på, hvordan man skaber en fremtidssikret vækst. Det kan f.eks. kræve keynesianske tiltag, som faktisk kan koste flere penge, end der lige er i statskassen. Med sparepolitik falder lønniveauet derimod. Det svækker købekraften og kan påbegynde en ond sparecirkel, som Grækenland har oplevet det i ekstrem grad.

Stabilitet og fremtidsinvesteringer

Da Information spørger tilfældige kvinder på gaden i et par landsbyer i Schwaben, er der godt nok et par stykker, der præsenterer sig som husmødre, men ingen har lyst til at tale på vegne af den klassiske husmor fra Schwaben med alle de politiske overtoner, det har.

Derfor går turen over Schwabens Husmoderforbund i Augsburg. Her advarer 54-årige Rosemarie Weber om, at den klassiske husmor uden erhvervsarbejde, som i stedet sørger for børn, mand, hjem og nyttehave, efterhånden er blevet sjælden. Det gælder selv her i Schwaben – selv om det tyske skattesystem ellers privilegerer ægtepar, hvor kun den ene har en indtægt.

Et opkald og en køretur senere lykkes det alligevel. I den butiksdøde landsby Bermaringen i det grønklædte bakkelandskab i ca. 800 meters højde på Schwäbisch Alb byder Renate Schmid velkommen. Hun er lige fyldt 60 og er indledningsvist også ret skeptisk over for at blive interviewet som husmor fra Schwaben.

»Jeg dyrker ikke mine egne grøntsager og sylter dem som forråd til vinteren som en rigtig husmor fra Schwaben. Så jeg passer nok ikke helt på klicheen,« siger hun med et lidt nervøst smil.

Desuden har Renate Schmid godt nok været fuldtidshusmor i et par årtier efter sit bryllup og frem til det yngste af deres tre børn begyndte i skole. Men i dag arbejder hun i en lægepraksis nogle dage om ugen og har sin egen bankkonto.

»Livet ændrer sig med hver generation. Det er slet ikke så skidt,« siger Renate Schmid og inviterer indenfor i sit store hus, som hendes nu afdøde svigerforældre har bygget. Her fortæller hun om løst og fast og tidernes skiften – og om deres partnerlandsby i Bretagne i Frankrig.

»Der går bønderne jo på gaden og hælder mælk i rendestenen og den slags. Det har jeg faktisk respekt for. Da den tyske pensionsalder blev sat op, var der ingen, der protesterede,« siger Renate Schmid.

»Måske har krigen bare præget os, så vi tilpasser os. Det handler jo om stabilitet. Vi kan bedst lide at blive i rytmen. At finde kompromiser og kun brokke os indadtil. Det er måske også bedst. I lande med stor politisk usikkerhed er der jo heller ingen, der investerer i fremtiden. Det behøver man ikke være husmor for at vide,« siger Renate Schmid med et grin.

Ingen kredit

– Når den tyske finansminister Wolfgang Schäuble anklages for at være som en husmor fra Schwaben, der presser lande som Grækenland med sin sparepolitik, gør det så indtryk på Dem?

»Altså, jeg er bare husmor og ser det kun fra min vinkel,« siger Renate Schmid og rynker på næsen.

»Jeg kan godt se problemerne i alt det med euroen, og jeg kan se, at vi tyskere har det godt. Men i sidste ende virker det stadig ret fornuftigt at være sparsommelig og ikke at bruge mere, end man har. Hvad siger du?« råber hun til sin mand ude i køkkenet.

Han kommer tøffende og forklarer næsten undskyldende, at de aldrig har købt noget på kredit. Heller ikke en bil.

»Hvis man ikke har råd, så lader man være. Indtil man har sparet op,« som han udtrykker det.

På spørgsmålet om Renate Schmid er bange for inflation, trækker hun roligt på skuldrene. Blandt tyskerne, som gerne sparer op på bankbogen frem for at investere i f.eks. aktier, er det ellers en inkarneret del af den German Angst, som nogle sociologer kalder den indædte tyske pessimisme og bekymring for fremtiden.

I en meningsmåling i 2013 var der endda flere tyskere, der var bange for inflation end for kræft.

– Hvorfor stemmer tyskerne på Merkel nu for fjerde gang?

»Merkel giver nok tyskerne den stabilitet, vi godt kan lide. Det har jeg heller ikke noget imod. Hun er god som kansler og som repræsentant for Tyskland. Som kristent menneske bakker jeg op om hendes flygtningepolitik. Hvilken ret har vi til at afvise nødlidende syrere?« spørger Renate Schmid retorisk.

»Desværre er Merkel i mine øjne ikke i det rigtige parti. CDU tænker for lidt på økologi og på klodens fremtid. Men i sidste ende gør det ikke den store forskel her i Tyskland. De skal jo handle inden for den samme ramme, uanset om de hedder Merkel eller Schulz eller noget tredje. Det er faktisk ikke så skidt.«

Før afskeden viser Renate Schmid rundt i haven og hen til udkanten af landsbyen, hvor der står en tavle til ære for partnerlandsbyen i Frankrig. Husmoren elsker åbenlyst det bakkede landskab i det vestlige Schwaben, selvom hun med egne ord aldrig ville svinge sig op til at bruge den slags stærke udtryk.

»Her i området er vi stadig præget af protestantismen med en snert af pietisme. Og af det rå klima heroppe,« siger hun.

»Nogle gange kunne jeg godt tænke mig, at vi var lidt mere løsslupne. Men vi er nu engang, som vi er«.