Læsetid 4 min.

Frankrig ruster sig til arbejdskamp – måske bare af gammel vane

Kun én af de fem store franske fagforeninger har kaldt til demonstration mod den nye arbejdsmarkedslov, der bliver en prøvesten for både Macron og den nye franske regering
På trods af at kun lidt under otte procent af franskmændene er medlem af en fagforening, har de fem største fagforeninger forhandlingsret i virksomhederne i Frankrig. En af de beføjelser, Macrons regering har tænkt sig at ændre, er, at små virksomheder skal kunne forhandle direkte med de ansatte uden om fagforeningerne i Frankrig.

På trods af at kun lidt under otte procent af franskmændene er medlem af en fagforening, har de fem største fagforeninger forhandlingsret i virksomhederne i Frankrig. En af de beføjelser, Macrons regering har tænkt sig at ændre, er, at små virksomheder skal kunne forhandle direkte med de ansatte uden om fagforeningerne i Frankrig.

Batard Patrick/ABACA
12. september 2017

»Macron har splittet de gamle partier, måske lykkes det ham også at splitte fagforeningerne?«

Sådan spørger en anonym stemme fra en af lokalafdelingerne i den franske fagforening FO, Force Ouvrière, i dagbladet Libération.

Ingen tør åbenbart sige højt, hvor mange splittelser der i øjeblikket går ned mellem og gennem de franske fagforeninger efter sommerens forhandlinger med den nye franske regering om en omfattende omkalfatring af det franske arbejdsmarked.

I dag har den største franske fagforening, CGT, der dækker 27 procent af de organiserede lønmodtagere, kaldt til demonstration mod de ændringer af arbejdsmarkedsloven, som Macrons Philippe-regering vil gennemføre pr. dekret fra 23. september.

Fagforeningen CFDT, der dækker 26 procent af de organiserede lønmodtagere, er skuffet over forløbet, men opfordrer ikke til demonstration. De øvrige tre fagforeninger holder sig tilbage. De har selv deltaget i forhandlinger med regeringen, ofte i modstrid med deres medlemmers ønske. Men hvilket mandat har de egentlig?

Svage fagforeninger

Det største paradoks i Frankrig er den ekstremt lave grad af organisering. Kun lidt under otte procent af de franske arbejdere er medlem af en fagforening, hvilket er meget lidt, hvis der skal tales om repræsentativt for arbejdsstyrken. Det er på trods af, at det er de fem største fagforeninger, der indtil nu har haft forhandlingsret i virksomhederne.

Det er uden tvivl det regnskab, den nye franske regering med nyvunden legitimitet har lavet. En af de beføjelser, Philippe-regeringen har tænkt sig at ændre, er, at små virksomheder skal kunne forhandle direkte med de ansatte uden om fagforeningerne.

Både præsident Emmanuel Macron og premierminister Edouard Philippe gør i høj grad klar til at lægge arm med det, der kaldes, ’gadens parlament’.

I en tale i Athen i sidste uge udtalte Macron med kampgejst, at han vil være totalt urokkelig:

»Jeg giver hverken efter for de dovne, kynikerne eller ekstremisterne,« slog præsidenten fast.

Premierminister Philippe har heller ikke tænkt sig at lytte til råb fra gaden. I et interview i dagbladet Sud Ouest udtalte han denne weekend, at demonstrationer ikke har nogen »ret« til at ændre dekreterne.

Det har gadens parlament heller ikke i princippet. Slet ikke over for et folkevalgt parlament med knusende flertal til Macrons parti, LREM.

Frankrig er imidlertid kendt for sine demonstrationer og strejker, der nærmest kan blokere landet. Er det et overstået kapitel?

Fagforeningerne er splittede. Indbyrdes – men også langt ind i egne rækker. Sårene er dybe fra modstanden sidste år mod den tidligere, socialistiske regerings ændring af arbejdsmarkedsloven, El Khomri-loven, opkaldt efter den daværende arbejdsminister.

Ugelange demonstrationer, strejker og dannelsen af bevægelsen Nuit debout, der i månedsvis, diskuterede på Place de la République i Paris i forsommeren 2016, førte ikke til så meget som en kommaændring i El Khomri-loven. Strejkekasserne er i bogstaveligste forstand tomme. Place de la République i enhver forstand rømmet og ryddet op.

Stærkt gadeparlament?

Hvem kommer så til at troppe op i dag?

Det kommer – som det traditionelt har været i Frankrig – an på en prøve.

Splittelserne er alle steder. Også i de politiske partier, der traditionelt bakker op om arbejderne.

Mélenchon og hans parti, Les Insoumises, har inviteret til demonstration den 23. september. Hvorfor ikke samme dag som CGT?

Socialisterne, der er reduceret til en bedrøveligt lille gruppe i parlamentet, kan af gode grunde ikke protestere mod en lov, der i høj grad ligner socialistpartiets egne forslag fra sidste år. Benoît Hamon, præsidentkandidaten som førte socialistpartiet ud over skrænten, har dog lovet at troppe op.

Det gør en masse lokalafdelinger i de fagforeninger, som ikke officielt tilslutter sig demonstrationen, måske også. Ganske som det anonyme fagforeningsmedlem fra FO, der har tænkt sig at demonstrere. Det går ellers mod linjen i FO. FO’s leder, Jean Claude Mailly, der sommeren over har deltaget i arbejdsmarkedsforhandlingerne, har til egne medlemmers forbavselse, ikke opfordret til demonstration i dag.

Ifølge Libération er telefonerne hos FO ved at sprænges af opkald fra vrede medlemmer. Det billede, som begynder at tegne sig, er, at medlemmer af de store fagforeninger er stærkt utilfredse med ledelsen.

»Hvad fanden er det her? Vi er gået på gaden for mindre,« lyder det på medhør anonymt i Libération, der har været på besøg i FO's hovedkontor.

Intentionen fra Philippe-regeringen og Macron er klar: Der skal løses op i rigide franske arbejdskontrakter, CDI – for at øge beskæftigelsen. Ifølge Macron og regeringspartiet LREM skyldes den høje arbejdsløshed i Frankrig det ufleksible arbejdsmarked. Arbejdsgiverne tør ikke hyre, fordi det er så omkostningsfyldt at fyre en medarbejder på fast kontrakt.

Arbejdsløshedsprocenten flirter i Frankrig med de ti procent. Ungdomsarbejdsløsheden (15-24 år) er helt oppe på 23 procent.

Samtlige tiltag i den nye arbejdsmarkedslov går derfor i det, man plejer at kalde arbejdsgivernes retning. Også selvom disse tiltag over sommeren er aftalt med arbejdsmarkedets parter. Alene ved at invitere de reelt svage fagforeninger med i forhandlinger, er det lykkedes Macron at splintre de sædvanlige bevægelser.

Men måske samler det hele sig så alligevel til sidst og bliver en af de store vrede bølger, Frankrig er så berygtet for.

Mélenchon har i al fald fanget den demagogiske bold i luften fra Macron:

»Fjolser, kynikere og dovne, alle på gaden den 12. og den 23, september,« tweetede Mélenchon oven på Macrons tale i Athen og sluttede sig dermed til CGT's demonstration.

Der bliver travlt, ikke kun fra politiets side, med at tælle demonstranter i Paris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
    Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
Hans Jørn Storgaard Andersen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Friis

Ganske problematisk holdning til sine modstandere
"»Jeg giver hverken efter for de dovne, kynikerne eller ekstremisterne,«
Men naturligvis smart at brande andre utroværdige, kyniske, racistiske, ekstreme, gammeldags, dovne osv

Jeg kan godt forstå, at fagforeningerne vil beholdes deres magtposition - trods det er generende (og dyrt) med de mange strejker. Men hvilke midler har fagforeningerne ellers?
Tysklands politik med succes bl.a. grundet meget lave lønninger er EU modellen. Men hvad sker der den dag alle landene er som Tyskland? Vil vi det?
Lad os beholde den charme hvert land har.
Naturligvis er det uholdbart at Frankrig har en offentlig gæld omkring EUR 2,170,000,000,000. PGA at Euroen er devaluering umuligt.... hvad nu M. le President MACRON?

Brugerbillede for Steen Sohn

Som en sagde i radioen i morges, så drejer det sig nok om, at fagbevægelsen vil forklare Macron, at 'flexicurity' ikke kun betyder, at arbejdsgiverne skal have mere fleksibilitet, men at der også skal være en vis security for de ansatte.

Steffen Gliese, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Såvidt jeg har forstået er Macrons reformer noget, der ligner de skandinaviske fra FØR, liberalisterne forgreb sig på dem, altså ægte kompensation for mistet løn ved fyring igennem et solidarisk dagpengesystem.