Læsetid: 12 min.

Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
Martin Schultz, formand for SPD, skulle have brudt med Angela Merkel langt tidligere og satset på den venstrefløjsmajoritet, der faktisk eksisterede i Forbundsdagen, mener Jan-Werner Müller.

Martin Schultz, formand for SPD, skulle have brudt med Angela Merkel langt tidligere og satset på den venstrefløjsmajoritet, der faktisk eksisterede i Forbundsdagen, mener Jan-Werner Müller.

Hermann Bredehorst

30. september 2017

Det tyske socialdemokrati, SPD, førte en elendig valgkamp. Martin Schultz skulle have brudt med Angela Merkel langt tidligere og satset på den venstrefløjsmajoritet, der faktisk eksisterede i Forbundsdagen. I stedet holdt man fast i den midtsøgende, pragmatiske og teknokratiske politik sammen med Merkel, og man lod sig styre af trendanalyser frem for af egne visioner.

Det er dommen fra Jan-Werner Müller, den tyske idehistoriker og populismeforsker, der har fulgt den tyske valgkamp på afstand fra sin udkigspost som professor i politisk teori på Princeton University. Han kommenterer det tyske valgresultat i telefonen fra en motorvejsrasteplads i Donald Trumps USA, hvor tingene også går deres skæve gang.

»Lad os ikke tale om USA,« siger han.

Jan-Werner Müller ærgrer sig over det stærke fokus i debatten på, hvilken øjeblikkelig trend det tyske valgresultat måtte afspejle.

»Det er symptomatisk, at medier og politiske kommentatorer efter hvert eneste valg i Vesten er opslugt af at fastslå, at højrepopulismen nu for alvor marcherer – eller det stik modsatte.«

Efter valget af Trump i USA og den britiske Brexit-afstemning hed det sig, at en højrepopulistisk flodbølge rullede. Efter valgene i Frankrig og Holland sagde trendanalytikerne, at højrepopulismen var slået tilbage. Efter den opsigtsvækkende fremgang ved søndagens tyske valg for det højreradikale Alternative für Deutschland, AfD, og den markante nedtur for regeringskoalitionen af CDU og SPD, lyder igen budskabet om den højrepopulistiske fremmarch.

Regeringen bør tage varmt tøj på. Vi kommer til at jage Merkel, lød budskabet til den kommende regering fra AfD’s enespidskandidat, Alexander Gauland.
Læs også

»Spørgsmålet er selvfølgelig vigtigt, og selve det, at det rejses, illustrerer vores utryghed om den tid, vi lever i. Men vi kan ikke efter et konkret valg, som jo finder sted i en konkret national kontekst, uddrage en generel konklusion om langsigtede historiske trends.«

»Ved at fokusere på, om der nu er tale om den ene eller anden trend, undviger vi de vanskeligere og vigtigere spørgsmål om, hvad det er for underliggende strukturelle forandringer, der finder sted i europæisk og global politik,« siger Jan-Werner Müller.

Åbenhed eller lukkethed

Hvor man tidligere har italesat grundkonflikten om samfundsindretningen som ’venstre versus højre’ eller ’kapital versus arbejdere’, hedder det nu ’eliten versus folket’.

»Det, synes jeg, er en forsimpling, som slører den egentlige nye konflikt mellem på den ene side ønsket om mere åbenhed og på den anden side ønsket om at lukke af. Meget kan vindes, hvis vi taler mere præcist om de udfordringer, denne konflikt afspejler. F.eks. hvad der ligger i et ønske om mere åbenhed – er det mere fri handel over landegrænserne, er det fordomsfrihed omkring etniske, religiøse eller seksuelle mindretal, eller hvad menes der?«

I Tyskland – også i Tyskland – har Socialdemokratiet ifølge Jan-Werner Müller svigtet og tabt ved ikke at gøre sine egne visioner og værdier klare. Det tætte, årelange parløb med kansler Merkels CDU har udvisket partiets profil, og den blev ikke gjort meget skarpere under valgkampen.

»Det oplevedes næsten som en manglende vilje til magt hos SPD. Hvis Martin Schultz havde villet, kunne han have væltet Merkel allerede i februar. Han kunne have sagt: Venstrefløjsflertallet er der allerede. Det ville have ændret spillet totalt,« siger Müller.

Han minder om, at SPD sammen med venstrefløjspartiet Die Linke og De Grønne har haft flest mandater i Forbundsdagen i valgperioden 2013-17: 319 mandater mod CDU/CSU’s 311.

»Men det flertal ville SPD ikke bruge. Ingen sagde ’det er måske noget, vi bør overveje’, og Martin Schultz fandt aldrig de fokuspunkter og det sprog, der kunne have skabt konflikt og tydelig distance til CDU. Han kunne ikke finde ud af at lave ’en Corbyn’,« påpeger Jan-Werner Müller med henvisning til den engelske Labour-leder, Jeremy Corbyn, der har formået at skabe samling og entusiastisk opbakning i partiet ved sin klare socialistiske profil og opposition til de konservative og premierminister Theresa May.

Hvis man forsøger at få tendenser ud af hvert eneste valg, så misser man muligheden for at skabe reelle forandringer og få samfundet i den retning, man ønsker, mener idehistoriker Jan-Werner Müller.

Joachim Adrian

Behøver ikke forsvinde

– I Danmark prøver Socialdemokratiets ledelse at vinde stemmer tilbage fra højrefløjen ved at nærme sig og søge samarbejde med Dansk Folkeparti. Den hollandske analytiker ved arbejderpartiets forskningscenter, René Cuperus, sagde forleden i Information, at det er en udsigtsløs strategi, og at de vesteuropæiske socialdemokratiers livscyklus er slut. Er du enig?

»Alle socialdemokratier i Europa lider under nogle strukturelle udfordringer, men jeg vil ikke sige, at de er dømt til at forsvinde. Under de rette omstændigheder og med den rette kampagnetilgang – a la Corbyn – behøver socialdemokratierne ikke resignere som 20 procent-partier. Men jeg er enig i, at de ikke bør samarbejde med højrepopulister. I Tyskland var det ikke troværdigt, da SPD ved valgkampens afslutning i desperation begyndte at kritisere koalitionens egen flygtningepolitik. Angela Merkel stod i det mindste fast på sine grundlæggende synspunkter, hvilket gav hende troværdighed.«

»Man kan ikke vinde ved at løbe efter højrepopulisterne. Folk vil foretrække den ægte vare frem for en kopi. At forsøge at gøre det er ikke bare en strategisk fejl, men også en fejl på et normativt niveau, fordi det ender med, at man ændrer landets politiske kultur – sådan som det f.eks. er sket i Danmark og i Holland – uden at det foregår som en gennemtænkt, demokratisk proces, hvor man autoriserer et sådant skift i kulturen.«

For den tyske idehistoriker er det et åbent spørgsmål om SPD og dets europæiske søsterpartier har kapacitet til at ændre deres politiske kurs.

»Når man gradvist i de senere årtier er holdt op med at betone solidaritet, kan det ikke overraske, at man ikke kommer nogen vegne i den retning. Jeg finder det yderst problematisk med en sådan tabertilgang, hvor man siger: ’det er overhovedet ikke forsøget værd at prøve’. I betragtning af, hvor dårligt socialdemokratierne allerede klarer sig, må man spørge, hvad de i dag har at tabe, hvis de prøver noget mere ambitiøst.«

Hans synspunkt rimer med den britiske journalist og forfatter George Monbiots udsagn i den ny bog Out of the Wreckage.

»For at vinde var de nødt til at tabe (…) Deres pessimisme omkring grundlæggende forandringer blev selvopfyldende,« skriver han om socialdemokratierne.

Konsolidering af højrepopulismen

Jan-Werner Müller advarer mod at tro, at et højreradikalt fænomen som AfD går i sig selv.

»Konventionelle regler for, hvordan politik fungerer, synes simpelthen ikke at gælde visse højrepopulistiske strømninger. Vi har set det med Trump i USA – tidligere har folk sagt, at hvis man gør de ting, som Trump faktisk gør, så ville det være slut. Det er jo ikke tilfældet. I Tyskland var det forventningen, at højrepopulisterne ville falde fra hinanden, hvis de begyndte at skændes indbyrdes, sige uhyrlige ting, vise sig parlamentarisk inkompetente. AfD har lavet alle disse fejl, men det synes ikke at skade dem i vælgernes øjne. Deres vælgere er ligeglade med den slags, fordi de har nogle helt andre forventninger, nemlig at partiet udøver en høj og tydelig protest.«

Jan-Werner Müller påpeger, at den første fase for et parti som AfD er den kritiske.

Merkels konservative parti, CDU, har i årevis fortrængt dets nationalkonservative tradition. Det har skabt et tomrum for højrenationale bevægelser som Alternative für Deutschland (AfD), mener dagens kronikør. Her en demonstration for netop AfD i 2015.
Læs også

»Jo længere, de kan forblive i spillet, desto mere vil folks identifikation med partiet blive cementeret. I lande, hvor højrepopulismen ikke meget hurtigt går i sig selv, er det sandsynligt, at den i stedet konsolideres – uanset op- og nedture i det daglige ser folk det som det parti, de hører til. Dansk Folkeparti i Danmark er et eksempel på det, og jeg tror, det forestående valg i Østrig den 15. oktober vil bekræfte, at højrepopulismen ikke er overstået.«

For Jan-Werner Müller er spørgsmålet, om der hos socialdemokraterne er politikere, som er i stand til at tale en anden vision og politik op.

»Politik handler ikke om at pejle, hvor flertallet på forhånd er, men hvor flertallet kan bringes hen, og hvordan vi kan bringes til at se tingene på en ny måde. Hænger man fast i at tolke vælgertrends omkring ethvert valg, ser man ikke mulighederne for at skabe forandring. Og så resignerer man.«

Hvor står populisterne i dag i Europa?

Tyskland: Den førerløse protest

Af Mathias Sonne

Forud for søndagens valg var der ikke så megen tvivl om, at det højrepopulistiske AfD ville komme i Forbundsdagen. Men 13 procent af stemmerne og 94 mandater var dog alligevel en overraskelse, og succesen vil ændre både arbejdet og tonen i Forbundsdagen.

Selvom AfD-partiformand Frauke Petry allerede er ude igen, har AfD udløst et højreskred i tysk politik, hvor det liberale FDP og socialistiske Die Linke i valgkampen stod for en stærk strammer-politik i flygtningespørgsmålet, mens bayerske konservative CSU efter valget prompte proklamerede at ville »lukke den højre flanke«.

Højrepopulismens sene tyske opblomstring skyldes mindst tre faktorer.

For det første en europæisk og midtersøgende kansler, der hen over sine første 12 år har gjort nationalkonservative hjemløse i CDU.

For det andet to store koalitioner mellem koservative CDU/CSU og socialdemokratiske SPD, der har skabt en svag opposition og udgrænsede fløje, hvilket har boostet smædebegreber som ’systempartierne’ og deres sammensværgelse med ’løgnepressen’.

AfD-topkandidat Alexander Gauland. 

Markus Schreiber

Og for det tredje flygtningekrisen i 2015, hvor Merkels offensive tackling med åbne tyske grænser gjorde tilstrækkeligt mange usikre og åbnede muligheden for at gøre AfD til en massebevægelse som antiindvandrings- og antiislamparti. Hele 60 procent af AfD’s tilhængere angiver at vælge partiet i protest og ikke af overbevisning om deres program.

Det antyder, at AfD som parti er et usikkert protestfænomen, der både er uafhængigt af, hvem der står i spidsen, og hvor afsporede ting de siger.

Med AfD’s succes står Tyskland pga. sin historie over for en stærk identitetsmæssig udfordring. Og jo flere anklager om racisme og uanstændighed, desto større tilløb har partiet som protestparti. Merkel vil hente de tabte vælgere tilbage med ’god politik’, men det er svært at se, hvordan der skal komme en stærk regering på benene, som kan sige fra.

Alligevel er netop fragmentering af Forbundsdagen med syv partier, FDP’s liberale position og SPD’s mulige venstreryk måske den rigtige medicin mod billig protest: stærkere positioner – og mere kamp for dem.

Holland: Højrepopulisterne er isolerede, men bliver hørt

Af Mads Frese

Selv om Frihedspartiet, Geert Wilders’ PVV, gik fem procent frem ved valget i marts, er højrepopulisterne stadig isoleret i hollandsk politik.

Et halvt år efter valget er premierminister Mark Rutte fra det liberale VVD stadig ikke færdig med at sammensætte en ny regering, der sandsynligvis bliver en koalition med fire centrum-højre-partier. Men trods de langtrukne regeringsforhandlinger er der ingen tegn på et holdningsskred i den hollandske befolkning siden valget.

I en nylig meningsmåling fra opinionsinstituttet Ipsos svarer over halvdelen af de adspurgte ganske vist, at den langsomme proces påvirker deres tillid til politikerne i negativ retning, og at der burde være større åbenhed omkring forhandlingerne. Men det er stadig kun de hollændere, som stemte på PVV ved valget, der mener, at partiet burde inddrages i regeringen: omkring 20 procent.

Men PVV’s kritik af det multikulturelle samfund har alligevel en vis indflydelse på regeringsforhandlingerne. Blandt de programpunkter, som er blevet lækket til Rotterdam-avisen Algemeen Dagblad, er en række forslag om at drage særlig omsorg for »de elementer, der er vigtige for den nationale identitet«.

PVV-leder Geert Wilders. 

Phil Nijhuis

Skolebørn skal lære Hollands nationalhymne, Het Wilhelmus, og alle borgere skal modtage en pjece om det forfatningsbaserede demokratis indretning, når de fylder 18 år. Desuden vil regeringspartierne gøre det obligatorisk for skoleklasser at besøge parlamentet i Haag samt Rijksmuseum i Amsterdam.

Disse programpunkter afspejler især det kristendemokratiske parti CDA’s valgløfte om at fremme hollandske »normer og værdier«. Det socialliberale parti D66 er derimod blevet tvunget til at droppe et forslag om obligatorisk undervisning i hollandsk kolonihistorie.

Samtidig står PVV fast på sin mærkesag. Efter at EU-Kommissionens næstformand, den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans, torsdag mødte en gruppe muslimske universitetsstuderende, tweetede Wilders:

»Vores befolkning bliver udskiftet, og EU-Kommissionen er stolt af det. De elsker islam og hader deres egne befolkninger.«

Frankrig: Tilbage til tegnebrættet

Af Niels Ivar Larsen

Front National (FN), fransk højreradikalismes flagskib siden 1972, slikker stadig sårene efter nederlaget til Macron ved præsidentvalget i maj og det pauvre resultat ved parlamentsvalget i juni, hvor partiet kun fik syv deputerede i Nationalforsamlingen – ikke nok til at blive anerkendt som en selvstændig parlamentarisk gruppe og få den taletid og indflydelse, det giver adgang til.

Nok fik FN med 34 procent af stemmerne i anden runde det bedste resultat nogensinde, men det stod ikke mål med de forventninger, der blev vakt med Brexit i 2016. Partileder Marine Le Pen så i briternes nej til EU et gennembrud for europæisk højrenationalisme og stillede franskmændene i udsigt, at også de ville skulle stemme om ’Frexit’, hvis hun blev præsident.

Men satsningen på EU-modstand og genindførelse af franc som valuta gav bagslag – tre ud af fire franskmænd foretrækker at bevare euroen – og strategien om at gøre partiet mere stuerent gav ikke den ventede bonus.

Front National-leder Marine Le Pen. 

Sylvain Lefevre

Fløjkrige slider, når man har svært ved at finde sine ben. På den ene side ’de identitære’, der bl.a. vil insistere på ’national præference’, hvor etniske franskmænd skal nyde fortrinsbehandling. På den anden de nationalkonservative, der vil mainstreame partiet i borgerlig retning.

De identitære står stærkest og har netop fremtvunget næstformand Florian Philippots afgang. Philippot, der var chefarkitekt for Marine Le Pens mislykkede valgkampsstrategi, har nu dannet bevægelsen Les Patriotes og har angiveligt taget 3.000 medlemmer med sig.

Partiets fremtid tegner uvis, selv om Marine Le Pen er på rundrejse til partiets højborge for at indgyde tillid blandt kernevælgerne. Men for de fleste franskmænd er oppositionens leder ikke Le Pen, men den venstreradikale Jean-Luc Mélenchon. FN har også måttet se den naturlige kronprinsesse, Marion Maréchal Le Pen, barnebarn af partistifter Jean-Marie Le Pen, forlade fransk politik.

En partikonference i marts 2018 skal føre til en ’genopretning’ af partiet, der muligvis vil tage navneforandring. Front National har dog tidligere overlevet lige så store eksistentielle kriser.

UK: May overtog UKIP’s politik

Af Mette Rodgers

Det var presset fra Nigel Farages UK Independence Party (UKIP), der fik daværende premierminister David Cameron til at love briterne en folkeafstemning om landets medlemskab af EU, og det var UKIP’s valgkampagne – med hovedfokus på immigration – der i høj grad var med til at sikre Leave-sidens sejr med 52 procent af stemmerne sidste år.

Ikke desto mindre faldt partiets stemmeandel ved denne sommers parlamentsvalg med 10,8 procent sammenlignet med 2015-valget – til kun 1,8 procent. Forklaringen er ifølge mange iagttagere, at premierminister Theresa May reelt overtog UKIP’s politik.

Da hun i januar 2017 fremlagde landets Brexit-strategi i sin Lancaster House-tale, stod det klart, at hun havde valgt at lytte til Brexit-tilhængernes argumenter og varslede, at landet ville sætte evnen til at kontrollere immigrationen fra EU over adgangen til det indre marked og toldunionen.

Dette syntes at tilfredsstille mange Brexit-vælgere, der enten ikke mødte op ved junivalget eller stemte på de konservative. Flere end forventet vendte tilbage til Labour-partiet, der også lovede at gennemføre Brexit og begrænse den fri bevægelighed, hvis partiet kom til magten.

UKIP-leder Henry Bolton. 

Ben Birchall
I løbet af de første fire forhandlingsrunder mellem EU og UK har May-regeringen imidlertid set sig tvunget til at opbløde den ’hårde Brexit’. Bl.a. lovede May i sidste uges tale i Venedig, at landet søger en overgangsperiode på to år, og at man i perioden vil acceptere EU’s regler og fortsætte indbetalingerne. Hun lovede også, at briterne vil betale for de aftaler, de har været med til at indgå som medlem af unionen.

Nigel Farage reagerede ved at kalde talen for »et forræderi af Brexit«. Han har tidligere varslet, at han vil vende tilbage til britisk politik, hvis det ser ud til, at Brexit er i fare. I den seneste uge er der gået rygter om, at Farage ville stifte et nyt parti, hvis antiislam-kandidaten Anne Marie Waters blev valgt til partiets nye leder.

I går blev hun imidlertid slået i formandsvalget af den tidligere soldat, Henry Bolton, der fik opbakning fra Farage. Den nye formand har en gigantisk opgave foran sig med at genopbygge partiet.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
  • Nu truer Tysklands økonomiske succes også landets egen politiske elite

    30. september 2017
    Tidligere har den stærke tyske økonomi og konkurrenceevne primært skabt tabere i Sydeuropa. Men en vigtig årsag til tysk konkurrenceevne er lave lønninger, og nu truer landets egne økonomiske tabere den politiske elites magt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
  • Hans Larsen
  • Jørn Vilvig
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Torben K L Jensen, Anders Graae, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Hans Larsen, Jørn Vilvig og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Man kan ikke vinde ved at løbe efter højrepopulisterne". Så enkelt kan det udtrykkes, og så enkelt er det.

Anne Eriksen, Henriette Bøhne, David Zennaro, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Kim Strøh anbefalede denne kommentar

Den nye gruppeformand for SPD har dog nu åbnet for muligheden for et samarbejde med Die Linke.

Henriette Bøhne, David Zennaro, Steffen Gliese, Søren Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Hvorfor i alverden skulle nogen da også stemme på SPD og Martin Schultz andet end en vane? Martin Schultz er ikke så meget kommet i nærheden af de problemer nedstignings Tyskland stor over for med accelererende fattigdom og working poor udsultning. Ikke så sært AfD tiltrækker stemmer. Ikke stemmer af overbevisning, men stemmer af frustration.

Hartz IV SPD, I skal skamme Jer for at lade Jeres medmennesker i stikken - Jeres top politikere er komplet ligeglade med de 23% fattige. Præcis som Socialdemokratiet i Danmark er blevet det med Helle Thorning Schmidt - Asociale karriere politikere uden emparti for det almindelige menneske, som skal leve med konsekvenserne af Jeres politik i virkeligheden.

Estermarie Mandelquist, Benny Larsen, Eva Schwanenflügel, Johnny Winther Ronnenberg, Mads Jakobsen, David Zennaro, Anders Graae, Torben K L Jensen, Per Torbensen, Torben Skov, Ebbe Overbye, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Det må siges at være et forræderi, allerede ved det sidste valg, at SPD ikke valgte at danne regering med Die Linke og Die Grüne. Jeg var ikke opmærksom på, at venstrefløjen reelt havde vundet sidste valg og kunne have gjort en ende på Europas fortrædeligheder - og dermed også SPREDT en ideologisk fornyelse, der ville have givet fremgang over hele EU, både i øst og vest.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, David Zennaro, Torben K L Jensen, Ebbe Overbye og Søren Jacobsen anbefalede denne kommentar

Det er også fint, men man er ikke højrepopulist bare fordi man vil stoppe migration og tilstrømning af fremmede statsborger til ens land, det skal man lige huske!

Gruppeformanden, Andrea Nahles, stiller dog krav om, at Die Linke skal gøre større indrømmelser til SPD – de skal fx ikke være så ’markedskritiske.’ Ikke være så kritiske overfor Hartz-reformerne eller være for asylvenlige. Så …

http://www.spiegel.de/politik/deutschland/spd-andrea-nahles-oeffnet-sich...

https://www.neues-deutschland.de/artikel/1065438.angebote-an-den-rechten...

Eva Schwanenflügel og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Måske ikke i sig selv, Peter - men man er populist, hvis man baserer sin politik på en forklaring om at stort set alle samfundets problemer skyldes flygtninge etc. Det er jo mod bedre vidende, men bruges af nogle politikere, fordi det vinder genklang hos mange, der ikke "behøver" komplicerede forklaringer. Det er populært. Og den slags kan man bygge politiske karrierer på. Partier endda.

Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Johnny Winther Ronnenberg og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

@Kenneth Jacobsen

Naturligvis, problemet er bare, at en konstant indvandring af uønsket arbejdskraft, normer, etik, moral og andre kulturelle normer, ikke vil gøre det nemmere, at klare de "normale" problematikker og udfordringer i samfundet, for den indvandring vil tage alt fokus og indskrænke det økonomiske råderum til at løse ditto, og så er det, at befolkningen mister tilliden og troende på de traditionelle venstrefløjspartier, og stemmer på noget helt andet, der som du antyder, måske er mere indskrænkede i deres udsyn generelt.

DF kan da vinde ved at holde Nye Borgerlige under spærregrænsen. Det vil næppe få vælgere mod den anden side til at falde fra - mod Konservative eller Socialdemokratiet.

Populisme kan også opfattes som mere demokrati/folkestyre, for decentralisering og mod den bureaukratiske elite i statsadministrationen - altså hos partier, der har det på programmet.
(i USA mod Washington)

Torben K L Jensen

Ros til Information for denne artikelserie om socialdemokraternes deroute og grunden til den.
Der bliver - med rette - ikke lagt fingrene i mellem når det drejer sig om den fejlslagne 3. vej og pessimismen om hvorvidt socialdemokratierne i Europa er i stand til at følge Corbyn´s vej. For sandt er det at den eneste vej er at mobilisere ungdommen sammen med de gamle for troen på at tingene kan/skal ændres. Dette er den politiske analyses "real Mc.Coy" og tak for det Information.

Trond Meiring, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Selv om jeg er tilhænger af die Linke, er jeg enig med Nahles vedr indrømmelser, jeg mener dog at disse skal komme fra begge sider.
Ærgerligt, at SPD ikke valgte at anvende flertallet ved sidste valg til at danne regering. Dengang var centristen Gysi gruppeformand og et regeringsgrundlag, som tilgodeså begge parter havde været nemmere at få i hus. Wagenknecht er ubestrideligt højintelligent og særdeles dygtig, men nok også mindre forhandlingsparat.

Torben K L Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Steffen Gliese,
Vi så det jo ved vedtagelsen af " Ehe für alke", hvor r2g nærmest sammen "kuppede" CDU og sammen fik indført ægteskab for bøsser og lesbiske. Partierne har masser af ligheder, som begge parter bør arbejde på at styrke.

Kenneth Jacobsen

Peter Hansen, du kalder det altsammen uønsket. Det er det nok for en del. Men er det uønsket for alle? Det tror jeg ikke. En fleste danskere ved at vi med omverdenen lever i en udveksling af mennesker, ideer, etik etc osv - og at den lilleverden, som nogle ønsker sig at Danmark skal være, blot er en fantasi. Og hvorfor skulle et af verdens rigeste lande iøvrigt ikke bære sin del af byrderne? Vi har intet problem med at handle med hele verden. Og heller ingen skrubler ved at sende soldater ud i verden.
At populisterne sætter flygtninge, muslimer, islam etc op foran samfundets andre, muligvis også mere reele problemer, er solo på populisternes regning. Her nærmer man sig definitionen af dem. Man stikker folk blår i øjnene. Det er så tæt på at være løgn, at det eneste der redder dem, er tvivlen om hvorvidt de faktisk selv tror på disse forsimplede forklaringer. Det kan du ikke skyde de fremmede i skoene - det er os selv, der ikke er alt for kvikke her.