Læsetid 6 min.

IS-krigernes familier efterlades på bunden af samfundet

Islamisk Stats krigere har efterladt sig hundredvis af enker og måske tusindvis af børn i Irak. Mange bliver dagligt udsat for chikane og drabsforsøg. ’Ingen vil kendes ved os,’ siger en enke i Mosul
Laila Jamils mand døde, mens han kæmpede for IS. I dag frygter hun for sit og børnenes liv og har barikaderet sig i sit hjem i Mosul.

Laila Jamils mand døde, mens han kæmpede for IS. I dag frygter hun for sit og børnenes liv og har barikaderet sig i sit hjem i Mosul.

Waleed Safi

6. september 2017

MOSUL – Laila Jamils tre børn er hele tiden omkring hende. Når de ikke er i nærheden, går hun ofte og kalder på dem. Hun er konstant bange for, at nogen gør dem fortræd. Selv hjemme hos dem selv, føler hun sig utryg.

De fleste ruder i huset er smadret. Vinduerne i stuen er dækket til med brædder. I køkkenet er de plastret med gaffatape. Op ad køkkendøren står en sofa oprejst. Op ad hoveddøren står et tungt skab fyldt med puder og dyner. Tilbage i stuen ligger kun et aflangt tæppe på det flisebelagte gulv. Madrasser og dyner ligger side om side under trappen, hvor der hverken er vinduer eller døre. Det ligner mest et beskyttelsesrum.

»Jeg forsøger at barrikadere hjemmet indefra for en sikkerheds skyld. I går nat blev der kastet en håndgranat i vores baghave. I sidste uge blev der kastet to. De har også skudt på porten udenfor. Du kan se skudhullerne. Sådan har det været hver uge i et par måneder nu,« siger Laila Jamil.

’Jeg har oplevet krige i Irak siden 1980. Men aldrig har jeg set en by være så udbombet. Der bliver brug for milliarder og atter milliarder af dollar. Det vil vare mindst et årti, før Mosul måske er tilbage i samme stand som i gamle dage,’ siger Abdel Rahman al-Waga, medlem af provinsrådet i Nineveh, til Information.
Læs også

55-årige Laila Jamil er enke til en IS-kriger. Siden generobringen af Mosul er hun og børnene blevet udsat for gengældelsesangreb. Sammen med sine børn er de blevet fredløse. De befinder sig på samfundets bund, siger hun:

»Ingen vil hjælpe eller kendes ved os, og der er sikkert ingen, der vil sørge over os, hvis vi bliver dræbt,« siger Jamil.

Enken lægger ikke skjul på, at hendes mand kæmpede for Islamisk Stat. Tværtimod er hun stolt af sin nu afdøde mand. Han var en mand af særlig støbning, siger hun. Men hun vil på ingen måde betegne ham som en fanatisk IS-kriger. Abu Khalid, som hendes nu afdøde mand hed, ofrede sig blot for familiens skyld, forklarer hun.

»To af vores børn lider af epilepsi. På et tidspunkt under krigen havde vi ingen indtægt. Min mand havde ikke lyst til at se børnene lide mere, så han tilsluttede sig IS, fordi de havde adgang til penge og medicin. Enhver der kæmpede med IS, opnåede jo en masse privilegier,« forklarer hun.

Ingen ved, hvem der står bag

Jamils familie er ikke den eneste, som bliver udsat for gengældelsesangreb. Information har tilbragt en dag i byen Hammam al-Alil syd for Mosul. Her har mindst 12 familier lignende historier. Det samme er tilfældet i byen Qayyarah 30 kilometer syd for Mosul, som blev tilbageerobret i oktober sidste år og andre steder i Nordirak.

Den britiske avis The Guardian og andre internationale medier har rapporteret, at der er hundredvis af familier, som lever i frygt for repressalier efter generobringen.

Men selv om disse hævntogter er et stigende problem, er der ingen, der ved, hvem gerningsmændene er. Af frygt for konsekvenser vil kun få familier tale med journalister. Enker som Laila Jamil tør heller ikke gætte på, hvem der kaster håndgranater i baghaverne om natten.

»Vi ved ikke, hvem gerningsmændene er, da de ofte sniger sig rundt med masker i ly af natten. Der er sikkert mange, som ønsker hævn, fordi min mand kæmpede for IS. Det kan være vrede lokale mænd, og det kan også være militser. Jeg ved det ikke, og jeg tør ikke pege på nogen,« siger Laila Jamil.

Børn af IS-krigere har det svært efter organisationens tab af Mosul. Mange ønsker hævn over Islamisk Stat, og det rammer også børnene. 
Læs også

Flere i Jamils bydel har dog en stærk mistanke om, hvem bagmændene er. Hendes nabo Ahmed Riyadh tror, at statens sikkerhedsstyrker bevidst »vender blikket den anden vej«, når det kommer til hævntogter mod IS-familier.

Riyadh har flere gange forsøgt at tale med det lokale politi om hævntogterne, men politiet ender ofte med at sende ham hjem.

»Politiet siger til mig, at jeg selv skal fange attentatmændene, hvis jeg virkelig ønsker at ændre på forholdene,« siger han.

Ahmed Riyadhs mistanke om myndighederne blev yderligere styrket efter et snigmord på den lokale imam midt i august. Den lokale imam var ifølge lokale indbyggere en utæmmelig herre i kørestol, der for nogle uger siden – den 15. august – greb fat i moskeens mikrofon og tordnede mod det lokale irakiske politi for ikke at gribe ind over for hævntogter mod uskyldige familier.

»Næste dag lå imamen i sin kørestol foran sin hoveddør med en kugle i panden,« fortæller Riyadh.

Historien om imamen bekræftes af imamens enke, Aida Najem. I begyndelsen nægter hun at tale med Information, men da det bliver klart for hende, at det ikke er et irakiske medie, åbner hun endelig døren. Aida Najem – en afmagret kvinde med sorte rande under øjnene – mistænker selv politiet for at stå bag snigmordet:

»Det var mænd i politiuniformer, der skød og dræbte min mand. Om det var militsmænd klædt i officielle uniformer, kan jeg ikke sige, men jeg ved, at politiet har haft problemer med min mand, fordi han nægtede at tie stille,« siger Aida Najem.

Ingen hjælp

Det er svært at dokumentere, om der er hold i mistanken mod politiet. Men der er ingen tvivl om, at der er en trussel mod IS-krigernes familier i de befriede områder, og indtil videre har Iraks politiske klasse ikke adresseret problemet.

I et dybt sekterisk og polariseret politisk klima, er der ingen i den politiske klasse, som tør forsvare familierne offentlig, da det kan koste stemmer. En stor del af det irakiske samfund har intet tilovers for krigernes familier.

»Nogle politikere har talt om at etablere nogle rehabiliteringslejre, hvor familier til krigere kan være i nogle år, inden de genintegreres i samfundet igen. Men indtil videre er der ikke sket noget ved den sag af frygt for politisk selvmord,« forklarer Abdul Rahman al-Waga, medlem af provinsrådet i Nineveh.

Fraværet af initiativer betyder, at kvinder som Laila Jamil og hendes børn er overladt til sig selv. Internationale organisationer har heller ikke fremlagt ideer til, hvordan disse udfordringer skal løses. På nuværende tidspunkt er det få frivillige eller privatpersoner med de rette kontakter og ressourcer, der forsøger at løse udfordringerne på egen hånd.

En af dem er Sukaina Younes, leder af kontoret for Kvinder og Børn i Nineveh-provinsen.

»Jeg arbejder dagligt på højtryk for at få forskellige statsadministrationer og internationale organisationer til at samarbejde, men problemet er for overvældende. Individuelle indsatser kan ikke gøre det alene. Der er brug for omfattende støtte fra det internationale samfund,« siger Sukaina Younes.

Fatale konsekvenser

Abdel Rahman al-Waga, medlem af provinsrådet i Nineveh, erklærer sig enig med Sukaina Younes. Der er brug for en langt større indsats fra regeringen og internationale organisationer. Ellers er det ikke sikkert, at Irak kan komme volden til livs.

»Disse familier er allerede traumatiseret af krigen, og nu bliver de efterladt uden støtte. Det kan få fatale konsekvenser om nogle år. Mange af dem vil måske blive bekræftet i, at IS havde ret, da de bekæmpede den irakiske regering,« forklarer al-Waga og pointerer, at Bagdad måske ikke helt har forstået omfanget af den sociale katastrofe efter Mosul-slaget.

Det andet problem er, at Bagdad simpelthen mangler ressourcerne på nuværende tidspunkt. Derfor kan folk som Younes og al-Waga intet stille op.

»Selv om slaget om Mosul er ovre, har Bagdad endnu ikke allokeret penge til Nineveh-provinsen. Derfor er der på nuværende tidspunkt ingen ressourcer til hverken genopbygningen af byerne eller til rehabiliteringsprogrammer,« siger al-Waga.

Leila Jamil siger, at hendes mand blev dræbt ved et luftangreb i maj i år. Om han virkelig tilsluttede sig IS af nød er ikke til at vide. Laila Jamil kan have alle grunde til at portrættere ham som en, der ofrede sig for familien.

Men det ændrer ikke ved, at hun opfatter sig selv og sine børn som uskyldige i de ugerninger, familiefaderen måske har begået:

»Der var tusindvis af krigere, som havde familie og børn i Irak. Betyder det, at alle skal straffes?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Dennis Jensen
    Dennis Jensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
Espen Bøgh, Dennis Jensen, Niels Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Arne Lund

Familien får vel løn som forskyldt. Konen i hvert fald. Børnene kan jo som regel ikke gøre for det. Men hvordan ville hendes situation ikke have været, hvis IS havde vundet. SÅ ville hun og hendes børn jo tilhøre herrefolket.