Læsetid: 4 min.

Jamaicakoalitionen er sandsynlig, men risikabel, for Merkel den Fjerde

Efter det tyske valg sidder den formodede vinder, Angela Merkel, med fire mulige koalitioner. Hvilken det ender med, er afgørende for Merkels formodentligt sidste periode. Vi giver her et overblik
Hvem Merkel kommer til at danne regering med, er afgørende for hendes sidste periode som kansler.

Hvem Merkel kommer til at danne regering med, er afgørende for hendes sidste periode som kansler.

Swen Pfoertner

23. september 2017

Angela Merkel og CDU/CSU sætter sig formentlig tungt på kanslerposten og forhandlingsretten ved det tyske valg søndag.

Men det er stadig helt åbent, hvem Merkel den Fjerde kan regere med: Socialdemokratiske SPD, det liberale FDP eller De Grønne.

Der er to mindre sandsynlige og to mere sandsynlige udfald, som vil blive afgørende for, hvilken handlekraft Merkel vil have i den kommende periode som kansler.

Det er ved søndagens valg værd at holde øje med, om det ender med en kiwi, sort-gul, Jamaica eller GroKo. Vi giver her et overblik over mulighederne.

1. Kiwi: Grøn borgerlighed

  • CDU/CSU og De Grønne
  • Kælenavn: Kiwi-koalition eller sort-grøn
  • Sandsynlighed: Meget lav – fordi de to partier er et godt stykke fra flertal

Ingen af de mindre partier virker så regeringssultne som De Grønne, der har siddet i opposition siden 2005. Siden da har partiet bevæget sig i en borgerlig retning, mens Merkel og CDU har opslugt stadig flere grønne mærkesager.

Europapolitisk er der tale om to stærkt pro-europæiske partier, men De Grønne er mest offensive i kravet om et mere solidarisk og demokratisk Europa. I forhold til flygtningepolitik kritiserer De Grønne på forbundsniveau de markante stramninger, som CDU og især CSU har gennemført.

Et yderligere stridspunkt er De Grønnes princip om, at miljø- og klimapolitik skal stå i forreste række – herunder deres regeringsbetingelse om, at biler med forbrændingsmotor skal forbydes fra 2030. »Det lægger øksen ved roden af vores velstand,« som CSU-chef Horst Seehofer formulerede sit afvisende svar. Også øgede skatter og afgifter afvises stejlt af CDU/CSU.

2. Sort-gul: Den liberale udfordring

  • Den liberale udfordring: CDU/CSU og FDP
  • Kælenavn: Sort-gul
  • Sandynlighed: Lav – fordi de to partier næppe får flertal

Den absolut foretrukne regering både blandt de tyske vælgere og i CDU/CSU. FDP har dog brændt sig på konstellationen før. I 2013 blev partiet stemt helt ud af Forbundsdagen efter et sløjt regeringssamarbejde med CDU/CSU, hvor det liberale parti hverken fik lovede skattelettelser eller andre liberale kernepunkter gennemført.

Et af de kritiske punkter var dengang og bliver formentlig atter den tyske energiomstilling, som drives af statsstøtte til vedvarende energi. Her vil FDP bremse udbygningsprocessen for grøn energi og i langt højere grad lade den foregå på markedsøkonomiske vilkår.

Mest drastisk er forskellen måske inden for europapolitik, hvor FDP er lodret imod Merkels forsigtige planer om en europæisk valutafond og en euro-finansminister. De liberale kræver, at hjælpen til kriselande stoppes, og at et land som Grækenland smides på porten i valutasamarbejdet.

3. Jamaica: Ideologisk farvekamp

  • CDU/CSU, FDP og De Grønne
  • Kælenavn: Jamaica-koalition
  • Sandsynlighed: Stor – trods meget svære koalitionsforhandlinger

Hvor Merkels CDU/CSU har sine hovedpiner med henholdsvis FDP og De Grønne, er kampen mellem de liberale og miljøpartiet direkte sprængfarlig. FDP ser helst en minimal stat, hvis opgave er at sikre individets frihed, mens de grønne bl.a. ser statens rolle i at begrænse borgernes miljøødelæggende udskejelser.

Hvor FDP foragter De Grønnes kollektivisme og formynderi, ryster De Grønne på hovedet over FDP’s neoliberale tro på markedskræfterne langt ind i miljøpolitikken. FDP ser ikke en mulig afsked med fossile brændstoffer »inden for en overskuelig fremtid«, som det hedder i partiprogrammet.

På skattefronten afviser FDP blankt De Grønnes krav om en formueskat. Hvad flygtninge angår, afviser De Grønne at definere sikre oprindelseslande og at udvise til lande som Afghanistan. FDP kræver derimod en hårdere kurs end CDU/CSU, hvilket De Grønnes formand har kvitteret med ved at kalde FDP for ’AfD light’.

Det står åbent, hvad Merkel egentlig vil på det europapolitiske område – og hvilken indflydelse hendes regeringspartnere vil få.
Læs også

Europapolitik er måske den største brudflade mellem FDP på den ene side og CDU/CSU og De Grønne på den anden. FDP vil opløse ESM-redningsmekanismen og hælde Grækenland ud af euroen. De Grønne mener derimod, at det vil smadre både Grækenland, Europas sammenhold, valutaen og Tysklands gunstige position.

Mellem disse positioner står CDU/CSU’s midtersøgende Merkel-fløj, den økonomisk-liberale fløj og den konservative fløj. En Jamaica-koalition kan således kræve store og næsten selvudslettende indrømmelser fra alle parter – og blive et markant mere festligt og mindre stabilt regeringsbekendtskab, end vi har oplevet i tysk politik i mange år.

4. GroKo: Socialdemokratisk selvmord?

  • CDU/CSU og SPD
  • Kælenavn: GroKo (Große Koalition)
  • Sandsynlighed: Stor – men SPD frabeder sig formentligt den tvivlsomme ære

Siden SPD’s første regeringssamarbejde med Merkel fra 2005 er CDU rykket mærkbart mod midten i tysk politik, så der i dag er påfaldende overensstemmelse mellem de to partiers økonomi-, skatte-, energi-, familie- og miljøpolitik. Også europapolitisk er der også stort set enighed, dog med bl.a. forsvarspolitik som undtagelse.

Efterhånden er stemningen på den brede midte blevet så hyggelig, at der bør sættes et stort demokratiteoretisk spørgsmålstegn ved, om GroKo og den deraf følgende svage opposition virker som benzin på både højre- og venstrepopulisters bål.

For CDU/CSU og Merkel er der ingen større knaster i en fortsat GroKo. SPD har derimod meget stærke forbehold. Siden 2005 er SPD styrtdykket i vælgertilslutning. Trods socialdemokratiske succeser som f.eks. lovpligtig mindsteløn har partiet ikke fået vælgernes tak for regeringsarbejdet og står pt. til det dårligste valg siden 1949.

Det kan koste Martin Schulz formandsposten og skabe et krav om en ny start. Ifølge en repræsentativ undersøgelse ønsker færre end 10 pct. af tyskerne og kun godt en tredjedel af socialdemokraterne, at SPD atter gifter sig med Merkel.

Blandt mange socialdemokrater anses det ligefrem som et langsomt selvmord fortsat at være ’CDU-kanslerens nyttige idioter’, som avisen Die Zeit formulerer det.

Da partimedlemmerne ligesom i 2013 vil blive spurgt, er det derfor ganske sandsynligt, at socialdemokraterne frabeder sig at blive juniorpartner under Merkel og forsøger at samle sig frem mod valget i 2021.

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

  • Den tyske højrefløjs sejr er et tegn på dens svaghed

    23. september 2017
    Da Merkel kom til magten i CDU, indså hun, at partiet kun kunne vinde midtervælgerne og magten, hvis det gjorde op med sin nationalkonservative højrefløj. Det højrenationale AfD er altså ikke en succeshistorie, men afspejler, at højrefløjen er marginaliseret i Tyskland
  • Europas fremtid tegnes i valggyseren mellem de små tyske partier

    23. september 2017
    Angela Merkel har i valgkampen været stille om sine planer for Europa og euroen. Søndag genvælges hun sandsynligvis til sin sidste regeringsperiode som tysk kansler og EU’s uformelle leder. Hvilken vej hun vil lede unionen afhænger også af, hvem hun kan danne tysk regering med
  • Tysklands liberale enmandshær står til at blive valgets sejrherre

    23. september 2017
    Det liberale FDP har ført en personfikseret og succesfuld valgkamp med Christian Lindner i spidsen. Hvis hans parti skal sidde med i Merkels kommende regering, vil han forhandle hårdt for en mere liberal linje, mener tysk partiforsker. Men Lindner sælger sin politik med en afdæmpet retorik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu