Korruptionen blomstrer blandt moralens vogtere i Rusland

»Korruption fortærer selve vævet i det menneskelige samfund og undergraver statens grundvold,« udtalte den russisk ortodokse kirkes overhoved, patriark Kirill, i 2015 under underskrivelsen af en samarbejdsaftale med den russiske rigsrevision.

Patriarken udtrykte endda sin forvisning om, at kirken kunne hjælpe rigsrevisorerne i kampen mod korruption ved at »opdrage folk i den evangeliske ånd«.

Nu er den russiske ortodokse kirke så selv blevet indblandet i en række korruptionsskandaler. Senest forsvandt bankdirektøren for kirkens bank, Peresvet, før sommeren med omkring 500 mio. kroner i kufferten.

Bankdirektøren er ikke et enkeltstående tilfælde, mener lektor i historie Nikolaj Mitrokhin fra Universität Bremen. Kirken er nemlig selv gennemkorrumperet, og når den overhovedet samarbejder med rigsrevisionen, er det for at skjule sine egne misgerninger.

»Kirken har indgået aftaler med alle de statslige institutioner, den overhovedet har kunnet indgå aftaler med. Den har sågar indgået en aftale med færdselspolitiet. Den vier vejstrækninger med særligt mange ulykker for at mindske antallet af ulykker. Samarbejdet med rigsrevisionen er et fænomen af omtrent samme type, dvs. en symbolsk handling formentligt rettet mod at vinde venskab og en neutralitetspagt, så at rigsrevisionen ikke vil kontrollere de midler, der afsættes til kirkelige formål. Ville den det, ville et stort antal ledende kirkefolk og almindelige præster komme bag lås og slå,« siger Nikolaj Mitrokhin og fortsætter:

»Hvis vi ser på organisationen med de standarder og metoder vi kender fra korruptionsforskningen, så er kirkens økonomi præget af et kæmpe gråt cash flow og af forfalskning af alle regnskaber og forskellige andre former for korruption, derfor tjener kirken i den offentlige debat som et anti-forbillede for korruption.«

Uigennemsigtig kolos

Det er svært at danne sig et overblik over den russiske ortodokse kirkes økonomi.

De 34.000 menigheder i Rusland er selvstændige juridiske enheder, og der bliver ikke betalt skat af de rubler, der bliver smidt i kirkebøsserne og ikke ført regnskab med de midler, der bliver sendt fra menigheder til stifter og fra stifter til patriarkatet.

Ifølge en analyse foretaget af det russiske finansmedie RBK i 2016 stammer kun fem procent af kirkens indtægter fra kirkebøsserne, 55 stammer fra kirkens egne virksomheder og 40 procent fra donationer og statslige programmer.

De sidstnævnte midler går ofte til istandsættelse af forfaldne kirker og klostre, men der er flere tilfælde af svindel.

»Korruptionen i kirken fungerer, ligesom den gør i resten af det russiske samfund. Omkring 80 pct. af alle statslige midler bliver stjålet,« siger Nikolaj Mitrokhin.

Korruptionen foregår ved, at kirken driver lobbyvirksomhed over for staten for at få del i midler og overbeviser højtstående politikere og embedsmænd om den politiske betydning af et konkret projekt.

Typisk vil en bevilling blive overført til en regional kulturforvaltning, der aflønner de firmaer, der forestår restaureringen. De regninger, som entreprenørerne sender, er imidlertid ofte 8-10 gange højere end de reelle udgifter på byggematerialer og på mandetimer.

»Sætter man sig for at komme til bunds i det, så viser det sig, at firmaet ikke har udført arbejdet selv, men har hyret firmaer, døgnfluefirmaer, der er oprettet på basis af forfalskede dokumenter og kun eksisterer i nogle få måneder,« forklarer Mitrokhin.

Tilsvarende viser dokumenter, at byggematerialerne er købt af et andet firma. Og hurtigt finder man ud af, at deres pris også er forhøjet med en faktor otte eller 10. Dertil kommer der nogle ydelser, som er umulige at vurdere – for eksempel udgifter til eksterne konsulenter eller belysningsdesign, som det er umuligt at prissætte.

»I den helt frække udgave bliver der slet ingenting foretaget for dem. I den lidt renere udgave er der udført arbejde, men det koster 10-20 gange mindre, end det fremgår af regningerne. Alle disse penge afskrives, kører rundt mellem disse døgnfluefirmaer og forvandles til kontanter. Og derpå fordeles kontanterne mellem dem, der har indgået aftalen. Én del går til præsten, for eksempel 10 procent af den samlede sum.  Og så er der 15-20 procent til de lokale embedsmænd, der afsatte pengene konkret til denne kirke og ikke en anden. Broderparten af pengene forbliver hos de embedsmænd, der i Moskva har underskrevet dokumentet om, at det skulle afsættes penge til denne kirke i det hele taget,« forklarer Mitrokhin.

Udenlandske adresser

Restaureringsmafiaen, som den hedder i folkemunde, opererer dog relativt lokalt i den russiske kirke.

I kirkens top bestræber man sig for at indynde sig hos virkeligt store pengemænd og -kvinder for at få bygget eller genopbygget kirker og klostre. Ifølge onlinemediet Meduza har kirken overtaget hele øen Valaam i Onega-søen øst for Sankt Petersborg og fordrevet civilbefolkningen, efter at Putin har fået bygget en personlig residens på øen, og der er tilflydt øens kirker og klostre store statslige summer.

Ifølge Mitrokhin har Ruslands rigeste kvinde, Jelena Baturina – gift med tidligere borgmester i Moskva Jurij Lusjkov – oprettet et kloster for 1.000 nonner med et stort tilknyttet hotelkompleks.

Selv præsidenten for den russiske Olympiske Komité har bygget et kvindekloster, siger Mitrokhin og nævner, at flere biskopper — hvis officielle lønninger er ganske lave – bor i udlandet, særligt på Balkan.

»De er overhoveder for stifter i Rusland, men bor permanent i Bulgarien, Grækenland, Slovenien. Så på den ene side har du totalortodoksi og antivestlige holdninger, og på den anden side har du fast ejendom i udlandet. Patriark Kirill bor fast i Schweiz,« siger Nikolaj Mitrokhin, der mener, at den omfattende korruption i kirken er medvirkende årsag til, at den ortodokse kirkes stjerne er dalende i det russiske samfund, især blandt de unge.