Læsetid 9 min.

Den kurdiske afstemning har slået ideen om Irak ihjel

I dag skal Iraks kurdere stemme om løsrivelse. Selv hvis det ikke fører til reel selvstændighed, kan folkeafstemningen ende med at få uforudsigelige konsekvenser for Irak som en samlet stat, siger tidligere arabisk-kurdisk toprådgiver i et interview med Information. USA burde have presset kurderne til at droppe afstemningen, mener han
Ifølge Irak-eksperten Nibras Kazimi vil folkeafstemningen i Kurdistan skade premierminister Haider al-Abadi, der de seneste tre år har søgt at samle nationen, mens folkeafstemningen vil give medvind til dem, som Kazimi kalder for ’shiachauvinisterne’: malikisterne, sekteriske shiaekstremister, militser med forbindelser til Irans konservative generaler og alle dem, som abonnerer på shiaherredømme i Mellemøsten

Ifølge Irak-eksperten Nibras Kazimi vil folkeafstemningen i Kurdistan skade premierminister Haider al-Abadi, der de seneste tre år har søgt at samle nationen, mens folkeafstemningen vil give medvind til dem, som Kazimi kalder for ’shiachauvinisterne’: malikisterne, sekteriske shiaekstremister, militser med forbindelser til Irans konservative generaler og alle dem, som abonnerer på shiaherredømme i Mellemøsten

Khalid Mohammed

25. september 2017

De har festet på stadioner, danset på pladser og sunget folkesange til ære for Kurdistan. Kurdiske ledere har holdt bevægede taler om kurdernes skæbne, kamp og drømme. Det kurdiske flag har vajet på regeringsbygninger, i basarer og ud af bilernes sideruder.

Kurdernes nationalfølelse har aldrig været så udtryksfuld som i disse dage, og dagens planlagte folkeafstemning om selvstændighed i Nordirak fejres, som var den selve løsrivelsen.

Helt anderledes står det til i de arabiske dele af Irak, hvor mange sunni- og shiamuslimer udtrykker bitterhed og vrede over folkeafstemningen og kurdernes timing.

I nogle sunnidominerede dele af landet begraver man stadig de døde efter krigen mod Islamisk Stat (IS). I shiaområderne siger de, at kurderne har forrådt nationen på et tidspunkt, hvor den burde samles.

»Iraks forskellige etniske og religiøse fællesskaber lever i vidt forskellige realiteter i øjeblikket. Den dybe kløft som eksisterede i forvejen er blevet endnu dybere, og det kommer til at have vidtrækkende implikationer for landet, og den måde hvorpå folk stemmer,« siger Irak-eksperten Nibras Kazimi over telefonen fra Washington.

Irakiske Nibras Kazimi har både arabiske og kurdiske rødder, og han er tidligere toprådgiver for Ahmed Chalabi – den nu afdøde irakiske politiker, der formidlede afgørende efterretninger til USA og Storbritannien, som førte til den amerikanskledede invasion i 2003.

Kazimi er desuden tidligere ansat ved Hudson Institute, har skrevet bogen Syria Through Jihadist Eyes og står bag en meget rost blog om Mellemøsten, The Talisman Gate. Kazimi er stadig i daglig kontakt med Iraks politiske klasse og amerikanske embedsmænd, og så har han et særligt blik for nye tendenser i Mellemøsten.

Allerede i slutningen af nullerne advarede han imod en genopstandelse af en al-Qaeda-lignende gruppering i Irak – det, der siden blev til Islamisk Stat.

Nibras Kazimi ser folkeafstemningen som skelsættende i Iraks moderne historie, og selv om intet er givet i Mellemøsten (Sådan er Mellemøsten, siger han. Altid uforudsigelig.), spår han en dyster fremtid for både Irak og regionen.

»Om folkeafstemningen i sidste ende fører til reel løsrivelse, kan vi ikke vide på nuværende tidspunkt. Men uanset hvad er skaden sket. Terningerne er kastet, som man siger, og der er ingen vej tilbage.«

Irak er død

Historikere, vestlige kommentatorer og Irak-kendere har længe vidst det: Irak har aldrig fungeret som nation, og siden invasionen i 2003 har landet undergået en langsom opløsningsproces.

Nibras Kazimi inddeler opløsningen i fire kapitler. Det første kapitel handler om tiden lige efter invasionen.

»Kort efter invasionen i 2003 eksisterede Irak kun som idé. Ingen var rigtig helt overbevist om ideen i Irak, men det var et tabu at tale om andet. Derfor fik den chancen,« siger Kazimi.

Ideen fik altså en chance, selv om det fra begyndelsen var tydeligt, at Iraks forskellige etniske grupper, klaner og religiøse fællesskaber havde hver deres egen forestilling om, hvad Irak var for en størrelse. Kurderne drømte om Kurdistan, sunnimuslimerne talte stadig om Saddams nationalisme, og shiamuslimerne var enten uenige indbyrdes – eller også manglede de alternativer. 

»Det var på en måde dømt til at fejle. Ideen fungerede jo ikke i praksis, som irakerne måske havde håbet på, hvilket fører os til andet kapitel, hvor al balladen for alvor går i gang,« siger Kazimi.

Efter en periode med skiftende overgangsregeringer kom Maliki til magten og tegnede Iraks andet kapitel. Hans første par år som premierminister var præget af sekterisk vold. Maliki fik styr på volden, men kort efter gjorde han selv sit bedste for at fremmedgøre Iraks sunnimuslimer.

Respekterede sunnimuslimske stammeledere blev ydmyget, sunnimuslimske byer blev besat af en sekterisk shiahær, Iraks fængsler blev fyldt med sunnimuslimske mænd. Maliki sammenlignede konstant sunnimuslimerne med potentielle terrorister.

I mellemtiden rykkede kurderne længere og længere væk, og de arabiske sunnimuslimer var enten blevet politisk apatiske eller også heppede de i stigende grad på al-Qaeda og IS.

»Alle parter har fejlet. Fra det første rigtige valg i 2006 efter overgangsperioden og indtil IS kom til i 2014, har ingen haft evnen eller viljen til at samle nationen,« siger Kazimi.

Det tredje kapital er selve krigen mod IS, som begyndte i 2014. Her understregede Iraks forskellige grupperinger igen i ord og handling, at de ikke ville ofre sig for hinanden, selv om de havde en fælles fjende.

Kazimi bruger shiamuslimernes retorik omkring befrielsen af sunnimuslimske byer som eksempel. Siden 2014 har shiaerne fået kampen mod IS til at fremstå som en tjeneste, man har gjort sunnierne.

Læs også

»Man skulle ikke tro, at Mosul, Ramadi og Fallujah var irakiske byer, og at indbyggerne var irakiske landsmænd. Bagdad har fra begyndelsen forventet en slags taknemmelighed fra sunnismuslimerne. Det samme med kurderne, som hele tiden har nægtet at ofre peshmergakrigere, medmindre der var tale om kurdisk territorium. Hvordan kan sunnimuslimer nogensinde føle sig som medborgere under disse forhold?« påpeger Kazimi.

Det fjerde kapitel indledtes ifølge Kazimi efter generobringen af Mosul i juni i år. Det burde have været den begivenhed, der samlede irakerne, men sådan gik det ikke. Straks efter befrielsen erklærede den kurdiske præsident, Massoud Barzani, at nu ville kurderne afholde en folkeafstemning om løsrivelse.

»Opløsningen af Irak har været længe undervejs, men i netop det øjeblik, Barzani annoncerede folkeafstemningen, blev ideen om Irak for alvor slået ihjel. Dermed befinder vi os i en helt ny epoke i landets historie. Jeg håber, at jeg tager fejl, men jeg tror, at det bliver grumt,« siger Kazimi.

Shiachauvinismens fremmarch

Ifølge Kazimi vil folkeafstemningen i Kurdistan skade premierminister Haider al-Abadi, der de seneste tre år har søgt at samle nationen, mens folkeafstemningen vil give medvind til dem, som Kazimi kalder for ’shiachauvinisterne’: malikisterne, sekteriske shiaekstremister, militser med forbindelser til Irans konservative generaler og alle dem, som abonnerer på shiaherredømme i Mellemøsten.

»Haider al-Abadi har ingen chance mod shiachauvinisterne. De vil bruge den kendsgerning, at folkeafstemningen fandt sted, mens han havde vagten i Bagdad, til at underminere al den moderation, som premierministeren har stået for i de seneste år,« spår Kazimi.

De irakiske kurderes præsident, Massoud Barzani, holdt søndag pressemøde, hvor han ifølge Ritzau sagde: ’Kun gennem uafhængighed kan vi sikre vores fremtid.’

Foto: Hadi Mizban/ AP Photo

Men det er ikke kun Abadi personligt, chauvinisterne vil ramme. Hele magtbalancen i irakisk politik står på spil nu, hvor kurderne taler om løsrivelse.

Siden 2006 har Iraks regeringer måttet danne koalitioner på kryds og tværs. Her har kurderne ofte været en moderat regeringspartner, man kunne regne med. Men efter folkeafstemningen spår Kazimi og andre analytikere, at regeringsdannelsen vil blive langt mere kompleks på grund af irakernes vrede mod kurderne.

»Vi må vente til valget næste år, men jeg tror ikke, at Abadi eller en anden moderat type kan slippe afsted med en aftale med kurderne længere. På kort sig vil den, som allierer sig med kurderne, blive betragtet som forræder. På langt sigt – hvis Kurdistan bliver en selvstændig stat – vil kurderne jo til den tid være ude af det politiske system i Bagdad, og det vil give mere rum til shiachauvinisterne,« siger Kazimi.

Allerede nu er Abadi blevet mere ekstrem i sine udtalelser mod kurderne for at behage de mere antikurdiske segmenter i Irak, der traditionelt stemmer på de mere ekstreme shiafløje. Den udvikling skræmmer Kazimi, for det betyder, at Abadi allerede nu er ved at give køb på sin midterpolitik for at behage de såkaldte shiachauvinister. 

Shiachauvinisterne udgør ikke bare en trussel mod Iraks identitet, men også mod regionen og mainstream shiaislam. Ligesom IS genfortolker islamisk ret, symbolik og historie til deres fordel, er shiachauvinisterne også i gang med at transformere shiaislam til en mere militant religion.

»Problemet er, at ingen kan stoppe dem lige nu,« siger Kazimi.

Over de forgangne år har shiachauvinisterne for eksempel gjort meget ud af at undergrave Ayatollah Ali al-Sistanis moderate præsteskab i Najaf. En institution, som mange anser som den mest antisekteriske i hele Irak.

»Meget af præsteskabets legitimitet er eroderet over de seneste år grundet chauvinisternes tilsvining af præsterne i Najaf. Der er blevet investeret en del i at svække Sistani og co. Det er virkelig en farlig udvikling, da præsteskabet traditionelt har været et bolværk mod ekstreme shiagrupper. Uden præsteskabets moderation bør vi forvente en mere militant form for shiaislam,« forklarer han.

Et bud på, hvordan de såkaldte shiachauvinister vil opføre sig i regionen, kan aflæses ved at kaste et blik på Syrien. Her har iransk-støttede irakiske, libanesiske, iranske, afghanske og pakistanske shia-jihadister smadret Syrien for at holde Assad ved magten. Alt sammen for at fastholde shiitisk herredømme i regionen.

»For chauvinisterne begyndte hele strategien ad hoc i takt med krigen i Syrien og IS’ opståen, men i dag har magtfulde iranske generaler som Qasem Soleimani gjort det til en politisk doktrin. Og spørgsmålet er, hvis shiaerne skubber for en ekstrem form for shiaislamisk herredømme, hvor efterlader det sunnimuslimerne?« spørger Kazimi.

Har ikke forstået en brik

Nibras Kazimi understreger flere gange under interviewet, at tingene selvfølgelig kan gå i en anden retning. Men han har svært ved at se, hvordan folkeafstemningen og Iraks død ikke vil styrke de mere ekstreme shiagrupper.

»Sagen er, at ingen i hverken Irak eller Washington kan eller vil stoppe deres fremmarch. Og ingen kan tilsyneladende stoppe Iraks sunnimuslimer fra at blive kvast,« konstaterer han.

Mange analytikere har på det seneste talt om, at shialederen Muqtada al-Sadr måske kan bære den opgave i Irak. Al-Sadr – hvis Mehdi-milits i årene efter invasionen sendte dødspatruljer efter sunnimuslimer – er i dag vendt 180 grader.

Den planlagte folkeafstemning om kurdisk selvstændighed er en afledningsmanøvre, der skal fjerne opmærksomheden for Kurdistans politiske og økonomiske problemer, blandt andet har købmændene i Erbils basar – som gennem årtier har været seismografen for tingenes tilstand i irakisk Kurdistan – aldrig været så utilfredse som nu.
Læs også

Shialederen er pludselig blevet sunnimuslimernes ’bedste ven’ og en af de få irakiske ledere, som har gennemslagskraft til at kritisere Iran, Assad og Iraks shiaekstremister. Noget han har været flittig til på det seneste. I sidste måned besøgte al-Sadr Saudi-Arabiens kong Salman for at sende et signal til regionens sunnimuslimer. Men Kazimi tror ikke på, at al-Sadr alene kan løfte opgaven.

»Muqtada er rigtig, rigtig magtfuld. Op mod otte procent af Iraks befolkning – primært fra underklassen – støtter ham blindt. Problemet er, at Muqtada mangler vision, dybde og modenhed. Han ville aldrig kunne udmanøvrere en type som Maliki,« vurderer Kazimi.

Generelt mener Kazimi, at den irakiske politiske elite mangler alle kundskaber for at lede et land som Irak. Den politiske elites opførsel med Maliki i spidsen var en af hovedårsagerne til IS’ succes. Og det, der skræmmer Kazimi mest i dag, er, at ingen af dem for alvor har forstået omfanget af katastrofen med IS’ opståen.

»Hey, prøv lige at høre her. At en gruppe med IS’ ideologi kan opstå på irakisk jord, erobre så mange byer og skabe så meget kaos på verdensplan, er en så uhyggelig tanke, at jeg har svært ved at beskrive den med ord. Men tanken om, at Maliki eller nogen af de andre chauvinistiske gutter måske sidder på magten i Bagdad om nogle år og kvaser sunnimuslimerne igen, er for mig langt mere uhyggelig,« lyder det fra Kazimi.

Den tidligere toprådgiver mener, at den amerikanske regering har handlet rigtigt ved at modsætte sig folkeafstemningen. Regeringen har gentagne gange understreget, at kurderne bør prioritere kampen mod IS.

Problemet er, at den amerikanske regering ikke har gjort nok for at forhindre Barzanis projekt. Nogle analytikere tror, at folkeafstemingen allerede er glemt om nogle uger. Men Kazimi er uenig. 

»Washington burde have været langt mere kategorisk over for Barzanis folkeafstemning. Jeg tror, at regeringens brøler skyldes mange ting. Problemerne med Donald Trump, en forestilling blandt embedsmænd om, at Irak alligevel ikke kan reddes, og måske også en smule forsømmelse,« siger Kazimi, inden han uddyber, hvordan selv små fejl i Washington kan koste dyrt i Mellemøsten:

»Hvis shiachauvinisterne igen ender med at sidde rundt om bordet i Bagdad, og vi igen får en flok regenererede jihadister, som erklærer endnu en Islamisk Stat, så ved jeg, hvem jeg vil pege fingre ad til den tid,« siger Kazimi med reference til den amerikanske regering.

– Din nære ven – den nu afdøde Ahmed Chalabi – var engang den mest magtfulde irakiske oppositions-politiker i Washington. Nogle mener ligefrem, at hans lobbyisme var hovedårsagen til invasionen af Irak. Hvad ville han sige til, at Irak i dag måske er på vej mod den totale opløsning, hvis han levede i dag?

»Chalabi var en idealistisk mand, som virkelig troede på, at Irak ville være et bedre sted uden Saddam Hussein. Det ved jeg, fordi han var en nær ven. Han drømte om et frit Irak. Men hvad ville Chalabi tænke, hvis han levede i dag? Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke ...«

Drømmen om en kurdisk stat

I kølvandet på krigen mod Islamisk Stat vejrer Mellemøstens 30 millioner kurdere morgenluft for deres mere end 100 år gamle drøm om en selvstændig kurdisk stat.

Den 25. september skal Iraks kurdere stemme om løsrivelse fra Bagdad. Og i Syrien har kurderne netop slået en handel af med Damaskus, der giver dem kontrol over en tredjedel af landet.

Information sætter fokus på drømmen om en kurdisk stat i bjergene mellem Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien og dens mulige konsekvenser.

Seneste artikler

  • Risikoen ved den kurdiske faktor

    25. september 2017
    Ret beset synes dagens folkeafstemning om løsrivelse for Iraks fire autonome kurdiske provinser og den omstridte, etnisk blandede Kirkuk-provins at være overflødig symbolpolitik. Irakisk Kurdistan har eget flag, militær, parlament og præsident. Så hvorfor en folkeafstemning, der i værste fald kan udløse endnu en borgerkrig?
  • Dansk-kurdisk parlamentariker kidnappet og løsladt igen i Kurdistan

    20. september 2017
    Kurdistans ledere er så opsatte på at afholde folkeafstemningen om selvstændighed den 25. september, at de tyr til ’mafiøse metoder’ som intimidering, kidnapninger og dødstrusler for at gøre kritiske røster tavse, fortæller dansk-kurdisk parlamentariker, der har kritiseret lederne for korruption og nepotisme
  • Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat

    16. september 2017
    Den nye alliance mellem kurderne og USA har givet drømmen om et selvstændigt Kurdistan ny vind i sejlene. Og for første gang er målet inden for rækkevidde, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Michael Hullevad
    Michael Hullevad
Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen, Viggo Okholm, David Zennaro og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Recep INAL

"USA burde have presset kurderne til droppe .." US har i de sidste uger transporteret enorme mængder ag våben - ikke bare lette men aldeles tunge våben - til kurdere i Irak og Syrien, nok til en hær i på størrelse af 80.000 - 100.000, i følge pålidelige kilder. Hvilken IDIOT vil tro sine egne ører når US fraråder Barzani til at "udskyde" afstemningen? Barzani er som jo alle ved en marionet, begyndende med slikke røven af de "neo-liberale" tyrkere i skikkelse af Özal, Ciller i 90'erne hvor han fik et rødt tyrkisk diplomatisk pas og uforbeholden US/Nato forsikringer om beskyttelse af Nord Irak & PKK-baser fra Incirlik i Tyrkiet, og siden hen af Bush Junior, Obama og allersidst Erdogan som han nægter at adlyde; Barzani foretrækker og synes bedre om the Orange Beast. Hvilket kaos det vel mon munder ud i, det er ikke godt at vide...

Brugerbillede for Trond Meiring

Blot et lille sproglig korrektiv, og ingen politisk kommentar. (Jeg synes at "vesten" skal blande sig udenom Irak, Syrien, Afghanistan og andre lande, som aldrig har gjort dem noget.)

Recep INAL, dit indlæg er sproglig og argumentativt udmerket. Men, kunne du måske bare skifte de to ord "slikke røven" med noget andet, som giver omtrent den samme mening, måske? Det ville moderator sikkert også foretrække.
Har du nu smagt på araken, igen?
;-)

Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad, Erik Karlsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Recep INAL

Dansk er ikke mit modersmål, og det var ikke ment som en ærekrænkelse af hr. Barzani, men det er faktisk hvad han har præsteret i gennem de sidste 30 år, nemlig at slikke røv. Jeg kunne måske erstatte det med at "slikke r...v", og på tyrkisk version "g...t yalamak". Det er hvad en moderator på et tyrkisk medium kan tillade, og i fremtiden vil jeg gøre brug af denne lettere form for censur hvis jeg skulle blive advaret af Informations moderator. Ja, Raki smager aldeles godt under sydelige himmelstrøg ;-)

Brugerbillede for Recep INAL

Og for den sags skyld: det tyrkiske "borgerskab" har ikke bestilt andet end at slikke røven af US&Nato under den kolde krig, og immer stadig væk; derfor de tragikomiske, nærmest ubærlige groteske og kaotiske tilstande Tyrkiet nu måtte finde sig i.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Ikke en særlig rar artikel og giver vel også en form for håbløshed for os her, som måske håber hele området besinder sig. Min viden om hvordan og hvorfor lig nul, men situationen er så til gengæld vigtig i vores globale virkelighed. I vores egen andedam fabler politikere i fuld alvor på at tælle alle efterkommere af nye medborgere i generationer. Vi europæere havde den frækhed at fjerne et land til fordel for et folkeslag lige efter 2, verdenskrig, alligevel mener vi at vi er verdens klogeste og bedste. Vores lille land har så en gruppe som helst vil have renhed siddende bag en mur og dannebrogsflag.

Brugerbillede for Steen Sohn

Den danske statsminister, der bevidst og løgnagtigt sendte Danmark med i krigen mod Irak og dermed medvirkede til at skabe IS, stillede en gang spørgsmålet om krigsmodstanderne da ønskede Hussein tilbage.

Det kunne ingen jo svare ja til. Men i dag kan vi se, at Irak og verden ville have været et sikrere sted uden den amerikanske angrebskrig i 2003.
Kan man ikke i dag stille spørgsmålet om det ikke var Bush, Blair og Fogh, der ødelagde Irak?

Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen, Claus Schmidt, Flemming Berger, Jan Eskildsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Set her fra det høje nord : Den statsdannelse i tidernes morgen tog ikke hensyn til folket og deres forskellighed. Der har været spektakel lige siden. Derfor må det være et gode at skille parterne i mindst tre dele.
Og det burde de implicerede vestlige parter omsider kunne indse - istedet for at puste til ilden.
Måske kunne Tyrkiet overtales til det samme, for at danne et samlet Kurdistan.
Vestlige ledere har intet lært.
Desværre er magbegærligheden mere væsentlig end fred mellem folkene.

Michael Hullevad, Niels Nielsen, Flemming Berger, Vibeke Hansen, Jacob E Hansen, Steffen Gliese og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Historien lærer os éntydigt ét: små lande er godt, store lande er noget skidt. Opløsningen af Mellemøstens lande efter traditioner, etnicitet og religion burde være, hvad folkene fortjener, i stedet for den herskende tradition for, at et mindretal må sætte sig på magten for at sikre sin egen overlevelse.

Eva Schwanenflügel, Claus Nielsen, Michael Hullevad og Jacob E Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ideen om Irak stammer fra ideen om Mesopotamien, der udvikledes af England efter 1. Verdenskrig. Før den tid fandtes de nuværende grænser ikke.
Problemerne mellem de 3 befolkningsgrupper var nøjagtig de samme som i dag.
Englands interesse i landet var olie.
Mandatet var ren sløring.
Da England endelig trak sig ud i 1950-erne og Baathpartiet efter em omtumlet historie kom til magten fra 1968-2003, var landets grænser stadig de samme.
Altså lavet af Englænderne og stadfæstet i Versailles.
Kurderne skulle have haft deres egen stat allerede dengang. I 1920 deromkring.
Nu må det være på tide..

Eva Schwanenflügel, Holger Madsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Claus Nielsen, Michael Hullevad, Erik Karlsen, Steffen Gliese, Vibeke Hansen, Leo Nygaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Knus

Hvis man zoomer lidt ud, så er ideen om selvbestemmelse ud fra etnicitet, religion, selvopfattelse osv. i et kritisk perspektiv - en glidebane og måske en pandoras boks til rigtig mange potientielle konflikter rundt om i verden, frem for en konfliktløser.

Et andet aspekt er, hvordan man skal arbejde sammen med disse quasi-stater som måske ikke bliver anerkendt af mange lande. Hvem skal repræsentere deres interesser i internationale fora?/håndhæve deres suverænitet? Etc.

Dermed ikke sagt, at kurderne ikke har ret til deres egen stat.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Rasmus Knus,
Det bedste udgangspunkt er nok nations-begrebet, som fx er defineret i ordbogen DDO:
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nation
"1.
folk der knyttes sammen af en fælles identitet, fx i form af fælles historie, sprog og religion, og som ofte råder over sit eget, selvstændige landområde"

Der skal være et flertal til stede, og der skal være mindretalsbeskyttelse af andre religioner, sprog, historie osv.

Det bedste eksempel på nations-bygning i nyere tid er delingen af Tjekkiet og Slovakiet.
Halv-dårlige er Kosovo og Krim.
Man kan diskutere Cataloniens fremtid.
Men de dybe gamle ønsker om selvstændig statsdannelse som kurdernes er der efter min mening ikke så meget at snakke om.

Bjarne Bisgaard Jensen, Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad, Steffen Gliese og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Vi har set det i Syrien, hvor intern krig var og er borgerkrig. Det betød noget for vestens holdning ifølge international ret. Når områder bliver til stater med rod i befolkningen, bliver en evt. konflikt krig mellem nationer. Hvis parterne enes om at skilles fredsommeligt - støttet af det internationale samfund - mindskes risikoen for krig. Kampen mod IS kan føres i hver stat, evt. med støtte udefra.
Det burde USA kunne støtte.

Brugerbillede for Thomas H. Pedersen
Thomas H. Pedersen

Steen Sohn:

Hvornår begynder vi at se på hvem der rent faktisk ødelagde Irak?. Det var Irakerne selv, det er dem som har slået flere 100.000 ihjel og det er dem som har brændt Sunni/shia moskéer og huse ned... ingen tvivl om at indblanding fra f.eks. Saudi Arabien og Iran også har gjort sit sammen med vesten inkompetente genopbygning af Irak...

Men først og fremmeste så er det Irakerne selv som er skyld i den katastrofe de befinder sig i.. Kig bare på Tyskland og Japan efter 2 VK.

Brugerbillede for Steen Sohn

@ Thomas H. Pedersen
Ingen betvivler, at Saddam-styret var hårdt og brutalt. Men mange flere er døde som følge af vestlig indblanding i landet de sidste mange årtier.

Se blot Madelaine Albright forsvare 500.000 tusinde irakiske børns død i 1996 som følge af vore sanktioner:
https://www.youtube.com/watch?v=omnskeu-puE

Mange flere døde som følge af den direkte intervention af landet. Og grobunden for IS blev skabt.

Eva Schwanenflügel, Holger Madsen, Steffen Gliese og Thorsten Lind anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Der var ikke et øje tørt efter godkendelsen af Israel som selvstændig Stat. Det skete efter Europas enorme flygtningeproblemer i kølvandet efter Anden Verdenskrig, og alle de jøder ingen ville have i deres lande. Så det blev besluttet, at et stort antal mennesker skulle lave en stat, hvilket førte til fordrivelse af den oprindelige befolkning, palæstinenserne.
Disse fordrevne boede så selv i flygtningelejre, men nu var det ikke Europæernes problem længere.
De havde jo selv vedtaget en ny stat.
De fordrevne jøder var naturligvis ret glade for muligheden for at genoprette deres gamle land, ligesom vi ville være, hvis nazisterne havde udraderet danskerne.
Måske ville vi endda hævne os. Hvad vi faktisk gjorde overfor tusindvis af tyske flygtninge, som fik lov til at dø af kolera, salmonella, e-colibakterier und soweiter uden lægehjælp. Samt lade tyske drenge fjerne miner, som overmagten havde plantet.
Det bliver ikke nemt at få et frit Kurdistan, men I fortjener det.

Brugerbillede for Erik Jakobsen

Der tales her, der tales der, der tales alle steder i dette medie om Palæstina. Det fandtes ikke, og det findes ikke.
Eva Scwanenflugel 26/09-17 - 00:43. Dit indlæg er bevidst i bedste fald p.gr.a. uvidenhed historieforskning.

Morten Pedersen, Claus Nielsen og Jacob E Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Frost

Eva Schwanenflügel, du har slet ikke de historiske forhold på plads.
Zionismen og Balfour hænger uløseligt sammen. Dernæst mangler du perspektiveringen hvor du nævner de arabiske militsers angreb på jøder og omvendt. du glemmer også at da Israel proklamerer sig selv, angribes de fluks af deres Arabiske naboer, som havde svoret at Israel skulle udslettes.
Men jeg kan nu ikke se hvorfor Kurderne ikke må få deres egen stat når Palæstinenserne gerne må.
Dernæst er der jo ingen af de arabiske naboer som gider palæstinenserne - hvorfor mon?

Brugerbillede for Erik Jakobsen

Vedr. min kommentar 26/09-17 - 04:59.

Der slutter således: ... uvidenhed historieforskning.

Der skulle rettelig have stået: ... uvidenhed historieforforfalskning.

Jeg beklager meget min manglende kontrol over den automatiske stavekontrol.

Brugerbillede for Niels Nielsen

"Dernæst er der jo ingen af de arabiske naboer som gider palæstinenserne - hvorfor mon?"

Nok fordi palæstinenserne er ret sure over at have mistet deres hjemstavn, og derfor går til yderligheder. Folk med sit på det tørre bryder sig aldrig om frihedskæmpere, som forsøger at kæntre båden, hvorfor de kalder dem terrorister. At de danske frihedskæmpere huskes med veneration og ikke som terrorister er jo kun fordi de var på den vindende side af konflikten. Under besættelsen blev de betragtet som terrorister. Palæstinenserne kæmper stadig, og har endnu ikke vundet, ergo betragtes de stadig som terrorister. Måske vinder de aldrig, måske er overmagten for stor, men det får dem ikke desto mindre til at fremstå som frihedskæmpere i mine øjne.

Kurdernes militante organisationer er mig bekendt stadig opført på listen over terrororganisationer. Men jeg vil gætte på, at de efter at have fået deres egen stat, vil blive slettet fra listen og anerkendt som de frihedskæmpere, de er.

Toke Andersen, Eva Schwanenflügel og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Når "Kurdistan" ligger i tre store lande, der er imod en selvstændig stat, er der vist intet håb.
FN er jo passiv - eller hvad.

Brugerbillede for Thomas H. Pedersen
Thomas H. Pedersen

Steen Sohn:
Enig, det var en kæmpe skamplet at vesten og FN lavede en handelsblokade imod irak som gjorte at civil befolkningen blev ramt hårdt mens Saddam levede i sus og dus... faktisk ligesom i Nordkorea heldigvis for Irakerne invaderede vesten i 2003 så den handelsblokade stoppede... Vi skal lige have noget på det rene med IS.. vesten forlod Irak 2007 og sagde "vores civil befolkning vil ikke at vi skal hjælpe jer mere og vi har pumpet millioner i Irak til genopbygning så nu har i den selv". Irakerne har haft så mange chancer for at skabe et nyt Dubai men de valgte at forsætte med at slå hinanden ihjel og nu ser vi at Kurderne har fået nok af Araberne og vil være selvstændige da oppe nord på går det ganske udemærket så forstår dem godt...Der strømmer millioner af penge igennem Iraks oliekilder så de har alle muligheder for at genopbygge landet og få et godt liv...

Brugerbillede for Peter Frost

Kurderne skal nok ende med at få deres egen nation. Jeg ser umiddelbart Kirkuk som et stridspunkt, men hvad så med det sydlige Irak - mon ikke også der kommer et ønske om selvstændighed derfra. Så er Irak splittet i 3 og midten har ingen olie.
Olien bestemmer....