’Når jeg skal dø, vil jeg ikke skulle sige til mine børnebørn, at jeg ikke gjorde noget, dengang de ødelagde arbejdsmarkedsloven’

PARIS – »Det er som at drive jagt på en uddøende dyreart,« forklarer 86-årige Antoinette nærmest spruttende af vrede. Hun er pensioneret fra sundhedssektoren og har sammen med to yngre veninder sat sig ned for at puste lidt ud under lørdagens demonstration mod den nye franske arbejdsmarkedslov.

Jean-Luc Mélenchon og bevægelsen La France Insoumise (LFI) har kaldt til kamp »mod et socialt statskup«, som det kan læses det på klistermærker, plakater og bannere.

En broget flok bevæger sig af sted i septembersolen under utallige fantasifulde, hjemmelavede bannere. Macrons brug af ordet ’doven’ forvrides sarkastisk, men der udtrykkes også generel vrede: ’Nyliberalisme er nyslaveri’.

Skønt anledningen er den nye arbejdsmarkedslov, er arbejdsminister Muriel Penicauds eller premierminister Edouard Philippes navne påfaldende fraværende. Macron er demonstrationens mål, hans navn gradbøjes uendeligt: ’Der er intet godt i makronen’.

30.000 demonstrerende tæller politiet, 150.000 erklærer LFI, og »flere tusinde« rapporterer medierne lakonisk, men konstaterer, at den er en succes. Efter to fagforeningsindkaldte demonstrationer i ugens løb viser Mélenchon sin styrke med den folkemængde, der fredeligt vandrer fra Place de la Bastille til Place de la République. Parisere og forstadsboere. Men folk er også ankommet fra provinsen i en armada af busser. Med god grund, forklarer Antoinettes veninde, Sylvie, på 63 år.

»Jeg har ved Gud arbejdet i arbejdsministeriet, og det, vi ser nu, er en massakre. Tænk, de angriber selve fagforeningsrettigheden! I små virksomheder kan der nu forhandles uden om fagforeningerne. Det er simpelthen uhørt,« sige Sylvie.

Antoinette kan ikke lade være at bryde ind:

»Macron er kort sagt på bare tre måneder ved at ødelægge alt det, jeg personligt har set opnået gennem 70 års arbejdskamp. Og jeg siger ’kamp’ – for det er aldrig blevet foræret af nogen.«

Har lavet en ’Trymp’

Lørdag blev dekreterne for den nye arbejdsmarkedslov offentliggjort og iværksat. Macron underskrev dem fredag for åben skærm med Penicaud til højre og Philippe til venstre for sig. Et billede, Jean Luc Mélenchon tørt ironiserer over fra talerstolen på Place de la Republique.

»Han har lavet sin Trymp!« Latteren brager løs fra pladsen og bannerne vifter.

De nye tiltag er trods underskriften ikke uafvendelige, hamrer Mélenchon fast.

»Jeg vil godt lige gøre opmærksom på, at vi indtil videre ikke lever i et monarki. Dekreter er ikke love, før de er diskuteret og vedtaget i parlamentet.«

Først og fremmest taler Mélenchon sig varm mod hovedfjenden, Macron, og dennes bemærkning fra dagen før om, at det ikke er gaden, som bestemmer i et demokrati.

»Monsieur le Président, De må vist lige slå op i frankrigshistorien og lære, at det er gaden, som har omstyrtet konger. Det er gaden, der har slået nazisterne. Og det er gaden, der beskyttede republikken mod forræderiske generaler i 1962,« belærer Mélenchon en overbevist folkemængde.

Så følger en remse over ret nylige love, der er blevet skabt eller forhindret af demonstrationer – fra mindsteløn til pensionsreformer.

»Det er ikke for sent, det er nu, kampen begynder,« slutter Mélenchon efter at have opfordret alle sektorer af det franske samfund til protest, om ikke andet så ved at hamre på kasseroller.

Mængden svarer med et taktfast »Resistance, resistance« – modstand, modstand, samtidig med at der tikker protester ind på Twitter fra regeringens talsmand Christophe Castener, om Mélenchons misbrug af gadens kamp mod nazismen: »Uværdigt at bære (republikkens, red.) farver, når man sammenblander demokrater, republikanere og nazister.«

Mélenchon har allerede midt i sin tale forudset Casteners bemærkning om forfejlet at have trukket nazikortet: »De kalder mig polemiker, det er dem, som er polemiske.«

Lørdagens demonstration var, under alle omstændigheder for Mélenchon, ikke blot en armlægning med Macron, og hans hån ved at kalde demonstranter for dovne og kyniske og en arbejdsmarkedsreform, der næsten er gennemført.

Styrkeforholdet skulle også måles med de fagforeninger, der demonstrerede tidligere på ugen, og som Mélenchon opfordrede til fælles fodslag.

Men ikke mindst skal LFI’s kraft måle sig med den klassiske venstrefløj, der ligger smadret efter Macrons triumf ved præsident- og parlamentsvalg.

Hvad venstrefløjen angår, kunne Mélenchon klappe sig selv på skulderen. Socialisternes slagne præsidentkandidat, Benoît Hamon med skægstubbe, gik med i kortegen. Adskillige prominente kommunister deltog, dog ikke partiets leder Pierre Laurent, der sendte en hilsen. Der var også repræsentanter fra andre venstrefløjspartier, som den populære Olivier Bensencenot fra det antikapitalistiske parti NPA. Det drømmeteam, som aldrig blev enige inden forårets valg.

Fagforeninger er ikke vejen

Også de fagforeninger, der demonstrerede tidligere på ugen, gik med bag store bannere.

Mange i kortegen mener dog netop ikke, at fagforeninger er vejen frem.

»Vi er jo er hverken skandinaver eller tyskere. Her i Frankrig er det svært at gennemføre reformer,«  forklarer Yann Goasdoue stolt. Han har taget metroen ind fra en parisisk forstad med sin datter Emma på 17.

»Vi lader ikke bare stå til, når halvdelen af franskmændene, altså det arbejdende folk, bliver prekære. Så gør vi oprør fra gaden, sådan har det altid været i Frankrig.«

Som socialrådgiver har Yann har aldrig været i hverken fagforening eller medlem af et parti.

»Macrons regering er kommet på plads ved hjælp af de virkelige magthavere i Frankrig, de, der sidder på pengene. De vil kaste fremtidige generationer af franske arbejdere ud i den slags prækariat, der allerede findes især i Merkels Tyskland – med minijob, hvor folk slet ikke tjener nok.«

Løsningen er derfor netop gadens protest: »Det, man skal forstå i Frankrig, er jo, hvad fagforeningerne er for en størrelse,« forklarer Yann skeptisk, »de er jo også betalt af regeringen og finansverdenen«.

Det er højgravide Cecile og hendes kæreste Patrice, skolelærere, delvist enige i. De er kommet rejsende fra Bretagne.

»Jeg har intet tilfælles med fagforeningerne, som de ser ud i dag,« forklarer Cecilie. Der sker en masse i bunden, og så kværnes det af toppen, så jeg har for længst meldt mig ud.«

Det er derfor LFI’s demonstration, de har valgt  at deltage i.

»Det er først nu, jeg føler en vækkelse af venstrefløjen, den har jo været stendød i lang tid. Nu må der gøres noget for de fremtidige generationer. Det gælder også fagforeningerne, de er lige så stive som resten,« siger Cecilie håbefuldt.

Patrice synes også, det gælder noget større.

»Det handler ikke kun om en forandring af arbejdsmarkedet, det handler om alt det, som er ved at gå af helvede til, klimaforandringerne, usikkerhed i det hele taget. Jeg er ikke specielt for Mélenchon, men det ser ud til at være ham, der kan sætte noget i bevægelse.«

I udkanten af demonstrationen er de tre ældre damer klar til kamp igen. De rejser sig. Sylvie børster sin kjole lidt og svarer på et spørgsmål om, hvorvidt det ikke er for sent at demonstrere i dag?

»Det, jeg ved, er, at når jeg skal dø, vil jeg ikke skulle sige til mine børnebørn, at jeg ikke gjorde noget, dengang de ødelagde arbejdsmarkedsloven.«