Læsetid: 4 min.

Øjenvidneberetninger fra massakren i Tula Toli

Landsbyboere, som flygtede fra angrebet og krydsede grænsen til Bangladesh, fortæller om, hvordan de så Myanmars hær dræbe naboer og familiemedlemmer
15. september 2017

Den rivende flodstrøm kom til at betyde døden for Tula Tolis indbyggere.

Floden, der bugter sig rundt om landsbyen på tre sider, gjorde det muligt for de myanmarske soldater at isolere dem på flodens sandede bredder. Nogle blev skudt på stedet, mens andre druknede i vandmasserne, da de forsøgte at flygte.

Zahir Ahmed var stærk nok til at nå den modsatte bred. Her gemte han sig i et tykt buskads og kunne iagttage sin families sidste øjeblikke.

Det fortæller han i et interview med The Guardian i en flygtningelejr en uge efter hændelserne. Hans øjne er blodskudte, hans T-shirt plettet af sved og snavs.

Ahmed fortæller, at teenagere og voksne blev skudt med rifler, mens småbørn og spædbørn, derimellem hans yngste datter, den seks måneder gamle Hasina, blev smidt i vandet.

En kvinde fra det muslimske mindretal i Myanmar, rohingyaerne, sammen med sit barn i en midlertidig lejr i Bangladesh. 370.000 civile er flygtet til Bangladesh i løbet af de seneste uger, og det har udløst voldsom kritik af Aung San Suu Kyi og hendes regering.
Læs også

Han græder, da han beskriver, hvordan han så sin kone og børn dø. Han opremser omhyggeligt deres navne og tæller hver enkelt på sine fingre.

Flere hundredetusinde af de 1,1 millioner mennesker, der tilhører Myanmars etniske rohingya-minoritet, er flygtet til Bangladesh. Mange af dem kan berette om fordrivelser og etniske udrensningskampagner.

The Guardian har talt med over et dusin flygtninge fra Tula Toli og lyttet til deres historier om blodbad og store materielle ødelæggelser, da Myanmars væbnede styrker overfaldt deres landsby 30. august og angiveligt dræbte snesevis af mennesker.

De, som flygtede, søgte tilflugt i bjergene vestpå, hvorfra de måtte vandre i tre dage i vanskeligt fremkommeligt terræn for at nå grænsen til Bangladesh. Resten blev begravet i en massegrav, hævder landsbyboerne.

Myanmar, der har buddhistisk flertalsbefolkning, har blokeret for indrejse i området, og derfor har The Guardian ikke kunnet kontakte uafhængige kilder, der kan bekræfte landsbyboernes fortællinger.

Mange af vores samtaler har imidlertid strakt sig over to dage, og landsbyboerne har uafhængigt af hinanden bekræftet nogle af de udsagn, de hver især er kommet med.

Her følger et udpluk.

Khaled Hossein, 29, arbejdsmand

Tre dage før massakren, fortæller Hossein, kom der godt 90 soldater til landsbyen og beordrede indbyggerne til at rykke østpå til et område, som de lokale kalder ’sandørkenen’ på grund af dets golde jord.

»Deres leder havde to stjerner på skulderen. Han sagde til os: ’Der går rygter i landsbyen om, at soldater har dræbt mennesker i Rakhine. Men I bør alle holde jer til landbrug og fiskeri. Det eneste, vi beder om, hvis I ser soldaterne, er: løb ikke væk. Hvis I løber, vil I blive skudt’. Efter talen gik soldaterne fra hus til hus. De var sammen med lokale buddhister og tog alt af værdi, de kunne finde: guld, kontanter, kartofler og ris. De smadrede det hus, hvor der boede tre eller fire mennesker, som de sagde, havde spredt rygterne. De ledte efter partisaner.«

Petam Ali, 30, risdistributør.

En dag før angrebet strømmede folk fra landsbyen over en flod, der kaldes Dual Toli, for at slippe væk fra hæren. Over ti druknede i floden, fortæller Petam Ali, som husede nogle af de fordrevne. Fra den anden side af floden så de deres landsby blive brændt ned

Kl. 3.30 om natten hørte Ali skudsavler, men var ikke sikker på retningen.

»Jeg bor i den nordlige ende af landsbyen, og hæren var gået over floden længere oppe nordpå og marcherede nu imod os. Jeg overlod min familie til sig selv og løb ud i junglen for at se, om jeg kunne få øje på nogen soldater. Vi ventede indtil ved ottetiden, og så rykkede de ind i deres mørkegrønne tøj, alle til fods. Jeg løb tilbage til min famlie, men alle var paniske og min bedstemor for gammel til at løbe. Fra skoven så vi dem brænde vores hus ned. Det var det første i Tula Toli, der blev brændt.«

Læs også

Alis hus havde otte rum og var bygget af træ. Han havde bygget det sammen med tre brødre som et hus for storfamilien på 16.

»Soldaterne satte ild til huset med tændstikker. Da de var væk igen, tog jeg tilbage. Alle huse var brændt ned. På vejen lå en død mand, som jeg genkendte som Abu Shama. Han var blevet skudt i brystet. Han var 85 år.«

I ruinerne af sit hus så Ali det afsvedne, halshuggede lig af sin bedstemor.

»Hendes navn var Rukeya Banu. Hun var 75. Da jeg kom tilbage til junglen, fortalte jeg alt, hvad der var sket, til de andre. De brast i gråd. Derpå gik vi i tre dage.«

Kabir Ahmed, 65, risbonde

»Da jeg hørte hæren angribe nordfra, hoppede jeg i floden,« siger Kabir Ahmed. »Mine to sønner kom med mig. De er ti og 12 år.«

Otte medlemmer af hans familie blev dræbt, siger han, og to af hans sønners skæbne kendes ikke.

»De smed børnene i floden. Mit treårige barnebarn, Makarra, og Abul Fayez, mit etårige barnebarn. Jeg gemte mig på flodens sydbred. De samlede alle og gav dem ordre til at marchere væk. Så skød de dem. Vi var oppe på bjergskråningen og gemte os bag træer. Om aftenen samlede de alle lig på flodbreden og satte ild til dem. Det skete 40 meter fra mit skjulested på den anden side af floden.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu