Læsetid 12 min.

’Det er en permanent fiasko, Islamisk Stat kæmper for’

Islamisk Stat har aldrig reelt kæmpet for at bygge et samfund op, kun for at bryde samfund ned og selv dø til sidst, siger islamforsker Olivier Roy. Derfor vil IS’ sammenbrud i Syrien og Irak ikke svække dets appel til unge jihadister i Vesten. På sin vis har de mere tilfælles med venstreorienterede terrorgrupper som Baader Meinhof end med konservative islamister
Den franske professor og islamekspert Olivier Roy udgav tidligere på sommeren bogen ’Jihad and Death’, hvori han undersøger baggrundene hos de attentatmænd, der har stået bag de seneste 25 års islamistiske angreb i Vesten og deres ideologiske forbindelse til al-Qaeda og især IS i Mellemøsten.

Den franske professor og islamekspert Olivier Roy udgav tidligere på sommeren bogen ’Jihad and Death’, hvori han undersøger baggrundene hos de attentatmænd, der har stået bag de seneste 25 års islamistiske angreb i Vesten og deres ideologiske forbindelse til al-Qaeda og især IS i Mellemøsten.

Ulrik Hasemann

11. september 2017

I Irak er Islamisk Stat (IS) ved at blive smidt ud af de sidste lommer, de kontrollerer. I Syrien skrumper organisationens område kraftigt ind i disse uger, hvor IS har mistet kontrollen med Raqqa, mens dets belejring af den anden store by mod øst, Deir ez-Zor, for nylig er blevet brudt af syriske regimetropper. Man kan snart ikke længere tale om IS som en geografisk enhed.

Det er en god nyhed for Irak og Syrien og for den vestlige krigsindsats, men selv om islamisternes stat bryder sammen, er det ikke et sammenbrud for deres ideologi eller den kamp, de vil fortsætte i Europa, siger islamekspert Olivier Roy på baggrund af sin seneste bog om IS-terror i Vesten.

»De dræber folk for at få samfundet til at kollapse, men samfundet kollapser ikke. Samfundene kollapser aldrig. På den måde er det en permanent fiasko, de kæmper for. Det eneste samfund, der kollapser, er IS’ islamiske samfund. Der er ikke noget næste øjeblik. Derfor handler det om at dræbe så mange mennesker som muligt og så selv dø. Det er også det, de gør i Mosul og i Raqqa.«

For de folk, der tilslutter sig organisationen, er det nemlig ikke organisationens chance for succes, der tiltrækker dem. Det er i vid udstrækning det modsatte. Det er, hvad Olivier Roy kalder den nihilistiske urealiserbare dimension i IS’ jihadistiske projekt, der trækker.

At projektet netop ikke fremstår praktisk muligt, er en væsentlig del af forklaringen på dets appel til en bestemt gruppe i Vesten, mener Roy, der i bogen Jihad and Death, som udkom tidligere på sommeren, undersøger baggrundene for de attentatmænd, der har stået bag de seneste 25 års islamistiske angreb i Vesten og deres ideologiske forbindelse til al-Qaeda og især IS i Mellemøsten.

Fælles for dem er en længsel efter dommedag og en modvilje mod at engagere sig i noget, der lader sig gennemføre.

»Den Islamiske Stat hævder at være en stat, men de prøver reelt aldrig at bygge et rigtigt samfund, fordi de anser stort set alle for at være fjender. For at være en stat er du nødt til at indgå i relationer til andre stater og fastslå, hvor din stats grænser går. IS har fra begyndelsen sagt: Vi har ingen grænser, og vi vil ikke have relationer til nogen andre. Hvis man sammenligner med Taleban, er de jo også ekstremt konservative, men Taleban ønsker en territoriel islamisk stat, så dem kan vi forhandle med. Så snart, man accepterer præmissen om, at de har magten i Afghanistan, kan man forhandle med dem. Med IS er intet til forhandling. På den måde er det også apokalyptisk, for IS har ingen andre muligheder end at fortsætte med at kæmpe til døden,« konstaterer Olivier Roy.

»IS’ modernitet består ikke i at ville oprette en stat, for de bevarer ikke en stat. IS’ udprægede modernitet består i deres tilegnelse af kulturelle koder, den moderne ungdomskulturs koder – især voldens æstetik, dødens æstetik, det er de meget kompetente til,« siger han.

»Vi er skræmt af dem. Ikke på grund af antallet af mennesker, de dræber, for det er i det store billede et meget lille antal, og de er ikke særlig effektive militært. Vi er bange for dem, fordi de er nihilister. Vi er bange, når de siger, at de elsker døden.«

På udkig efter døden

Den franske professors studie af en række kendte europæiske islamistiske terrorister viser, at de ikke rigtig kan passes ind i de fortolkningsrammer, vi normalt giver os af med. Gerningsmændene begår ikke deres gerninger som reaktion på, hvad de oplever som overgreb eller diskriminering, og de er heller ikke den yderste flanke af en generel radikalisering.

»Det, der sker, er ikke en radikalisering af islam, det er en islamisering af radikalisme,« konstaterer han.

»Disse folk er på udkig efter radikalisering. Jeg siger ikke, at islam ikke spiller en rolle, for det gør den i en islamisk kontekst. De tror på, at de vil ende i Paradis. Det, jeg siger, er, at de ikke først studerede islam. De har ikke i årevis været pligtopfyldende praktiserende muslimer, der derfra ender et sted, hvor de tænker, at de bliver nødt til at sprænge sig selv i luften. Det er aldrig tilfældet. De her folk vælger radikalisering fra begyndelsen, og konvertitten vælger islam, fordi det er radikalt,« forklarer han og afviser dermed de politiske og kulturelle forklaringer, der normalt bliver anvendt.

Oftest kan man dele forklaringerne op i to lejre. Den ene – venstreorientede – variant tilskriver angriberne en række politiske motiver: at de hævner vestlig imperialisme i deres oprindelseslande, at det er en protest mod deres udstødelse af vores samfund, en reaktion på deres oplevelse af islamofobi og økonomisk og politisk marginalisering.

Den anden – højreorienterede – variant forklarer det kulturelt: Terroren sker på grund af en særlig forkærlighed for vold i muslimsk kultur, som er latent og derfor altid farlig, og som enten må løses ved at begrænse antallet af muslimer i Europa eller gennem en reformation af islam.

Laila Jamils mand døde, mens han kæmpede for IS. I dag frygter hun for sit og børnenes liv og har barikaderet sig i sit hjem i Mosul.
Læs også

»Forklaringerne har en ting til fælles; at de ser terrorismen som resultatet af en radikalisering af den muslimske ungdom i Europa. Det er begge ideologiske fortolkninger snarere end teorier bygget på studier af terrorister. Problemet er, at det ikke er statistisk underbygget,« siger han.

Det, Roy er nået frem til, er, at der ikke er meget, der underbygger teorier om en gradvis radikalisering af hverken den ene eller den anden årsag.

»For det første er 25 procent af gerningsmændene konvertitter. Hvis forklaringen var islam i sig selv, hvorfor skulle folk så konvertere til islam og derfra begå terror? For det andet burde vi jo ifølge den tænkning demografisk have et langt større antal terrorister, end vi har. Vi burde have tusindvis og atter tusindvis af ekstremister, men det har vi ikke, vi har hundredvis og hundredvis. Og endelig understøtter disse gerningsmænds biografier sjældent ideen om, at de er ofre. Mange af dem har ikke lidt under islamofobi. For eksempel af den meget gode grund, at de ikke var troende,« siger han om gerningsmændene, der altså meget sjældent har været praktiserende muslimer, men ofte har været småkriminelle, har drukket og taget stoffer og overordnet levet, hvad der kan betegnes som promiskuøse liv helt frem til deres død.

»Det er handlingen i sig selv, der tiltrækker dem. Det er få konvertitter, der efter at have tilbragt ti år som muslim, endelig, gennem besøg i deres moské, igennem læsning af koranen, bliver radikale. Forældrene siger ofte, at de blev radikale på grund af en imams skadelige indflydelse, på grund af hjernevask, men det er ikke sandt. Du bliver ikke hjernevasket af din computer, du finder radikal spiritualisme på internettet, fordi du leder efter den! Man falder jo heller ikke over porno på nettet, man finder det, fordi man leder efter det. Radikalisme er ikke noget, der pludselig falder ned i hovedet på en pæn ung og naiv teenager. Det er noget, de er på udkig efter. Og i IS’ islamiske narrativ finder de præcis, hvad de er på udkig efter.«

En nihilistisk narrativ

IS’ narrativ er grundlæggende nihilistisk, mener Olivier Roy, mere end det har handlet om at opbygge det urislamiske samfund i Irak og Syrien. Det er en apokalyptisk vision, som i sin ekstremitet også indbefatter deres egen død.

»Længslen efter døden er meget central hos de her folk. Næsten alle dør. Hvis man tager gruppen, der angreb spillestedet Bataclan i Paris i november 2015, var det et temmelig professionelt netværk. De var kompetente, de havde en ekspert i logistik, en ekspert i sprængstoffer, en overordnet planlægger. Men ud af det relativt store netværk overlevede kun to, hvilket betyder, at en af IS’ mest professionelle celler i udlandet udslettede sig selv. Politisk er det ikke formålstjenstligt. Og fra et religiøst perspektiv er selvmord en synd, ikke bare inden for islam, men også inden for andre religioner,« siger Olivier Roy.

På det plan har IS’ og al-Qaedas europæiske gerningsmænd ikke meget tilfælles med politiske islamister, der er taget til Afghanistan for at kæmpe mod USA, mener Olivier Roy. De moderne terrorister er mere interesserede i den nedbrydende handling i sig selv end i at bygge et alternativ til de samfund, de tager afstand fra. Og på den måde har de – til en vis grad – mere tilfælles med f.eks. venstreorienterede terrorgrupper end med konservative islamister.

Børn af IS-krigere har det svært efter organisationens tab af Mosul. Mange ønsker hævn over Islamisk Stat, og det rammer også børnene. 
Læs også

»David Vallet var en konvertit, der var med til de første islamistiske terroraktioner i Frankrig i 1995, men overlevede og blev arresteret. Han sagde, at hvis han var blevet født 10 år tidligere, så havde han sluttet sig til (den venstreorienterede terrorgruppe, red.) Action Directe. Action Directe var ikke nihilistisk, men mange anarkister var. Mange havde en fascination af døden, det samme element: Du prøver ikke at stikke af efter en udøvet terrorhandling, du venter derimod på politiet, du venter på at blive dræbt. Dødselementet er centralt. Ikke bare fordi der er denne personlige psykologiske tiltrækning til døden, men fordi det konkrete projekt, de kæmper for, ikke er bæredygtigt,« siger Olivier Roy.

»Baader Meinhof, De Røde Brigader og IS har ét til fælles: De støtter op om et virtuelt, globalt fællesskab, som ikke eksisterer. De røde Brigader og Baader Meinhof kæmpede for et internationalt proletariat, men de havde intet forhold til det arbejdende folk. Proletariatet, de kæmpede for, var et illusorisk proletariat. Og deres kampform var terrorisme, ikke politisk handling. De var ikke interesserede i at skabe en ny arbejderunion eller et nyt parti. De var venstrefløjspropagandister, der dræbte folk for at ryste samfundet. Og det er et fælles punkt.«

Tavlen skal vaskes ren

Denne manglende interesse i at bidrage til opbyggelsen af et alternativ til de samfund, de tager afstand fra, kommer ifølge Olivier Roy også til udtryk i deres manglende interesse i rent faktisk at deltage i samfundet. Eksempelvis i Syrien, hvor de vestlige jihadister sjældent integrerer sig med lokalbefolkningen og oftest står først i selvmordsbomberkøen.

– Du skriver også, at man ikke kan betragte dem som en ’fortrop for et fællesskab’, at de i virkeligheden ikke er særlig interesseret i at bidrage positivt til et fællesskab. De er for individualistiske?

»Ja. De blev ikke radikaliseret, fordi de oplevede en lokal tragedie. Ingen af dem var politisk aktive, ingen var aktive i propalæstinensiske organisationer, ingen af dem var en del af en social immigrantbevægelse. Og det er vigtigt. De her mennesker er individualister. De lever i udkanten af deres egne samfund. I næsten hver eneste celle siden 1997 har der været søskenderelationer. Når det er så gennemgående, betyder det noget. Det siger noget om deres forhold til familien og til samfundet. Du taler med din broder, fordi du ikke har nogen integration i samfundet. Det var meget tydeligt med Kouachi-brødrene, der stod bag Charlie Hebdo-angrebet, og det markerer også en generationel konflikt. Det, de på mange måder afviser, er tanken om transmission – overførsel. De afviser arven fra deres fædre, de afviser en kulturel arv, og de overfører ikke selv noget til deres børn, for de dør, før de vokser op. Det passer sammen med den måde, de er ikonoklaster, billedødelæggere, ødelæggere af monumenter og statuer, af historie på. Det er en generationel måde at vaske tavlen ren på, og for mig er det en del af nihilismen«.

– Men Islamisk Stat vil jo også netop gerne være eksponent for nogle ekstremt konservative værdier?

»Ja, selvfølgelig. Men man kan jo godt være en moderne fundamentalist. Der findes en konservativ nihilisme, som dikterer, at vores nuværende samfund er så forfejlet, at der ikke er noget, der er værd at bevare. Det er ikke en modsigelse.«

Mere stat

Samme verdenssyn gør det svært at sætte ind mod de radikaliserede. Hvis man hverken kan sætte politisk eller kulturelt ind over for en radikalisering, er det svært at se, hvordan man skal imødegå problemet med den ’hjemmeavlede’ terror i Vesten. Især når et militært nederlag for IS ikke er lig med et nederlag for ideologien.

Olivier Roy er dog ikke udelukkende pessimistisk.

»Jo, de kan godt blive et super al-Qaeda og opretholde deres niveau af tiltrækning på udefrakommende, selv om jeg er ret forsigtig med at komme med forudsigelser. Fascinationen af IS’ narrativ vil fortsætte. Der er et stort reservoir at trække på. Hvor længe vil det tage, før dampen går ud af det? Jeg ved det ikke. Det eneste, vi kan sige, er, at de store terrorbølger i historien er løbet tør for kræfter i løbet af en generation. Der findes stadig folk i Italien, der slår ihjel i proletariatets navn, men selve dynamikken er død.«

– Men vi vil jo blive ved med at have den samme gruppe af folk med behov for at udføre en nihilistisk radikal handling for at frasige sig deres samfund, og samtidig har du meget mere fleksible og moderne måder at aktivere dem på i dag end tidligere. Det må gøre det svært at stoppe?

»Ja og nej. Ja, fordi du har ret: Det vil vi altid have. Og nej, fordi terroren først og fremmest kommer fra anden generation af indvandrere. Sociologien siger, at radikalisering, ikke bare islamisk, men i det hele taget hænger sammen med afkulturalisering af religion. Her hænger anden generation, spændt ud imellem deres forældres kultur, som forsvinder, og deres nye samfunds, som de i vid udstrækning har indoptaget, men stadigvæk har stor modstand mod. Det er anderledes for tredje generation, der i langt højere grad bliver en del af de samfund, de vokser op i.«

Frankrig har prøvet at ’genopfinde’ islam, og på grund af Frankrigs traditionelle adskillelse af stat og religion er det sket ved at uddelegere opgaven. Den løsning er Olivier Roy ikke ubetinget begejstret for.

»Problemet er, at de regeringer, vi samarbejder med, den marokkanske og den tyrkiske, vil rekulturalisere med religion, men som marokkanere, som tyrkere, hvor vi tværtimod burde rekulturalisere med vestlig kultur,« siger Olivier Roy, der også er skeptisk over for ideen om at ’reformere’ islam som løsning.

Både fordi en sådan reformation på mange måder allerede er i gang i store dele af den muslimske befolkning, der ikke sprænger ting i luften. Og fordi den ikke fjerner dem, der gør. Han citerer i sin bog Bordeaux-imamen Tareq Oubrou for, at en reform »stadig vil efterlade et intakt rum for radikalisering, fordi de radikale ikke er unge, der har læst lovteksterne forkert, men oprørere som vælger radikalisme og så får det til at passe ind i et islamisk paradigme«.

Hans løsning er snarere at genintroducere staten i de områder og kvarterer, hvor den er kommet til at fylde for lidt.

I sidste ende er spørgsmålet også, hvor langtidsholdbar IS’ appel er. Roy henviser til de såkaldte ’milleniarister’. Det er i islams tilfælde folk med en forestilling om dommedagens snarlige komme og mahdiens tilbagekomst i et nyt islamisk rige i overensstemmelse med en række forudsagte begivenheder, som er centrale i IS’ mytologi. I den profetiske fortælling passer personlige ofringer og martyrer og dramatiske tilbageskridt fint ind – men kun til en vis grænse:

»Den millenaristiske bevægelse har et problem med at konceptualisere nederlag,« siger Oliver Roy. »Du kan godt forklare nederlag, men ikke når det er systematisk, så før eller senere tror jeg, at det løber tør for damp. Man kan ikke sige hvornår, og det sker næppe, når Raqqa falder. Der vil også komme tilbageslag, før det her er overstået.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
    Svend Erik Sokkelund
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Morten Yde
    Morten Yde
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
  • Brugerbillede for Michael Hullevad
    Michael Hullevad
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
Mikael Velschow-Rasmussen, Svend Erik Sokkelund, Hans Larsen, odd bjertnes, Morten Yde, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Hans Aagaard, Michael Hullevad, Niels-Simon Larsen, Peter Knap, Grethe Preisler og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Superinteressant analyse.

Svend Erik Sokkelund, Peter Knap, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Johnny Winther Ronnenberg, Hans Aagaard og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Man skal lige prøve at holde balancen her. Roy giver sin version af, hvad der får visse mennesker til at melde sig til IS. At blande den såkaldte store satan eller andre store og små satanner ind i debatten, er efter min mening helt forfejlet. Det er en psykologisk beskrivelse af, hvad der får folk til at styrte sig i personligt fordærv.

Svend Erik Sokkelund, Jan Kauffmann, Jes Balle Hansen , Peter Knap, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Johnny Winther Ronnenberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

"De var venstrefløjspropagandister, der dræbte folk for at ryste samfundet. Og det er et fælles punkt."

I modsætning til Daesh dræbte de ikke hvem som helst. I Tyskland kunne den almindelige borger leve et liv uden frygt for at blive dræbt af RAF, som "kun" gik efter bestemte personer.

Men på andre punkter er analysen alligevel god.

Jes Balle Hansen , Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg syntes at det lyder sobert og sagligt og mere nuanceret end vi er vant til, men det er ikke sikkert at hans analyse er sand eller objektiv. Men den værd at reflektere over, fordi den går i en anden retning end det som vi ellers bliver tæppebombet med på den front.

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Det giver mening, at de ekstremt radikaliserede samtidig er suicidale, og i virkeligheden ser døden/dommedag som et mål i sig selv. Man kunne også sammenligne det med den måde en kult opbygges, rekrutterer og fungerer på.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Hvor mange tror ikke på et liv efter døden her? De kristne har en salighedstilstand at se frem til. Det står højt og tydeligt i trosbekendelsen, og vi støtter alle mere eller mindre modvilligt kirken gennem finansloven foruden rent moralsk. Hvem tør sløjfe himmel og helvede?

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Niels-Simon, du har en god pointe. Men til gengæld må jeg spørge, hvor mange der så egentlig prioriterer døden over livet? Mon ikke alligevel det er de færreste?

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

34 mennesker dræbte RAF. Herunder chauffører og andre hvis forbrydelse var at de var i nærheden af eller ansat af nogle disse dødsenglene ikke brød sig om. De foragtede med god grund de mange som med en tung nazifortid svømmede lystigt videre i det tyske establisment, men handlede vel efterhånden lige så modbydeligt som deres nazistiske modstandere havde gjort.

Brugerbillede for Henrik  Petersen
Henrik Petersen

Erik jeg er ikke enig i, at Daesh myrder hvem som helst. Jeg tvivler på, at de ville myrde dig, hvis du blev betraget som rettroende muslim (i deres optik - der er formentlig mange kættere i egne rækker for denne sekt). Men der er kriterier. De er bare nogle andre. Pointen er, at Daesh selv kan dispensere fra reglerne i en højere sags tjeneste. Det er der andre, der har tænkt, før de blev til.

Brugerbillede for odd bjertnes

Det er en god artiklel som det den er. Den drejer sig om ... 50-100 mennesker. Som har skræmt nogen. Hvad den kun svagt berører er det som bekymrer flere. Fodslaget.
Når journalister VED, at de skal ringe til den marginale semi-hinduistiske ammadiya-sekt for at få islamisk flaget afstandtagen fra islamisk flaget terrorisme, er de fordi de nu efterhånden også ved på forhånd at de støder ind i Fodslaget alle andre steder.
IS-tosser er heller ikke de eneste der lader sig fascinere af, og prøver at instrumentere Fodslaget's muligheder. Den samme fascination af 'tros-baseret' enhedsfront var udbredt blandt socialdemokratiske kadrer i 90'erne. Desværre i tiden sammenfaldende med en værdinihilistisk internationalisme, man troede faktisk helt ud på den ydre venstrefløj at det var de nye proletariske kammerater, men : 'Der findes en konservativ nihilisme, som dikterer, at vores nuværende samfund er så forfejlet, at der ikke er noget, der er værd at bevare. Det er ikke en modsigelse.',.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Eva: Det kunne være interessant at vide, om efterdøden ikke betyder mere end førdøden. Der er mange, der mener, at der er en større virkelighed 'derude' eller 'deroppe'. De tør bare ikke vedgå det offentligt.

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Niels-Simon, ja, det ville givet være interessant. Vi har jo mange beretninger om nærdøds-oplevelser, der lyder bemærkelsesværdigt ens, uanset kulturel baggrund. Selv er jeg overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord end vi umiddelbart ved. Når det er sagt, mener jeg også, at livet må respekteres, og at det er vigtigt at alle får mulighed for at leve det fuldt ud. Ingen har ret til at afslutte andres liv. Og det er vel også en del af efterlivet, at sjælen tager de jordiske erfaringer med på rejsen?
Hvis der ikke var et formål med livet, ville vi nok slet ikke være her. Så jeg tror snarere der er tale om en cirkulær tilstand end et enten- eller.

Brugerbillede for Erik Karlsen

"Erik jeg er ikke enig i, at Daesh myrder hvem som helst."

Henrik (11/9, 17:44),
hvis de folk, der kørte ind i menneskemængder i forskellige lande, var Daesh-folk (Daesh hævdede jo at stå bag), må man i allerhøjeste grad sige, at de myrder hvem som helst, for hvordan ville de ved sådan et angreb skelne mellem rettroende muslimer og "vantro".
I øvrigt går Daesh også efter andre muslimer, f.eks. shiitter, som ifølge dem vist nok er værre end jøder og kristne.