Analyse
Læsetid: 10 min.

Svækket Merkel går store udfordringer i møde

Det højrenationalistiske Alternative für Deutschlands triumferende indtog i Forbundsdagen udfordrer stabiliteten på Tysklands politiske midte. Forude venter svære koalitions-forhandlinger for Angela Merkel, der står med store udfordringer på den tyske og europæiske scene
Regeringen bør tage varmt tøj på. Vi kommer til at jage Merkel, lød budskabet til den kommende regering fra AfD’s enespidskandidat, Alexander Gauland.

Regeringen bør tage varmt tøj på. Vi kommer til at jage Merkel, lød budskabet til den kommende regering fra AfD’s enespidskandidat, Alexander Gauland.

Martin Meissner

Udland
25. september 2017

Allerede kort efter de tyske valgsteder lukkede kl. 18 søndag aften, stod det klart, at CDU/CSU atter bliver Tysklands største parti, og at Angela Merkel dermed stiler mod sin fjerde periode som tysk forbundskansler. Men kortene er ganske anderledes fordelt, end Merkel kunne ønske sig.

Der forelå ikke pålidelige prognoser for mandatfordelingen før redaktionens deadline, men de første resultater tydede på, at CDU/CSU og Merkel svækkes markant og får et af de dårligste valgresultater siden 1949.

Socialdemokratiske SPD har samtidig oplevet sit dårligste valg siden Anden Verdenskrig. SPD-ledelsen meldte i Berlin straks ud, at partiet ser resultatet som et nederlag til den siddende  regeringskoalition, og at SPD derfor nu vælger at gå i opposition.

Den afgående CDU/CSU/SPD-regerings nederlag stod i skyggen af det højrenationale og omstridte Alternative für Deutschland (AfD), der kommer i Forbundsdagen med en tocifret andel af stemmerne. I de højrenationales particentral ville jublen ingen ende tage – billeder, som Merkel godt kunne have været foruden.

Svære forhandlinger

Med dette udfald af valget er stabiliteten i Tysklands politiske midte udfordret – netop den midte, som den midtersøgende Merkel i stadig højere grad har regeret ud fra i de sidste 12 år.

CDU/CSU har haft SPD som regeringspartner i otte af de 12 år og har i årevis måttet lægge øre til advarsler om, at store midterkoalitioner styrker fløjpartierne.

Den tyske højredrejning afspejler samtidig, at flygtninge- og integrationsspørgsmålet blandt de tyske vælgere ses som en vigtigere politisk udfordring end den voksende ulighed, som socialdemokraten Schulz især gik til valg på at gøre noget ved.

Samtidig er det liberale og indvandringskritiske FDP vendt sikkert tilbage til Forbundsdagen og bekræfter dermed billedet af et fragmenteret politisk landskab i Forbundsdagen. Den består nu af syv partier og seks fraktioner, hvis man tæller sydtyske CSU med.

I netop dette landskab står Merkel nu foran lange og seje koalitionsforhandlinger med De Grønne og FDP om en såkaldt Jamaica-koalition. Det kan blive en stenet vej, ikke mindst for De Grønne, som står over for tre markant mere borgerlige partier i form af CDU/CSU og FDP.

Selv om alle partierne er entydigt proeuropæiske, bliver det samtidig en stor opgave for Merkel at forene partiernes stærkt forskellige holdninger til politiske områder som euroen, flygtninge, klima og skattepolitik. Her ligger især det kollektivistiske miljøparti De Grønne og det liberale FDP meget langt fra hinanden.

Socialdemokratisk selvransagelse

Uanset hvad man måtte mene om udfaldet, bød det tyske valg på tre glædelige nyheder.

For det første blev de mange mediespekulationer om, at et terrorangreb på tysk jord vil kunne vende op og ned på valgkampen og -resultatet, gjort til skamme.

For det andet syntes der ikke at være hold i formodningerne om, at de omfattende cyberangreb mod Forbundsdagens it-systemer i 2015 kunne medføre fremmed indblanding i valgkampen, som vi oplevede det i den amerikanske valgkamp i 2016.

Og for det tredje fik teorien om en støt faldende valgdeltagelse som konsekvens af Merkels vage profil og den udflydende politiske midte i den store koalition et skud for boven. Valgdeltagelsen lå på ca. 75 pct., det vil sige ca. 3,5 pct. højere end i 2013, hvilket også afspejler, at netop AfD har gjort mange sofavælgere til protestvælgere.

For de øvrige partier ud over AfD – og for flertallet af tyske borgere – vægter denne glæde ikke i det store regnskab. De opfatter AfD's indtog i Forbundsdagen som en udfordring for Tysklands politiske kultur.

Op til valget konstaterede den socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel, at der med AfD’s mest højreradikale stemmer nu vil komme »ægte nazister« i Forbundsdagen, og der foregår en bitter strid om, hvorvidt Merkel med sin flygtningepolitiske linje og midtersøgende politik har sat den politiske midte, som hun regerer ud fra, under pres fra højre.

Fra AfD’s Alice Weidel hed det på valgaftenen derimod, at Tyskland nu endelig har den reelle opposition, som det tyske folk helt åbenlyst har savnet.

»Regeringen bør tage varmt tøj på. Vi kommer til at jage Merkel,« lød budskabet til den kommende regering fra AfD’s anden spidskandidat, Alexander Gauland.

Hvis AfD fortsætter de rabiate ytringer fra valgkampen i det daglige politiske arbejde, vil det vække ramaskrig i den tyske offentlighed, hvor der lægges stor vægt på anstændighed og Tysklands særlige historiske ansvar.

Flere kommentatorer har her påpeget, at AfD virker både splittet og drevet af protest frem for viljen til at regere. I den afsluttende partilederdebat måtte Alexander Gauland således medgive, at partiet stadig ikke har politiske positioner til centrale områder som pension og uddannelse.

Desuden kunne han heller ikke skjule, at partileder Frauke Petry få dage før valget direkte undsagde en række af sine partifællers radikale udsagn med udtalelsen »borgerlige vælgere vender sig bort fra AfD«. Denne indre strid i partiet, som har udmøntet sig i rygter om spaltning af partiet, ser ikke ud til at have slået igennem i valgresultatet.

Set med europæiske briller er det nationalkonservative parti det eneste tyske parti, der ikke bakker op EU og euroen. Trods partiets sikre indtog i Forbundsdagen ser den EU-fjendtlige højrepopulisme altså heller ikke ud til for alvor at have bidt sig fast i Tyskland.

Oprør i egne rækker

Udover den svære regeringsdannelse står den svækkede Merkel nu med en lang række partipolitiske udfordringer i egne rækker. Merkels CDU og især det bayerske søsterparti CSU har de sidste år kun med streng partidisciplin kunnet holde låget på kritikken og stille sig bag kansleren, der har sikret partiet udsigten til den sikre valgsejr.

Efter det dårlige valgresultat, og da det formodes at være Merkels sidste periode, vil striden om søsterpartiernes retning og den kommende kanslerkandidat nu komme op til overfladen. Selv internt i CDU mener mange, at partiets pragmatiske midtersøgning under Merkel har gjort det til en ideologiforladt Merkel-forening, som nu skal finde sine egne ben igen.

Ifølge CSU’s trafikminister Alexander Dobrindt må partiet med valgresultatet nu »lukke højreflanken«. CSU-partichef Horst Seehofer vil formentlig ligeledes insistere endnu hårdere på en strammere flygtningepolitik og en øvre grænse for antallet af flygtninge, da han ved delstatsvalget i Bayern næste år risikerer at miste CSU’s absolutte flertal, hvis AfD spiser for meget af partiets opbakning fra højre.

Omvendt er det også tænkeligt, at Merkel vil regere mere frit og tage langt mindre hensyn til de forskellige konservative og liberale fraktioner i CDU/CSU. Her lurer mange jokere efter en valgkamp, hvor de helt store politiske linjer er blevet diskuteret forbløffende sent, mens store beslutninger er blevet udskudt til efter valget, hvilket højest sandsynligt også har øget protestpotentialet.

Det gælder f.eks. flygtningepolitikken. Her står Merkel over for en mammutopgave i forhold til at skabe en fælles europæisk linje, både hvad asylkoncept og -fordeling angår. Internt i Tyskland venter der med kansleren egne ord ligeledes en »generationsopgave« med at integrere de ca. 1,5 mio. flygtninge, der er kommet til landet siden 2015.

Et stærkt stridspunkt bliver desuden, om ca. 390.000 syriske flygtninge med begrænset beskyttelsesstatus skal have ret til familiesammenføring fra marts 2018 – en beslutning, som Merkel afviste at tage før valget.

Tysk hovedpine

Ved siden af massive investeringer i infrastruktur og den stærkt haltende digitalisering og fibernetudbygning i Tyskland, får Merkel de næste fire år nok at se til med dieselbil-skandalerne og landets grønne energiomstilling, hvor både økonomiske og teknologiske kampe står i vejen for effektive klimaresultater.

I det aldrende Tyskland udgør både pensionssystemet og den stigende mangel på arbejdskraft en stadig større hovedpine for den tyske økonomi. Ifølge det forbundstyske sundhedsministerium vil der mangle omkring 140.000 uddannede plejere i år 2025.

I den anden ende mangler Tyskland titusinder af lærere som følge af den øgede fødselsrate og de seneste års store nettotilvandring.

Da cirka halvdelen af tyskerne bor til leje, er stigende huslejepriser i de tyske storbyer også ved at udvikle sig til et politisk minefelt. Her gemmer sig masser af økonomisk og politisk sprængstof for Merkels ny regering, i forhold til hvor meget lejemarkedet skal tæmmes, eller hvor meget markedskræfterne skal have lov at råde for at få mere gang i byggeriet.

Historisk ansvar

Set i det store perspektiv er det næppe tilfældigt, at Merkel tøvende indvilgede i en fjerde periode som kansler kort efter Brexit og Trump, skriver The New York Times. Merkel ser et stort ansvar og en historisk mulighed for at bistå Europa.

Hvis man her klandrer Merkel for substansløst at blafre med de politiske vinde, må man også huske, hvilke drejninger historien har taget i løbet af hendes 12 år som kansler: »Netop som Tyskland kom ud af dets dyre og udmattende forsøg på at redde eurozonen, nedbrød Ruslands præsident Putin et tabu i efterkrigstiden ved med vold at ændre grænsedragninger i Europa. Herefter kom en amerikansk præsident, der brød med et andet efterkrigsprincip, som var fundamentalt i tyske øjne: en forpligtelse til en liberal og kooperativ verdensorden«.

Med disse trusler har en tredjedel af tyskerne stadig sat deres lid til, at Merkel kan tage noget af trykket af den internationale kedel.

På denne store scene får Merkel de næste fire år nok at se til med det forværrede tysk-tyrkiske forhold, ikke mindst fordi EU er afhængigt af flygtningeaftalen med Tyrkiet. I kølvandet på det tyske G20-formandskab er Tyskland også gået i spidsen for en ny Afrika-politik, hvor europæiske investeringer gradvist skal afløse den klassiske u-landshjælp og forsøge at gribe den afrikanske flygtningeproblematik ved roden.

Denne Afrika-politik afspejler en ny geopolitisk dagsorden, hvor Tyskland forsøger at positionere sig selv og Europa på ny over for Kina. Også her går den tyske fjerdegangskansler ind i spændende tider.

Merkel er en stærk fortaler for åbne økonomier og frihandel som vejen til velstand ikke bare for Tyskland, men for hele Europa. Euro-politisk bliver det store spørgsmål, om Merkel forbliver i den mere forsigtige tyske ingeniørånd, hvor man leder efter fejl i systemet og forsigtigt forsøger at reparere dem.

Eller om hun vil nærme sig den mere visionære og vovede Emmanuel Macron, der vil skabe et flere hundrede milliarder euro tungt budget for eurozonen som støttemekanisme til kriseramte eurolande. I hele sin EU-politik skal Mutti samtidig finde en holdbar linje i forhold til Østeuropa, ikke mindst til Orbans Ungarn og til Polen, der pt. truer Tyskland med et brutalt krav om krigsskadeerstatning.

»Hun må have modet til at modernisere Tyskland, lede Europa samt klart og ansvarsbevidst at forsvare de vestlige værdier«, som britiske Times før valget formulerede Merkels opgaver for de næste fire år. Det er en enorm mundfuld. Ikke mindst for en tydeligt svækket tysk kansler.

Fire perioder med kansler Merkel

 

Merkel I

  • 2005: Ved valget til Forbundsdagen får CDU/CSU 35 pct. af stemmerne – én pct. mere end SPD. Selvom den siddende kansler Gerhard Schröder knap kan tro det, væltes hans rød-grønne regering af ’Kohls pige’, Angela Merkel. Hun skal bl.a. kæmpe videre med den høje tyske arbejdsløshed og fortsætte de socialdemokratiske Hartz-reformer af arbejdsmarkedet.
  • 2007: Merkel leder både Det Europæiske Råd og G8. Her får hun overraskende George W. Bush med i en fælles erklæring mod klimaforandringer.
  • 2008: Finanskrisen bliver Merkels første store krise og udfordring. Sammen med sin finansminister Peer Steinbrück (SPD) afgiver hun en garantierklæring for private tyskeres opsparinger.

Merkel II

  • 2009: Ved Forbundsdagsvalget mister Merkel og CDU/CSU en smule opbakning, men SPD falder med spidskandidat Frank-Walter Steinmeier samtidig ned på historisk lave 23 pct. Merkel indgår en ’ønskekoalition’ med det liberale FDP, men bl.a. i skattetekniske og energipolitiske spørgsmål går samarbejdet fra begyndelsen skævt for FDP.
  • 2010: Eurokrisen raser, og Merkel udtaler, at »hvis euroen mislykkes, mislykkes Europa«. Medlemmer af eurozonen vedtager milliardstore nødkreditter til Grækenland og skaber forløberen til ESM-redningsmekanismen. Merkel kritiseres stærkt internt i CDU/CSU.
  • 2011: Efter reaktorulykken i japanske Fukushima genoptager Merkel den udfasning af atomkraften og satsning på grøn energi fra den rød-grønne regering under Schröder, som hun ellers selv havde aflyst.

Merkel III

  • 2013: Ved valget til Forbundsdagen ryger Merkels regeringspartner, FDP, helt ud af parlamentet. Merkel og CDU/CSU får hele 41 pct. af stemmerne, mens SPD lander på 25 pct. med den chanceløse Peer Steinbrück i spidsen. Efter lange forhandlinger går SPD atter ind i en stor koalition med Merkel.
  • 2013: Medieberetninger afslører, at Merkels mobil er blevet aflyttet af de amerikanske efterretningstjenester. »Den slags går slet ikke blandt venner«, siger Merkel til Obama.
  • 2015: Flygtningekrisen ankommer for alvor til Europa. I begyndelsen af september indvilger Merkel i at bryde Dublin-aftalen og hente knap 10.000 strandede flygtninge i Ungarn. Med linjen om åbne tyske grænser blev Tyskland til det suverænt mest søgte tilflugtsland, alene i 2015 kom ca. 890.000 mennesker.
  • 2016: Trods stærk intern kritik og fra søsterpartiet CSU i forhold til flygtningepolitikken indvilger Merkel tøvende i atter at stille op som kanslerkandidat til Forbundsdagsvalget i 2017.
  • 2017: Efter to år, hvor flygtningekrise, Ukraine-konflikt, Erdogan, Brexit og især Trump har trukket overskrifter, antyder Merkel i et øltelt i Bayern en ny geopolitisk dagsorden, hvor »Europa må stå mere på egne ben«.

Merkel IV

  • 2017: EU-parlamentets præsident Martin Schulz udråbes til ny SPD-formand. Han truer en overgang Merkels føring i meningsmålingerne, men Merkel og CDU/CSU ender med at vinde valget trods partiets dårligste resultat i årtier. Merkel står nu foran meget svære koalitionsforhandlinger, en række store partiinterne samt indenrigs- og udenrigspolitiske udfordringer.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Jeg vil vædde min gamle Helmut Schmidt-mütz på at SPD ender med at gå i koalition CDU og hvorfor gør jeg nu det? Macron,der vandt det franske valg,må nu ekende at hans visioner om euro-zonen og EU ikke vil have en chance med det ultra-liberale FDP som regeringsdeltager - så han vil gribe knoglen,ringe til Schulz (en glødende EU-tilhænger) og tigge og bede om SPD nu alligevel ikke tager en runde for at redde den aftale Macron mere eller mindre havde med Schultz inden han stillede op som kanslerkandidat i Tyskland. Merkel var positiv og Macron accepterede at vente til efter valget. Et godt gæt er at også at de grønne vi presse på og et resultat kunne være en Sort,Rød;Grøn-koalition.

Trond Meiring og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvorfor skal de grønne med? Tjah- så kan Merkel undvære søsterpartiet CSU fra Bayern.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Angela Merkel har ikke noget flertal imod sig.
Hvis vi ser bort fra AfD, altså overser dem.

Hun kan danne en mindretalsregering og endnu engang demonstrere sin evne til fornyelse af tysk politik.

Og europæisk.

Finn Thøgersen

@ Torben K L Jensen

Som resultatet ser ud behøver Merkel BÅDE CSU, de grønne og FDP for at have et flertal

@ Hans Jørn Storgaard Andersen,

I Tyskland kræves det at en ny regering ved en afstemning i salen demonstrerer at den råder over et flertal før den kan tiltræde. Kan den ikke det bliver der ingen regering af det skind.
Det giver så koalitionspartnerne lidt mere at handle med end her i DK

Derfor er mindretalsregeringer og meget snævre flertal så sjældne syd for grænsen.
Ved meget snævre flertal kan det gå galt, se fx Heide Simonis i Schleswig-Holstein

Så reelt er CDU/CSU + FDP + Grønne eneste reele mulighed når SDP nu tager en tur på bænken, men der er nok ikke meget manøvrerum tilbage når regeringsforhandlingerne er klappet af - regn med 4 års march på stedet

En mindretalsregering vil være et eklatant nederlag og et lysende tegn på svaghed
Ikke at forglemme at det kræver at nogle af de øvrige partier stemmer FOR regeringens tiltræden

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg noterede mig lige at det første indlæg i denne tråd faktisk blev censureret selv om den der skrev faktisk stillede et spørgsmål om man kunne skrive sådan uden censur. Måske man skulle bruge "Stødende kommentar" der hvor det er nødvendigt og ikke hvor man er uenig;-)

Hans Jørn Storgaard Andersen

Finn T.: De er ikke bare sjældne, de er ikke set før i nyere tid.
Mindretalsregeringer.

Men Merkel kan ... Fordi alle er enige om, at AfD skal isoleres!
Og Merkel er den eneste Kanzlerkandidat.

Og traditionen tro bliver det også FDP, der bliver hendes regeringspartner.
Selvom jeg vil foretrække, at SPD tager endnu en tur, dog uden Schulz.