Svækket Merkel går store udfordringer i møde

Allerede kort efter de tyske valgsteder lukkede kl. 18 søndag aften, stod det klart, at CDU/CSU atter bliver Tysklands største parti, og at Angela Merkel dermed stiler mod sin fjerde periode som tysk forbundskansler. Men kortene er ganske anderledes fordelt, end Merkel kunne ønske sig.

Der forelå ikke pålidelige prognoser for mandatfordelingen før redaktionens deadline, men de første resultater tydede på, at CDU/CSU og Merkel svækkes markant og får et af de dårligste valgresultater siden 1949.

Socialdemokratiske SPD har samtidig oplevet sit dårligste valg siden Anden Verdenskrig. SPD-ledelsen meldte i Berlin straks ud, at partiet ser resultatet som et nederlag til den siddende  regeringskoalition, og at SPD derfor nu vælger at gå i opposition.

Den afgående CDU/CSU/SPD-regerings nederlag stod i skyggen af det højrenationale og omstridte Alternative für Deutschland (AfD), der kommer i Forbundsdagen med en tocifret andel af stemmerne. I de højrenationales particentral ville jublen ingen ende tage – billeder, som Merkel godt kunne have været foruden.

Svære forhandlinger

Med dette udfald af valget er stabiliteten i Tysklands politiske midte udfordret – netop den midte, som den midtersøgende Merkel i stadig højere grad har regeret ud fra i de sidste 12 år.

CDU/CSU har haft SPD som regeringspartner i otte af de 12 år og har i årevis måttet lægge øre til advarsler om, at store midterkoalitioner styrker fløjpartierne.

Den tyske højredrejning afspejler samtidig, at flygtninge- og integrationsspørgsmålet blandt de tyske vælgere ses som en vigtigere politisk udfordring end den voksende ulighed, som socialdemokraten Schulz især gik til valg på at gøre noget ved.

Samtidig er det liberale og indvandringskritiske FDP vendt sikkert tilbage til Forbundsdagen og bekræfter dermed billedet af et fragmenteret politisk landskab i Forbundsdagen. Den består nu af syv partier og seks fraktioner, hvis man tæller sydtyske CSU med.

I netop dette landskab står Merkel nu foran lange og seje koalitionsforhandlinger med De Grønne og FDP om en såkaldt Jamaica-koalition. Det kan blive en stenet vej, ikke mindst for De Grønne, som står over for tre markant mere borgerlige partier i form af CDU/CSU og FDP.

Selv om alle partierne er entydigt proeuropæiske, bliver det samtidig en stor opgave for Merkel at forene partiernes stærkt forskellige holdninger til politiske områder som euroen, flygtninge, klima og skattepolitik. Her ligger især det kollektivistiske miljøparti De Grønne og det liberale FDP meget langt fra hinanden.

Socialdemokratisk selvransagelse

Uanset hvad man måtte mene om udfaldet, bød det tyske valg på tre glædelige nyheder.

For det første blev de mange mediespekulationer om, at et terrorangreb på tysk jord vil kunne vende op og ned på valgkampen og -resultatet, gjort til skamme.

For det andet syntes der ikke at være hold i formodningerne om, at de omfattende cyberangreb mod Forbundsdagens it-systemer i 2015 kunne medføre fremmed indblanding i valgkampen, som vi oplevede det i den amerikanske valgkamp i 2016.

Og for det tredje fik teorien om en støt faldende valgdeltagelse som konsekvens af Merkels vage profil og den udflydende politiske midte i den store koalition et skud for boven. Valgdeltagelsen lå på ca. 75 pct., det vil sige ca. 3,5 pct. højere end i 2013, hvilket også afspejler, at netop AfD har gjort mange sofavælgere til protestvælgere.

For de øvrige partier ud over AfD – og for flertallet af tyske borgere – vægter denne glæde ikke i det store regnskab. De opfatter AfD's indtog i Forbundsdagen som en udfordring for Tysklands politiske kultur.

Op til valget konstaterede den socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel, at der med AfD’s mest højreradikale stemmer nu vil komme »ægte nazister« i Forbundsdagen, og der foregår en bitter strid om, hvorvidt Merkel med sin flygtningepolitiske linje og midtersøgende politik har sat den politiske midte, som hun regerer ud fra, under pres fra højre.

Fra AfD’s Alice Weidel hed det på valgaftenen derimod, at Tyskland nu endelig har den reelle opposition, som det tyske folk helt åbenlyst har savnet.

»Regeringen bør tage varmt tøj på. Vi kommer til at jage Merkel,« lød budskabet til den kommende regering fra AfD’s anden spidskandidat, Alexander Gauland.

Hvis AfD fortsætter de rabiate ytringer fra valgkampen i det daglige politiske arbejde, vil det vække ramaskrig i den tyske offentlighed, hvor der lægges stor vægt på anstændighed og Tysklands særlige historiske ansvar.

Flere kommentatorer har her påpeget, at AfD virker både splittet og drevet af protest frem for viljen til at regere. I den afsluttende partilederdebat måtte Alexander Gauland således medgive, at partiet stadig ikke har politiske positioner til centrale områder som pension og uddannelse.

Desuden kunne han heller ikke skjule, at partileder Frauke Petry få dage før valget direkte undsagde en række af sine partifællers radikale udsagn med udtalelsen »borgerlige vælgere vender sig bort fra AfD«. Denne indre strid i partiet, som har udmøntet sig i rygter om spaltning af partiet, ser ikke ud til at have slået igennem i valgresultatet.

Set med europæiske briller er det nationalkonservative parti det eneste tyske parti, der ikke bakker op EU og euroen. Trods partiets sikre indtog i Forbundsdagen ser den EU-fjendtlige højrepopulisme altså heller ikke ud til for alvor at have bidt sig fast i Tyskland.

Oprør i egne rækker

Udover den svære regeringsdannelse står den svækkede Merkel nu med en lang række partipolitiske udfordringer i egne rækker. Merkels CDU og især det bayerske søsterparti CSU har de sidste år kun med streng partidisciplin kunnet holde låget på kritikken og stille sig bag kansleren, der har sikret partiet udsigten til den sikre valgsejr.

Efter det dårlige valgresultat, og da det formodes at være Merkels sidste periode, vil striden om søsterpartiernes retning og den kommende kanslerkandidat nu komme op til overfladen. Selv internt i CDU mener mange, at partiets pragmatiske midtersøgning under Merkel har gjort det til en ideologiforladt Merkel-forening, som nu skal finde sine egne ben igen.

Ifølge CSU’s trafikminister Alexander Dobrindt må partiet med valgresultatet nu »lukke højreflanken«. CSU-partichef Horst Seehofer vil formentlig ligeledes insistere endnu hårdere på en strammere flygtningepolitik og en øvre grænse for antallet af flygtninge, da han ved delstatsvalget i Bayern næste år risikerer at miste CSU’s absolutte flertal, hvis AfD spiser for meget af partiets opbakning fra højre.

Omvendt er det også tænkeligt, at Merkel vil regere mere frit og tage langt mindre hensyn til de forskellige konservative og liberale fraktioner i CDU/CSU. Her lurer mange jokere efter en valgkamp, hvor de helt store politiske linjer er blevet diskuteret forbløffende sent, mens store beslutninger er blevet udskudt til efter valget, hvilket højest sandsynligt også har øget protestpotentialet.

Det gælder f.eks. flygtningepolitikken. Her står Merkel over for en mammutopgave i forhold til at skabe en fælles europæisk linje, både hvad asylkoncept og -fordeling angår. Internt i Tyskland venter der med kansleren egne ord ligeledes en »generationsopgave« med at integrere de ca. 1,5 mio. flygtninge, der er kommet til landet siden 2015.

Et stærkt stridspunkt bliver desuden, om ca. 390.000 syriske flygtninge med begrænset beskyttelsesstatus skal have ret til familiesammenføring fra marts 2018 – en beslutning, som Merkel afviste at tage før valget.

Tysk hovedpine

Ved siden af massive investeringer i infrastruktur og den stærkt haltende digitalisering og fibernetudbygning i Tyskland, får Merkel de næste fire år nok at se til med dieselbil-skandalerne og landets grønne energiomstilling, hvor både økonomiske og teknologiske kampe står i vejen for effektive klimaresultater.

I det aldrende Tyskland udgør både pensionssystemet og den stigende mangel på arbejdskraft en stadig større hovedpine for den tyske økonomi. Ifølge det forbundstyske sundhedsministerium vil der mangle omkring 140.000 uddannede plejere i år 2025.

I den anden ende mangler Tyskland titusinder af lærere som følge af den øgede fødselsrate og de seneste års store nettotilvandring.

Da cirka halvdelen af tyskerne bor til leje, er stigende huslejepriser i de tyske storbyer også ved at udvikle sig til et politisk minefelt. Her gemmer sig masser af økonomisk og politisk sprængstof for Merkels ny regering, i forhold til hvor meget lejemarkedet skal tæmmes, eller hvor meget markedskræfterne skal have lov at råde for at få mere gang i byggeriet.

Historisk ansvar

Set i det store perspektiv er det næppe tilfældigt, at Merkel tøvende indvilgede i en fjerde periode som kansler kort efter Brexit og Trump, skriver The New York Times. Merkel ser et stort ansvar og en historisk mulighed for at bistå Europa.

Hvis man her klandrer Merkel for substansløst at blafre med de politiske vinde, må man også huske, hvilke drejninger historien har taget i løbet af hendes 12 år som kansler: »Netop som Tyskland kom ud af dets dyre og udmattende forsøg på at redde eurozonen, nedbrød Ruslands præsident Putin et tabu i efterkrigstiden ved med vold at ændre grænsedragninger i Europa. Herefter kom en amerikansk præsident, der brød med et andet efterkrigsprincip, som var fundamentalt i tyske øjne: en forpligtelse til en liberal og kooperativ verdensorden«.

Med disse trusler har en tredjedel af tyskerne stadig sat deres lid til, at Merkel kan tage noget af trykket af den internationale kedel.

På denne store scene får Merkel de næste fire år nok at se til med det forværrede tysk-tyrkiske forhold, ikke mindst fordi EU er afhængigt af flygtningeaftalen med Tyrkiet. I kølvandet på det tyske G20-formandskab er Tyskland også gået i spidsen for en ny Afrika-politik, hvor europæiske investeringer gradvist skal afløse den klassiske u-landshjælp og forsøge at gribe den afrikanske flygtningeproblematik ved roden.

Denne Afrika-politik afspejler en ny geopolitisk dagsorden, hvor Tyskland forsøger at positionere sig selv og Europa på ny over for Kina. Også her går den tyske fjerdegangskansler ind i spændende tider.

Merkel er en stærk fortaler for åbne økonomier og frihandel som vejen til velstand ikke bare for Tyskland, men for hele Europa. Euro-politisk bliver det store spørgsmål, om Merkel forbliver i den mere forsigtige tyske ingeniørånd, hvor man leder efter fejl i systemet og forsigtigt forsøger at reparere dem.

Eller om hun vil nærme sig den mere visionære og vovede Emmanuel Macron, der vil skabe et flere hundrede milliarder euro tungt budget for eurozonen som støttemekanisme til kriseramte eurolande. I hele sin EU-politik skal Mutti samtidig finde en holdbar linje i forhold til Østeuropa, ikke mindst til Orbans Ungarn og til Polen, der pt. truer Tyskland med et brutalt krav om krigsskadeerstatning.

»Hun må have modet til at modernisere Tyskland, lede Europa samt klart og ansvarsbevidst at forsvare de vestlige værdier«, som britiske Times før valget formulerede Merkels opgaver for de næste fire år. Det er en enorm mundfuld. Ikke mindst for en tydeligt svækket tysk kansler.