Læsetid 4 min.

Det tekniske er blevet politisk – og det udfordrer giganter som Facebook og Google

Multimilliardbøder er kun begyndelsen for Facebook og Google – verden er ved at indse, hvor politisk ’big tech’ er blevet
Facebookstifter Mark Zuckerberg og andre af de store techgiganters ledere oplever stadig kraftigere modvind i takt med, at også deres politiske magt er øget.

Facebookstifter Mark Zuckerberg og andre af de store techgiganters ledere oplever stadig kraftigere modvind i takt med, at også deres politiske magt er øget.

Michael Macor

29. september 2017

I sin vidunderlige bog om renæssancens oprindelse – The Swerve: How the Renaissance Began – sporer litteraturhistoriker Stephen Greenblatt epokens rødder tilbage til genopdagelsen af et 2.000 år gammel didaktisk epos af Lukrets: De Rerum Nature (Om verdens natur). Hele Greenblatts bog kan læses som en fascinerende redegørelse for, hvordan et omfattende kulturelt skred i sidste ende udspringer af den svageste susen i underskoven.

Nu er professor Greenblatt næppe videre interesseret i de gigantkoncerner, der dominerer vores verden i dag, men i ånden fra hans bog har jeg forsøgt at finde tegn i tiden på, at store forandringer kan være undervejs.

Nogle af disse tegn falder umiddelbart i øjnene. I 2014 traf EU-Domstolen f.eks. afgørelse om, at EU-borgere har en såkaldt ret til at blive glemt, og at Google havde at rette sig efter dette, hvis selskabet ville drive forretningsvirksomhed i Europa.

I maj i år idømte EU-Kommissionen Facebook en bøde på 825 mio. kr. for at »angive vildledende informationer« i forbindelse med selskabets overtagelse af WhatsApp. Og i juni idømte samme EU-Kommission Google en rekordstor bøde på svimlende 18 mia. kr. for at have misbrugt sin dominans inden for søgemaskiner på shoppingområdet.

Strømpile

Nu hvor EU-Kommissionen jo er eneste reguleringsmyndighed i verden, der har muskler og tilskyndelse til at tage sådanne livtag med internetgiganterne, var disse udviklinger måske ikke videre overraskende.

Men også andre strømpile indikerer, at glansen er ved at gå af de digitale kæmper. Nogle af disse strømpile har med Brexit og Donald Trumps valgsejr at gøre – og med den gryende erkendelse af, at netop Google og Facebook især kan have spillet en vigtig rolle i at udløse disse politiske jordskælv.

Ikke at de to selskabers ledelse aktivt søgte disse valgresultater. Men det står efterhånden klart, at den infrastruktur, de har opbygget for at kunne drive deres kerneaktivitet, nemlig at ekstrahere brugeres data og sælge dem til virksomheder for målrettet reklame, kan bruges – og i disse tilfælde blev brugt – som et ’våben’ af politiske aktører til at realisere politiske mål.

Den bekymring, som denne forståelse har affødt i offentligheden, blev ikke i noget omfang afbødet af reaktionerne fra de to selskabers chefer, som var afvisende, undvigende (»det er bare algoritmer – det har ikke noget at gøre med os«), uvederhæftig, ubehjælpsom og politisk naiv. Og ikke overbeviste nogen.

Men sådan måtte den nok være, for et mere sandfærdigt svar ville have impliceret, at de påtog sig et ansvar for, hvad der sker på deres platforme. Og det ville have pulveriseret den forretningsmodel, der har gjort dem så rige og magtfulde.

»It-branchen,« skrev Buzzfeeds chefredaktør, Ben Smith, i et klarsynet essay for nylig, »har haft enestående medvind. De store selskaber, der udgør dens rygrad, er elskede af forbrugerne og er ægte globale og markedsdominerende. Længe har de været i stand til at køre på frihjul på deres popularitet og fantastiske produkter og samtidig få politisk fripas på de højeste niveauer.«

Pludselig er vinden vendt. Virksomhederne, bemærker Smith, har »aldrig skullet kæmpe for at hævde deres identitet imod det politiske tidevand, der har mærket andre store amerikanske industrier. Det er nemt at glemme, at olieselskaber og aktiehandlere også havde deres øjeblikke af storhed. I dag er både Wall Street og olieindustrien tvunget tilbage i en defensiv positur«.

Ryk hurtigt

Det, vi har forstået i løbet af de seneste to år, er – for at udtrykke det sloganagtigt – at ’det tekniske er politisk’. Da Facebooks administrerende direktør, Mark Zuckerberg, officielt ansporede sine softwareingeniører til at »rykke hurtigt og slå ting i stykker«, indså han ikke, at en af de ting, der kunne blive slået i stykker, var demokratiet.

Og da Googles søgeteam tilføjede autofuldførelse som en måde at hjælpe brugere med at formulere deres søgninger på, indså de ikke, at de algoritmer, der blev resultatet, kunne udnyttes af Holocaust-benægtere.

It-giganterne har måske ikke fostret noget projekt om at erobre den politiske magt, men det viser sig, at de ved et rent tilfælde har erhvervet sig en evne til at forme politik. Denne evne er beslægtet med, men også forskellig fra, den magt, som mediemoguler som Rupert Murdoch har. Og med den kommer også det ansvar, som it-mogulerne er lige så desperate som Murdoch for at undgå at skulle løfte.

Indtil videre gemmer de sig bag en klausul i den amerikanske Communications Decency-lov fra 1996, der holder dem på afstand af ansvaret for, hvad der passerer deres servere. I to årtier var det her, alle sager strandede. Men pludselig begynder bolværket at se skrøbeligt ud, i takt med at amerikanske lovgivere går sammen om at rive det ned.

I 2014 skrev Ben Smith en klumme med overskriften ’Facebook Valg’, hvor han forudsagde, at det sociale netværk ville »erstatte tv-reklamer som det sted, hvor amerikanske valgkampe blev udkæmpet og vundet. Det ser ud til, at han fik ret: Det tekniske er vitterligt blevet politisk.

John Naughton er it-redaktør for The Observer.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

Hvorfor ender anarki, der er tænkt som frigørelse af mennesket, konstant i nogles skamløse udnyttelse af deres medmennesker?
"På lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget, var ingen lov nødvendig."

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Facebook er ved at ende som en anden statsmagt. Det er på tide der finder en regulering af de store it selvskaber sted, da deres magtfaktir har vokset sig ganske stor og nærmest monopol agtig. Men politik skal altså føres af folkevalgte politikere i et demokrati.

Brugerbillede for Finn Thøgersen
Finn Thøgersen

Det er på sin vis lidt morsomt at demokraterne i deres iver efter at finde et eller andet at hænge nederlaget sidste år op på er ved at lægge fundamentet for andre staters indgreb mod Facebook/Twitter/Google/Apple/...

Det drejer sig (indtil videre) om decideret pocketchange (Facebook: $100-150k, Twitter knap $300k - hovedparten til annoncer der omtaler og linker til ikke election relaterede RT artikler) i forhold til hvad der blev spenderet på kampagnen - estimater ligger på knap 2,4 mia dollars
Inkl PACs brugte Clinton ca $1184M og Trump $616,5M, dertil omkring $600M fra alle mulige andre
https://www.bloomberg.com/politics/graphics/2016-presidential-campaign-f...

Nu er der iflg US lov ulovligt for fremmede magter, organisationer og personer der ikke er US statsborgere eller residents at bidrage til US valg (men typisk vil det ikke være ulovligt iflg dansk/russisk/saudi/... osv lov).
Men alle ved at det både nu og gennem mange år er sket i stor stil, inkl mange afsløringer.

Så der er ikke noget galt med ideen om at kigge på udenlandske bidrag, herunder de nye medier.
Men så burde første opgave være at få et overblik over ALLE udenlandske bidrag.
Det ville selvfølgelig kræve en fælles standard for hvad der tælles med og en opgørelse fordelt på land, hvem/hvad der støttes/angribes (Clinton, Trump, enkeltsag, ...) etc

Når man ikke starter der er det nok fordi 1) man er reelt ikke interesseret i HVAD der skete - kun en brugbar bortforklaring, 2) man er udemærket klar over at en lang række andre lande (Vesteuropa, Canada, Kina, Mellemøsten osv osv) vil være prominente på listen og 3) det kunne jo vise sig at Clinton havde fået størst bidrag fra udlandet...

Noget helt andet er hvordan andre lande vil bruge historien om at Facebook/Twitter/... er "farligfe for demokratiet"
Den ordning Facebook pt tilbyder fx ifb med det tyske valg med at lynfjerne stødende/problematisk indhold er ihvertfald særdeles farlig - ikke i første omgang primært i Tyskland, men så sandelig i mere ustabile lande.
Problemet er naturligvis at det - med nogle mellemregninger - er den regering der er på valg der afgør hvilket indhold der er stødende/extremistisk/... - og kritik af folkets elskede leder må naturligvis være extremisme!
Og når først nogen har brudt muren følger resten med, også i lande vi normalt betragter som demokratisk velfunderede, tænk bare på teleovervågningen i fx UK og herhjemme.

Så bliv ikke forbavset hvis de store platforme bliver fuldstændigt kastrerede/meget ensidige i alle alvorlige spørgsmål, og det vil givetvis blive håndhævet så elegant som en tyr i en glasbutik - det er jo samme genier der mener at brystvorter er livsfarlige og død og lemlæstelse er fint for børn...

@ Søren Jacobsen
Det bliver rigtigt sjovt at se hvordan forskellige lande vil reagere på den situation
Man kunne jo håbe på en permanent og total blokade af Facebook :-)