Læsetid: 9 min.

Ti dage i juli, der stoppede en autoritær udvikling i Polen

I sommer blev den polske regerings forsøg på at undergrave domstolenes uafhængighed mødt med massive demonstrationer. Vores tidligere korrespondent i Warszawa var på ferie i hovedstaden og skildrer i dagbogsform de skelsættende dage. Historien begynder med statsbesøget af Donald Trump i juli
I Warszawas gader samledes både støtter og modstandere af præsident Trump, da han i juli besøgte Polen. Demonstrationerne fik Informations tidligere korrespondent i landet til at mindes den sidste demonstration, han overværede for 37 år siden, og tiden der er gået siden. En del af demonstranterne var udklædt som tjenerinderne i ’A Handmaid's Tale’.

I Warszawas gader samledes både støtter og modstandere af præsident Trump, da han i juli besøgte Polen. Demonstrationerne fik Informations tidligere korrespondent i landet til at mindes den sidste demonstration, han overværede for 37 år siden, og tiden der er gået siden. En del af demonstranterne var udklædt som tjenerinderne i ’A Handmaid's Tale’.

Martin Burcharth

27. september 2017

Torsdag 6. juli Der er en time til, at præsident Donald Trump skal tale til det polske folk fra et podium på Krasiński-pladsen nær Warszawas historiske bydel.

På vej til begivenheden ser jeg fra vores lejlighed grupper af mennesker gå gennem gaderne med det rød-hvide polske flag i hænderne. Nogle af dem virker fortabte og spørger forbipasserende om vej. De er sikkert ikke fra byen.

I landets største avis, Gazeta Wyborcza, står der her til morgen, at regeringspartiet, Lov og Retfærdighed (PiS), har arrangeret transport med bus og tog for sine tilhængere fra provinsen. Partiet og dets historiske leder, Jarosław Kaczyński, forventer kun et svagt fremmøde fra hovedstadens indbyggere, hvor de er overvejende upopulære.

Min polske kone bemærker, at kommunistpartiet benyttede samme praksis, når der skulle fejres 1. maj. Det var obligatorisk at møde op og synge »Internationalen«. Fabriksarbejdere blev transporteret i busser til Sejrspladsen midt i Warszawa for at hylde Marx, Engels, Lenin og Sovjetunionen.

De fleste gader, der fører til Krasiński-pladsen, er blokeret af politiet. Efter et par kiksede forsøg lykkes det mig at nå næsten helt frem til pladsen ad Miodowa-gaden.

Ved et tilfælde havner jeg pludselig tæt på en demonstration mod Trump, Kaczyński og PiS. Der er et par hundrede aktivister samlet.

En håndfuld politibetjente med mørkeblå kasketter, stave og pistoler holder dem adskilt fra regeringstilhængerne på Miodowa-gaden. Forrest står to rækker af kvinder. De er udklædt som tjenerinderne fra tv-serien 'A Handmaid’s Tale' i de genkendelige røde nonnedragter og kyske hvide hætter.

Læs også

Bag kvinderne holder demonstranter skilte op: »Ud med Trump«, »Donald Trump – Globalna Katastrofa«, »Der findes ingen planet B«, »Trump og hans familie er i lommen på Putin«.

De råber slogans rettet mod den store flok polske Trump-tilhængere, der står og venter på at komme gennem en sikkerhedskontrol på Miodowa-gaden og blive sluset videre ind på Krasiński-pladsen. Demonstranternes tilråb virker ikke fjendtlige, snarere forsonende.

»Frihed, lighed og solidaritet! Ja til broer, nej til mure! Solidaritet er vores våben!«

Én af talerne siger: »Hvor er det bedrøveligt at se folk med Solidaritet-skilte på den anden side.«

Tilbage til Polen

Det er 37 år siden, jeg sidste gang overværede en politisk demonstration i Warszawas gader. Det var i den frie fagbevægelse Solidaritets tid og foregik på Sejrspladsen, hvor fagforeningslederen, nobelprismodtageren og senere Polens første frie præsident, Lech Walęsa, talte. Det var i efteråret 1980.

Dengang var jeg netop blevet sendt til Polen som Informations korrespondent for at dække det skelsættende år, hvor landets arbejderklasse med støtte fra intelligentsiaen strejkede og besatte skibsværftet i Gdańsk. I løbet af kort tid udartede det til en generalstrejke, som tvang det polske arbejderparti (kommunisterne) i knæ.

I december 1981 indførte kommunistpartiet og hæren militær undtagelsestilstand. Solidaritet fortsatte i de følgende år sit arbejde under jorden og pressede i forbindelse med perestrojka i Sovjetunionen den kommunistiske regering til at afholde frie valg i 1989. I 1990 blev den første demokratisk valgte regering siden 1930’erne indsat.

I disse julidage er offensiven mod den polske retsstat ved at kulminere: Regeringspartiet, PiS, er på nippet til at vedtage en retsreform, hvis åbenbare sigte er at underlægge Højesteret og domstolene den siddende justitsminister. Det lykkes dem ikke. Nu to måneder senere er "kuppet" skrinlagt. Mandag fremlagde Polens præsident et kompromisforslag (se s.?)

Jeg er tilfældigvis tilbage i Polen på dette tidspunkt i det unge demokratis historie, der skal vise sig at blive skelsættende. Det har taget mig nogen tid at bearbejde præcist, hvad der skete i de julidage. Men jeg kunne mærke, at noget dramatisk var under opsejling. Over de næste 17 dage nedskrev jeg mine indtryk fra gadedemonstrationerne og fra personlige samtaler og interviews.

Solidaritets genopståen

På denne, min anden dag i Polen, opdager jeg til min overraskelse, at Solidaritet stadig eksisterer – og det på begge sider.

I Miodowa-gaden har nogle af Trumps fans og regeringstilhængere medbragt Solidaritetbannere fra de gamle dage. På en af dem står der 'Solidarność, Region Gdański' – altså en afdeling af den gamle fagbevægelse fra Gdańsk, hvor strejkerne begyndte i 1980.

I Polen i dag gør alle krav på at være Solidaritetsbevægelsen rette arvtagere. Det gælder også Kaczyński. I det halvandet år der er gået, siden den nationalkonservative politiker og hans parti først vandt præsidentvalget, med den relativt ukendte politiker Andrzej Duda som kandidat, og kort efter sikrede et flertal i parlamentet, har Polen oplevet det ene kup efter det andet mod statsinstitutionerne.

Først overtog de forfatningsdomstolen, dernæst blev undervisningsplanen i skolerne ændret i en nationalistisk retning, og herefter fik alle journalister ansat i statsradiofonien en fyreseddel og blev kun genansat, såfremt de lovede at være loyale overfor regeringspartiet.

Alt dette skete til trods for voldsom kritik fra Polens uafhængige presse, EU-Kommissionen og Polens demokratiske nabolande. Daglige demonstrationer i gaderne ændrede ikke en tøddel.

Men denne sommer virker det, som om at partileder Kaczyński og hans styre er gået en kende for langt. De vil nu underlægge Højesteret samt alle kriminelle og civile domstole regeringspartiet.

Oppositionspartierne, heriblandt tidligere premierminister Donald Tusks parti, Borgerplatformen, og talrige grupper fra Polens civile samfund forbereder sig på at yde modstand. Det er i denne højt anspændte politiske atmosfære, at Trump dumper ned, inden han skal til G20-møde i Hamburg.

‘President of USA is my friend’

Krasiński-pladsen er et velvalgt sted for præsidentens tale. Her står et mindesmærke for de polske modstandskæmperes væbnede opstand mod den tyske besættelse i august 1944.

Statuerne af de brave modstandskæmpere – der var både antinazister og antikommunister – blev opført i 1989 af Polens sidste kommunistiske regering i en gestus til den frie fagbevægelse Solidarność.

Kaczyński og hans højrenationalistiske parti har monopoliseret mindesmærket og den væbnede opstand i 1944 som deres egen mytologiske skabelsesberetning. Det er dem, der legemliggør Polens lange kamp for frihed og uafhængighed og Polen som kristen nation. Det er dem, der slår til lyd for et Polen kun for polakker.

Fra mit ståsted kan jeg ikke se podiet, hvorfra USA’s præsident skal tale. Dog er en række høje søjler i patina synlige. De står foran det moderne bygningsværk, der huser Polens højesteret. På hver søjle er der indskrevet juridiske maksimer på polsk og latin. Budskabet er tydeligt nok: Efter kommunismens fald er Polen blevet en retsstat.

Det er højesteretsdommerne i denne bygning, partichef Kaczyński vil have udskiftet.

Gruppen af Solidaritsfolk er arbejdere. Man kan se det på deres ansigter og beklædning. De er indignerede over moddemonstranternes tilstedeværelse og begynder at råbe »Trump, Trump, Trump!« i retning af aktivisterne.

En af dem skriger til en kvindelig taler, der pointerer, at Polen historisk ikke står for de værdier, Trump slår til lyd for. »Lær din polske historie ordentligt!«

En anden Trump-tilhænger supplerer: »Du hører ikke til i Polen!«

Flere Trump-tilhængere bryder ud fra køen foran sikkerhedskontrollen og nærmer sig den lille gruppe af demonstranter.

En af dem er en yngre kvinde med tykt malet mascara om øjnene og klædt i farverne fra Stars and Stripes, i blå stramtsiddende læderbukser og med et madonnaansigt tatoveret på venstre overarm.

En ældre herre er stillet op i en hvid T-shirt. »President of USA is my friend. God bless America! Richard 5.07.2017,« står der.

Et 30 meter langt banner bliver foldet ud, hvorpå der er skrevet i rødt og hvidt: WE ARE PRO-LIFE.

Så snart Polens præsident Andrzej Duda præsenterer Trump, falder spændingen mellem de to lejre. Heldigvis er der blevet opstillet en storskærm på Miodowa-gaden. Foran skærmen står omtrent 1.000 polakker og lytter andægtigt.

I talen holder Trump sig til manuskriptet. Undertekster betyder, at alle kan følge med og klappe på de rigtige steder, ikke mindst når præsidenten hylder modstandskæmperne fra Anden Verdenskrig og frihedskæmperne under kommunismen.

Der bliver også hujet og piftet. Det sker, da Trump takker tidligere præsident Lech Walęsa – ”den berømte leder af Solidaritetsbevægelsen” – for at være tilstede.

Størst applaus får USA’s præsident, da han i sin tale opfordrer polakkerne til at forsvare den vestlige civilisation, ligesom modstandskæmperne skal have gjort mod nazisterne under opstanden i 1944. Det eneste ord, Trump undlader at nævne, er kristendommen.

Men det behøver han heller ikke, for tilhængerne af Polens katolske og nationalistiske regering tolker den vestlige civilisation som et samfund baseret på kristne værdier.

National tragedie

Torsdag 14. juli I går kom vi tilbage til Warszawa fra teaterfestivalen i Avignon. Der så vi Antigone opført af en japansk teatertrup. Det var svært ikke at se paralleller mellem kong Kreon over Theben og Polens fyrste, Jarosław Kaczyński, der regerer sit parti og land enevældigt uden at være blevet valgt direkte af folket. Han eneste officielle stilling er medlem af Underhuset, Sejm.

Der er noget græsk drama over Kaczyńskis livsbane. Hans tvillingebror, Lech, blev valgt til præsident i 2007 og døde i et flystyrt nær Smolensk i Rusland i 2010 sammen med ministre, generaler og journalister.

De var på vej til en mindehøjtidelighed, der skulle markere 70-året for de titusinder af polakker, som blev henrettet på ordre af Stalin. Massakren fandt sted i Katyń-skoven i 1940 under den sovjetiske besættelse af Østpolen.

Siden flyhavariet har Jarosław Kaczynski været overbevist om, at det var et komplot udført af Rusland. Det er der aldrig blevet fremlagt beviser for. Piloterne skal ifølge den sorte boks have frarådet at lande i den tykke tåge, men præsident Kaczyński insisterede på at nå frem til tiden.

I årene, der er gået siden 2010, syntes Kaczyńskis eneste mål at være at tage hævn over dem, han anser for at være medansvarlige for Lechs død. Det gælder f.eks. Tusks liberal-konservative parti Borgerplatformen. Og den ultimative hævn var naturligvis generobringen af magten i 2015.

PiS er det første parti i Polens postkommunistiske historie, der råder over et sikkert flertal i Underhuset. Det er til trods for, at det kun vandt 37,5 procent af stemmerne. Man skulle tro, Kaczyński med et så snævert folkeligt mandat ville fare frem med lempe. I stedet har regeringen bemægtiget sig kontrol med strategisk vigtige statsinstitutioner.

Suspekt forsvarsminister

Det er ikke alene justitsministeren, der vil have ekstraordinære magtbeføjelser. Andre ministre i PiS-regeringen holder sig ikke tilbage.

Forrige uge skrev Gazeta Wyborcza, at forsvarsminister Antoni Macierewicz har forlangt, at den militære afdeling i statsadvokatens kontor sagsøger journalisten Tomasz Piątek, der arbejder for oppositionsavisen Gazeta Wyborcza.

Piąteks brøde skulle bestå i at have fremlagt dokumentation i bogen, Macierewicz og hans hemmeligheder, på forsvarsministerens forbindelser til russiske efterretningsagenter og organiseret kriminalitet.

Macierewicz er næstformand i PiS-partiet og den næstvigtigste politiker i Polen i dag. Og han er en kontroversiel skikkelse.

I juli 2016 afslørede Piątek, at forsvarsministeren er medstifter af det lille højrenationalistiske blad Głos (Stemme), som han har skrevet flere antisemitiske artikler til.

Polsk antisemitisme

I ferien læser jeg Gazeta Wyborcza-journalisten Anna Bikonts bog, The Crime and the Silence – Confronting the Massacre of Jews in Wartime Jedwabne, der blev oversat til engelsk i 2015.

Det er chokerende læsning.

Bikont bruger to år på at efterprøve en tese fremsat i den polsk-amerikanske historiker Jan Gross’ bog fra 2001, Neighbors – The Destruction of the Jewish Community in Jedwabne, Poland. Bogen dokumenterer, at pogromet mod det jødiske samfund i Jedwabne i 1941 under nazisternes besættelse blev gennemført på initiativ af polakker – i nogle tilfælde naboer. Op mod 1.500 jødiske mænd, kvinder og børn blev brændt levende i en lade udenfor landsbyen.

Gross’ bog skabte furore i Polen i 2001-02. Den officielle version er, at nazisterne udførte massakren. Nationalister beskyldte ham for landsskadelig virksomhed; dog anerkendte f.eks. tidligere præsident Aleksander Kwaśniewski, at Gross’ dokumentation var troværdig, og at Polen burde give udtryk for anger, hvilket skete på officielt plan.

Macierewiczs blad, Głos, fordømte Gross og afviste, at polske civile havde myrdet deres jødiske naboer.

Bikont går i gang med at opsøge overlevende vidner. Få vil sige noget. Dem, der tør, hævder, det var tyskerne. Efter krigen lægger en mur af tavshed sig omkring Jedwabne. Indbyggerne påtvinges tavshedspligt under trussel om fysisk straf.

Bikonts beretning gør ondt. Her i 2017 frygter jeg, den ekstreme nationalisme, som Kaczyński, Macierewicz og deres tilhængere i PiS slår til lyd for, en dag kan blive til antisemitisme igen.

Næste afsnit: Demonstrationer begynder i Warszawa og spreder sig snart til hele Polen.

Serie

Juliopstanden i Polen

I juli lykkedes det for første gang i moderne polsk historie en folkelig bevægelse at slå den autoritære bølge i Østeuropa tilbage. Titusinder af polakker gik på gaden i protest mod deres højrenationalistiske regerings forsøg på at underlægge sig domstolene.

Informations Polen-korrespondent fra 1980-81, Martin Burcharth, fulgte det folkelige oprør i de intense juli-dage og har her nedskrevet sine indtryk fra personlige samtaler og interviews.

Efter massive demonstrationer blev regeringens retsreform lagt på is, men Polens kamp for demokrati og magtens tredeling vil fortsætte i måneder og år endnu - og kan blive en retningspil for udviklingen i resten af Østeuropa.

Seneste artikler

  • ’Nu bliver Polen igen et østeuropæisk land’

    10. oktober 2017
    Efter at Andrzej Rzepliński i december 2016 blev afsat af Kaczyński-styret som præsident for forfatningsdomstolen, forvandlede han sig til en af Polens førende oppositionsskikkelser. I denne dagbog, skrevet af vores tidligere korrespondent i Warszawa under et ferieophold i juli, udtrykker den polske jurist sin frygt for, at slaget for blive et vesteuropæisk demokrati er tabt
  • ‘Polsk politik hænger mig ud af halsen’

    6. oktober 2017
    Chefrådgiveren for den tidligere polske præsident Lech Wałesas har opgivet alt politisk arbejde. Kun civilsamfundet kan forsvare demokratiet og retsstaten nu, mener han. Vores tidligere korrespondent i Warszawa er på ferie i hovedstaden i juli, da en folkelig opstand mod det højrenationalistiske styre pludselig bryder ud. I tredje afsnit af hans dagbog fortæller han om mødet med nogle gamle venner
  • I en sen nattetime kupper regeringspartiet højesteret

    2. oktober 2017
    Den første gadedemonstration foran parlamentet samler kun 10.000 mennesker, men snart tager modstanden mod den autoritære udvikling i Polen fart. Vores tidligere korrespondent i Warszawa er på ferie i hovedstaden i juli, da en folkelig opstand mod det højrenationalistiske styre pludselig bryder ud. I andet afsnit beskriver han i dagbogsform sine indtryk fra gaden, familiesammenkomster og interviews
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorota Rozmarynowska
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Dorota Rozmarynowska, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Polen har samlet sig om sin nationale identitet. Den handler ikke om EU, ikke om vild kapitalisme, ikke om gammelkommunisme, men om noget helt fjerde: - om slavisk europæisk midtbanepolitik, hvor hensyn tages til bønderne ude på landet, der høster hvidkål og kartofler med tørklæder om hovedet, og går i kirke om søndagen. De er glade for frihed, men ikke bestemt af EU. Ikke bestemt af kapitalstærke storlandbrug fra Danmark eller andre vestlige neoliberalister.