Læsetid: 5 min.

Trump har brudt det amerikanske atombombetabu

Den amerikanske supermagt har i over seks årtier afholdt sig fra åbne og eksplicitte trusler om at bruge atomvåben. Så hvilken verden går vi ind i, hvis atomkrig igen bliver et middel til at realisere geopolitiske mål?
Trump har angrebet Sydkorea for eftergivenhed over for Nordkoreas trusler og atomprøvesprængninger. Tirsdag har Sydkorea dog reageret med en storstilet militærøvelse i bl.a. Det Japanske Hav mellem Japan og den koreanske halvø.

Trump har angrebet Sydkorea for eftergivenhed over for Nordkoreas trusler og atomprøvesprængninger. Tirsdag har Sydkorea dog reageret med en storstilet militærøvelse i bl.a. Det Japanske Hav mellem Japan og den koreanske halvø.

6. september 2017

I november 1950, da nordkoreanske styrker så ud til at slå det amerikanske militær tilbage, holdt præsident Truman en pressekonference, der er blevet berygtet i historien –  fordi han truede med at erklære atomkrig.

Trumans truende udtalelse kom på foranledning af en journalist, der spurgte, om USA påtænkte at gribe til det ultimative våben i sit arsenal. Truman svarede, at ikke blot var et atombombeangreb under aktiv overvejelse, men »den militære øverstbefalende i felten« ville selv kunne træffe afgørelse om, hvorvidt målet i givet fald ville blive civilt eller militært. Han ville heller ikke udelukke, at også mål i Kina kunne blive ramt af sådanne angreb.

Resultatet vakte stor opstandelse. Støtten til Korea-interventionen styrtdykkede blandt USA’s allierede i FN og i den amerikanske vælgerbefolkning. Og episoden blev et skolebogseksempel på, hvordan man ikke skal udøve nukleart diplomati. Men i august 2017 fik vi et nyt eksempel, da præsident Trump udslyngede sine »bål og brand«-trusler imod Pyongyang.

Konfrontatorisk

Efter Nordkoreas nu sjette nukleare prøvesprængning ser det ud til, at Trump er rede til yderligere konfrontation. Han har angrebet Sydkorea for eftergivenhed og truet med at opsige dets handelsaftale med USA. Han har truet Kina med sanktioner og advaret om, at USA er klar til at bruge atomvåben. Og det internationale samarbejde om at få løst Nordkorea-krisen ser ud til at falde fra hinanden, mens jeg skriver disse linjer.

Læs også

For et bestemt udsnit af den amerikanske højrefløj har atomkrig altid været et scenarie, der kunne overvejes som en realistisk handlemulighed. Traditionen kan spores tilbage til en øjenvidneberetning fra den amerikanske diplomat Paul Nitze i 1945. Nitze hæftede sig ved, at mennesker relativt tæt på nedslagspunktet i Hiroshima havde overlevet, at alle jernbaneforbindelser igen var i drift efter to døgn, og at antallet af døde og sårede var sammenligneligt med tabene ved de allierede bombetogter mod Dresden og Berlin.

Selv om Nitze imod slutningen af sit liv skulle blive varm tilhænger af ensidig amerikansk nedrustning, brugte han en stor del af sin karriere på at udvikle en amerikansk nuklear strategi ud fra den forestilling, at atomvåben måtte forstås som et legitimt krigsvåben, der kunne vinde en krig. 

Atomar besættelse

Dette er i realiteten også, hvad Trump og en gruppe indtil for nylig marginaliserede strateger tror på. I det meste af sit voksne liv har Trump været besat af atomvåben. I 1984 hævdede han, at han egenhændigt ville kunne tvinge Rusland til at acceptere en nuklear fredsaftale.

»Det vil nok tage mig halvanden time at lære, hvad der er at lære om missiler … Jeg vil tro, jeg ved det meste allerede.«

I 1990 udtalte han til Playboy: »Jeg har altid tænkt meget over atomkrig. Det er et meget vigtigt element i min tankeproces,« hvorefter han kaldte præmisserne for USA’s lange tradition for ikkebrug af atomvåben for »bullshit«.

Men pointen omkring de amerikanske atomhøge – fra Trumans æra til George W. Bush – var præcis, at de afstod fra at bruge sådanne våben. F.eks. forsøgte Nitze modigt og igen og igen at udtænke strategiske aftaler, der kunne reducere mængden af atomsprænghoveder, samtidig med at det militære og økonomiske pres på Rusland blev fastholdt.

Et billede fra det statslige tv viser Nordkoreas Kim Jong-un inspicere et missilhoved
Læs også

Selv de mest aggressive høge forstod, at de stod med ansvaret for balancen i et internationalt system. Da dette system efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev ’unipolært’, bortjog dens vildfarelser om absolut magt den amerikanske højrefløjs fantasier om nuklear tilintetgørelse. Infanterisoldater, der sparkede landsbyboeres døre ind, var, hvad absolut magt betød i praksis. At stille ballistiske missiler til skue ved parader var for svæklinge.

Nu er det imidlertid USA, som er svæklingen. Trumps barnlige irettesættelse af Seoul er en demonstration heraf.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, vandt en jordskredssejr i maj, da millioner af demonstranter tvang hans højreorienterede forgænger, Park Geun-hye, til at gå af. Han har lovet, at han vil annullere de hårdhændede sikkerhedslove, der bl.a. blev brugt til at undertrykke venstrefløjen, og at han vil arbejde for forsoning med Nordkorea. Han ønsker at føre en udenrigspolitik, der er mere uafhængig af Washington.

Stedfortræderkonflikt

Hvis man vil bruge Nordkorea som anledning til stedfortræderkonflikt med Kina – hvilket den tidligere Trump-strateg Steve Bannon åbent indrømmede, var hans mål – er det klogt at sikre sig, at ens vigtigste allierede i konflikten også ledes af en høg.

Men det har USA ikke evnet. For det første fordi Sydkoreas relativt spæde demokrati fungerer bedre end det amerikanske og således muliggjorde en afsættelse af Park for forbrydelser, der er langt mindre alvorligt end dem, Trump er blevet beskyldt for.

For det andet fordi Sydkoreas befolkning forstår, at Kina på længere sigt vil blive hegemonen i Stillehavsregionen. Den unipolære verden er på vej til at blive erstattet af et kaotisk system, hvor Kina og Rusland skaber svage lokale polariteter. At regne ud, hvilken af disse polare attraktioner der vil forme ens nærområde i det 21. århundrede, er ikke så svært, hvis man bor på den koreanske halvø.

Lad os antage, at Kim affyrer et atomart missil mod Guam eller Japan, og USA så slår til med tre militære mål i Nordkorea med atomvåben eller sænker Pyongyangs flåde. En kort krig følger, hvorunder Seoul og det meste af Nordkorea bliver jævnet med jorden. Et chokeret Kina accepterer, at man har fejlbedømt situationen fatalt, og afstår fra selv at intervenere.

Dette er formentlig de mindst destruktive konsekvenser, vi kan tænke os af et første atomangreb siden 1945. Men hvad vil det i givet fald demonstrere over for Rusland og Kina? I prasis at atomvåben kan bruges til realisere geopolitiske mål. Moralsk vil læren for dem være, at nuklear tilintetgørelse kan betale sig.

At vi ’tilpasser os’ indebærer ikke, at vi skal holde op med at kritisere andre staters aktioner, eller at vi skal holde op med at støtte menneskerettigheds- og demokratiforkæmpere i lande som Kina og Nordkorea. Det indbærer heller ikke unilateral tilbagetrækning af konventionelle styrker. Men det indebærer, at vi taler sammen i stedet for at true.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nike Forsander Lorentsen
  • Ejvind Larsen
Nike Forsander Lorentsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nike Forsander Lorentsen

I all sin enkelhed, patriarkatet har tabt. At en tanke som at muligt blive skudt når man cykler gennem Nørrebro eller forbi Synagogen i Krystalgade eller vistes i verdens storbyer, tager tåget eller en bus eller at blive en skygge på en mur efter en atombombe, det er en falliterklæring.