Analyse
Læsetid: 3 min.

Trump spiller højt spil med Iran-strategi

Der er næppe tvivl om, at præsidenten i næste måned vil konkludere, at Iran ikke lever op til atomaftalen fra 2015. Skridtet er typisk Trump. Formålet er at presse Kina og Rusland til at forbedre aftalen. Risikoen er, at den kollapser
Udland
22. september 2017

BOSTON – Efter otte måneders tilsyneladende kaotisk regeringsførelse i Washington, D.C. tegner konturerne af Donald Trumps beslutningsproces sig noget tydeligere.

Kodeordet til åbningen af den hemmelige boks – Trumps hjerne – er det engelske udtryk transactional. Oversat til dansk betyder det, at praktisk talt alt er til forhandling, også gældende aftaler.

Vi ved, at Trump som ejendomsmagnat specialiserede sig i at genåbne aftaler med partnere, herunder banker, hvis han vurderede sin position styrket. Han ville afprøve, hvorvidt bedre vilkår kunne opnås.

Samme stil har han bragt til præsidentembedet. Det skal kobles sammen med, at Trump fra starten har insisteret på, at valgløfterne skulle overholdes til punkt og prikke, uagtet hvor upopulære de er i den bredere amerikanske befolkning og ude i verden.

Derfor fik vi indrejseforbuddet. Derfor skal Obamas sundhedsreform skrottes. Derfor sløjfede han Obamas dekret, der beskytter børn af papirløse indvandrere mod hjemsendelse. Derfor lagde han op til USA’s udtræden af Paris-aftalen. Og derfor vil han efter alt at dømme i næste måned undlade at bekræfte, at Iran har overholdt atomaftalen fra 2015.

Disse beslutninger har en ting til fælles. De er ikke endelige. Trump efterlader altid et manøvrerum for at overholde eller genforhandle en aftale. Det gælder  indvandrerbørnene, som han vil have Kongressen til at lovgive om. Det gælder klimaaftalen, hvor han ønsker, at USA opnår bedre betingelser.

Meget tyder på, at Trumps tilgang til atomaftalen med Iran, som Barack Obama indgik sammen med Frankrig, Tyskland, Kina, Rusland og EU (P5-gruppen), er den samme. Onsdag tog præsidenten sine medarbejdere på sengen, da han til en journalist efter et bilateralt møde i FN sagde, han allerede har truffet en beslutning. Hvilken ville han ikke meddele.

Det er imidlertid ikke svært at komme med et kvalificeret gæt.

Ifølge amerikansk lov skal præsidenten hvert kvartal bekræfte, at Iran lever op til alle de tekniske aspekter i atomaftalen. Det internationale atomenergiagentur (IAEA), der har inspektører udstationerede i Iran, attesterede i denne uge, at det gør Iran stadigvæk.

USA’s klagepunkter

Efter et møde onsdag aften i New York med P5-gruppen anerkendte USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, at Iran lever op til sine tekniske forpligtelser. Men, som han tydeliggjorde på et pressemøde på Hotel Hilton i Midtown, Manhattan: Det betyder ikke, at Iran lever op til parternes »forventninger«.

Mere præcist tolker USA en passus i aftalen radikalt anderledes end Iran og de andre i P5-gruppen. Her står der, at underskriverne »forudser, at fuldbyrdelsen af atomaftalen vil bidrage positivt til regional og international fred og sikkerhed«.

Bemærk, at parterne bruger udtrykket »forudser« fremfor forventer. Det er med andre ord et håb, ikke en betingelse eller en forpligtelse pålagt Iran. Håbet var med andre ord, at fastfrysningen af Irans atomprogram mod ophævelsen af FN’s og USA’s økonomiske sanktioner ville lægge en dæmper på det iranske styres ekspansive udenrigspolitik.

Tillerson peger på Irans militære støtte til Assad-regimet i Syrien, Hizbollah i Libanon og Hamas i Palæstina samt houthierne i Yemen. Hertil lagde han cyberangreb og opbringning af amerikanske krigsskibe i den Persiske Golf. USA er desuden bekymret over Irans fortsatte udvikling af sit ballistiske missilprogram.

Disse klagepunkter deler Frankrig, Tyskland og EU. Men de er uenige med USA i, at de falder ind under den citerede passus i atomaftalen.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, åbnede dog i FN døren på klem til en sideordnet forhandling med Iran om de ballistiske missiler og et andet amerikansk krav – en tillægsaftale, der pålægger Iran fastfrysning af atomprogrammet efter aftalens udløb i 2025.

Det er præcist, hvad Trump sigter efter. Men han regner med, at Kina og Rusland vil forhandle om disse krav inden for P5, hvis han undlader at bekræfte Irans overholdelse af aftalen 15. oktober. Årsagen er, at Kongressen i de efterfølgende 60 dage kan og formentlig vil genindføre sanktionerne.

I det tidsrum bliver det altså afgjort, hvorvidt Trumps aggressive taktik giver gevinst. Risikoen er åbenbar: Atomaftalen kan kollapse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her