Medierne hyper det allerede nu som en kanslerduel, som var der tale om et præsidentvalg og ikke et flerpartisystem. De kommer formentlig også til at svælge i billeder af Davids kamp mod Goliath, som vil antyde, at underdogen Schulz måske alligevel kan slynge en overraskelse ud af ærmet og mod alle odds vende bøtten og slå Merkel.
Efter forårets flyvetur ligger Schulz’ SPD atter under 25 pct., mens knap 40 pct. af vælgerne står bag Merkels CDU/CSU. I disse voldsomme tider, hvor klimakriser, europæiske kriser og flygtningekriser flyder sammen, står Merkel for flertallet af tyskerne – også uden for CDU-vælgerskaren – som det klippefaste symbol på kontinuitet, sikkerhed og velstand.
Selv om over en tredjedel af de tyske vælgere stadig ikke har besluttet sig, er det derfor lige så usandsynligt, at Merkel og CDU/CSU springer godt ti procentpoint frem og opnår absolut flertal, som at SPD pludselig indhenter Merkels parti.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvem der bliver kansler, men hvem hun – altså Mutti Merkel – får følgeskab af i regeringen.
Martin Schulz har det grundlæggende problem, at han som SPD-mand stort set ikke har nogen angrebsflader mod Merkel, som ikke peger tilbage mod SPD selv som Merkels regeringspartner i otte ud af de sidste 12 år. Desuden er det i imponerende grad atter lykkedes Merkel at trække indhold ud af valgkampen og elegant lade Schulz’ angreb glide af.
I 2013 sad Merkel i valgduellen over for den mindst lige så chanceløse SPD-kandidat Peer Steinbrück og brugte den gyldne sætning »I kender mig« som hovedargument for at stemme på CDU. Det virkede. Og det blev til det ypperste symbol på en pragmatikers afpolitisering af det politiske.
I den igangværende valgkamp har en række indenrigspolitiske temaer som skatte- og sikkerhedspolitik været diskuteret, men der har været forbløffende lidt debat om de helt store tyske linjer som f.eks. den grønne energiomstilling og asylpolitik.
Selv om Tyskland indtager en stadig mere central position i Europa, har det også været småt med diskussioner om de store europæiske spørgsmål som udviklingen af den fransk-tyske akse og euro-zonen eller om en fremadrettet tackling af flygtningekrisen. Det bekræfter modstandernes billede af en konfrontationssky Merkel, der på godt og ondt – og i modsætning til sine forgængere Kohl og Schröder – ikke så meget er en visionær gestalter som en pragmatisk forvalter.
Fest efter valget
Den vilde valgkamp er med andre ord udskudt til efter valget. Her kan det til gengæld blive festligt.
For det første indtræder Merkel ifølge egen udmelding i sin definitivt sidste kanslerperiode, hvofor hun måske smider tøjlerne, tager fat i de hengemte debatter og begynder at gestalte mere. For det andet skal CDU, som i mange henseender er blevet et ideologifrit Merkel-parti, forberede sig på tiden efter Angela-æraen. Og for det tredje skal Merkel finde sig en regeringspartner blandt de øvrige partier, der alle står til en opbakning på mellem syv og ti pct.
Her er det venstreorienterede Die Linke ude af spillet. Og Alternative für Deutschland, der har stærke problemer med at afgrænse sig mod den mere rabiate højrefløj, er ude af spillet. Men jo flere stemmer randpartierne får, desto mere falder sandsynligheden for, at Merkel kan få flertal alene med det liberale FDP, der trods sidste valgs brutale fiasko ser ud til at drøne tilbage i Forbundsdagen med den liberale enmandshær Christian Lindner i spidsen. Det vil næppe heller række til en Merkel-regering med De Grønne, der trods Tysklands uopnåelige klimamål og fødevare- og dieselskandaler står til et middelmådigt valg omkring syv pct.
Og så lugter det pludselig af en såkaldt Jamaika-koalition med både det sorte CDU, det gule FDP og De Grønne.
En velfungerende koalition af denne slags findes allerede i Slesvig-Holstens delstatsregering, men det er en anden snak at regulere delstatsproblemer som skolereformer, sundhedsvæsen og motorvejsudbygning end at lede den førende nation i Europa. Vel at mærke med et kristenkonservativt folkeparti, der leder efter nye fødder at stå på, et miljøparti med venstreorienterede rødder, der frygter for sin identitet i en sådan koalition, og et økonomisk-liberalt enmandsparti, som én gang har mistet livet på at deltage i en Merkel-regering.
Socialdemokratisk selvmord
En anden mulighed er status quo – en fortsættelse af GroKo, som den ’Große Koalition’ mellem CDU/CSU og SPD kælent kaldes. Mange kommentatorer og socialdemokrater ser det imidlertid som et selvmord med åbne øjne for SPD og håber på, at partiet går i opposition og besinder sig på sine dyder som arbejder- og venstrefløjsparti.
Desuden kunne den tredje GroKo siden Merkel-æraens begyndelse i 2005 udvikle sig til et alvorligt problem for både den tyske parlamentarisme og for CDU/CSU og SPD. Fra oppositionens side har den store koalition allerede akkumuleret meget vrede ved at forvalte Tyskland med en yderst pragmatisk linje, hvor det er blevet svært at se forskel på de to partier.
Derfor vil en GroKo både historisk og i fremtiden nødvendigvis styrke fløjene, som bl.a. politologen Stefan Marschall har gjort opmærksom på – hjernen bag online-portalen Wahl-O-Mat, som millioner af tyskere bruger til at teste sammenfaldet mellem deres politiske og deres partimæssige præferencer.
Med en fortsat GroKo vil vi altså højst sandsynligt opleve et helt andet og langt mere fragmenteret politisk billede ved det næste tyske valg, hvor CDU tilmed vil have mistet Merkel-effekten.
Selv om det ikke er en præsident-duel, vi skal opleve i tysk fjernsyn i morgen aften, og selv om kanslerspændingen er til at overse, så er der nok at holde øje med og glæde sig til – trods formatet. Den tidligere chefredaktør fra TV-kanalen ZDF har kaldt det en »dødfødsel i demokratisk henseende«, fordi Merkel med sin valgkamps-sovepille-strategi angiveligt har gennemtvunget, at det bliver ved denne ene, minimale mulighed for konfrontation.
Tam omgang i vente
Historisk set har det nu nærmere været reglen end undtagelsen for præsidentvalgs-formatet, der kun har eksisteret siden 2002. Før da blev alle partiledere inviteret med i en runde kort før valget. Kun Helmut Kohl nægtede som kansler i 1990’erne at nedlade sig til at deltage i den slags med sine udfordrere.
Det gør Merkel ikke, og Schulz skal nok være i kamphumør i valgduellen, som knap halvdelen af alle tyskere angiver at ville se. Men her vil sidde to kandidater fra to partier, der er og måske forbliver i regering sammen. Tilmed er det indtil videre ikke lykkedes for Martin Schulz at finde et hul i Merkels parader.
Det taler for en tam omgang. Omvendt er både Schulz og Merkel pisket til at tage fat i de substantielle emner. Ellers vil det være vand på fløjpartiernes møller – i særdeleshed på Alternative für Deutschlands, som med rette bliver ved med at spørge, hvad det egentlig er, Merkel vil med f.eks. den europæiske udvikling efter valget.
Efter valget. Det er og bliver stikordet – selv ved kanslerduellen, der formentlig vil få medierne til atter at råbe, at nu er valgkampen endelig i gang. Som kortene ligger, ser det dog ud til, at den politiske kommentator ved Süddeutsche Zeitung, Heribert Prantl, får ret: Valgkampen begynder først dagen efter det tyske valg.
