Læsetid: 10 min.

Tyskland er langt den største CO2-udleder i EU, og Merkel mangler en grøn plan

For seks år siden satte Angela Merkel en stopper for tysk atomkraft, men den beskidte kulkraft trådte i stedet. Selv om Merkel insisterer på, at landet når sit CO2-reduktionsmål i 2020, kritiseres hun op til valget på søndag for ikke at have en pålidelig køreplan for omstillingen til grøn energi
Garzweiler-brunkulsminen i Nordrhein-Westfalen i Tyskland er ikke det smukkeste sted. Det enorme hul er 50 meter dybt, og i den omkringliggende undergrund gemmer der sig mere end en milliard ton brunkul. Minen er blevet centrum for massive miljøprotester.

Garzweiler-brunkulsminen i Nordrhein-Westfalen i Tyskland er ikke det smukkeste sted. Det enorme hul er 50 meter dybt, og i den omkringliggende undergrund gemmer der sig mere end en milliard ton brunkul. Minen er blevet centrum for massive miljøprotester.

19. september 2017

NORDRHEIN-WESTFALEN – Udsigten er brutal i vesttyske Garzweiler. Så langt øjet rækker, er landskabet revet op, og det enorme hul forsvinder ned til 50 meters dybde.

I de omkringliggende områder slumrer stadig mere end en milliard ton brunkul i undergrunden. For alle andre end kulindustrien virker det som en forbandelse. Tyskland har nemlig ikke konkrete planer om at stoppe brugen af det stærkt CO2-forurenende brændstof, som landet er verdens største forbruger af.

Kulforbruget er kendetegnende for en lammet tysk energiomstilling, hvor Tyskland som Europas største industrination og CO2-udleder ellers spiller en afgørende rolle for de europæiske fremskridt. Groft sagt betyder det ikke det store, hvad et mindre land som Danmark gør, hvis ikke Tyskland får stillet om. 

Den tyske grønne energiomstilling, Energiewende, er samlet set Tysklands suverænt største og dyreste byggeplads, og der udspiller sig voldsomme økonomiske, teknologiske og ideologiske kampe om retningen.

Lobbyforbund, energisammenslutninger, investorer og ikke mindst de etablerede energikoncerner som E.On, ENBW og Vattenfall kæmper om hver en cent. Anerkendte tyske energiforskere som Claudia Kemfert fra DIW Berlin taler om »en krig mellem de nye og gamle energiformer«.

Udviklingen tog for alvor fart, da Angela Merkel i en spektakulær kovending efter Fukushima-atomulykken i 2011 atter vedtog den udfasning af atomkraften frem mod år 2021, som hun ellers selv havde aflyst. I takt med neddroslingen af den tyske atomkraft er fulgt en massiv udbygning af sol- og især vindenergi, men det billige og stærkt CO2-forurenende kul har dækket en stor del af det hul, som atomkraften efterlader.

Den udsigtsløse brug af brunkul her fra Garzweiler frustrerer tydeligvis Jevgeny Bluwstein. Den russiskfødte tysker har selv været del af den fossile branche som dieselingeniør ved Mercedes Benz i Stuttgart, indtil han omkring klimakonferencen COP15 i København med egne ord begyndte at få åndelig kvalme. Nu studerer han miljøvidenskab – og deltager i dagens massive protester mod brunkulsbruddet i Nordrhein-Westfalen.

Efter tumult med politiet har han og de øvrige aktivister besat skinnenettet fra brunkulsgraven op mod kraftværkerne, som står for Europas største samlede CO2-udledning.

»Vi bliver nødt til at skabe symbolske aktioner og dermed offentlig opmærksomhed om det her. Vi bliver nødt til at vidne om, hvor vanvittig vores energi- og klimapolitik er, selv i Europa,« siger den 35-årige Jevgeny Bluwstein.

»Ikke mindst Tyskland har den her grønne selvopfattelse. Men det er løgn.«

Merkels vildledning

På behørig afstand fra demonstranterne går Anton Hofreiter langs skinnerne og spejder mod kraftværkernes gigantiske skorstene. Han er biolog – og miljøpartiet De Grønnes gruppeformand i Forbundsdagen.

»Det er dybt paradoksalt, at det her får lov at køre videre,« siger han.

»Siden 2009 er Tysklands CO2-udledning stort set ikke dalet. Angela Merkel siger, at ’Donald Trump ikke skal stoppe os i klimakampen’, men man kan måle hendes resultater ret konkret i mængden af CO2-udledningen. Den viser, at hun stort set intet gør. Det er rendyrket vildledning af offentligheden.«

Anton Hofreiter tror heller ikke på, at Tyskland kan leve op til sit klimamål om at reducere landets CO2-udslip med 40 procent frem til 2020 i forhold til 1990. Her får han opbakning af mange tyske energieksperter – og af en dugfrisk forskningsrapport fra den anerkendte tænketank Agora Energiewende, der hæver, at klimamålene for 2020 er endnu længere væk end frygtet: I stedet for en reduktion på 40 procent ser knap 30 procent pt. mest realistisk ud.

Fra miljøministeriets side lød svaret på denne rapport, at hullet i princippet stadig kan lukkes med »en række korrektioner«. I sin valgkamp insisterer Merkel også på, at målene stadig kan nås. På tv sagde hun for nylig, at »vi nok skal finde en vej til at nå vores 40 procentmål frem mod 2020. Det lover jeg jer,« udtalte hun og tilføjede, at »der stadig er meget at gøre«.

For vælgerne spiller forskernes manglende tiltro til klimaplanen åbenlyst ikke den store rolle. CDU/CSU ligger til at få omkring 37 procent, mens De Grønne med 7-8 procents opbakning kigger ængsteligt ned mod spærregrænsen på fem procent.

Det betyder ikke, at tyskerne er naive, mener Anton Hofreiter, selv om de tror på Merkel i stedet for at stemme på De Grønne, som kræver en udfasning af kulkraften med det samme og lover 100 procent økostrøm i 2030.

»Man kan dårligt bebrejde befolkningen, at de tror på vildledningen,« siger han irriteret.

»Det er meget komplekse spørgsmål, hvor mange ting kan pakkes ind. Desuden skal man ikke glemme, at det ikke kun handler om strømproduktion, men også om varmesektoren og trafikken, som skal undergå en omfattende omstilling. Alle tre dele sejler efter 12 år med Merkel.«

Meningsløse møller

Kulkraften og de kuldsejlede klimabestræbelser handler ikke kun om arbejdspladser og billig strøm. Det handler også om teknologi, mener den 40-årige softwareingeniør Gilbert Schulz. Han tager imod Information på en pløjemark i udkanten af sin landsby, Pripsleben, i nordtyske Mecklenburg-Vorpommern. Her rager 37 vindmøller over 120 meter op i den tætte sommertåge.

»Ingen sol, ingen vind. Hvor tror du, strømmen kommer fra lige nu?« spørger han drilsk.

»Fransk atomstrøm? Polsk kulkraft? Og når vi så producerer vindkraft for fuld hammer, presser vi nabolandene til at aftage vores overproduktion.«

Gilbert Schulz har sat sig grundigt ind i sagerne. Han er en af hovedkræfterne bag partiet ’Fri Horisont’. At der ligefrem er dannet et parti mod vindkraft, er usædvanligt. Modstanden er derimod intet særsyn i Tyskland, hvor mere end 600 forbund og initiativer kæmper mod vindkraft under navne som Modvind, Vindvanvid og StopVind. De bakkes op af stadig flere advokater med speciale i at stoppe vindmølleprojekter.

»Vi tænker selvfølgelig også på, hvad de gør ved landskabet og vores livskvalitet,« siger Gilbert Schulz.

»Men det handler i første linje om meningsløsheden i det her projekt. Med den nuværende teknologi kan man ikke forsyne en industrination med 100 procent vedvarende energi. Vi burde investere langt, langt mere i forskning især inden for lagring af energi i stedet for at smide uhyrlige summer efter en umoden teknologi.«

Gilbert Schulz inviterer mig hjem i sit flergenerationshus, en nænsomt renoveret bondegård i Pripsleben, hvor man ved kraftig vind angiveligt kan høre møllernes brummen. Han argumenterer ligesom mange tyske energieksperter for naturgas som et langt mere CO2-fattigt alternativ til kulkraft. Også selvom det vil kræve mere russisk gas, som er et geopolitisk minefelt i disse tider.

»Vi må se på, hvad der virker. Som fysiker ved Merkel godt, hvor irrationelt Energiewende foregår. Men som i diesel-affæren smøres problemerne til med penge, så protestpotentialet ikke koger over. Samtidig friseres tallene for at dække over en totalt retningsløs og hundedyr klimapolitik,« mener Gilbert Schulz.

Grøn folkeopdragelse

Prisen er ikke overraskende det største stridspunkt i den tyske energiomstilling, hvor der årligt kanaliseres enorme milliardbeløb over i vedvarende energier. Her skælder tyske økonomer som Justus Haucap voldsomt ud på de nuværende »planøkonomiske løsninger« med statslige kvoter og prisgarantier mange år ud i fremtiden, som truer med at ødelægge Tysklands økonomi.

Andre økonomer og energieksperter betoner derimod, at kun pålidelige rammebetingelser og støtteordninger kan tiltrække investorer og skabe banebrydende forskning, der kan give afkast både klimateknisk og økonomisk.

Den køber Gilbert Schulz ikke.

»Tyskerne accepterer de her dyre panikløsninger, fordi de er hjernevasket til, at alt grønt er godt. Her har De Grønne virkelig sejret. Vi må gå mere ideologifrit til værks og holde op med systematisk at ødelægge vores konkurrenceevne.«

Ved stikordet om De Grønne kan hans kone ikke lade være med at blande sig.

»Hvis du tager til Berlin og spørger, hvem der er for grøn energi, siger de ’helt klart, det er super’. De stemmer grønt og går i øko-butikker. Og glemmer, at det altså er os herude på landet, der står med vindparkerne. Fri os fra De Grønnes frelste folkeopdragelse,« siger hun med et grin.

Disse holdninger og protester er ganske typiske, siger Julia Zilles, der forsker i borgerprotester over den tyske energiomstilling ved Institut for demokratiforskning i Göttingen. Hun oplever en stærk professionalisering af protesterne, hvor protestgrupperne går langt mere tematisk end personligt til værks og faktisk har rigtig gode argumenter på hånden.

»Der opstår stærke konflikter ved rigtig mange typer energiprojekter, men med en oprigtig inddragelse af borgerne kan man finde en vej. Så Energiewende er også et stærkt interessant demokratilaboratorium. Når alle protesterne nævnes, skal man også huske, at 70 til 80 procent af tyskerne er positive over for vindenergi, og at tallene endda ligger en kende højere i regioner med meget vindkraft,« siger hun.

For Julia Zilles at se har partiet De Grønne vitterligt sejret sig halvt ihjel.

»De har ændret den tyske bevidsthed og gjort vedvarende energi, økologi og antiatomkraft stuerent. De andre partier og ikke mindst Fru Merkel har overtaget De Grønnes positioner i en udstrækning, som ingen havde troet muligt for bare 10 til 15 år siden.«

Ud over at De Grønnes særkende er blevet mainstream, sidder økopartiet med en voldsom skræk for at blive for offensive i deres miljø- og klimapolitik. I valgkampen 2013 foreslog de en obligatorisk vegetarisk dag om ugen i alle offentlige kantiner. Det præger stadig mange tyskeres syn på partiet: De Grønne ved altid bedre og vil formynderisk regere med en blanding af forbud og pegefingre.

Mens Merkel og CDU har nærmet sig De Grønne, er miljøpartiet samtidig gået et godt stykke mod den borgerlige midte og magten – inklusive industrien. Det har især vist sig i form af partiets måske mest prominente figur, Winfried Kretschmann, som er ministerpræsident i det rige Baden-Württemberg, og som i manges øjne har lagt sig fladt ned for bilindustrien på trods af diesel-skandalen.

Samstemmende har De Grønnes forholdsvist pragmatiske spidskandidat Cem Özdemir udtalt, at han ikke ønsker at falde i søvn i folkevognsbyen Wolfsburg for at vågne i Detroit – et udsagn, som ærgrede partiets store miljøfløj.

Med de nuværende meningsmålinger sidder De Grønne endda i den svære situation, at de meget vel kan havne i regering med Merkels CDU/CSU, der traditionelt har sort som farve, sammen med det liberale, gule FDP. I en sådan sort-gul-grøn ’Jamaica-regering’ vil energiomstillingen blive det måske største stridspunkt.

På papiret bakker FDP op om en grøn energiomstilling, men det liberale parti vil have en langt mere markedsstyret og afdæmpet udbygning af de vedvarende energier, end det har været tilfældet siden 2011. Det er en offentlig hemmelighed, at FDP foragter De Grønnes kollektivisme og statsstyring. Omvendt vil De Grønne træde på den vedvarende energipedal, og de siger åbent, at de afskyr FDP’s neoliberale tro på, at markedet af sig selv skulle fikse klimaproblemerne.

I det store hele er det dog De Grønnes overordnede problem, at klimadagsordenen har fået meget lidt plads i valgkampen, forklarer protestforskeren Julia Zilles.

»Både Energiewende og klimakampen fylder meget lidt. Det skyldes nok både emnets voldsomme kompleksitet og de uoverskuelige perspektiver, men også at det på det konkrete plan især handler om lokale emner, f.eks. hvor vindparkerne skal stå.«

Revolution af samfundet

For vindparkerne kommer – uanset modstanden. De kommer især i Nordtyskland, blandt andet i enorme vindparker i den tyske del af Nordsøen, hvor der allerede står næsten tusind kæmpemøller. Det medfører det næste pikante problem, at strømmen skal transporteres. Ikke mindst til industrien i Sydtyskland, som fremover må undvære atomenergien.

Til det formål er der ved at blive planlagt en 800 km lang korridor ned gennem republikken, hvor en »jævnstrøms-motorvej« skal forløbe under navnet Südlink.

Et sted på denne strækning, i det pittoreske bakkelandskab i nærheden af Fulda i Hessen, står Guntram Ziepel og Maria Quanz og virker både lettede og opgivende. De leder den samlede tyske organisation for de ca. 50 lokale borgerinitiativer mod Südlink, hvor menneskekæder og fakkeltog har været nogle af protestmidlerne.

De er lettede, fordi de personligt alligevel ikke får de gigantiske master og dermed det elektromagnetiske felt hen over hovedet. Det er nemlig blevet besluttet at grave hele strækningen ned, hvormed linjeføringen er ændret. Samtidig er de på kanten af det opgivende, fordi denne løsning er ekstremt dyr, har ukendte økologiske og sundhedsmæssige virkninger – og er hamrende overflødig, mener elektroingeniøren Guntram Ziepel.

»Südlink er baseret på økonomisk uærlighed og teknisk uvidenhed. Det er stik imod en meningsfuld decentral tænkning i fremtidens energiforsyning. Desuden er det meningsløst at tale om strøm og strømforsyning uden at tage stilling til, hvordan vi fordeler, og hvordan vi kan lagre strøm som energiform,« siger han.

Guntram Ziepel tror stærkt på løsninger som power-to-gas, hvor overskudsstrøm transformeres til gas, som f.eks. kan lagres i de eksisterende tyske gasnet.

»Her findes der allerede en glimrende infrastruktur. Men i stedet for at tænke nyt på basis af de nye energikilder, udvider vi bare det gamle systems problemer. Samtidig glemmer vi helt at snakke om, at varmesektoren er den mest forurenende, og vi lader som om, at vi bare skal lave Tysklands 42 millioner biler om til elbiler, og så kører det,« siger han.

»Vi kommer ikke uden om at sammentænke alle områderne og tænke energi på helt nye måder. Hvis vi ser lidt bredere på energiomstillingen – arbejdsmarkedspolitisk, socialpolitisk, sundhedspolitisk – så er det en gigantisk udfordring og en kæmpe chance. Det er ikke bare et job for nogle ingeniører, som skal have det gamle system til at fungere med nye midler. Det er en revolution af hele samfundet,« mener Guntram Ziepel og peger ud over dalen, hvor de 80 meter høje master skulle have stået.

»De Grønne er de ivrigste fortalere for de her strømmotorveje. De satser stadig på en central og topstyret grøn omstilling, uanset omkostningerne, og uanset at det ikke giver mening.«

Ved brunkulskraterne i vesttyske Garzweiler har De Grønnes gruppeformand Anton Hofreiter ikke tid til at diskutere de tekniske detaljer for omstillingen. Men han insisterer på, at Energiewende ikke kan vente på, at de ultimative løsninger findes. Derfor bør brunkullets dage være talte, og tyskerne bør stemme grønt, mener han, så partiet står stærkere end det liberale FDP i forhandlingerne efter valget.

»Vores mål er, at De Grønne bliver den tredjestærkeste kraft i den tyske Forbundsdag med et tocifret resultat,« siger han.

»Det mandat vil vi ikke mindst bruge på at skabe den klimabeskyttelse, som Merkel fuldstændigt forsømmer.« 

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Jessen
  • Ejvind Larsen
  • Trond Meiring
  • Katrine Damm
  • Thorkil Søe
Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Peter Jessen, Ejvind Larsen, Trond Meiring, Katrine Damm og Thorkil Søe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende men nærmest idehistorie.
Det er ikke længere et spørgsmål om vi kan bekæmpe klimaforandringerne og skaffe den fornødne energi.
Vi er nu der, hvor vi skal til at overveje om vi kan overleve de næste 200 år og om der blandt de overlevende kan skabes et rimeligt samfund.
De resultater, klimaforskningen præsenterer nu peger i retning af en stigning på mindst 5 grader i de kommende tider, måske allerede om 100 år men helt sikkert inden for 200 år.
Massedøden vil tage fart. Vi er allerede i en ny tidsalder, den antropocæne tid, med et voldsomt og ugunstig klima for biologien.
Og de største overvejelser de fleste kan svinge sig op til er at frygte for økonomien.

Kim Strøh, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Ja, der skal en revolution til for at ændre holdninger. Herhjemme kan vi svinge os op til at diskutere registreringsafgifter og skattenedsættelser ved finanslovsforhandlinger, mens de virkelige problemer ignoreres. Det må slet og ret kaldes dumhed.

Kim Strøh, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Ja de traf jo en rigtig dårlig beslutning om at lukke kernekraftværkerne.
Det kan jo nås endnu.
Massiv forskning og investeringer i kernekraftværker løser ikke alle problemer, men CO-2 udledningsproblemet det løses.

Johnny Winther Ronnenberg og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar

Et eller andet sted har jeg læst at Danmark er blandt de største synder vedrørende CO2 udledning, hvis man regner det ud per indbygger. Måske ville det hjælpe på forureningen hvis Danmark ikke ville modsætte sig fremføring af Russisk gas via nordstream til Tuskland.

Christian Lucas

Alt sammen rigtigt og ikke ret heldigt med deres store industri. Men faktisk har Tyskland en af de to kandidater til en (varm) fusionsreaktor som rent faktisk kan komme online i nær fremtid. Det er Max Planck Instituttets STELLARATOR W7-X (der har den store forskel fra ITER at det ikke en en Tokamak reaktor, og meget mindre) samt Lockheed Martin's Compact Fusion Design (som vi ved meget lidt om fordi Lockheed Martin ikke er til at have med at gøre, er grådige og sidder på langt mere avanceret tech). Lad os håbe at Danmarks "puppets" for det militær industrielle kompleks ikke får fedtet os ind i ENDNU et Lockheed Martin Project?

Hvis de vil kan Tyskland stadig "klare det" ("Deutschland shaft es")

Klimapolitik er også sikkerhedspolitik

Hvis man ikke er overbevist om klimaændringer, så kan man alligevel med stor succes for verdenssamfundet støtte omstillingen til vedvarende og fossilfri energi. Omstillingen vil frigøre os fra afhængighed af en række olie- og gasproducerende lande, som vi ikke bør være afhængige af.

Vi vil samtidig løse store forureningsproblemer og få overskud til at tænke på andre alvorlige indgreb i jordens natur.

Al tøven synes uansvarlig.

Philip B. Johnsen

Bekendtgørelse!
Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen:
Politikere og traditionelle vækst økonomer generelt og samlet set, har ikke forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået skabelsen af samlet set økonomisk vækst, rimelig fordeling af den samlede velstand og på den ’lange bane’ bekæmpelse af fattigdom.

Bekendtgørelse!
Følgende danske politiske partiers økonomiske politik er ikke eksisterende:

Socialdemokratiet
Dansk Folkeparti
Venstre
Enhedslisten
Liberal Alliance
Alternativet
Radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Det Konservative Folkeparti

Bekendtgørelse om afvikling af politik vil blive givet senere.

Bekendtgørelse!
EU medlemslandenes økonomiske politik er ikke eksisterende, bekendtgørelse om afvikling, vil blive givet senere.

Johnny Winther Ronnenberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Der nævnes diverse for for kerneenergi i tråden, og jeg kan kun tilslutte mig 100 %. Blot skal kraftværkerne skal ligge ude i rummet i ca 150.000.000 km borte.

Søren Kristensen

Og Siemens har opkøbt den spanske vindmøllefabrik Games som, efter et halvt års stabilt kursfald til det halve, tilsyneladende kun skal køres i sænk og for hvad - en skattefordel eller noget?

Johnny Winther Ronnenberg

Thorkil Søe
Opgiv, for "kommentariatet" har for længst forbudt skidtet, for det er meget farligere end olie og kul og det behøver man ikke at bevise, det er nok at mene det ;-)

"Hvad skal væk?" ;-)

Ivan Breinholt Leth

I Tyskland har man en regering, som forsøger at tage sig handlekraftig ud, men som reelt ikke gør ret meget. I USA har man en regering, som benægter kendsgerninger. I Danmark har vi en regering, som har retorikken nogenlunde på plads, men som stort set gør det modsatte af, hvad de siger. I Kina har man en ikke-demokratisk regering, som har udtænkt en tilsyneladende omfattende plan for 'økologisk civilisation'. Hvad kan man konkludere af det?

Philip B. Johnsen

@Ivan Breinholt Leth
At vores politikere ikke fejler, at vores politikkere bevist lyver om, hvad de med sikkerhed ved er sandt.
At politikere med løgn og bedrag udsætter borgerne for stor sikkerhedspolitisk fare.

Propaganda:
Danmark i FN: Ingen tid at spilde i klimakampen.
Link: https://www.information.dk/telegram/2017/09/danmark-fn-ingen-tid-spilde-...

Fakta:
Fra link:
"Der bør ikke være begrænsninger for, hvor meget olie og gas, der må pumpes op af den danske undergrund på trods af den nye klimaaftales målsætning om at holde den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«. Det mener et bredt politisk flertal i Folketinget, som dermed bakker op om Energi, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)."
Link: https://www.information.dk/indland/2015/12/stort-flertal-folketinget-bak...

At det ikke er noget vi leger.