Læsetid: 4 min.

Tysklands liberale enmandshær står til at blive valgets sejrherre

Det liberale FDP har ført en personfikseret og succesfuld valgkamp med Christian Lindner i spidsen. Hvis hans parti skal sidde med i Merkels kommende regering, vil han forhandle hårdt for en mere liberal linje, mener tysk partiforsker. Men Lindner sælger sin politik med en afdæmpet retorik
FDP-leder Christian Lindner er blevet symbolet på sit partis succes op til valget søndag.

FDP-leder Christian Lindner er blevet symbolet på sit partis succes op til valget søndag.

Markus Schreiber

23. september 2017

Et selvsikkert, næsten flirtende smil, en åbentstående hvid skjorte under jakken og daggamle skægstubbe.

38-årige Christian Lindner er unægtelig en flot fyr, og han ved det.

Det ved hans pr-bureau også. De har i hvert fald gjort Lindner til den absolutte hovedattraktion på det liberale tyske FDP’s valgplakater, som har udløst debat om, hvor meget lifestyle man kan tillade sig i politisk kommunikation.

Op til det tyske valg er det Frie Demokratiske Parti spændt ud mellem euforisk optimisme og ydmyg genrejsning.

Omkring ti pct. af vælgerne agter at sætte deres kryds ved partiet. Dermed havner partiet formentlig højere end De Grønne og kan – selv om Merkel ikke just deler begejstringen for Lindner – måske komme i spil til en regeringsdannelse med CDU/CSU, der overordnet ser FDP som ønskepartner.

Fiaskoen fra partiets exit fra Forbundsdagen ved sidste valg i 2013 sidder stadig i knoglerne. Siden 1949 har FDP siddet mere end 45 år i regering i skiftende konstellationer, hvor partiet historisk har været med til at sikre det rytmiske regeringsskift mellem de store folkepartier CDU/CSU og SPD. Men siden Merkel-æraens begyndelse i 2005 har den skiftende blokpolitik været i opløsning, og midtersøgende store koalitioner mellem CDU/CSU og SPD er nærmest blevet normalen.

Senromersk dekadence

Ved valget i 2009 fik det liberale parti historisk stor opbakning med knap 15 pct. af stemmerne og gik med store armbevægelser og konkrete løfter om saftige skattelettelser ind i et regeringssamarbejde med Merkels CDU/CSU. Det skulle de aldrig have gjort, mener den tyske sociolog Felix Butzlaff, der har forsket i FDP’s historie ved Göttingen Institut for Demokratiforskning.

»Skattelettelser kunne partiet glemme alt om i slipstrømmen på finanskrisen, hvor Merkels pragmatiske euro-redningspolitik tilmed blev en stærk prøvelse for det liberale parti. Senere kom den store energiomstilling og de statslige støtteordninger oveni. Her begik partiet den strategiske fejl at insistere på en skattereform i stedet for at slå på en mere almen definition af liberale værdier,« siger Felix Butzlaff.

For den almindelige vælger bed det sig fast, at reformen ikke lykkedes, men at FDP’s største bedrift derimod var at få lettet momsen på hotelovernatninger – en branche, som støttede partiet med klækkelige summer. Herefter klistrede begrebet ’klientpolitik’ uløseligt til partiet. Meget bedre blev partiets ry ikke af, at den nu afdøde partileder Guido Westerwelle omtalte livet på den tyske kontanthjælp, Hartz IV, som ’senromersk dekadence’.

Allerede i 2011 røg partiet ud af fem delstatsparlamenter, og to år senere kunne end ikke kernevælgerne kende deres eget liberale parti, som blev stemt helt ud af Forbundsdagen.

Her tog Christian Lindner over. Fire år senere har partiet bl.a. sat sig i en sort-gul regering med CDU i Nordrhein-Westfalen og i en såkaldt Jamaika-regering i Slesvig-Holsten. Indtoget i Forbundsdagen omtales i tyske medier allerede som »Lindners kroning«.

Formentlig havde partiet ikke kunnet rejse sig igen uden hans imponerende one-man-show, mener Felix Butzlaff.

»Lindner er en fremragende figur i forhold til den aktuelle dobbeltstrategi: at besinde sig på de liberale rødder og samtidig skabe et helt nyt og markant yngre ansigt for partiet, hvor f.eks. digitalisering og uddannelse spiller en stor rolle. Han bekender sig til markedsøkonomi og frihandel, og FDP’s program er nærmest ortodokst liberalt. Men i sin sprogbrug er Lindner penibelt bevidst om at tæmme den neoliberale retorik.«

Kamp om kommaerne

Den stærke topstyring i FDP har Magasinet Stern sat på spidsen med overskriften »Lindner er FDP’s nye program«. Andre tyske medier har spurgt sig selv, om der er nok kompetente ministerkandidater i partiet, der kun har få kendte ansigter.

Det øger fokus på Lindner og hans udtalelser. Her har han bl.a. vakt opsigt med en hård tone overfor indvandrere og et krav om at sende alle flygtninge tilbage, så snart forholdene i deres oprindelseslande tillader det. Desuden ønsker partiet en skrap indvandringslov efter canadisk forbillede.

»Hvis man også tager hans hårde, liberale linje over kriseramte eurolande i betragtning, må man sige, at Lindner har ramt perfekt ind i et hul mellem det gamle FDP og det nuværende CDU, hvor der er mange både konservative og især økonomisk liberale, som ikke længere føler sig hjemme i Merkels parti,« mener Felix Butzlaff.

»På nogle punkter griber han også ind i et potentielt AfD-klientel. Men generelt rammer han virkelig en nerve i tiden i en overraskende bred vælgerskare.«

Om FDP – eller måske nærmere: Christian Lindner – vil forsøge at komme med i en Merkel-regering efter valget, tør Butzlaff ikke sige med sikkerhed.

»I deres selvforståelse er FDP et regeringsparti og ikke et oppositionsparti. Men de sidste erfaringer i en Merkel-regering har sat sine grumme spor,« siger partiforskeren.

»Men det ligger helt fast, at FDP i så fald vil være ekstremt kritisk i forhold til, hvilke betingelser de indgår i en regering på. De vil kæmpe for hvert et komma og en stærk, liberal profil for ikke at blive kørt over af Merkel igen.«

Eller som Lindner valgtaktisk selv har formuleret det:

»Vi vil slet ikke udelukke noget. Jo, en ting: at forråde vores grundprincipper.«

Serie

Hvorfor skulle Tyskland ikke vælge Merkel?

Den 24. september går tyskerne til valg i en tid, hvor Tyskland oplever en mageløs økonomisk optur, og kansler Merkel kaldes Europas og endda hele den frie verdens leder.

Men tyskerne lever også i tid, hvor deres leder ikke leverer løsninger for Tysklands store grupper af lavtlønnede, for landets store integrationsproblemer, for den vaklende energiomstilling og for den stadig større splittelse mellem land og by.

Information spørger nye og gamle, unge og ældre tyskere, hvordan de ser på sig selv, deres land og den evige Merkel.

Seneste artikler

  • Jamaicakoalitionen er sandsynlig, men risikabel, for Merkel den Fjerde

    23. september 2017
    Efter det tyske valg sidder den formodede vinder, Angela Merkel, med fire mulige koalitioner. Hvilken det ender med, er afgørende for Merkels formodentligt sidste periode. Vi giver her et overblik
  • Den tyske højrefløjs sejr er et tegn på dens svaghed

    23. september 2017
    Da Merkel kom til magten i CDU, indså hun, at partiet kun kunne vinde midtervælgerne og magten, hvis det gjorde op med sin nationalkonservative højrefløj. Det højrenationale AfD er altså ikke en succeshistorie, men afspejler, at højrefløjen er marginaliseret i Tyskland
  • Europas fremtid tegnes i valggyseren mellem de små tyske partier

    23. september 2017
    Angela Merkel har i valgkampen været stille om sine planer for Europa og euroen. Søndag genvælges hun sandsynligvis til sin sidste regeringsperiode som tysk kansler og EU’s uformelle leder. Hvilken vej hun vil lede unionen afhænger også af, hvem hun kan danne tysk regering med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Hans Aagaard
Hans Jørn Storgaard Andersen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Personlig karisma og et velsmurt mundlæder er effektivt til at forføre vælgerne .... det er uhyggeligt, at den forvrængede virkelighedsopfattelse at et ureguleret marked automatisk vil give det bedste resultat for (resterne af) samfundet, stadig i 2017 har gennemslagskraft. Faktum er, at de neoliberale regeringer benytter sig af centralisering og begrænsninger af den personlige frihed men under dække af det modsatte. Det er det rene bedrageri, som kun resulterer i en forarmning af de i forvejen forarmede og forgyldning af de i forvejen forgyldte - som med deres økonomiske magt og samvittighedsløse profitmageri de facto undergraver samfundets miljø-og socioøkonomi.

Skræmmende at det ultraliberalistiske FDP og det ultranationalistiske AfD ser ud til at løbe med mere end hver femte stemme i morgen.

I tiden før 'Die Linke' og 'Die Grünen', en gang i sen-70'erne, tidlig 80'erne, der var der kun 3 partier i Bundestag og i de tyske Landtage. SPD, FDP og CDU/CSU.

FDP var dengang gerne kongemageren der skiftede koalitionspartner efter hvad vinden blæste.

Henriette Bøhne

Thomas Holm,

Ja, og så skal vi jo huske Willy Brandt( SPD) som i en koalition med FDP i 1972 vedtog loven om " Radikalenerlass", i daglig tale " Berufsverbot, som gik hårdt ud over den tyske venstrefløj og især medlemmer af DKP, men sjovt nok i praksis ikke ramte medlemmer af det yderste højre og nazistpartier synderligt.

Så kender man da Socialdemokratiet og det liberale parti FDP!
Måske er den arv og baggrund medvirkende til at medlemmer af die Linke stadig i en vis grad stigmatiseres, selv om det i årevis har været Tysklands 3. stærkeste politiske kraft og førende oppositionsparti.