Læsetid 5 min.

YouTube fjerner beviser for krigsforbrydelser

Videoplatformen YouTube har fjernet hundredetusindvis af videoer fra den syriske borgerkrig i bestræbelserne på at bekæmpe vold og ekstremisme på nettet. Ngo’er frygter, at uvurderlige beviser for krigsforbrydelser går tabt
En overlevende dreng, Hassan Dallal, modtager behandling efter giftangrebet tidligere i år i den syriske by Khan Sheikoun. Her som ved andre angreb i landet var YouTube et af de medier, hvor meget dokumentation for angrebet blev publiceret

En overlevende dreng, Hassan Dallal, modtager behandling efter giftangrebet tidligere i år i den syriske by Khan Sheikoun. Her som ved andre angreb i landet var YouTube et af de medier, hvor meget dokumentation for angrebet blev publiceret

Mohammed Karkas

29. september 2017

Hundredetusindvis af videoer, der dokumenterer den syriske borgerkrig, er forsvundet fra nettet. Videoerne har været uploadet primært til videotjenesten YouTube af aktivister og amatørfotografer, som på denne måde har forsøgt at dokumentere alt fra bombningen af civilbefolkningen i Aleppo til angreb på hjælpeorganisationer og Assad-regimets brug af kemiske våben.

Videoerne er forsvundet efter YouTube i juni måned tog en række nye eletroniske søgeværktøjer i brug for automatisk at fjerne de store mængder ekstremistisk og voldelig propagnada, som bl.a Islamisk Stat konstant uploader.

Både lokale og internationale ngo’er, der beskæftiger sig med menneskerettigheder, frygter at store dele af den historiske dokumentation for krigen dermed er gået tabt, heriblandt uvurderlige beviser for de mange krigsforbrydelser, som er foregået under den snart syv år lange borgerkrig.

Og de frygter, at bevismateriale vil fortsætte med at forsvinde i den automatiserede oprydning, som YouTube er i gang med.

Herhjemme råber den danske tidligere dommer ved FN’s krigsforbrydertribunal for Eksjugoslaven, juraprofessor Frederik Harhoff også vagt i gevær.

»Det er en katastrofe. Det er jo materiale, der kan vise sig at være afgørende beviser i en senere straffesag,« siger han.

400.000 videoer fjernet

Flere af de ngo’er, der beskæftiger sig med indsamling af beviser for menneskeretskrænkelser og krigsforbrydelser i Syrien, er dog også dybt bekymrede over fjernelsen af de videoer, som er sket, uden at ejerne af de fjernede videoer og videokanaler har fået besked om det.

En af de ngo’er, der har oplevet at få fjernet meget dokumentation, er Syrian Archive, der siden 2014 har indsamlet bevismateriale fra åbne kilder til anvendelse i et kommende krigsforbryderopgør.

Dette screenshot fra Shaam News Network er fra 12. september i år og viser en besked fra YouTube om, at videoen er blevet taget ned, fordi den var i strid med videotjenestens regler. Flere ngo’er og eksperter er bekymrede for at miste vigtig dokumentation for krigsforbrydelser, når materialet bliver fjernet

Shaam News Network

Ifølge Hadi al-Khatib, der har været med til at starte organisationen, er mindst 180 syriske videokanaler blevet lukket af YouTube siden juni måned i år. Siden Syrian Archive opdagede det, er det lykkedes Khatib at få YouTube til at genåbne tyve kanaler og dermed redde omkring 400.000 videoer fra borgerkrigen, fortæller han til det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.

Mindst 150.000 videoer er imidlertid fortsat i fare, vurderer han, men understreger, at det også er problem, der rækker ud i fremtiden.

Borgerkrigen i Syrien er langt fra forbi, og der begås konstant nye menneskeretskrænkelser og potentielle krigsforbrydelser, som amatørfotografer og medier uploader materiale om. Og hvor skal de gå hen, hvis YouTube ikke længere er sikkert?

»Det er meget farligt, for der er reelt ikke noget alternativ til YouTube,« siger Al-Kahtib til AP.

Den amerikanske ngo Syria Justice and Accountability Centre, der støttes af USA, EU og en lang række stater, heriblandt Danmark, er også meget bekymret.

I et interview med den amerikanske radiostation NPR fortæller centerleder Mohammed Al-Abdallah, at videoer udgør en meget vigtig del af det bevismateriale, som organisationen har liggende i sin database – og 95 procent af videoerne kommer fra YouTube.

Erkender fejl

YouTubes ejer Google erkender i et svar til Information, at videotjenesten har begået fejl i forbindelse med introduktionen af en række nye søgeværktøjer, der bruges til at fjerne anstødeligt materiale fra YouTube.

Værktøjerne blev taget i brug i juni måned i et forsøg på at holde trit med de enorme mængder af voldelige videoer og ekstremistisk propaganda, som bl.a. Islamisk Stat og andre terrorgrupper uploader.

»Vores platform huser en enorm mængde videoer, og det kan ske, at vi træffer en forkert beslutning om fjernelse,« siger kommunikationschef Helle Mayor fra Google.

»Men når vi bliver gjort opmærksom på, at en video eller en kanal er fjernet ved en fejl, får vi hurtigt løst problemet og aktiverer den igen.«

YouTube forsvarer i det hele taget deres nye søgerobotter, som skulle blive stadig mere præcise over tid.

»Vores systemers nøjagtighed er blevet væsentlig bedre takket være vores maskinlæringsteknologi,« skriver Google på sin officielle blog. Selv om disse redskaber ikke er perfekte og ikke er anvendelige i alle situationer, har vores systemer vist sig at være mere nøjagtige end mennesker, når det handler om at stoppe videoer, der bør fjernes.«

Selv mennesker laver fejl, pointerer Google i en mail til Information, hvor tjenesten opfordrer dem, der uploader videoer med potentielt stødende indhold, til at sikre sig, at den sammenhæng, videoen indgår i, fremgår tydeligt, så evalueringspersonalet har bedre mulighed for at vurdere, om en video bør bevares eller fjernes.

Beviskæder i fare

Flere eksperter i krigsforbrydersager peger imidlertid på, at konsekvenserne af YouTubes oprydning drejer sig om mere end den enkelte videos fortsatte eksistens på platformen. Fjernelsen af videoer kan både påvirke muligheden for at bevise, at en forbrydelse har fundet sted, og hvem der eventuelt er ansvarlig, men det kan også påvirke muligheden for at dokumentere, hvorvidt en forbrydelse er omfattende eller systematisk.

Et eksempel er de mange bombninger af hospitaler, sundhedsklinikker og redningsfolk i Syrien, siger Stephen Rapp, formand for den amerikanske ngo Physicians for Human Rights, der gennem flere år har indsamlet og offentliggjort videomateriale af angrebene.

Han påpeger, at videoerne bl.a. kan bruges til at bevise, som et angreb sker med fuldt overlæg og ikke bare er et uheld, samt til at vise, om et angreb er en del af et mønster. Han peger også på, at det er fint nok, at organisationer som ICAJ selv opbevarer noget af det potentielle bevismateriale, eller at FN’s Undersøgelseskommission for Syrien opbygger sine egne databaser. Men det er ikke nok, understreger Stephen Rapp, der har en fortid som amerikansk ambassadør for krigsforbrydelser.

»Det er ikke muligt for disse organisationer at opbevare det hele, og desuden er der fare for, at videoerne bliver komprimeret, og deres metadata forsvinder, så bevismaterialet ikke længerne har samme værdi som nu,« siger han til PBS Newsline.

»Vi risikerer at miste råmaterialet, og dermed bliver evt. forbrydelser meget sværere at bevise.«

Herhjemme understreger professor Harhoff, at det er meget vigtigt, at YouTube hurtigst muligt får raffineret søgeværktøjerne, for at så lidt historisk materiale som muligt vil gå tabt.

»Det er meget rosværdigt, at YouTube forsøger at stoppe ekstremistisk vold og propaganda på nettet. Det er udmærket, at det ikke flyder med halshugninger og den slags. Men deres nye elektroniske værktøjer har tydeligvis skåret for dybt,« siger han og understreger, at hvis ikke de nye søgemaskiner kan skelne, må videoerne gennemgås en for en.

Det afviser Google imidlertid som en mulighed på grund af de enorme mængder materiale, som uploades til YouTube. Ifølge deres blog drejer det sig om ikke mindre end 400 timers video hvert minut.

Vor tids værste krigsforbrydelser?

Den syriske borgerkrig har varet siden 2011, sendt halvdelen af landets befolkning på flugt og kostet mindst en halv million mennesker livet. Det syriske regime er blevet beskyldt for at begå nogle af vor tids værste krigsforbrydelser mod den syriske civilbefolkning.

Information har set nærmere på fire konkrete anklager og vil fremlægge øjenvidneberetninger, ekspertudsagn og dokumentation for, hvad der faktisk skete, hvem der stod bag og ikke mindst, hvem der måske en dag kan stilles til ansvar.

Følg med i august når vi undersøger anklagerne om: 1) kemiske våben, 2) belejring, udsultning og angreb på civile, 3) tortur, mord og forsvindinger og 4) angreb på hospitaler og hjælpearbejdere.

Seneste artikler

  • Rusland blokerer efterforskning af kemiske angreb

    28. oktober 2017
    Styret i Syrien stod bag det kemiske angreb på oprørsbyen Khan Sheikoun i foråret, hvor mindst 80 civile blev dræbt og flere hundrede såret. Det viser ny FN-rapport. Rusland forsøger at forhindre yderligere efterforskning af kemiske angreb
  • Hvis vi opgiver at retsforfølge Assad for hans krigsforbrydelser, opgiver vi os selv

    31. august 2017
    Realiteten i dagens Syrien er, at præsident Bashar al-Assad og hans regime bider sig stadig mere fast i magten, for hver dag der går. I øjeblikket rejser amerikanske diplomater verden rundt for at forklare, at en af verdens værste diktatorer ikke er til at komme uden om. Sådan lyder Trump-administrationens besked til dem, der drømte om et friere og mere demokratisk Syrien.
  • FN: Selv krige har regler

    28. august 2017
    Angreb på hospitaler og andre sundhedsfaciliteter udgør et klokkeklart brud på folkeretten, siger eksperter. Men FN’s Sikkerhedsråd kan indtil videre ikke blive enige om at indbringe Syrien for den Internationale Straffedomstol i Haag
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Google-You Tube, Apple, Facebook - materialet tilhører private aktører, som er til fals for ussel mammom. Desuden har de ikke nødvendigvis politisk sammenfaldende interesser med dem der vælger at lægge video og andet elektronisk materiale på disse platforme.
Platforme kommer og går.
You Tube - er også ind imellem fake news.

Har mere end svært ved at se, at flygtige medier kan være sandhedsvidner, i (alvorlige) sager.
Ekstremisme og manipulation har mange ansigter, og det kan et genkendelsesprogram - ikke se. Ej heller automatisk skelne imellem.

Brugerbillede for Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup

Tro aldrig flygtige medier.
Nedenstående er taget fra augustudgaven af LMD English Ed. 2017

Smartphone footage that went viral in Venezuela last month shows two huge, intimidating figures approaching a man in a red baseball cap. He tries to talk, but they don’t respond, pushing him around and threatening him. Suddenly a fourth man appears, takes out a gun, and fires. The crowd shouts as the man in the baseball cap goes down.
On 4 August an activist in Venezuela uploaded the video to a discussion forum: ‘Look how these opposition sons of bitches assassinate young chavistas!’ (1). Commenters were outraged: ‘They went to the home of a Socialist Youth leader who’d gone into hiding because the rightwing militia had threatened him. And because his friend wouldn’t grass him up, they killed him.’

‘Hey, the opposition are sharing this video too,’ another commenter pointed out, suggesting that Maduro’s enemies were using the same footage as an example of the authorities’ violence; the images could be rightwing manipulation, or they might be a case of mistaken identity because the baseball cap was red (the chavistas’ colour). Eagerness to share the video turned to a hunt for its source: it came from an open-air theatre performance in Puerto Rico, and had no connection with Venezuela.

Brugerbillede for David Zennaro

Jeg synes ærlig talt ikke, at youtube er det rigtige sted at opbevare et arkiv for den slags. Det må være muligt at lave et andet, som vi ikke alle bruger til musik og andet sjov. Jeg er sikker på, at man kan lave en speciel portal, fx. som vimeo, hvor man tidligere kunne lægge meget længere videoer ud end på youtube.

Randi Christiansen, Torben Andersen, Frede Jørgensen og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

En video bliver jo ikke automatisk "fake news", bare fordi den bliver lagt ud på et "flygtigt medium".

Men - som David skriver - er YouTube ikke det oplagte sted at arkivere den slags dokumentation. Hvis det skal kunne bruges i en fremtidig retssag om krigsforbrydelser, må man vel formode, at de, der har lagt videoerne derud, også har dem liggende selv.
Og folk, der undersøger mulige krigsforbrydelser, er vel forhåbentlig smarte nok til at downloade videoer fra YouTube. Det skal der trods alt ikke mange tryk på taster til at gøre.

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Beviserne går da ikke tabt som sådan. Som andre har påpeget så har den der lagde videoen på youtube sikkert en kopi.

Men jeg synes nu problemet er et lidt andet. De taler om bevis, og der kan jeg se et problem sådan rent retsmæssiget. Der er ingen garanti for at en youtube video ikke er blevet kraftigt redigeret, forfalsket, rent skuespil, eller rent faktisk viser det den hævder så som situation, sted og tid.

Hvis man ønsker at bruge disse videoer bevistmæssigt skal man jo alligevel have fat i original optagelserne før end de kan analyseres af både anklager og forsvarer, som skal have mulighed for at verificere en hel del detaljer.

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Der er lige det problem at både mobiler og computere er nemme at destruere hvorved beviset er væk. Derfor burde google oprette nogle åbne og ucensurerede kanaler og gemme disse i særlige databaser som kun FN kan tilgå, dermed eksisterer beviset til stadighed og at andre øjne kan se på det. Hvis man gør det muligt, at oplyse tid sted og dato så vil det være anvendeligt i en krigsretssag.

Torben Andersen, Henrik L Nielsen og Dennis Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

David Zennaro

Jeg er enig, hvis det er muligt at etablere en anden mulighed og jeg er ikke sikker på at det er realistisk i FN regie ;-) Og det kræver at internet bruger er bekendt med muligheden og det vil derfor have en meget hård opstart, hvorved meget materiale ikke vil blive gemt.

Google vil rigtig gerne slå sig op på at være en ansvarlig virksomhed og her kan de gøre det uden de store trommer og det vil blive opfattet sådan af omverden. Selvfølgelig undtaget de der begår krigsforbrydelser, men den modstand er de store nok til at kunne se bort fra.