Læsetid: 5 min.

Den 19. Partikongres vil styrke Xi Jinpings politiske projekt

Om få dage samles Kinas Kommunistiske Parti til partikongres. Her vil de godkende en omfattende lederrokade i Kinas politiske top samt lægge partilinjen for Xi Jinpings anden periode som partiets øverste politiske leder. Her er et overblik over, hvad der vil være på dagsordenen
14. oktober 2017

Folkets Store Hal i centrum af den kinesiske hovedstad Beijing vil om få dage danne rammerne om årets vigtigste politiske begivenhed i Kina, når 2300 delegerede vil samles til Kinas Kommunistiske Partis 19. Partikongres.

Den forestående partikongres markerer afslutningen på præsident Xi Jinpings første periode som Kinas Kommunistiske Partis generalsekretær.

Dem femårlige partikongres er en anledning til at vise sammenhold i Kinas Kommunistiske Parti. Det er her, resultatet af de forberende øvelser med at nå frem til en fælles konsensus bliver offentliggjort – og altså ikke et sted, hvor interne uoverensstemmelser og splittelser bliver lagt frem til frit skue.

Det er her, partilinjen bliver lagt, før den forplanter sig i lokale partiorganisationer i resten af landet.

Her er de vigtigste emner, vi skal lægge mærke til på den kommende partikongres.

Lederrokade

Kinas Kommunistiske Partis øverste ledelse står over for et stort lederskift. Over halvdelen af medlemmerne i Partiets centralkomité, knap halvdelen af medlemmerne i magtfulde politbureau og over halvdelen af medlemmerne i det eksklusive stående udvalg skal pensioneres, med mindre en uformel regel om, at alle over 68 år skal pensioneres, vil blive sløjfet.

Det er Xi Jinpings mulighed for at sætte sit eget hold af kolleger, som han kan stole på i den næste periode.

I løbet af Xi Jinpings første periode er magten i stigende grad blevet centraliseret hos få udvalgte, der er loyale over for Xi Jinping. Det har medført spekulationer om, hvorvidt han vil forsøge at ændre på det øverste politiske organ Politbureauet.

Politbureauets stående udvalg har i løbet af partiets historie været afløst af andre institutioner, som det absolutte magtorgan. I godt to årtier fra 1934 til 1956 blev det erstattet af Det centrale sekretariat, og under Kulturrevolutionen blev det sat helt ud på sidelinjen, da Mao Zedong kastede landet ud i et årti med politisk kaos.

Siden overtog Den Centrale Rådgivende Kommission bestående af pensionerede indflydelsesrige partikadrer rorpinden, indtil den daværende de facto-leder Deng Xiaoping opløste det i 1992.

Politbureauets stående udvalgs status som det mest magtfulde organ i kinesisk politik kan Xi Jinping ikke ændre, men Xi Jinping kan reducere antallet af medlemmer, siger Kjeld Erik Brødsgaard, professor ved Copenhagen Business School.

»Xi Jinping kan ikke ændre institutionen, men han kan beslutte hvem og hvor mange, der skal sidde i politbureauet.«

I kommunistpartiets historie har antallet af medlemmer i det stående udvalg svinget mellem tre og 11. Da Xi Jinping tiltrådte i 2012, skar han medlemstallet ned fra ni til syv medlemmer.

Hvem og hvor mange, der får en plads i politbureauet og dets stående udvalg, vil blive offentliggjort, når Kinas Kommunistiske Parti fremlægger det kommuniké, der er blevet vedtaget på partikongressen. Før det sker, vil meget få oplysninger om, hvad der bliver diskuteret, nå offentligheden.

Xi Jinping har allerede formået at placere de mænd, han tidligere har samarbejdet med, i ledende stillinger. En af dem er partisekretæren Chongqing Chen Min’er, hvis karriereforløb Information beskriver i dagens avis, og som måske får en plads i politbureauet og dets stående udvalg.

Selvom det kun er en sluttet skare i partiets top, der ved hvem, der bliver forfremmet, så tyder alt på, at det vil være folk, der ikke vil udfordre Xi Jinpings magt.

Xi Jinpings politiske projekt handler ikke kun om at knuge magten i sine hænder, men om at styrke Kinas Kommunistiske Partis rolle i samfundet i en tid, hvor markedsøkonomiske mekanismer har øget individets uafhængighed fra politiske institutioner, lyder det fra Matthias Stepan, der leder et forskningsprogram om kinesisk indenrigspolitik ved tænketanken Merics i Berlin.

»Det essentielle i Xis strategi for at genoprette Kinas Kommunistiske Partis ledende rolle i Kina er at styrke og udvide rækkevidden af partiets organisationer.«

»I en tid med stagnerende økonomisk vækst har Kinas Kommunistiske Parti mere end nogensinde brug for at finde anden næring til at legitimere partistyret,« siger Matthias Stepan.

Forfatningsændring

Xi Jinping blev sidste år udråbt som ’kerneleder’ på centralkomiteens plenarmøde sidste efterår. Dermed fik han samme status som både Mao Zedong og Deng Xiaoping, der gennemførte de juridiske og økonomiske reformer, der åbnede op for Kinas entré på verdensmarkedet.

I år vil Xi Jinpings potentiale som ideologisk leder formentlig blive cementeret ved at godkende en tilføjelse af Xi Jinpings tanker i Kinas Kommunistiske Partis forfatning. Konkretiseringen af de planer fik omverdenen et glimt af for knap en måned siden i den kinesiske partipresse. I China Daily’s engelske version kunne man blandt andet læse, at:

»Ændringerne skal gøre partiet stærkere og mere kraftfuldt og sørge for, at det kan bevare en tæt forbindelse til folket,« stod der ifølge avisen i forslaget til en forfatningsændring, der først godkendes af Centralkomiteen og derefter bliver fremlagt på den kommende partikongres.

Forfatningsændringerne vil blandt andet omfatte partiets seneste erfaringer med at »styrke partiets lederskab og med streng regeringsførelse i partiet«, skriver China Daily.

Hvis partikongressen optager Xi Jinpings ’tanker’ som en del af partiets forfatning og dermed giver Xi Jinping status som en stor socialistisk tænker, vil det være med til at cementere hans magt, mener Matthias Stepan.

»Hvis de delegerede på partikongressen er enige om at ændre forfatningen for at inkludere ’Xi Jinpings tanker’ i partiets ideologiske rammer vil Xi Jinping i sin egen livstid opleve at blive kaldt en ’stor socialistisk tænker’. Det vil gøre hans politiske projekt ubestrideligt«.

Økonomiske mål

Udover at gennemføre en stor lederrokade og formentlig cementere Xi Jinpings ideologiske bidrag til Kinas Kommunistiske Parti vil den kommende 19. Partikongres i løbet af den næste uges tid evaluere partiets nuværende situation og præsentere partiets prioriteter og opgaver for de næste fem år.

Der er ikke tale om vedtagelsen af en ny femårsplans, da den igangværende 13. femårsplan løber indtil 2020, men den kommende partikongres vil give et indblik i Kinas økonomiske politik i det kommende år frem mod to vigtige politiske jubilæer: 70-året for Folkerepublikken Kina i 2019 og 100-årsjubilæet for Kinas Kommunistiske Parti i 2021.

Partiets jubilæum er allerede en del af Xi Jinping politiske visioner for det kinesiske samfunds udvikling, og målet er at skabe et ’moderat velstående samfund’ inden 2021. Det er en del af Xi Jinpings fremstilling af den ’kinesiske drøm’, som han begyndte at referere til få uger efter sin tiltrædelse i 2012.

Kinas nuværende miks af stat og marked med store statsejede virksomheder, lukrative lånemuligheder og subsidier ser ikke ud til at være på retur.

I stedet har Kinas Kommunistiske Parti skubbet markedsreformer til side for at bevare den økonomiske stabilitet og sikre regeringens vækstmål ved at investere i infrastrukturprojekter. Blandt andet gennem Xi Jinpings internationale investeringsprojekt ’Et Bælte En Vej’.

Det er uvist, om Xi Jinping vil bruge sin anden periode på et opgør med de store statsejede virksomheders dominans på det kinesiske marked. Hvis ikke kan han måske nå det alligevel, for der er allerede nu spekulationer om, at han vil bryde traditionen og blive på lederposten en tredje periode.

Observatører af kinesisk politik vil derfor holde skarpt øje, hvem Xi Jinping vælger at give en forfremmelse til politbureauets stående udvalg, fordi hans efterfølger ifølge tidligere praksis i kinesisk politik skal nå at blive kørt i stilling inden næste partikongres i 2022.

Serie

Kommunistpartiets 19. partikongres

Kinas Kommunistiske Parti er samlet til den 19. Partikongres. 

Her vil 2300 delegerede vælge en ny Centralkomité på omkring 200 medlemmer, der igen vil vælge et politbureau og politbureauets magtfulde stående udvalg. Det forventes, at Xi Jinping vil blive genvalgt som partiets generalsekretær.

Kongressen tager omkring en uge. Følg Informations dækning her.

Seneste artikler

  • Der findes ingen afløser for Xi Jinping. Nu fortsætter kampen for at styrke Kina

    27. oktober 2017
    Der er tradition for ældre mænd i toppen af kinesisk politik, men de nye medlemmer af politbureauets stående udvalg er så gamle, at flere af dem når pensionsalderen, inden en ny periode begynder. Det tyder på, at Xi Jinping ikke er færdig med sit politiske projekt, men ønsker at blive ved magten
  • Xi Jinping giver socialismen en ny chance

    25. oktober 2017
    For dem, der troede, at Kina kun af navn holdt fast i kommunismen for at legitimere et autoritært, men i stigende grad kapitalistisk styre, bør Xi Jinpings visioner for udviklingen af et socialistisk land inden 2050 føre til en brat opvågning
  • ’Det socialistiske projekt gik galt i Sovjet. Det må ikke gå galt i Kina’

    24. oktober 2017
    Mens andre lande har lagt Det Kommunistiske Manifest på hylden, ønsker Xi Jinping at skabe et moderne socialistisk land inden midten af det 21. århundrede. I dag afslutter Kinas leder Kommunistpartiets 19. partikongres med en plan for, hvordan partiet kan blive ved magten ved at styre markedskræfterne, bekæmpe uligheden og holde civilsamfundet i kort snor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu