Læsetid: 9 min.

Afrikas største fodboldspiller gennem tiden vil være præsident i verdens femtefattigste land

Han har ingen uddannelse, leverer ingen politiske resultater og plejer omgang med krigsforbryderen Charles Taylor. Men han var også engang verdens bedste fodboldspiller og symbolet på, at en fattig afrikansk gadedreng kan blive verdensstjerne i Europa. I dag står George Weah til at vinde første runde af Liberias præsidentvalg
George Weah (i blå habitjakke) fører kampagne fra taget af en firhjulstrækker, flankeret af sin kontroversielle vicepræsidentkandidat Jewel Haward-Taylor, der tidligere har været gift med krigsforbryderen Charles Taylor. George Weah ventes at gå videre til anden runde af præsidentvalget.

George Weah (i blå habitjakke) fører kampagne fra taget af en firhjulstrækker, flankeret af sin kontroversielle vicepræsidentkandidat Jewel Haward-Taylor, der tidligere har været gift med krigsforbryderen Charles Taylor. George Weah ventes at gå videre til anden runde af præsidentvalget.

NIC BOTHMA

10. oktober 2017

George Weah udtaler samtlige stavelser i ordene:

»Liberia har besluttet sig. Jeg kan mærke det. I er klar til at vælge George Weah til landets 25. præsident,« siger han til de tusinder af mennesker, der har samlet sig i tusmørket for at fejre nationalheltens fødselsdag.

I dag (tirsdag, red.) stemmer Liberia til første runde af præsidentvalget, og meget tyder på, at George Weah går videre til anden runde.

I 1990’erne blev han den første afrikanske superstjerne i international fodbold som topscorer for italienske AC Milan. Fansene elskede den hurtige angriber for de spektakulære mål og en ukuelig optimisme.

Som da han i 1996 i sæsonens første kamp mod Hellas Verona opsnappede bolden i eget målfelt og driblede banens fulde længde, inden han scorede med et fladt spark i det højre målhjørne.

Året før havde han som den første og hidtil eneste afrikaner modtaget Ballon d’Or og dermed anerkendelsen som verdens bedste fodboldspiller, og året efter kårede Det Afrikanske Fodboldforbund ham til århundredets afrikanske fodboldspiller.

George Weah bliver af sine modstandere anklaget for at være uuddannet, underkvalificeret og mistænkeligt tæt forbundet med landets tidligere diktator, den dømte krigsforbryder Charles Taylor. Men befolkningen betragter ham som symbolet på, at man kan blive hovedrig verdensstjerne i Europa, selv om man er vokset op fattig og forældreløs i et liberiansk slumkvarter.

De seneste meningsmålinger giver George Weah 24 procent af stemmerne og en førsteplads i første valgrunde. Den type målinger skal dog tages med en del forbehold i Liberia.

Med et BNP pr. indbygger på 900 dollar er landet verdens femtefattigste. Størstedelen af de 4,5 millioner indbyggere bor i slumkvarterer med bliktage, mere end hver anden liberianer er analfabet, og for få år siden kostede en ebolaepidemi næsten 5.000 liberianere livet og udstillede med smertefuld tydelighed landets dysfunktionelle sundhedssystem.

Heltens fødselsdag

Denne dag, ti dage inden valget, er der særligt mange mennesker foran hovedkvarteret for George Weahs parti, Coalition for Democratic Change (CDC), fortæller Thomas Bogomie Watson, en firskåren mand på 45 år, der angiveligt kan skaffe mig et interview med »ambassadør Weah«.

»George Weah fylder 51 år i dag, og rygtet har spredt sig, at han kommer tilbage fra sin kampagne i Grand Bassa-regionen for at fejre den her,« fortæller Thomas Bogomie Watson.

»Så du kan sagtens få et interview. Det er intet problem,« erklærer han.

Bedømt på antallet af mennesker iført tynde, hvide bomulds-T-shirts med tryk af udsagnet »Our Hero, George Weah, for President«, er der ingen tvivl om, hvem der er favorit til at blive Liberias næste præsident.

»George Weah kunne være blevet i Europa, have nydt livet og sovet på sit bjerg af penge, men han kom tilbage for at hjælpe sit folk,« siger den 23-årige daglejer Mozart Bernard.

»Så kan det godt være, at de andre kandidater har doktorgrader fra universitetet. Men kan jeg spise deres doktorgrader til aftensmad? De ligger bare på knæ for udlandet. Ambassadør Weah bærer Liberia i sit hjerte.«

Mozart Bernard arbejder kun sporadisk som daglejer. Det gør ham på sin vis til den typiske liberianer: ung og uden tilstrækkeligt arbejde. Næsten to tredjedele af landets befolkning er under 24 år.

Ambassadøren

George Weah forsøgte også at blive præsident i 2005, det første valg i Liberia efter to blodige borgerkrige, der blev udkæmpet næsten uden afbrydelse fra 1989 til 2003 og kostede mere end 250.000 mennesker livet. George Weahs udlandskarriere varede fra 1988 til 2003.

Geoge Weah tabte i anden valgrunde til den universitetsuddannede politiker Ellen Johnson Sirleaf, der blev Afrikas første valgte kvindelige statsleder. Men Weah nægtede at anerkende resultatet og mente i modsætning til de internationale observatører og Den Afrikanske Union, at Sirleafs Unity Party havde svindlet med stemmerne.

Ved det næste valg i 2011 var George Weah kandidat til at blive vicepræsident for Ellen Johnson Sirleafs modkandidat og gentog efter endnu et nederlag anklagerne om svindel. I 2012 udnævnte Ellen Johnson Sirleafs regering George Weah som ’fredsambassadør’.

Det er uklart, hvad George Weahs rolle som fredsambassadør egentlig indebar, fortæller Ahmed Sirleaf, der er professor i politik og samfundsvidenskab ved Liberia University. Trods navnet er han ikke i familie med præsidenten.

»George Weah er en god liberianer og en fantastisk fodboldspiller,« indleder professoren.

»Men som politiker er han populist helt ind til benet. Han blev valgt som senator i 2014, og siden da har han i det store hele ikke gjort noget. Han fremsætter ikke lovforslag, han markerer sig ikke med konkrete mærkesager, og han giver stort set aldrig interview til pressen.«

Den lille liberianske elite er typisk uddannet fra amerikanske universiteter og har bakket massivt op om den Harvard-uddannede Ellen Johnson Sirleaf.

»Den politiske klasse foragter George Weah,« siger professoren.

Weah har hverken uddannelse eller formelle kompetencer, og flere gange er han blevet hånet i de liberianske medier for ikke at tale grammatisk korrekt engelsk. Engelsk er Liberias førstesprog.

For at imødekomme anklagerne erklærede George Weah under valgkampen i 2005, at han faktisk havde taget en bachelorgrad i sports management ved Parkwood University, mens han spillede i Storbritannien.

Kort efter kunne liberianske medier berette, at Parkwood University er et fiktivt universitet, der sælger falske universitetsdiplomer på nettet.

»Men den type sager betyder ikke specielt meget for Weahs popularitet. De unge vælgere, og dem er der mange af, elsker ham, fordi han står for noget nyt. Han er 25 år yngre end de andre kandidater og opfattes ikke som en del af den elite, der har regeret landet siden borgerkrigen – uden at løse landets massive problemer,« forklarer Ahmed Sirleaf.

»Og så skader det ikke, at han er et stort fodboldikon.«

George Weah selv har pure afvist bekymringerne om, at han ikke skulle besidde de fornødne kompetencer til at lede landet.

»Alt, hvad jeg gør, alt, hvad jeg rører ved, bliver en succes,« sagde han i foråret til den franske radiostation RFI.

Frelser

Stadig flere mennesker strømmer til CDC’s hovedkvarter. En delegation på 10-20 motorcykler og en lastbil fuld af vælgere ankommer fra hvert valgdistrikt. Partiets kongresmedlem i distrikt 9, en næsten to meter høj tidligere skønhedsdronning ved navn Munah Pelham-Youngblood danser mod scenen i en stram, blå George Weah-T-shirt til lyden af vestafrikansk popmusik. Bag sig har hun et særligt stort følge.

»Election Commission,« råber hun i sin megafon. »No cheating!« svarer det dansende folk.

Det er en udbredt opfattelse blandt de fremmødte, at Unity Party og »deres venner i det internationale samfund« har fikset de foregående valg for at forhindre ’folkets mand’, George Weah, i at blive valgt.

En ung mand med gulsprængte øjne, en hullet Tommy Hilfiger-kasket og et stort guldur, der ikke går, erklærer højlydt:

»Unity Party har regeret i 12 år, og kig dig omkring ... Folk ligger langs vejkanterne og lider. Folk lider! Der er ingen mad, ingen job, ingen hospitaler, ingen nye veje. Hvorfor? Fordi politikerne har spist pengene selv,« siger James Morris, der bor fast på pladsen foran CDC’s hovedkvarter under valgkampen.

Han har alligevel ikke noget job, indskyder han. Skal man tro ham og de tre venner bag ham, har valget to mulige udfald: Enten vinder George Weah, eller også kommer det til voldelige sammenstød.

»De skal ikke snyde os igen,« advarer han.

Folkemængdens slagsange erstattes af ekstatiske skrig, da fem store, sorte firehjulstrækkere med blå og røde blink på taget drejer ind på pladsen.

Ud fra bagsædet af den største Toyota træder George Weah, klædt i kridhvid fodlang kjortel, og skynder sig ind på hovedkvarteret. Inden pressekontakten Thomas Bogomie Watson forsvinder efter ham, forsikrer han mig om, at jeg snart vil blive kaldt ind for at tale med »ambassadøren«.

Forbindelser til krigsherre

Det er svært at identificere traditionelle ideologiske skillelinjer i liberiansk politik. George Weah og hans parti, CDC, er ingen undtagelse. De vil investere i landbruget, skabe job og udvikling i landet. Mest konkret er løftet om, at Weah vil gøre uddannelse fra grundskole til og med gymnasiet gratis og frit tilgængeligt for alle. Det samme lover de øvrige præsidentkandidater, også selv om iagttagere betragter det som totalt urealistisk.

Mest kontroversielt er George Weahs valg af vicepræsidentkandidat: den tidligere liberianske præsident Charles Taylors ekskone, Jewel Taylor. Charles Taylor var den mest magtfulde krigsherre under borgerkrigen og blev i 2012 fundet skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Han afsoner nu en dom på 50 år i et britisk fængsel.

Charles Taylor er dog ikke entydigt upopulær i Liberia, og hans ekskone har været senator i Liberias kongres siden 2006. I 2012 fremsatte hun et lovforslag, der ville skærpe strafferammen for homoseksualitet i det stærkt kristne land, så forbrydelsen fremover ville kunne give fra ti års fængsel til dødsstraf. Forslaget faldt, men homoseksualitet er fortsat strafbart i Liberia.

Tidligere i år kom det frem, at George Weah har talt i telefon med Charles Taylor. Han forklarede sig med, at han blot havde været til et arrangement hos et af Charles Taylors familiemedlemmer, og »en af gæsterne rakte mig en telefon og sagde, at han gerne ville hilse på mig«, som Weah udtrykte det til avisen The Liberian Observer.

På denne dag

Da George Weah endelig træder ud af døren, er solen gået ned.

Sikkerhedsvagter baner vej gennem mængden, mens præsidentkandidaten rækker armen i vejret og vinker, så man kan se hans guldur under det hvide kjortelærme.

Med langsomme skridt vandrer han 100 meter tværs over pladsen og op på en scene. Højttalerne brager med en sang, hvis omkvæd lyder noget i retning af »It’s his birthday, Ambassador Weah, happy birthday, mister Senator«.

Ambassadøren sætter sig i en læderstol midt på scenen. Tre havestole på hver side bliver udfyldt af hans følge.

En sikkerhedsvagt lægger hånden på min skulder.

»Kom. Kom med mig.«

Han fører mig op til scenen, går halvvejs op ad trappen og peger på en grøn plastikstol tre pladser til venstre for George Weah.

»Du kan sidde der,« siger han.

Den tidligere skønhedsdronning Munah Pelham-Youngblood har taget mikrofonen.

»En uddanner af folk, en udvikler af lande, en leder af ledere,« siger hun og peger på George Weah.

Tilskuerne jubler. En af mændene i plastikstolene, en præst, overtager mikrofonen og fortsætter lovprisningen af Weah:

»I Miami, i Dubai, i Paris, i hele verden fejrer de, at du fylder 51 år, ambassadør.«

Sådan fortsætter det ned gennem rækken. Når en er færdig, rejser personen i den næste plastikstol sig og går mod mikrofonen. Jeg er bange for, at det skal blive min tur.

Kongresmedlem Youngblood redder mig. Hun overtager igen mikrofonen og begynder at synge fødselsdagssang. Publikum sekunderer, mens George Weah danser lidt. Efter sangen sætter alle med undtagelse af ambassadøren sig ned. Den i forvejen høje mand køber sig tre ekstra centimeter ved diskret at trække det bagerste af sine fødder op af sine lædersko og hvile hælene på skoenes bagkant.

»På denne dato,« indleder George Weah, »vandt Afrikas folkerigeste nation, Nigeria, sin selvstændighed. På denne dato blev Abraham Lincoln født, og på denne dato kom George Weah til verden.«

Hvis publikum ved, at Abraham Lincoln i virkeligheden blev født 12. februar, lader det ikke til at gå dem på. De jubler.

Weah fortæller historien om, hvordan en lille forældreløs dreng fra Liberia trodsede håbløsheden og blev verdens bedste fodboldspiller.

»Nu er jeg klar til at gøre det samme for Liberia,« råber han. Tilskuerne jubler, og musikken tændes igen. På vej ned til sin bil giver Weah omhyggeligt hånd til alle på scenen. Da ambassadøren er kørt, henvender Thomas Bogomie Watson sig igen og siger:

»Du kan få et interview på fredag. Det er slet ikke noget problem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu