Baggrund
Læsetid: 2 min.

En aktivist forsvandt – nu er der fundet et lig

En aktivists forsvinden og fundet af et lig roder op både i Argentinas nutid og fortid
Udland
21. oktober 2017

Det var et fund med tung historisk betydning, da argentinske myndigheder tirsdag fandt liget af en ung mand ved Chubut-flodens bredder i det sydvestlige Argentina. Og det var et fund, som for en tid fik suspenderet valgkampagnen frem mod det senatsvalg, der skal finde sted på søndag.

Liget, som stadig bliver undersøgt af de argentinske retsmyndigheder, er med altovervejende sandsynlighed den 28-årige Santiago Maldonado, som har været savnet siden den 1. august.

Her deltog han ifølge øjenvidner i en vejspærring organiseret af protestorganisationen RAM som protest over fængslingen af en af organisationens ledere, Facundo Jones Huala.

Huala blev arresteret, efter at hans organisation, der advokerer for flere rettigheder og jord til områdets oprindelige befolkning, mapucherne, havde besat et landområde tilhørende den internationale tøjkoncern Benetton.

En koncern, der først og fremmest blev kendt for sine multikulturelle kampagner, men som i Argentina også er kendt som landets største private jordbesidder, og som har rodet sig ud i en lidt besværlig situation ved at opkøbe store landområder, som mapucherne gør krav på.

Protesten, der førte til Maldonados forsvinden, blev opløst af Argentinas gendarmkorps i en aktion, hvor der fra demonstranternes side blev kastet med sten, mens gendarmerne heller ikke lagde fingrene i mellem ifølge øjenvidner.

Siden da har Maldonado været forsvundet, og der været mange teorier om, hvordan det er sket. Ikke mindst fordi gendarmkorpset er direkte under præsident Macris indenrigsministers kommando i en regering, der ligger til højre for sine umiddelbare forgængere.

Det har ført til beskyldninger fra bl.a. Macris forgænger, Cristina Kirchner, om, at Macri gentager fortidens synder.

Her har Argentina en ubehagelig fortid, hvor jorden stadig jævnligt åbenbarer desaparecidos – forsvundne – som blev myrdet af argentinske myndigheder under landets militærdiktatur 1976-83.

Både politikere, aktivister og nogle politikere funderer over, om Maldonada også er ’forsvundet’, især fordi liget er dukket op ca. 600 meter længere nede af floden på et sted, der tidligere er blevet undersøgt, og fordi argentinske medier forbinder en navngiven politiofficer med netop at have befundet sig der.

Indtil videre er sagen uopklaret, men den går næppe væk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her