Interview
Læsetid: 4 min.

’Catalonien er klar til at forhandle …’, siger regionens selverklærede udenrigsminister til Information

’Kom med et tilbud, så vi har noget at forhandle om,’ siger den catalonske selvbestaltede udenrigsminister Raül Romeva til Spanien, dagen før Cataloniens selvstyrere formentligt bliver opløst
Fredag kan Cataloniens selvbestaltede udenrigsminister, Raül Romeva, blive sigtet for forræderi mod Spanien

Fredag kan Cataloniens selvbestaltede udenrigsminister, Raül Romeva, blive sigtet for forræderi mod Spanien

Sille Veilmark

Udland
26. oktober 2017

Catalonien er villig til at forhandle om mindre end fuld selvstændighed.

Det er signalet fra regionens selvbestaltede udenrigsminister Raül Romeva, dagen før Spanien ventes formelt at opløse det catalonske selvstyre.

»Kom med et tilbud, så vi har noget at forhandle om,« siger Raül Romeva, der onsdag var på besøg i Danmark for bl.a. at møde en række folketingspolitikere.

»Det catalonske selvstændighedskrav er et politisk problem, som kræver en politisk løsning. Og vi er klar til at komme til forhandlingsbordet når som helst,« understreger han.

Konflikten mellem Catalonien og den spanske centralregering i Madrid er spidset yderligere til, siden den omstridte folkeafstemning om regionens selvstændighed fandt sted den 1. oktober.

I morgen fredag ventes det spanske senat at vedtage centralregeringens forslag om at aktivere forfatningens artikel 155, der formelt opløser det catalonske selvstyre.

Dermed risikerer Raül Romeva og resten af den catalonske selvstyreregering ikke bare at miste kontrollen over det regionale budget og selvstyrets mange fysiske institutioner i Catalonien, men også at ende i fængsel anklaget for forræderi.

To af selvstyrets repræsentanter er allerede blevet arresteret.

Politisk undertrykkelse

Det er imidlertid ikke noget, der skræmmer den 46-årige Raül Romeva, som tager imod på den nyåbnede catalonske "ambassade" i centrum af København. Indenfor i de spartanske lokaler ses det rød- og gulstribede catalonske flag side om side med EU’s og de nordiske landes.

»Vi har allerede flere af vores repræsentanter i fængsel, og jeg kan love den spanske regering og resten af de europæiske demokratier, at det ikke løser noget at smide mig eller mine kolleger i fængsel. To millioner cataloniere har tilkendegivet, at de er utilfredse med den nuværende selvstyreordning. Og det problem forsvinder ikke, bare fordi den politiske undertrykkelse vokser. Tværtimod vil det kun få problemerne til at vokse, hvis den spanske regering fortsætter ad den vej,« siger han.

»Der er også et spørgsmål, om de andre europæiske lande vil acceptere politiske fanger i et land, der hører til den europæiske, demokratiske familie,« siger Raül Romeva.

Hidtil har EU valgt at blande sig uden om konflikten med henvisning til, at der er tale om en intern konflikt, der ikke angår unionen.

Skuffet over EU

Og den reaktion har tydeligvis været en streg i regningen for det catalonske selvstyre, der havde håbet, at EU eller enkeltlande ville forsvare cataloniernes politiske rettigheder.

»Det har chokeret og skuffet mig meget, at EU opfatter den her konflikt som et internt anliggende. Det er jo alt andet. I en globaliseret verden som vores vil en fortsat konflikt om Cataloniens status helt klart smitte af på de andre europæiske lande,« mener den økonomiuddannede ’minister’.

Raül Romeva

Sille Veilmark
»Men det er ikke et spørgsmål om mægling, det er et spørgsmål om EU kan acceptere den politiske undertrykkelse, som vi bliver udsat for.«

Raül Romeva peger i den forbindelse især på Spaniens forsøg på at forhindre folkeafstemningen, hvor op mod tusind demonstranter blev såret, flere hundrede lokale ledere blev sigtet for at støtte uafhængighed, websites og valgstedet blev lukket.

Malet op i et hjørne

Den spanske regering har indtil videre afvist at forhandle med det catalonske selvstyre om en nyordning for den velstående region. Kravet fra Madrid er, at selvstyrepræsident Carles Puigdemon skal trække selvstændighedserklæringen tilbage, før der kan blive tale om forhandlinger. Men det har selvstyret til gengæld afvist.

Raül Romeva afviser imidlertid, at catalonierne har malet sig selv op i et hjørne med kravet om selvstændighed i stedet for blot at kræve en udvidet selvstyreordning.

»Nej, det mener jeg ikke. Den catalonske befolkning har givet os mandat til at forhandle om uafhængighed, og det kan vi ikke ignorere. Det er det forslag, vi bringer til forhandlingsbordet. Og så må Spanien jo komme med deres forslag til en politisk løsning,« siger han. »Det er sådan, man gør i forhandlinger, ikke sandt?«

Vil det sige, at I er villige til at gå på kompromis med kravet om selvstændighed og acceptere en udvidet selvstyreordning i stedet?

»Vi kan ikke tage stilling til et forslag, vi ikke har set. Hvis Spanien kommer med et sådant forslag, så vil vi meget gerne tage stilling til det. Vi vil meget gerne til forhandlingsbordet, men problemet er, at der ikke sidder andre ved det bord i øjeblikket. Der er p.t. ingen modpart at forhandle med. Men formålet med forhandlinger er jo et spørgsmål om at finde et kompromis.«

Den catalonske ’repræsentant for udenrigsanliggender, institutionelle relationer og åbenhed’ mener altså stadig, det er muligt at finde en løsning på den fastlåste konflikt.

Men hvordan vil catalonierne reagere, hvis du og dine kolleger mister alle beføjelser i morgen og bliver smidt i fængsel?

»Catalonierne har tradition for at protestere med fredelige midler. Det har vi gjort i årtier, og det vil vi blive ved med,« siger han og understreger, at han ikke mener, der er risiko for, at konflikten med den spanske stat vil udvikle sig voldeligt.

»Det tror jeg ikke, men jeg kan love, at utilfredsheden med den spanske regering, som catalonierne og flere andre regioner nærer, ikke vil forsvinde. Uanset, hvordan den spanske regering vælger at reagere.«

»Problemerne vil kun blive værre.«

Artikel 155

Den catalonske region, der har 7,5 millioner indbyggere, har i øjeblikket regionalt selvstyre. Men det ventes at blive opløst på fredag, når den spanske senat formelt godkende erklærer selvstyret for værende i strid med den spanske forfatnings artikel 155.

  • Artikel 155 er aldrig tidligere blevet anvendt.
  • Den giver regeringen mulighed for at træffe »alle nødvendige foranstaltninger,« hvis en af landets 17 regioner med delvist selvstyre ikke følger forfatningen eller eksempelvis »handler på en måde, der er meget skadelig for Spaniens generelle interesser«.
  • Hvad »alle nødvendige foranstaltninger« konkret betyder er ikke specificeret i artikel 155, men eksperter vurderer, at paragraffen kan bruges til at opløse Cataloniens regionale parlament og tage kontrol over det catalonske politi.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her