Læsetid: 3 min.

Catalonien: ’Det tavse flertal’ har fundet sin stemme – men det kan meget vel være for sent

Søndag demonstrerede hundredtusinder i Barcelona for at bevare den nationale enhed med Spanien. Alligevel vil rygtet vide, at den catalanske præsident tirsdag udråber provinsens selvstændighed
Søndag gik flere hundredetusind cataloniere på gaden for at markere deres modstand mod selvstændighed.

Søndag gik flere hundredetusind cataloniere på gaden for at markere deres modstand mod selvstændighed.

Francisco Seco

10. oktober 2017

Søndag fandt ’det tavse Catalonien’ omsider sin stemme.

Efter måneder med tilbageholdenhed, hvor separatistiske kræfter har domineret den offentlige debat, hængt deres modstandere ud som fascister og påberåbt sig et folkeligt mandat på baggrund af forrige søndags omstridte folkeafstemning, tog det flertal af cataloniere, som er imod uafhængighed, Barcelonas gader tilbage.

»Esta es la mayoría silenciosa« (her er det tavse flertal), »nok er nok«, »nu må den sunde fornuft tale«, råbte skaren af demonstranter, der ifølge nogle skøn talte en million mennesker, om end catalonsk politi anslog at der var 350.000. Under alle omstændigheder var det, som om Barcelonas borgere havde besluttet at holde deres egen spontane græsrodsafstemning – med et rungende nej som resultat.

Tilsvarende demonstrationer for bevarelse af spansk enhed fandt lørdag sted i omkring 50 spanske byer, herunder Madrid, med opfordringer til de stridende parter om at søge dialogens vej.

Spørgsmålet er, om weekendens mobilisering kom for sent.

Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, skal tirsdag holde en tale i det catalonske parlament, og rygtet vil vide, at han her vil erklære provinsens selvstændighed.

Man kan måske undre sig over, hvorfor separatisterne lige nu presser på for at nå deres mål, når de nu ikke ser ud til at kunne mønstre flertal. Nok stemte 92 procent for uafhængighed ved den afstemning den 1. oktober, som spansk politi søgte at forpurre, en stadfæstelse af et tilsvarende tal ved en tidligere, ikke-bindende folkeafstemning i 2014.

Men i begge tilfælde udgjorde andelen af pro-uafhængigheds-stemmer klart under 50 procent af den samlede vælgerbefolkning.

Splittet enhedsfløj

En forklaring på dette er, at separatisterne øjner en chance på grund af splittelsen på den nationale enhedsfløj.

Det konservative regeringsparti under ledelse af Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, er dybt upopulært i Catalonien. Samtidig lider Socialistpartiet, der på nationalt plan er det førende oppositionsparti, under intern strid i sin ledelse. Det catalonske socialistparti er imod uafhængighed, men ønsker ikke at blive set som tagende Rajoys parti – især ikke, hvis premierministeren skulle beslutte sig for at indføre direkte styre fra Madrid.

Artur Mas, Puigdemonts forgænger som catalonsk præsident, forsøgte at gøre regionalvalget i 2015 til endnu en folkeafstemning om uafhængighed. Men trods en rekordhøj valgdeltagelse på 75 procent, lykkedes det ikke for en koalition af prouafhængigheds-partier at vinde absolut flertal i det catalanske parlament. Men et udfald af de studehandler, som siden fulgte, blev, at Puigdemont kom til at afløse Mas som leder.

I løbet af den seneste måned er nationalistiske demonstrationer taget til i Spanien. Billedet er fra Barcelona.
Læs også

Selv om resultatet således langtfra gav fuldtonende opbakning til separatisterne, tolkede deres ledelse det anderledes.

Ansporet af nationalistiske medier, af Rajoys upopularitet som leder af en mindretalsregering i Madrid, og af oppositionens splittelse, indledte aktivisterne et målrettet fremstød for uafhængighed, kulminerende med folkeafstemningen tidligere på måneden.

Med den sande troendes beslutsomhed ignorerede Puigdemont, at en forfatningsdomstol havde kendt folkeafstemningsplanen ulovlig. Også Rajoys bønner og trusler sad han overhørig. Borgere i Barcelona beretter om, hvordan en intimiderende atmosfære bredte sig i ugerne op til afstemningen, hvor aktivister beskyldte alle, der var uenige med dem, for at nære fascistiske sympatier.

Puigdemonts dilemma

Men efter at ’det tavse flertal’ kom på banen søndag, står Puigdemont i et reelt dilemma. Hvis han virkelig proklamerer et selvstændigt Catalonien, vil hans første problem ikke nødvendigvis blive Rajoy, Guardia Civil eller indførelse af et direkte styre fra Madrid. Det kan snarere blive, at mange af hans catalonske medborgere vil kræve hans hoved på et fad.

Samtidig skal Rajoy på sin side passe på ikke at fejlfortolke søndagens demonstration som lokal støtte til sin egen ubøjelig hårdt-mod-hårdt-holdning. Hans snedigste træk, som også Inés Arrimadas fra Cataloniens Ciudadanos-parti advokerer for, kunne være at bruge sine konstitutionelle beføjelser til at insistere på afholdelse af nye regionalvalg. Disse vil nemlig kunne resultere i, at Puigdemont bliver erstattet af en mere forsonlig skikkelse fra separatistfløjen, eksempelvis erhvervsminister Santi Vila.

Den aktuelle atmosfære i Barcelona taget i betragtning kan nyvalg føre til, at uafhængighedsfløjen mister sit kontrol over Parlament de Catalunya, den catalanske regionalforsamling. Et sådant udfald vil udgøre en larmende sejr for provinsens ’tavse flertal’. Man skal dog ikke vente sig, at separatisterne af den grund vil opgive ævred så tæt på målet .

»Hvis vi får nyvalg, er det vigtigt, at det kan blive udlagt som en sejr for begge parter,« siger Ana, en Barcelona-borger. »Ellers går vi bare mod nye konfrontationer.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Tjaeee...hvor havde alting været meget meget lettere at gennemskue, hvis spanierne havde ladet catalonerne få lov til, at gennemføre deres folkeafstemning, i ro og mag.

Nu skal alle sejl øjensynligt sættes for, at skabe dyb splittelse - ØV.

Politik betyder - kampen om magten.
Det fornemmer man tydeligst i netop sådan en situation som "Catalonienexit"

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Det besynderlige er så, at hvis artiklens forfatter har ret, hvis der er et tavst flertal af mennesker, der ønsker Cataloniens forbliven i Spanien, så havde det været ganske let at undgå hele balladen: Man kunne have ladet catalonerne lave deres vejledende afstemning i fred og ro - uden at sætte magtanvendelse ind fra centralmagtens side.

Mikkel Møldrup-Lakjer, Jes Balle Hansen , Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Thora, det kunne man godt have gjort, men mange af disse "tavse" har ofte forholdt sig til spørgsmålet som noget, der ikke er blevet taget seriøst.
Nu har uafhængighedsbevægelsen meget strategisk og dygtig genereret en sand mediestorm, som har gjort spørgsmålet relevant. Og så har Rajoy kvajet sig.
Lige nu er der en polarisering i Catalonien, men at erklære selvstændighed på et skræntende grundlag er vist mere symbolsk, og sker af hensyn til karriere. Det sørgelige er selvfølgelig alle de mennesker, som Puigdemont potentielt skider på.

Uansat hvad man mener om den afstemning i søndags (læs fx Marcus Rubins signatur i Politiken søndag), så kan den ikke bruges til at retfærdiggøre en ensidig uafhængighedserklæring. I 2014 kunne folk stemme uforhindret, og resultatet blev det samme: flertallet blev væk. Mht. til en legal afstemning, så har jeg svært ved at se, på baggrund af nationalisternes demagogi og kontrol over diverse medier (TV3), at en sådan pt ville kunne afholdes på baggrund af en saglig debat. Det er jo Brexit om igen.

Asger Ringsing

Jeg undrer mig over, at den ene kommentator efter den anden siger, at afstemningsreultatet ikke bør være gyldigt, fordi stemmedeltagelsen var under 50%.
Hvorfor ikke samme argument, når det handler om amerikanske valg?
Skal alle valg med en stemmedeltagelse under 50% erklæres ugyldige?