Eksilredaktør: Jeg ville da helst være journalist, men omstændighederne gør mig til frihedskæmper

Over en kop te fortæller Can Dündar, at han forbereder fremtiden. Den forekommer umiddelbart dyster. Han er alene i sit Berlin-eksil, hans kone har udrejseforbud fra Tyrkiet, sønnen studerer i London, og han kommer ikke i den berlinske bydel Kreuzberg, hvor der er en atmosfære af Tyrkiet med duftende kebab, spraglede butiksfacader og barbersaloner, hvor anatolske mænd plejer den ugentlige ansigtshygiejne.

»Nej, det vil ikke være en god idé. Erdogans konfrontation med Tyskland og polariseringen i Tyrkiet har også radikaliseret de tyrkiske nabolag her i byen. Fanatikerne er en trussel, det kan være farligt at nærme sig, og jeg er mål for enhver, der vil være en helt i Erdogans øjne. Så jeg er da opmærksom.«

Et tv-hold fra den tyrkiske tv-kanal A Haber filmede for nylig Can Dündar på vej til og fra kontoradressen i en stille sidegade i Berlin Mitte – eller som nyhedsudsendelsens studievært sagde: »Forræderens hovedkvarter«.

Den 56-årige journalist og nu tidligere chefredaktør for centrumvenstre-avisen Cumhuriyet ankom til Berlin i september 2016 med et tildelt stipendium for eksil-skribenter af tysk PEN og et kontor i mediekollektivet ’Correctiv’, der er specialiseret i undersøgende journalistik. Han skriver en fast klumme i ugeavisen Die Zeit og er chefredaktør for et nyt magasin, Özgürüz (Vi er frie), på tysk og tyrkisk i samarbejde med mediekollektivet.

Han er således friere stillet end den lille snes kolleger fra hans nu tidligere avis, der retsforfølges i Istanbul, anklaget for at bistå en vifte af terrorbevægelser. Avisens bogholder er blandt de tiltalte.

»Opgaven for os i eksil er at forberede fremtiden, den rehabiliteringsproces, der er uomgængelig, for præsident Erdogan varer ikke evigt. Hans vigende stemmetal i storbyerne er lyset for enden af tunnelen, hvilket også er årsag til hans åbenlyse angst. Her kan vi arbejde for at øge forståelsen mellem tyrkere, kurdere og alevimuslimer. Vi kan tænke freden, og hvordan vi heler sårene. Det har været den eksileredes opgave siden osmannerne: at bidrage til redelig oplysning og tænke fremad.«

Undslap efter kupforsøget

Tilbage i maj 2016 blev Dündar og Cumhuriyets Ankara-redaktør, Erdem Gül, idømt mindst fem års fængsel for ’spionage’, efter at avisen havde dokumenteret, at den tyrkiske efterretningstjeneste, MIT, i januar 2014 fragtede våben til oprørere i Syrien.

Begge sad fængslede i 92 dage, men var på fri fod under retssagen, og Dündar tog på ferie i Barcelona for at skrive på sin bog om sagen.

»Og mens jeg var i Spanien, fandt det fejlslagne militærkup 15. juli sted, så jeg besluttede ikke at vende tilbage til Tyrkiet,« fortæller han. »I stedet tog jeg hertil for at sondere mulighederne, gik af som chefredaktør, men fortsatte som kommentator i avisen.«

Men ikke så længe. Hans bidrag ophørte i lyset af flere anholdelser og fængslinger af kollegerne i Istanbul. »Mine klummer ville kunne bruges imod dem,« som han siger.

Som moderne liberal skribent med speciale i kulturhistorie var Can Dündar ikke en indlysende chefredaktør for den republikansk stokkonservative oppositionsavis, der hyrede ham i 2015.

Cumhuriyet er republikkens ældste dagblad, grundlagt i 1924 som megafon for landsfaderen, Mustafa Kemal Atatürk, men siden 1980’ernes liberalisering af økonomien med dalende oplagskurve og et skær af frønnet fortid.

Can Dündar var forkromet nutid: prominent tv-ansigt, en snes bøger på CV’et og karriere i de nye, toneangivende mainstreammedier. Indtil 2013, da han blev fyret fra Milliyet, den respekterede, liberale avis for intellektuelle. Brøden var kritik af myndighedernes håndtering af de voldsomme Gezi Park-demonstrationer i Istanbul, der den sommer rystede ikke kun byen, men hele landet og gjorde kål på det liberale segments sidste rest af sympati for AKP.

Censurens anatomi

Milliyet var et par år før blevet købt af finansmanden og flaskegas-magnaten Erdogan Demirören, der som grunden til Dündars fyreseddel erklærede, at hans klummer var ’lidt for skarpe’.

»Var jeg ikke blevet fyret, havde Demirören fået problemer. De tyrkiske mainstreammedier ejes alle af forretningsfolk med økonomisk interesse i at stå sig godt med Erdogan, og den tilstand er den væsentlige hindring for pressefriheden og måden hvormed Erdogan udøver indirekte censur. Han intervenerer ofte selv, men behøver det ikke, eftersom medieejerne selv varetager censuren.« 

»Da Demirören blev ny ejer af Milliyet i 2011, erklærede han på det første møde med medarbejderne, at kritik af Erdogan og regeringen var bandlyst. Vi så forbløffet på hinanden og spurgte: Hvordan lader det sig gøre? Vi redigerer en avis med tradition for at udfordre enhver regering, men han var klar i mælet: ’Mine interesser uden for avisen vil lide skade, hvis jeg får det dårligt med Erdogan – som desuden er en mand, jeg holder meget af’. Det grinede vi ad, men ikke ret længe. Ingen af de erhvervs- og finansfolk, der typisk opkøber de betydelige medier, kan overleve at lægge sig ud med Erdogan. Men det er så heller ikke noget, de beklager sig over, de er tværtimod lykkelige for at bytte medieloyalitet med fordelagtige kreditter i statens banker, stå forrest ved kontrakter i offentlig licitation og nyde godt af lempelig skattekontrol.«

Dündar opregner de tre modeller, Erdogan har anvendt for at sikre kontrollen med medierne:

»Først er der skattevæsenet, der med bøder og chikane økonomisk underminerer de medier, præsidenten ikke er tryg ved, hvorefter TMSF, det statslige erhvervstilsyn, der sorterer under statsministeriet, træder til og overtager det gældstyngede medie. TMSF sælger derpå mediet til forretningsmænd, der står Erdogan nær. Og hvis de ikke selv får ideen til at købe, får de en præsidentiel opfordring mod løfte om tildeling af statslige kontrakter.«

»Den anden metode er lukning af medier, der især med undtagelsestilstanden efter det fejlslagne militærkup uden videre anklages for at støtte terrorisme, og som har ramt samtlige Gülen-medier og flere kurdiske aviser.«

»Og den tredje metode er arrestation og fængsling af journalister og redaktører, der anklages for at bistå terrorisme og bruges mod uafhængige medier som Cumhuriyet, der ejes af en avisfond og altså ikke har uvedkommende økonomi i klemme. Fælles for alle tre metoder er, at når du straffer en virksomhed eller fængsler en journalist, afskrækker du alle medier fra kritik.«

Erdogans kamp mod overskrifter

Politisk styring af medierne er dog ikke Erdogans opfindelse, men et strukturelt træk, der går langt tilbage. Forskellen på før og nu er, at Erdogans kontrol ifølge en rapport fra tænketanken ’Rethink Institute’ i Washington er den mest omfattende siden et-parti-systemet i perioden 1925-50.

Can Dündar medgiver, at de tyrkiske islamister ikke havde en fair presse, da de store, sekulære medier var toneangivende i 80’erne og 90’erne.

»Erdogan har sagt, at han kom til magten i kampen mod svinske overskrifter. Hvilket er sandt – de store mainstreammedier var imod ham, og han lovede sig selv, at den dag, han kom til, ville han slå dem ned. Og det løfte har han holdt – han er nu Tyrkiets største mediemogul, og det er os andre, der nu slås mod svinske overskrifter.«

Den tyrkiske medielovgivning er markedsorienteret – der er ingen hindringer for monopoldannelse i den trykte presse, og for de elektroniske medier – tv er primær informationskilde for 97 procent af befolkningen – begrænses ejerskab til ikke over 30 procent af det samlede udbud.

Der er ca. 100 private landsdækkende tv-kanaler i Tyrkiet plus det statslige TRT, der lå langt nede i seertal, da Erdogan kom til magten. Det har AKP ændret med en strømlinet modernisering, der har øget den statslige markedsandel voldsomt, hvilket Erdogan har nydt godt af.

Da han stillede op til præsidentvalget i 2014 viste en måling over to dage, at han fik 204 minutters sendetid, mens hans to modkandidater, henholdsvis en sekulær og en kurdisk politiker, fik hver tre minutter – som kurderen, Selahattin Demirtas, i øvrigt brugte på at skælde ud over forskelsbehandlingen.

Samme mønster gentogs i grotesk format forud for folkeafstemningen om en ny forfatning i april i år, hvor sendetiden i Erdogans favør var endnu mere massiv.

Den skamfulde mediehistorie

»Og ja, tyrkiske medier har en skamfuld historie,« erkender Can Dündar, »og de medieejere, der hylder Erdogan, er ikke ideologisk enige med ham. De er ikke islamister, men mænd, der tiltrækkes af magtens magnetisme. Medier, der har en kritisk tradition uanset regeringens politiske farve, har aldrig haft nogen resonans hos dem. Som kapitalister er de afhængige af magten, og for tiden har de ikke andet valg end at adlyde Erdogan. Da militæret havde magten i 1990’erne, adlød de soldaterne – for hesten er den samme. Rytteren skifter bare saddel.«

Gør han ikke det, risikerer han at falde af hesten. Hvilket Aydin Dogan, Tyrkiets svar på Robert Murdoch, måtte sande i 2009. Indtil da styrede den nu 81-årige milliardær og hans fire døtre halvdelen af det tyrkiske mediemarked via en vidt forgrenet koncern med industri, minedrift, energi, entreprenørvirksomhed, handel og turisme.

Dogan Holding ejede mere end en snes tv-stationer i ind- og udland, bl.a. CNN Türk, og en vifte aviser, bl.a. flagskibet Hurriyet og den seriøse Milliyet. Dogan-medierne så sympatisk på AKP i de første år med tilsyneladende demokratisk islamisk styre, men den vendte, da Dogan i midten af 00’erne fik afslag på bygning af et raffinaderi i Ceyhan, den vigtige oliehavn, som i stedet blev tildelt en Erdogan-proselyt.

Herefter mobiliserede Dogan det tunge medieskyts mod Erdogan og AKP, bl.a. med en smædekampagne om en korruptionsskandale i Tyskland, der havde tråde til AKP, og Dogans aviser var i front, da partiet i 2008 lige akkurat overlevede en anklage for ulovlig islamisk aktivitet ved forfatningsdomstolen.

Svaret kom i 2009, da Finansministeriet præsenterede Dogan Holding for en bøde på 3,8 milliarder lira (ca. 16 mia. kr.) for skatteunddragelse. At bøden var åbenlyst politisk motiveret, tvivlede ingen på, og at AKP havde lært af de sekulære regeringer i 80’erne og 90’erne, der pudsede skattevæsenet på de ekspanderende og andelsdrevne islamiske virksomheder, de såkaldte ’anatolske tigre’, var evident.

Det abnormt store bødekrav mod Dogans mediegruppe, der udgjorde fire femtedele af børsnoteringen, sigtede mod en konkursbegæring, men stormen blev redet af, og sagen blev forligt i 2011 med betaling af 1,1 milliard lira. Men Dogan-imperiet var ramt og måtte sælge aviserne Vatan og Milliyet tillige med energiselskabet, Petrol Ofisi, for at afvikle gælden. Og flagskibet Hurriyets redaktionelle frihed blev ramt.

Knæfaldet på Hurriyet

Can Dündar fortæller: »Den redaktionelle linje blev lagt om, og den respekterede chefredaktør blev sparket ud, ligesom staben blev renset for de mest kritiske kommentatorer og journalister.«

Chefredaktøren, Sedat Ergin, der ganske rigtigt respekteres som en af de bedste graverjournalister, blev dog kun sparket ud af chefkontoret, ikke fyret. Som chefredaktør havde han overset en overskrift, der mishagede Erdogan, nemlig Hurriyets Ankara-redaktør, Handa Firats rubrik til en ellers fejlfri reportage, der hed: ’Militæret foruroliget’ – et ordvalg, der i den særlige tyrkiske kontekst signalerer ’trussel om militærkup’.

Erdogan sloges i forvejen med rygter om, at hans generalstabschef ikke havde helt rent mel i kupposen. (Firat er i øvrigt identisk med studieværten på CNN Türk, der på kupnatten fik mobilkontakt til Erdogan, da hans fly cirklede over lufthavnen i Istanbul, og blev belønnet for sit scoop med Ankara-posten). »Så Aydin Dogan fjernede simpelthen chefredaktøren som en gestus til den vrede præsident,« siger Dündar.

Og her er vi tilbage ved tyrkisk presses hang til politisering, som Dündar selv praktiserede, da han timede Cumhuriyets historie om MIT’s våbentransport til Syrien umiddelbart før parlamentsvalget i juni 2015, hvor AKP for første gang mistede sit absolutte flertal. Så mit sidste spørgsmål går på en observation af, at tyrkiske journalister ser sig selv som deltagere i de politiske intriger?

»Ja,« svarer han, »og det gælder også for mig – jeg skulle stille dig spørgsmål, men sidder her og besvarer spørgsmål. Men det er ikke mit eget valg. Som journalist i Tyrkiet er du tvunget til at slås for frihed til skrive. Det er ikke et frit land, hvor du kan rapportere alting. Afslører du ubehagelige sandheder, er du en skyldig – en terrorist. Jeg ville da helst være journalist, men omstændighederne gør mig til frihedskæmper. En rolle, jeg er tvunget ud i, men det er prisen i Tyrkiet. Jeg har mistet min titel som objektiv reporter og er blevet et mål. Så jeg må forsvare mig selv, min familie, mit land og min profession. Men jeg har ikke mulighed for at forsvare mig ved at bede Erdogan om et interview.«