Læsetid 5 min.

Få overblik over atomaftalen med Iran

Trump truer med at bryde atomaftalen med Iran. Det kan forværre situationen i et i forvejen ustabilt område. Men hvad handler aftalen om – og hvordan står parterne overfor hinanden. Vi bringer et overblik
Præsident Donald Trump har meddelt, at han vil sætte en proces i gang, der kan føre til USA’s udtræden af atomaftalen med Iran.

Præsident Donald Trump har meddelt, at han vil sætte en proces i gang, der kan føre til USA’s udtræden af atomaftalen med Iran.

Susan Walsh

12. oktober 2017

Den amerikanske præsident Donald Trump truer med at forlade atomaftalen med Iran, der blev indgået af hans forgænger Barack Obama. Et muligt aftalebrud kan udgøre en voldsom trussel for stabiliteten i området og i sidste ende føre til krig.

Men hvad handler aftalen egentlig om – og hvordan står de forskellige involverede parter overfor hinanden. Vi bringer her et overblik.

Med atomaftalen indvilliger Iran blandt andet i

  • ... at beskære antallet af installerede centrifuger til berigelse af uran med to tredjedele frem til 2025.
     
  • ... at afholde sig fra at berige uran med mere end 3,67 pct. fra 2015 til 2030.
     
  • ... at reducere sit lager af lavt beriget uran fra 10.000 kg til 300 kg fra 2015 til 2030.
     
  • ... at forlænge den tid det antages for Iran i 2015 at lave og detonere et kernevåben fra to-tre måneder til 12 måneder.
     
  • ... at lade inspektører fra IAEA få adgang til alle atomanlæg og uranminer i landet.

Alle FN-sanktioner relateret til Irans atomanlæg vil sammen med målrettede sanktioner indført af EU og USA blive ophævet. Hvis Iran undlader at opfylde sine betingelser forbeholder P5-gruppen plus EU og Sikkerhedsrådet sig ret til at genindføre blokaden.

USA

Det var Trumps forgænger – præsident Barack Obama – der indgik atomaftalen med Iran.

Julio Cortez

Siden 1980’erne har samtlige amerikanske præsidenter vurderet, at et atombevæbnet Iran ville udgøre en trussel mod USA’s og dets allieredes sikkerhedsinteresser. Det gælder frem for alt mod Israel, men også mod de sunniarabiske olielande i Den Persiske Golf og Europa.

Hertil skal lægges, at USA i lang tid har klassificeret Iran som en stat, der yder støtte til terroraktioner uden for dets grænser – dels gennem Hizbollah i Libanon og Hamas i de palæstinensiske områder og dels gennem aktioner angiveligt støttet af Irans Revolutionære Garde.

Da Barack Obama tiltrådte i 2009, vurderede eksperter, at Iran var tæt på at have nok beriget uran til at udvikle en atombombe. Præsidenten søgte derfor støtte fra Irans vigtigste handelspartnere – Europa, Kina, Rusland, Indien og andre lande – til at pålægge landet nye sanktioner og stramme de eksisterende.

»Det iranske regime støtter terrorisme og eksporterer vold, blodsudgydelse og kaos rundt i Mellemøsten. Det er derfor, vi må sætte en stopper for Irans fortsatte aggressioner og ambition om at blive en atommagt. De lever ganske enkelt ikke op til ånden i aftalen,« sagde Trump tidligere i denne uge
Læs også

Efter indgåelsen af aftalen i juli 2015 understregede Obama, at formålet med aftalen ikke var et regimeskifte i Iran, ej heller at moderere Irans ekspansive udenrigspolitik i Mellemøsten. Formålet var ganske enkelt: Iran skulle hindres i at blive den første atommagt i Mellemøsten.

Da sanktionerne mod Iran blev ophævet erkendte Obama på forhånd en kritik, som hans efterfølger Donald Trump og andre kritikere har fremlagt: At et sanktionsfrit Iran polstret med 100 mia. dollar, der havde været indefrosset i USA siden 1979, ville have flere midler på hånden til at videreføre sin ekspansive udenrigspolitik.

Rusland

Putins Rusland er ikke interesseret i flere atommagter i sin nærhed, og derfor var landet for aftalen, da den blev indgået.

Alexei Druzhinin

Inden forhandlingerne om atomaftalen begyndte i 2014, støttede præsident Vladimir Putin FN-sanktionerne mod Iran og bidrog sidenhen positivt til det succesrige resultat.

Til Ruslands motiver hører, at det generelt ikke ville være i Moskvas interesse at have ny atommagt nær sin sydlige grænse. De to lande har historisk set været rivaler i f.eks. det sydlige Kaukasus

Rusland frygter desuden, at USA og Israel vil anvende militærmagt, hvis atomaftalen bryder sammen. Det kan forskubbe magtbalancen i Mellemøsten til fordel for USA og destabilisere hele regionen.

Herudover ville det være en bet for Rusland, hvis et provestligt styre tog magten i Teheran.

For Rusland er det en økonomisk udfordring, at Iran genindtræder på den globale scene. De to lande konkurrerer om salg af olie på verdensmarkedet.

Kina

Selv om Xi Jinping og Kina generelt ikke ønsker flere atommagter, har landet været imod amerikansk indblanding i regionen og derfor været skeptisk overfor atomaftalen.

Mark Schiefelbein

Generelt har Kina modsat sig USA’s og andre vestlige landes forsøg på at diktere politik til de såkaldte slyngelstater. I Beijings øjne er udenlandsk indblanding i en suveræn stats anliggender principielt uacceptabel.

Kinesernes støtte til atomaftalen med Iran er en sjælden undtagelse. Det principielle motiv er et ønske om at begrænse antallet af atommagtstater, men Irans store oliereserver antages at være den vigtigste årsag.

Kina var en vigtig handelspartner for Iran i årene, hvor USA strammede skruerne om den iranske økonomi. Kineserne importerede f.eks. store mængder olie og naturgas fra Iran, hvilket ikke var i strid med FN’s resolutioner.

Kinas opbakning til atomaftalen tilskrives også Beijings frygt for, at en amerikanskledet militær aktion mod Irans atomanlæg og måske en større krig ville blokere for import af olie og naturgas.

Til sidst havde Kina grund til at frygte formindsket adgang til det amerikanskdominerede finansielle system, hvis Beijing afviste at lægge pres på Iran gennem FN-sanktioner op til indgåelsen af atomaftalen. Nye amerikanske sanktioner mod Iran kan gøre livet vanskeligt for Kinas banker og finansinstitutioner.

Frankrig, Storbritannien, Tyskland – og EU

For Merkel, der her er på besøg hos Macron i Frankrig, er handel og energi meget afgørende for det positive syn på atomaftalen. Og Europa har udnyttet aftalen til at øge samhandlen med Iran.

Boris Roessler

De tre europæiske stormagter plus EU havde primært en interesse i at forebygge udbruddet af en krig mellem USA og Iran. I årene inden forhandlingerne om en atomaftale virkede EU-landene som en uformel mægler mellem USA og Iran. Europæiske diplomater og politikere aflagde ofte besøg i Teheran.

EU’s store satsning på en atomaftale hang også sammen med et ønske om at ophæve dets forbud mod import af olie fra Iran, som blev indført i 2012. Inden da havde Iran været den syvendestørste olieeksportør til EU.

Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen i 2014 og usikkerheden om fremtidige leverancer af naturgas til f.eks. Tyskland åbnede desuden en mulighed for at mindske afhængigheden af Rusland gennem import af iransk naturgas.

Ingen andre anede så store muligheder for at vinde fodfæste på det iranske marked som EU. I halvandet år inden indgåelsen af atomaftalen i 2015 kom 90 pct. af alle besøgende forretningsfolk i Iran fra Europa.

Iran

For ayatollah Ali Khamenei og Iran har atomaftalen haft stor økonomisk betydning.

Abaca

I årene efter indførelsen af FN’s sanktioner i 2011 gik Irans økonomi i knæ. Uafhængige analyser vurderer, at landets bruttonationalprodukt faldt med 20 pct. Inflationen nåede op på 40 pct., og den iranske møntfod rial blev nedskrevet med en totredjedel. Iranske eksportvirksomheder blev ramt af manglende adgang til det internationale finansielle system.

Aftalen med P5-gruppen plus EU medførte, at Iran neddroslede sit atomprogram uden dog at tilintetgøre det. Iran pegede på, at ethvert land ifølge FN-konventionen om ikkespredning af kernevåben har ret til at udnytte uran i fredeligt øjemed, herunder til forskning, medicinske formål og drift af atomkraftværker.

Til gengæld blev FN-sanktionerne ophævet. Det betød, at Iran igen kunne eksportere sin olie og naturgas og åbne for import af teknologi og andre goder. En genindførelse af den økonomiske blokade ville anrette stor skade på en iransk økonomi, der i de sidste to år er genindtrådt på den globale markedsplads.

Israel

For Israel og premierminister Benjamin Netanyahu har atomaftalen med Iran – deres svorne hovedfjende – ikke været vidtgående nok.

Sebastian Scheiner

Premierminister Benjamin Netanyahu forsøgte gentagne gange under forhandlingerne i Wien at lægge et stort pres på proisraelske medlemmer af Kongressen. Men hans satsning – understøttet af flere konservative proisraelske organisationer i USA – mislykkedes.

Israel anser Iran for at være sin hovedfjende. Det skyldes en kombination af ayatollah-styrets afvisning af at anerkende Israel som en stat, en statslig antisemitisk propaganda og Teherans støtte til Hizbollah og Hamas.

Lige fra begyndelsen har Israels regering insisteret på, at Iran tilintetgør sine atomanlæg. Den har ydermere kritiseret, at Wien-aftalen har en udløbsdato.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Henrik Wagner
  • David Zennaro
  • Thomas Olsen
Viggo Okholm, Henrik Wagner, David Zennaro og Thomas Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Ville verden i virkeligheden være sikrere - uden atomaftalen?
Næppe
Sikke en overskrift, sikke en retorik!
Information buldrer på krigstrommerne, i stedet for at slå på fredstrommerne.

Det kommer til at koste mit abonnement!
Modstandsbevægelsens avis, min bare...........

"Iran skulle hindres i at blive den første atommagt i Mellemøsten"

Der skulle vel stå "den anden"?

Torben Skov, Henrik Wagner og David Zennaro anbefalede denne kommentar

nej nej erik, vi skulle jo nødig have det indtryk af at den geostrategiske balance er helt forskudt.

Jeg anser altså den gennemgang her som både saglig og realistisk, så jeg har ikke nogen ønsker om at opsige mit digitale abonnement. Når det er sagt så er der selvfølgelig mange hvisèr, og hvordan kan klodens stater styre deres retorik og handlinger i skyggen af en fuldstændig ustabil leder af vores såkaldte frie verden og som samtidig holder hånden over en israelsk leder med en lige så kold indstilling til medmennesker, der ikke støtter ham.