Baggrund
Læsetid: 3 min.

Nu går Trump i gang med at fjerne Obamas klimaplan

Ifølge gældende lov skal CO2-udledninger reguleres, så nu går Scott Pruitt, Trumps klimaskeptiske chef for miljøstyrelsen, EPA, i gang med at ophæve Clean Power Plan og søsætte en langvarig proces med at søge alternative reguleringer. Imens er kulkraftværkerne fredet
Udland
7. oktober 2017

Den amerikanske miljøstyrelse, EPA, er nu klar til første formelle skridt mod afvikling af Barack Obamas klimapolitiske flagskib, den såkaldte Clean Power Plan. Et internt EPA-dokument, som Reuters og New York Times er i besiddelse af, varsler, at man »udsender et forslag om at ophæve reguleringen«.

Clean Power Plan, søsat af præsident Obama i 2015, skulle regulere de amerikanske kraftværkers CO2-udledning med det mål at opnå en reduktion på 32 pct. i 2030, set i forhold til 2005-niveauet.

Den nuværende, klimaskeptiske præsident, Donald Trump, har imidlertid betegnet planen som »tåbelig« og sendte i marts et præsidentielt dekret til EPA’s chef, Scott Pruitt, om at afvikle den.

New York Times citerer Trump for i september at have sagt om planen på et vælgermøde i Alabama:

»Så I, hvad jeg gjorde ved den? Bum, borte!«

Så enkelt er det imidlertid ikke. En lov fra 2009 definerer drivhusgasser som CO2 som farlige for menneskers sundhed og trivsel, og som sådan er regeringen forpligtet til at regulere udledningerne.

EPA-dokumentet lægger derfor op til, hvad der ligner en langvarig forhalingsmanøvre, idet man vil foreslå Clean Power Plan ophævet og samtidig indlede en proces, hvor man opfordrer offentligheden, herunder industrien, til at byde ind med forslag til alternativ regulering. En sådan proces kan tage måneder eller år, og i den periode vil de amerikanske fossile kraftværker formentlig være beskyttet mod føderale indgreb.

Før Scott Pruitt blev udpeget som ny EPA-chef, var han som justitsminister i Oklahoma med til at anlægge sag mod Obama-regeringen for at få Clean Power Plan kendt ugyldig. Sagsanlægget, som 27 delstater står bag, har indtil videre udskudt planens ikrafttræden. Domstolene havde givet EPA frist til i går til at melde, hvordan det vil forholde sig til klimaplanen.

Flere klimaskeptikere på chefposter

Ifølge den amerikanske energistyrelse, US Energy Information Administration, udledte nationens fossile kraftværker i 2016 godt 1,8 milliarder ton CO2, svarende til ca. 35 gange Danmarks samlede CO2-udledninger. Udledningerne fra den amerikanske elsektor var sidste år faldet med 10 pct. i forhold til 2005-niveauet.

Hvis Obama’s ambition i Clean Power Plan skal realiseres, skal udledningerne frem mod 2030 reduceres med næsten det dobbelte af den hidtidige hast.

Det amerikanske Senat har i denne uge gennemført en høring af William Wehrum, den af Donald Trump indstillede ny chef for EPA’s kontor for luft og stråling, hvorunder klimareguleringen hører.

Wehrum er advokat i advokatfirmaet Hunter & Williams LLP, hvor hans klienter har omfattet branche- og lobbyorganisationer som American Petroleum Institute, American Fuel and Petrochemical Manufacturers og American Chemistry Council. Disse tætte relationer til den fossile og kemiske industri var baggrunden for, at Kongressen under præsident George Bush afviste William Wehrum til den post, som Trump nu har indstillet ham til.

Under senatshøringen i onsdags blev Wehrum udfordret på klimaspørgsmålet af bl.a. den demokratiske senator Jeff Merkley, der ville vide, om EPA-kandidaten anerkendte klimaændringerne som hovedsageligt menneskeskabte.

»Jeg mener, det er et åbent spørgsmål,« svarede William Wehrum.

Og da han blev forelagt grafer fra NASA om den tætte sammenhæng mellem CO2-udledning og global opvarmning, svarede han: »Jeg kender ikke disse data.«

Til gengæld roste han Scott Pruitt og Donald Trump for at sætte en klar dagsorden for EPA med deres ambition om at »rydde unødvendig og byrdefuld regulering af vejen«.

Bliver Wehrum som ventet godkendt af et flertal i Senatet, synes klimaskepsisen cementeret lige fra Det Hvide Hus over EPA-direktørsædet til fagkontoret for bl.a. luftmiljø og klima.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her