Læsetid: 9 min.

En gammel træt mand i kørestol erobrede Europa

Wolfgang Schäuble har styret Europa. Nu skal han styre det tyske parlament. Den 75-årige tyske finansministers enestående karriere afsluttes med posten som formand for den tyske Forbundsdag. I Europa er det ikke just alle, der vil savne den proeuropæiske principrytter, som kun var en partiskandale fra at blive tysk kansler
Uanset hvilken vinkel man lægger, vil de fleste tyskere starte med at tage hatten af for den 75-årige Wolfgang Schäuble. Ved det tyske valg i september fik juristen Schäuble nemlig sin 13. periode i den tyske Forbundsdag – første gang var i 1972.

Uanset hvilken vinkel man lægger, vil de fleste tyskere starte med at tage hatten af for den 75-årige Wolfgang Schäuble. Ved det tyske valg i september fik juristen Schäuble nemlig sin 13. periode i den tyske Forbundsdag – første gang var i 1972.

Jose Luis Magana

20. oktober 2017

Den politiske arbejdshest, der aldrig blev tysk kansler. Den magtfulde pragmatiker, der reddede euroen. Den ubøjelige principrytter, der satte Europas sammenhold på spil.

Uanset hvilken vinkel man lægger, vil de fleste tyskere starte med at tage hatten af for den 75-årige Wolfgang Schäuble. Ved det tyske valg i september fik juristen Schäuble nemlig sin 13. periode i den tyske Forbundsdag – første gang var i 1972.

Denne gang bliver alting dog anderledes for Dr. Schäuble, der på mange punkter har regeret i øjenhøjde med Angela Merkel.

Til mange sydeuropæeres lettelse takker han endegyldigt af som tysk finansminister for i stedet at krone sin enestående karriere med embedet som præsident for Forbundsdagen. Det står fast, efter han i denne uge enstemmigt blev udpeget af CDU/CSU, der som det største parti i Forbundsdagen har retten til at foreslå kandidaten til det både vigtige og ærefulde hverv.

Den græske duel

Allerede nu foregår der en kamp om Schäubles eftermæle i den europæiske presse.

Selvom posten som præsident for Forbundsdagen på papiret er den ypperste position under Forbundspræsidenten i Tyskland, vil det afgørende for Schäubles ry nemlig forblive, at han som 67-årig i 2009 kastede sig ud i opgaven som finansminister i Merkels anden regering. Både af pligt, lyst og nysgerrighed, som han har formuleret det.

Schäubles helbred skrantede, hans engelske skulle friskes op, og – som han senere har indrømmet – havde han dengang begrænset viden om makroøkonomi, globale finansmarkeder og pengepolitik. Nu sad han i almindelige dødelige menneskers pensionsalder pludselig foran en historisk voldsom finans- og eurokrise. Her skulle han ikke bare styre Europas største økonomi, men også sikre euroens overlevelse.

Sindbilledet på denne udfordring blev mødet mellem det store Tyskland, der ængsteligt havde opgivet den stabile D-mark for en mere usikker euro, og det lille Grækenland, hvis ineffektive økonomi var ved at brase sammen under den europæiske valutas åg. Den tyske Wolfgang Schäuble i kørestolen mod den græske finansminister Yanis Varoufakis på motorcyklen blev det konkrete billede på denne duel.

»Varoufakis er jo langt mere virkningsfuld. Jeg ser gammel og træt og gnaven ud og kan ikke konkurrere med sådan en popstjerne,« sagde Schäuble med verdens mindste smil i 2015.

Tonen var benhård. At Schäuble under Grækenlands-krisen på dagligt plan måtte se sig selv afbildet med nazioutfit og med lighedstegn mellem eurotegnet og hagekorset, har han alligevel taget helt roligt.

Sagt om Wolfgang Schäuble:

»Schäuble er en klippe. En kæmpe«

– Christine Lagarde, chef for IMF.

»Eurozonens beslutninger er skamløse. Bag dem står Schäubles onde hånd«

– Gianni Pittella, leder af Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet.

»Tyskland kommer til at savne Dr. Schäuble«

– Mark Schieritz, Tysklands mest prominente økonomiske kommentator.

»Schäuble er en inkompetent lille mand«

– Tidligere græsk finansminister Yanis Varoufakis.

Wolfgang fra Schwaben

Med græske øjne lå årsagerne til landets misere især i Schäubles sparepolitik, som kun var i tysk favør.

»Det drejer sig ikke kun om Grækenland, men om Europa. Om Europas troværdighed,« svarede Schäuble og insisterede på græske reformer til gengæld for europæiske indrømmelser. Ellers ville alle lande efter forgodtbefindende kunne bryde euroreglerne på fællesskabets bekostning.

Schäuble argumenterede – i hvert fald i sine egne øjne – altså europæisk. Og endte med at få sin vilje.

Hvis man bladrer tilbage i hans biografi, aner man, hvordan hans stålsatte karakter er opstået.

Født i 1942 voksede den unge Wolfgang op i efterkrigstidens voldsomme mangeløkonomi i det sydvestlige hjørne af Tyskland. Faren var økonom og lokalpolitiker, mens moren var en vaskeægte husmor fra Schwaben. I dag er netop denne husmor indbegrebet af nidkær tysk sparsommelighed.

Efter jurastudier og en årrække som aktivt medlem af CDU/CSU blev Schäuble valgt ind i Forbundsdagen i 1972, mens Willy Brandt var kansler. Hans kone havde dog hellere set et liv for sig i sydtyske Freiburg med en økonomiprofessor som mand frem for med en husbond i Forbundsdagen i Bonn.

Her støttede Schäuble loyalt Helmut Kohl i løbet af 1970’erne. Det gav bonus, da Kohl blev kansler i 1982. Schäuble indtog en central strategisk rolle i CDU/CSU og blev fra 1984 minister. Ved Berlin-murens fald i 1989 sad han som vesttysk indenrigsminister og havde dermed et hovedansvar i forhandlingerne om genforeningen – et job som Schäuble for nylig har betegnet som det arbejds- og følelsesmæssige højdepunkt i sin karriere.

Kohls kanslerfavorit

Genforeningsåret blev skæbnesvangert for Schäuble. I oktober 1990 optrådte han ved en ganske normal valgaften i Oppenau i sin valgkreds og hjemstavn i sydtyske Schwarzwald.

Da han trådte ned fra podiet og gik mod udgangen, sprang en psykisk forstyrret mand frem og skød tre gange mod Wolfgang Schäuble. Et skud ramte i halsen og et i ryggen.

»Jeg kan ikke mærke mine fødder,« sagde den stærkt blødende Schäuble ifølge hans datter, som overværede episoden.

Schäuble overlevede med en ødelagt kæbe og lammet fra livet og ned – for livet.

Han har sidenhen åbent fortalt, hvordan han efter lammelsen kun ønskede at dø. Alligevel tog han hurtigt sin skæbne på sig. Allerede på hospitalet skrev han en bog om genforeningsprocessen for kort derefter at fortsætte sit politiske arbejde.

Ullstein Bild

Mod slutningen af 1990’erne så arbejdet ud til at bære frugt. Den siddende, men efterhånden slidte kansler Helmut Kohl, så Schäuble som det bedste bud på fremtidens CDU-leder og kansler efter ham selv. Midt i euro-projektet genopstillede han dog selv ved Forbundsdagsvalget i 1998. Det gik galt. SPD og Gerhard Schröder vandt valget, Kohl abdicerede og overlod CDU-formandsposten til Schäuble, der dermed blev oppositionsleder i Forbundsdagen.

Herfra kunne alt være gået efter drejebogen. Hvis det ikke lige havde været for den berygtede skandale om ulovlige pengegaver til CDU.

I januar 2000 indrømmede en presset Schäuble, at han havde modtaget 100.000 D-mark i kontanter af en våbenlobbyist.

Schäuble havde angiveligt straks givet pengene videre til partiets kasserer, som tilsyneladende havde glemt at opgive beløbet. Efter bare to år måtte Schäuble gå af som formand. Et nederlag, som hans datter i et interview har kommenteret med sætningen:

»Wolfgang vil hellere ryge i kørestol igen end at opleve skandalen om donationer til partiet en gang til.«

Angela Merkel satte sig på formandsposten, og Schäubles kanslerdrømme forduftede, mens han bittert omtalte skandalen som »en intrige med kriminelle elementer«.

Heller ikke i 2004 blev han honoreret som håbet. Selv om mange i partiet havde bragt ham i spil som kandidat til posten som forbundspræsident, endte Merkel med i stedet at nominere Horst Köhler.

Ambivalensens styrke

Under protester fra andre partier i Forbundsdagen endte Schäuble med at få sin genoprejsning i 2005, hvor han blev Merkels loyale indenrigsminister. Selv om han i årtier har holdt sig i form med en håndcykel, var det en fysisk udfordret Schäuble, der i begyndelsen af eurokrisen i 2009 indtog rollen som finansminister – på mange områder i øjenhøjde med Merkel.

Kontoret i flyet blev en del af hans hverdag, og i 2010 brød han sammen under natlige forhandlinger i den Internationale Valutafond i New York.

Men som ved sine øvrige slag og nederlag rejste han sig og arbejdede videre. Af pligt, lyst og nysgerrighed.

Økonomisk efterlader han sig et eftermæle som finansministeren, der siden 2014 har skabt overskud på de tyske statsbudgetter og dermed brudt 15 års permanent gældsættelse. Det »sorte nul«, som Schäuble gerne propagerer, har dog ikke kun venner, da det falder i en tid med gigantiske tyske eksportoverskud, som presser de øvrige europæiske økonomier.

Dr. Schäubles overskud har også med en god portion held at gøre. Tidens lave renter har gjort den tyske statsgæld billigere, den tyske højkonjunktur får skatteindtægterne til at sprudle, og euroen, der groft sagt er for svag for det konkurrencestærke Tyskland, har givet den effektive eksportnation en uhyre fordel.

På europæisk plan bliver hans eftermæle derfor langt mere broget. Selv mere neutrale iagttagere som den nobelprisvindende amerikanske økonom Paul Krugman har hævdet, at principrytteren Schäuble var ved at drive Europa mod afgrunden med sin sparepolitik.

»Mens tilhængere og kritikere har skændtes om den tyske finansministers virke, overser de hans største kvalitet: hans ambivalens,« skriver derimod det økonomiske magasin Capital i sin afsked med finansminister Schäuble.

»Han var altid det hele på én gang: hård og fleksibel, konservativ og liberal, charmerende og mærkværdig.«

Den økonomiske journalist Mark Schieritz fra Die Zeit giver heller ikke meget for den entydige fortælling om Schäubles kolde, neoliberale hånd, der med sin sparepolitik har holdt Sydeuropa nede.

»Schäuble har nok prædiket sparsommelighed, men i det daglige arbejde var han overraskende fleksibel. Det er forbløffende, da en tysk finansminister ved enhver indrømmelse til andre lande bliver skældt ud for at hælde tyske skatteyderes penge ud af vinduet.«

Varoufakis hævn

Som præsident i Forbundsdagen kommer den 75-årige Wolfgang Schäuble nu til at sidde i et varmt sæde med alle sine spor og ar – både i fysisk og politisk forstand. Det bliver udfordrende. Ikke kun fordi hans forgænger, Norbert Lammert, i modsætning til Schäuble er en af Tysklands mest fremragende retorikere, men også fordi han som præsident skal sørge for god orden og ordføring i Forbundsdagen. Hvis man ser på de stadig mere end 90 mandater i Alternative für Deutschland, så kan det godt blive lidt af et job.

Det store spørgsmål i den europæiske offentlighed er nu, hvem der skal og kan afløse Schäuble som finansminister i Europas vigtigste økonomi. En af spidserne fra det liberale FDP er det bedste bud.

»Wolfgang Schäuble forlader måske finansministeriet, men hans mission med at bruge eurokrisen til at gøre eurozonen til et stabilt jernbur lever og regerer stadig,« har den græske Yanis Varoufakis for nyligt udtalt.

»FDP’s opstigning vil garantere, at den tyske politik ikke vil ændre sig med afskeden fra Schäuble, som har gjort alt tænkeligt for, at eurozonen ikke udvikler sig til en levedygtig makroøkonomi.«

Varoufakis bitre ord er selvfølgelig ikke bare en afskedshilsen til Schäuble, men også en advarsel til den franske præsident Macron og alle andre europæere, der håber på mere tysk pragmatisme og en mere integreret eurozone.

Schäuble selv ser derimod et Europa, der ikke vil kunne bære Varoufakis ideer. Også i det lys skal den tyske finansministers virke ses: som et forsøg på at afbalancere interesser – også tyske.

»For mig har spørgsmålet altid stået forrest: Hvad er godt for Europa?« sagde Schäuble midt i euroens værste krise.

»Først derefter stiller jeg spørgsmålet: Hvad er godt for Tyskland?«

Tre ting Wolfgang Schuable vil blive husket for

Arkitekten bag den tyske genforening

Som Helmut Kohls indenrigsminister fra 1989 indkaldte Schäuble i februar 1990 20 topembedsmænd under sig i gruppen ”Tysk enhed”. Med sjælden effektivitet og knivskarpe analyser af kravene fra øst og vest udarbejdede han og gruppen en køreplan for genforeningen, som Schäuble mere gik til som en praktisk opgave end som opfyldelsen af et skæbnefællesskab.

Den fortabte tyske kansler

Under Helmut Kohls sidste år som kansler stod det klart, at Schäuble skulle køres i stilling som kanslerkandidat. Midt i euro-projektet kunne Kohl først ikke give slip, derefter snublede både han og Schäuble i skandalen om ulovlig partistøtte. Sammen med attentatet mod ham har det givet Schäuble en karakter som tragisk figur, der alligevel har været yderst loyal mod både Kohl og Merkel.

Redningen af euroen

I euro-krisen har Schäuble skullet navigere mellem fællesskabsbærende principper og økonomisk virkelighed og mellem nord- og sydeuropæiske interesser. I det dybt komplicerede spil har han fået et ry som koldhåndet sparepolitiker, der som tysker har haft sit på det tørre, men i hans eftermæle er det meget muligt, at hans pragmatisme vil blive betonet mere, og at han ligefrem vil stå som en af euroens redningsmænd.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Interessant er det at opsvinget i EU kommer netop som Schaüble forlader posten som EU´s mest magtfulde finansminister - fem år for sent og gad vide hvor mange milliarder euro sparepolitikken har kostet EU i forhold til USA der begyndte sin opretning allerede i 2010 under Obama og Ben Bernanke.

Nu har jeg fulgt juristen fra Freiburg im Breisgau, CDU-politikeren Wolfgang Schäuble, ganske tæt gennem en årrække. Og det er nok helt rigtigt, at det mere er hans økonomiske idéer end Angela Merkels, der har præget Tysk økonomi.

Gennem store Tysklands indflydelse har Wolfgang Schäuble´s økonomiske idéer desværre også præget EU og EU´s medlemslande. Og det har bl.a. Grækenland mærket ganske meget til. Og nu i år 2017 holder hans økonomiske opfattelse hele Europas økonomier nede i et passivt hul, medens den økonomiske udvikling har kørt kraftigt frem i lande udenfor Europa.

Schäuble er jo "krigsbarn", og er præget af sin egen og hans forældres generations erfaringer omkring pengeudvikling og super-inflation. Samtidig er Wolfgang Schäuble også konservativ - dybt konservativ, som man stadig er i Baden-Württemberg, og den konservative idé bygger på, at staten helst ikke skal gribe ind, men lade "markederne" styre udviklingen.

Schäuble mener således, at pengene skal tjenes, før de kan anvendes, - det er jo god latin i en husholdning eller i en familie. Men samfundsøkonomien fungere anderledes, for her kan man godt investere for lånte penge, og kan bagefter høste langt det meste tilbage i form af skatter og afgifter.

Olav Bo Hessellund

Wolfgang Schäuble har været et dyrt bekendtskab for de sydeuropæiske lande, især Grækenland - men et særdeles givtigt bekendtskab for de store tyske virksomheder.

Een positiv ting kan dog siges om ham: Han har med al tydelighed formået at demonstrere euro'ens svagheder.

Henrik Plaschke

Ja, Wolfgang Schäuble har, som påpeget ovenfor, været et dyrt bekendtskab for de sydeuropæiske lande – og ikke mindst Grækenland – med sin insisteren på sparepolitikken på europæisk plan og i et overskudsland som Tyskland.

Men det er dog ikke alle grækere, der har lidt under Schäubles disciplin. Som Per Øhrgaard påpegede det for nogle år siden:

»Jeg så i aftes den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, blive interviewet i fjernsynet. De viste en reportage om, hvordan rige grækere nu gemmer deres penge på udenlandske konti. Schäuble blev spurgt af journalisten, hvorfor man ikke beslaglægger de penge. Han svarede, at det jo ikke var noget, man nemt kunne gøre i en verden med fri kapitalbevægelse. Og det er det jo heller ikke. Men det, der til gengæld er nemt, det er at fare over de græske lønmodtagere og pensionister«. (Politiken, 26. februar, 2012).

Men Schäuble har også været et dyrt bekendtskab for såvel de tyske lønmodtagere som for den tyske samfundsøkonomi i øvrigt. Lønmodtagerne – og ikke mindst de lavestlønnede - har kun i begrænset omfang nydt gå af de tyske betalingsbalanceoverskud, men i betydeligt omfang måttet stille sig tilfreds med dårligt betalte deltidsjob. Om end det dog må tilføjes, at også de tyske socialdemokrater, inkl. den tidligere kansler Gerhard Schröder, har et betydeligt ansvar for denne udvikling.

Men hvad med den ellers så stærke tyske samfundsøkonomi? Tyskland burde måske arbejde på at reducere sit gigantiske betalingsbalanceoverskud. Som påpeget af bl.a. den amerikanske professor Barry Eichengreen:

”The question, ultimately, is why Germany should seek to reduce its current-account surplus… A better answer, offered by the International Monetary Fund, is that doing so would be good for a world economy in which investment is in short supply, as evidenced by record-low interest rates. It would be good for Southern Europe, which needs to export more, but can only do so if someone else, like the largest Northern European economy, imports more.

Most of all, more investment in infrastructure, health, and education would be good for Germany itself. Well-targeted public investment can raise productivity and boost living standards, ameliorate concerns about inequality, and address Germany’s economic weaknesses. For example, there are exactly zero German universities in the top 50 globally. More public funds would make a difference. “The world’s strongest economy” can do better.”

(https://www.socialeurope.eu/germany-unbalanced-unhinged)

Henrik Leffers, Gert Romme, Torben K L Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Målemetoden for økonomisk analyse og diskussion i dag, er stadigvæk grundlæggende den samme. Spørgsmålet, om man slår sig høj til hest på, eller forsvarer manglen på samme, er: ’Hvad er status for vores økonomi’?. Vokser den, mindskes den, hvor meget er den vokset, hvordan vil vi måle det, hvis den vokser, hvordan vil vi forudsige det.

Spørgsmålet. Hvordan vil vi måle det, er specielt interessant, set i lyset af MeToo-bølgen, for fra og med september 2014, blev det et krav til alle lande i EU at medregne handel med sex, narkotika og andre undergrundsvirksomheder som en del af en revurdering af Eurostats, det europæiske statiske kontors, økonomiske målemetoder. Dette er et passende og vigtigt eksempel på fejlslutninger, for når man har en bølge af misbrug og prostitution, så bidrager det til et højere BNP, og dermed ser økonomien - målt - bedre ud.

Den årlige “fattigdomsrapport” udgivet af den tyske regering, viser, at stigningen forsætter med hensyn til, at folk er forgældede og hjemløse, samt andre aspekter af fattigdom - er et direkte resultat af Finansministeriets nedskæringspolitik med det ’sorte nul’ på budget-balancen.

Rapporten fastslår situationen i 2015, men blev først publiceret i år, så helt årlig er den ikke. Det værste er, at ingen taler om det, at man ventede med at offentliggøre rapporten i halvandet år. For inden rapporten blev udgivet skulle den lige igennem censurmaskinen, da flere dele rejste de negative konsekvenser af fattigdom i forhold til økonomisk vækst, eller beskæftigede sig lige lovligt meget med manglen på politisk repræsentation af de fattige. Følgende sætning blev blandt andet fjernet: “I Tyskland stemmer de fattige i gennemsnit mindre (65 %) end de rige (90 %).

At forskellen på 25 procent-point skulle fjernes (2015) samt at misbrug samt prostitution skal måles med positivt i BNP (2014), viser blot, at det vigtigste i kølvandet på nedskæringspolitikkens effekter er, hvordan vil vi måle det - til vores fordel. Dette er, som Henrik Plaschke, skriver oven for, lige så belejligt og nemt som at fare over de græske lønmodtagere og pensionister, i (2012).

Bjarne Bisgaard Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar