Læsetid: 9 min.

’Alle hader jo kondomer’

Lise Nørgaard foreslog at sende ’et vogntog med præservativer’ til Afrika i stedet for at indsamle penge. Ulla Tørnæs fulgte trop og bevilgede i juli 91 mio. kr. på finansloven til prævention. ’Det er utroligt, at folk i denne ende af verden tror, at man kan mindske Afrikas befolkningstilvækst med kondomer,’ lyder reaktionen fra forsker
Man kan ikke bremse befolkningstilvæksten i Afrika alene ved at dele kondomer ud, for ’ingen steder i verden bruges kondomer som det vigtigste middel i familierne til at regulere, hvor mange børn de får. Heller ikke hos os’, siger Margrethe Silberschmidt, der gennem mange år har forsket i køn og prævention i Afrika.

Man kan ikke bremse befolkningstilvæksten i Afrika alene ved at dele kondomer ud, for ’ingen steder i verden bruges kondomer som det vigtigste middel i familierne til at regulere, hvor mange børn de får. Heller ikke hos os’, siger Margrethe Silberschmidt, der gennem mange år har forsket i køn og prævention i Afrika.

Petrut Calinescu

31. oktober 2017

Forfatter Lise Nørgaard foreslog i juni at sende »et vogntog med præservativer« til Afrika i stedet for at indsamle penge.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) fulgte trop og bevilgede i juli 91 millioner kroner på finansloven til prævention med den besked, at det ville bidrage til at begrænse migrationen, nedsætte befolkningstilvæksten og styrke kvinders rettigheder og adgang til prævention.

Men ministeren ønsketænker desværre, når hun påstår, at hun kan slå alle tre fluer med ét smæk, siger Margrethe Silberschmidt, der gennem mange år har forsket i køn og prævention i Afrika og tilføjer, at »det er egentlig utroligt, at folk i denne ende af verden tror, at man kan mindske Afrikas befolkningstilvækst med kondomer. For alle hader jo kondomer! Ingen steder i verden bruges kondomer som det vigtigste middel i familierne til at regulere, hvor mange børn de får. Heller ikke hos os«.

Desuden er kondomer et mandligt domæne.

»Brugen kontrolleres af gode grunde af mænd, og det lykkes sjældent en kvinde at presse en uvillig mand til kondombrug. Det tænkte Nørgaard nok ikke på. Det eneste opløftende ved hendes bemærkning er, at hun utilsigtet gør opmærksom på mænds ansvar for prævention. Et genkendeligt og meget overset problem, som er svært at tackle, ikke bare i en patriarkalsk afrikansk virkelighed, men også de fleste andre steder i verden.«

Jantelov

Selv om afrikanske kvinder gennemsnitligt føder langt færre børn i dag end i 1970’erne, vil kontinentets befolkning være fordoblet i 2050. Det er især den fattigste del af befolkningen, der vokser, og det er en stor del af årsagen til den store vandring mod byerne, hvor folk søger arbejde. Herfra søger en mindre del videre mod Europa. 

Spørgsmålet er, hvordan Afrika skal håndtere verdens største befolkningstilvækst? 

Margrethe Silberschmidt har gennem mange år været ph.d. og lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun i dag er ekstern lektor. Hendes antropologiske forskning har givet hende stor indsigt i de komplicerede forhold, der påvirker fattige afrikanske kvinders adgang til og brug af prævention. De møder både stærke kulturelle og praktiske barrierer.

»Det har altid været en stærk kulturel værdi i Afrika at få mange børn, og ingen steder i verden er det nemt at sætte sig uden for den slags kulturelle normer. Janteloven er stærk i Afrika: Man skal holde lav profil med at ville fremstå som anderledes eller ’bedre’ end naboen.«

Desuden indgår sex og børn som overlevelsesstrategier for den enkelte kvinde, især til at fastholde en mand:

»Der kan være mange overvejelser,« siger Silberschmidt. »Konen tænker måske om en lidt løsgående mand: ’Hvis vi to ikke får børn nok, risikerer jeg, at han tager sig endnu en kone’. Det kan have mange konsekvenser – for eksempel den, at hvis familien ikke har for meget jord, og der kommer en kone mere, vil denne kones sønner også skulle have jord, når de bliver voksne. En kvinde er nødt til at få nogle sønner, så hun er sikret i sin alderdom, så hun er måske ikke specielt interesseret i, at hendes børn skal dele jorden med en andenkones børn.«

Prævention er synd

Den katolske kirke er meget udbredt i Afrika, og den er meget rigid. Fremtrædende politikere tilknyttet kirken tordner både imod seksualundervisning og prævention – begge dele ses som opfordringer til synd. Når en stor del af sundheds- og uddannelsesvæsnet er lagt i hænderne på kirkelige organisationer, vil personalets tro naturligvis også smitte af på deres handlinger.

Silberschmidt har oplevet, hvordan personalet på sundhedsklinikker ikke er meget for at udlevere den prævention, de faktisk har – især til unge.

»De opfattede jo en sådan handling som at opfordre til umoralsk opførsel. Det kunne de jo ikke være med til. De ville gerne give de unge mennesker kurser i at holde sig på måtten eller forsøge at lære kvinderne om ’sikre perioder’. Når en ung kvinde først én gang har mødt en sådan uvillighed, så vender hun sjældent tilbage.«

Mange klinikker, især på landet, har imidlertid ikke meget at tilbyde dem, der både ønsker og kan få moderne præventionsmidler.

»I Danmark får enhver kvinde en gynækologisk undersøgelse, hvis hun for eksempel ønsker at få p-piller. Det handler blandt andet om at finde de rette midler til den enkelte kvinde. Det har man jo slet ikke mulighed for på langt de fleste afrikanske sundhedsklinikker – når først en kvinde er nået helt frem til en af dem. De har måske én type p-piller til den tykke og en anden til den tynde. Måske får kvinderne derfor ubehagelige bivirkninger, fordi det belaster deres system. Det kan få dem til at opgive.«

Effektive midler som p-piller, som kvinder har mere magt over, rejser andre problemer: Hvor skal kvinden gemme sine piller, hvis manden ikke er med på, at hun beskytter sig? Og hvordan skal hun beskytte sig mod beskyldninger om, at hun bruger prævention for at skjule, at hun er manden utro?

Nogle af de mest anvendte fødselsregulerende midler i Afrika er indsprøjtninger, der i princippet varer tre måneder.

»Kvinder kan lettere skjule, at de beskytter sig på denne måde. Der kommer måske en mobilklinik, en bus, forbi engang imellem, som tilbyder indgrebet. Men måske glipper det, næste gang bussen kommer, måske har personalet for travlt.«

Grafisk

I et kontor på Amager ser Bjarne B. Christensen, mangeårig generalsekretær for foreningen Sex & Samfund, på en graf, han har lagt foran os, med samme begejstring, som hans klassiske antropologkolleger ville betragte et langhus på Borneo:

»Den fortæller meget!«

Grafen består af fem søjler og er baseret på data fra Kenya, hvor folk er blevet spurgt om, hvor mange børn de gerne vil have – og hvor mange de faktisk har.

»Vi ved, at forholdene, den afspejler, gælder i de fleste afrikanske lande,« understreger han og går i gang med fortolkningen:

»Den viser for det første, at fattige mennesker får flest børn – jo rigere folk bliver, jo færre børn får de.«

Grafen viser, hvor mange børn de forskellige indkomst- grupper helholdsvis får og ønsker at få. Kilde: Kenyas Sundhedsministerium.

»For det andet viser den, at den rigeste femtedel ønsker sig 3,1 børn – og de får lige nøjagtig 3,1 børn. De rigeste ved altså både, hvordan man kan styre antallet af børn, og de har adgang til midlerne. De regulerer helt præcist, hvor mange børn de får.«

»Blandt de fattigste er det helt anderledes: De ønsker sig 5,4 børn, men får 7,6. De har altså et ønske om at få færre børn, men er ikke i stand til at fastholde målet. Selvfølgelig handler befolkningstilvækst om fattigdom og ulighed.«

Sex & Samfund har drevet oplysning om emnet i Danmark siden 1956. Danske unge kender ikke mindst organisationen fra ’Uge Sex’-kampagnerne, og den har siden 1990’erne også samarbejdet med søsterorganisationer i Østafrika. Det er op ad bakke.

Det skyldes ikke mindst, at »emner forbundet med sexualitet, ligestilling og kvinders rettigheder fortsat er uhyre kontroversielle. Det er her, der er størst polarisering i forhold til det traditionelle – for eksempel opfattelsen af, hvad kvinder kan og må«.

Grim historie

Den vestlige verden var også i 1960’erne og 70’erne voldsomt optaget af, at antallet af fattige mennesker steg i den såkaldte ’befolkningsbombe’. En stor del af udviklingsbistanden blev brugt til ’befolkningsbegrænsning’, som blev gennemført med voldsomme overgreb, især i Asien og Latinamerika.

»Det foregik med titusinder af tvangssteriliseringer eller med ufine metoder, der lokkede folk til at lade sig sterilisere eller at blive tæppebombet med midler, der reelt var et overgreb på dem,« fortæller Bjarne B. Christensen.

»Hele emnet var plaget af, hvad der blev opfattet som vestlige interesser uden blik for folks rettigheder.«

I 1990’erne blev området derfor omdefineret i kraft af en række internationale konventioner, der fastslog folks seksuelle og reproduktive rettigheder – altså for eksempel retten til selv at vælge, hvor mange børn man vil have.

»Det har hjulpet,« konkluderer Christensen, »men der er desværre utrolig lang vej igen, før folks rettigheder bliver respekteret.«

Seksualundervisning er for eksempel ikke lovpligtigt skemastof i afrikanske skoler. Unge og sex er i det hele taget et dybt tabuiseret emne i den officielle debat.

»Man anerkender ikke, at unge har sex,« fortæller Silberschmidt, »så derfor bliver det enormt kontroversielt overhovedet at fortælle dem om det.«

Sex & Samfunds søsterorganisationer i Østafrika mærker håndfast denne indstilling, når de for eksempel tilbyder undervisningsmateriale til skolernes frivillige brug:

»De skal gå meget, meget forsigtigt frem,« siger Bjarne B. Christensen. »De skal være enormt forsigtige i både deres formuleringer og især med brugen af billeder. Vi har oplevet angreb på organisationerne, der var ikke bare helt urimelige, men også langt ud over, hvad de troede kunne ske. De bliver anklaget for blasfemi, for overtrædelse af loven om støtte fra udlandet og truet med lukning. Der er en presse, der elsker disse historier, og der er en stribe politikere, der tørster efter at begrænse organisationernes muligheder for at samarbejde med skolerne.«

Fremskridt

Siden Silberschmidt begyndte sit arbejde blandt afrikanske kvinder, er det gået fremad med både respekten for deres rettigheder og adgangen til prævention. I 1970’erne fødte afrikanske kvinder i gennemsnit syv børn – i dag er gennemsnittet faldet til cirka fem. Det afspejler både, at flere afrikanere har fået bedre økonomiske forhold, og at viden om og adgangen til effektive præventionsmidler er blevet bedre.

Jeg spørger Bjarne B. Christensen, hvad han synes, der er gået fremad i de 18 år, han har været generalsekretær i Sex & Samfund. Han trækker vejret dybt og tænker længe:

»Jeg er overbevist om, at flere har fået adgang til gode præventionsmidler. Det kan vi jo direkte se i tallene – selv om der stadig er lang vej igen.«

Til gengæld mener han, at det er begrænset, hvad der er sket af fremskridt i forhold til tolerance omkring seksualitet.

»Det er nærmest blevet værre.« 

Intolerancen over for homoseksuelle er steget gennem de seneste 15-20 år. Christensen indrømmer, at han har svært ved at forstå det.

»Måske er det bare helt banalt, at fjendebilleder er gode at have, hvis man føler sig presset. Og kampen for kvinders rettigheder, seksuelle rettigheder, unges adgang til information er en torn i øjet for pressede, traditionelle patriarkalske og religiøse samfund.«

Tilbageslag

Konservative religiøse afrikanske grupper får stærk opbakning fra pengestærke kredse i USA. De har fået ekstra vind i sejlene, siden Donald Trump blev præsident:

»Han har ikke bare fjernet midlerne fra enhver organisation, der ikke aktivt tager afstand fra abort – men han har givet pengene til de religiøse grupper, som nu kan agitere endnu stærkere i Afrika mod prævention, abort og seksualundervisning.«

Netop fordi der er tale om rettigheder, skal de både tilkæmpes og fastholdes, understreger han og tilføjer, »at derfor kan de også rulles tilbage eller helt tabes«.

Bjarne B. Christensen bakker op bag den danske politik på området: »Regeringens stærke prioritering af seksuelle og reproduktive rettigheder, og ikke kun snæver adgang til prævention og kondomer, er utroligt positivt og helt nødvendigt i en tid, hvor store lande, ikke mindst USA, trækker støtten og gør området til en endnu mere polariseret kampplads. Netop i denne situation er der brug for, at lande som Danmark går foran både politisk og i vores bistand.«

»Hvis det lykkes at give kvinder adgang til selv at vælge, hvor mange børn de vil have, så lettes presset på den enkelte familie, på lokalsamfundet og på landenes ressourcer. I sidste ende kunne det også påvirke migrationen,« slutter han.

Silberschmidt udtrykker sig mere kritisk:

»Desværre prøver ministeren på populistisk vis at sælge relevant støtte til prævention til en bistandsskeptisk dansk befolkning ved at appellere til frygten for en lavine af migration til Europa. At knytte bedre adgang til prævention sammen med begrænsning af migration og befolkningstilvækst – at argumentere for, at man kan slå alle tre fluer i et smæk – er helt ude af trit med den eksisterende viden om Afrikas økonomiske, sociale og kulturelle forhold. Hvis migration og befolkningsvækst skal mindskes, kræver det betydelige forbedringer af levevilkårene i Afrika.«

Serie

Hvad skal der til, før Afrika kan klare sig selv?

Afrikas økonomi vokser, men antallet af fattige vokser hurtigere. Selv om afrikanske kvinder gennemsnitligt føder langt færre børn i dag end i 1970'erne, vil kontinentets befolkning være fordoblet i 2050. Der skabes ikke engang nye jobs til halvdelen af de unge, der hvert år når den arbejdsdygtige alder, og snart når antallet af fattige 400 millioner. De fleste bor på landet, men drages i stigende tal mod dramatisk voksende storbyer. 

I en serie forsøger Information at svare på tre af de svære spørgsmål, kontinentet står over for: 

1) Hvordan skaber landene økonomisk vækst, der kommer de fattigste til gode.

2) Hvordan håndterer de verdens største befolkningstilvækst.

3) Hvordan øges fødevareproduktionen, så der er mad nok til alle.

Seneste artikler

  • Afrikas småbønder har nøglen til at løfte afrikanerne ud af fattigdommen

    6. november 2017
    Vejen til både øget fødevareproduktion og velstand i Afrika går gennem kontinentets millioner af småbønder. Deres politikere drømmer i stedet om ’det moderne’: Mekaniserede kæmpefarme. Donorer opgiver og håber, at ’markedet’ vil gøre arbejdet. ’En meget væsentlig årsag til, at Afrikas stater ikke støtter sine bønder, er, at Afrikas bønder ikke gør oprør,’ siger forsker
  • Afrika kunne sagtens klare sig selv – men det ville betyde politisk selvmord for mange ledere

    27. oktober 2017
    Afrika bliver rigere, men der bliver flere fattige afrikanere. En af årsagerne er, at mange afrikanske regeringer sidder så usikkert i sadlen, at de risikerer politisk selvmord ved at trække landets befolkning op af fattigdom og gøre deres land rigere. Mulighederne er ellers til stede
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Katrine Damm
  • Toke Andersen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Olaf Tehrani
Anne Eriksen, Katrine Damm, Toke Andersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes artiklen glemmer den vigtigste faktor, der begrænser det antal børn en familie får: uddannelse til kvinderne. Det er kvindernes økonomiske selvstændighed, der har ført til børnebegrænsning og i øvrigt også den seksuelle frihed i vores del af verden. Kvinder kan kun sige ja eller nej til sex, når de ved at de selv kan styre konsekvenserne. Det er lige så aktuelt for en kvinde uden arbejde i Afrika som for et stjernefrø på Weinsteins kontor.

Jacob Mosgaard, Henrik Brøndum, Pia Colère Lenau, Mette Poulsen, Flemming Berger, Ole Frank, Per Klüver, Morten Nielsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm, Søren Bro, Michael Hullevad, Eva Schwanenflügel, Karl Aage Thomsen, Kim Øverup og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Med en stor børnedødelighed føles det at mange børn er en god forsikringspræmie.
Nu hvor der gøres meget for at forbedre levevilkårene er der et (midlertidigt ?) problem.

Kirkens lære, og for den sags skyld også den muslimske, er gennemsyret af gamle mænds ønske om at de unge ikke skal gøre det de ikke rigtigt kan mere.

I forbindelse med AIDS epidemien er der kommet et nyt middel: Damekondom.
Efter hvad jeg har fået fortalt giver det mere seksuel glæde hos manden.

Og så: Også i forbindelse med AIDS epidemien kan jeg fortælle:
Den nu afdøde, men dengang kendte sanger Remy Ongala optrådte også på store drikkesteder i Tanzania.
Han havde lavet en sang med omkvædet:
”Der er kommet gift i sukkeret – træk sokkerne på.”
Det blev efterfulgt af en smuk pige, der kom ind med et to meter stort kondom.
Han fik at vide at hvis han fortsætte ville han blive deporteret – Til Zaire.

Dog et lyspunkt;
På en kostskole, hvor et af mine plejebørn boede, kom et "specialhold" der gjorde det de almindelige lærere ikke kunne.
De medbragte en erigeret penis-attrap og viste hvordan man brugte et kondom.
Både til piger og drenge !!!

Kenneth:
Toke skyder med skarpt rigtigt, men er kritikken mod den katolske kirke og også vist muslimer her ikke relevant? Skal seksualiteten kun være mellem ægtefolk? og er man i et ægteskab skal det så være mandens lyst der styrer ud fra devisen Vorherre giver os de børn han synes? Min afdøde far brugte faktisk udtrykket og han var så ikke katolik og det er tilbage omkring 1960

Sjældent særligt meget, synes at være tilfældet,,,men måske nogen læste min lille svada mod paven og hans sekt af skamløst overtroiske idioter som en slet skjult opfordring til mord på samme ?
Lad mig i så tilfælde beklage at det ikke blev ordentligt skjult.

Niels K. Nielsen

Ulandshjælp bør ændres til prævention og skolebøger.

Beskæftigede i bekymringsindustrien kan nok finde arbejde i eksportvirksomheder.