REYKJAVIK – Vicedirektør Yong Yu fra Polar Research Institute of China (PRIC) talte ikke meget engelsk, men pointen var klar. Med tre tuschpletter på et kort forklarede han, hvor Kina overvejer at placere en forskningsstation i Grønland.
Stationen skal være på 2.000 kvadratmeter, fordelt på indkvartering og laboratorier. Den skal huse 15-20 forskere og holdes åben året rundt, gerne højt oppe i det ubeboede Nordøstgrønland eller i nærheden af Nuuk. Her vil Kina drive klimaforskning til lands, til vands og i luften.
Fredag aften i sidste uge hørte offentligheden for første gang om sagen, da Yong Yu talte på et lille seminar ved Arctic Circle, en årlig Arktis-konference i Islands hovedstad.
»Vi vil gerne opføre den så snart som muligt«, sagde Yong Yu til Information. Han tilføjede dog straks, at der ikke er nogen fast tidsplan, og alt afhænger af udvekslinger med Grønland og Danmark.
Interessant, at han nævnte Danmark. Grønlands Selvstyre, der også var repræsenteret på seminaret, har for længst hjemtaget administrationen af al uddannelse og forskning i Grønland. Danmark har formelt intet at skulle have sagt, men Yong Yu har forstået, at sagen er kontroversiel. Statsministeriet, udenrigsministeriet og Forsvarets Efterretningstjeneste har længe været bekymrede ved udsigten til øget kinesisk tilstedeværelse i Grønland.
I 2016 forhindrede regeringen efter konsultationer med forsvaret, at et kinesisk firma købte en nedlagt dansk flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Stationen, der består af et antal medtagne barakker og en havn, havde været til salg i nogle år, men da et kinesisk firma viste interesse, opstod der pludselig nye behov i forsvaret. Grønnedal blev trukket af markedet, og det kom frem, at statsminister Lars Løkke Rasmussen angiveligt selv havde fået manøvren på plads.
Kinas og Grønlands myndigheder har skrevet under på en fælles hensigtserklæring om forskning, men Kina har ikke præsenteret nogen færdig plan for Yong Yu’s forskningsstation, der i givet fald vil blive en af de største i Grønland. Villum Research Station i Nordøstgrønland, der blev opført i 2015 og drives af Århus Universitet, er til sammenligning cirka 650 kvadratmeter.
Dansk bekymring
Den danske Kina-bekymring har flere aspekter: Hvis store kinesiske virksomheder får fodfæste i Grønland, kan det medføre, at Kina også vinder politisk indflydelse i Grønland. Desuden ventes Kina at udvikle sig til en sikkerhedspolitisk faktor i Arktis. Kina er ved at bygge atombevæbnede ubåde.
Strategerne tænker, at disse krigsmaskiner om få år vil blande sig med de amerikanske og russiske under den arktiske havis tæt på Nordamerika. Her kan en kinesisk forskningsstation med høje antenner, droner og andet isenkram få en uheldig betydning. USA betragter Grønland som en del af sin sikkerhedssfære og Thule Air Base i Nordvestgrønland spiller stadig en central rolle i USA’s missilforsvar. En kinesisk station lige om hjørnet vil næppe være velkommen.
Endelig er forskning ikke bare forskning i Arktis. Flere penge og stationer til forskerne booster forskningen, men også de sponsorerende regeringers politiske vægt i Arktis. Arctic Circle-konferencen viste, hvordan mange nationer, inklusive Danmark, ivrigt øger deres investeringer i polarforskningen af samme grund.
Danmark optrådte for første gang ved disse Arctic Circle-konferencer med en minister – Karen Ellemann (V) – netop for at fremhæve kongerigets bidrag til polarforskningen og viljen og evnen til at spille en konstruktiv rolle i Arktis i det hele taget. Kina driver i forvejen en forskningsstation på Svalbard nord for Norge, men en stor supplerende station i Grønland vil markant øge Kinas tilstedeværelse i Arktis og dermed også Kinas politiske vægt i regionen.
Den arktiske Silkevej
Forskningens politiske funktion blev mest tydeligt illustreret af Lin Shanqing, vicedirektør for Kinas State Ocean Administration. Fra hovedscenen foran 2.000 beslutningstagere fra hele kloden forklarede han, at Kina nu betragter Arktis som en del af det mægtige såkaldte Silkevejsprojekt. Projektet skal booste Kinas kommercielle integration i Sydøst- og Centralasien, Rusland, Mellemøsten og Europa. Kina investerer milliardbeløb i havne, veje, jernbaner og anden infrastruktur overalt fra Beijing til Piræus og nu også i Arktis.
Lin Shanqing kaldte den nye sejlrute fra Asien til Europa nord om Rusland for The Ice Silk Road. Og så oplistede han tre hovedprioriteter: Samarbejde om forskning Arktis, forskning i de arktiske farvande, og arktisk klimaforskning. Yong Yu fra PRIC forklarede, at Kina frygter øget nedbør som følge af klimaforandringerne i Arktis, og at mange af Kinas største byer vil blive oversvømmet, hvis havene stiger. Forskningen er vigtig, og så baner den vej for den økonomiske integration. Kina ønsker adgang til olie, gas, mineraler og de nye handelsruter i Arktis, og en række af de arktiske regeringer byder, i modsætning til den danske, Kina hjerteligt velkommen.
En af de mest velinformerede iagttagere i Reykjavik, Mead Treadwell, tidligere formand for USA’s Arctic Research Commission, mindede om, at både Finland, Norge, Island og Rusland aktivt efterlyser kinesiske investeringer i nye jernbaner, havne og anden infrastruktur i Arktis.
Kina er dybt involveret i ny gasproduktion i Yamal i Rusland, et af de største industriprojekter i hele Arktis. Norge vil sælge mere gas til Asien nord om Rusland, Finland vil have en jernbane fra Rovaniemi til havnen i Kirkenes på kanten af Det Arktiske Ocean. Treadwell så Kinas interesse i historisk perspektiv: »Asien har været bagud, mens vi udviklede vores del af de globale handelsveje,« sagde han til Information.
»Nu vil Kina – og i øvrigt også Japan og Sydkorea – indhente det forsømte, og mange af de arktiske regeringer har ambitioner, der passer fint ind i Kinas langsigtede planer.«
