Læsetid: 9 min.

Liberalismens tilbagekomst: Eurolandenes skæbne forhandles i den tyske regeringsdannelse

Den politiske liberalisme er tilbage, jubler Tysklands formentlig kommende finansminister Christian Lindner i sin nye bog af samme navn. I den unge FDP-chefs udgave af liberalismen vil det betyde et farvel til de franske planer om et fælles eurobudget – og til de mest gældsatte lande i eurozonen. Lindner og hans parti har slet ikke fattet finans- og eurokrisens årsager og mekanismer, mener kritikere
Kan Christian Lindner få grækerne til at længes efter Wolfgang Schäuble som tysk finansminister? Midt i de svære tyske regeringsforhandlinger har den 39-årige chef for det liberale FDP præsenteret sine ganske selvtilfredse memoirer om ’den politiske liberalismes tilbagekomst’. Hvis den europæiske hardliner som ventet bliver finansminister, kan det få betydelige konsekvenser for Europas økonomiske fremtid.

Kan Christian Lindner få grækerne til at længes efter Wolfgang Schäuble som tysk finansminister? Midt i de svære tyske regeringsforhandlinger har den 39-årige chef for det liberale FDP præsenteret sine ganske selvtilfredse memoirer om ’den politiske liberalismes tilbagekomst’. Hvis den europæiske hardliner som ventet bliver finansminister, kan det få betydelige konsekvenser for Europas økonomiske fremtid.

Markus Schreiber

31. oktober 2017

Først skulle Christian Lindner have lirket sin smartphone på plads i stativet. Derefter skulle formanden for det liberale FDP lige kalibrere billedet. Og så kunne præsentationen endelig begynde.

»Facebook live,« lød det fra Lindner med et grin ud mod det massive tyske og internationale presseopbud, der nysgerrigt fulgte med i smartphoneopsætningen.

Lindner er vant til det. Men sjældent har en bogudgivelse fået så meget opmærksomhed, som da han i forgangne uge i Berlin præsenterede bogen Skyggeår – Den politiske liberalismes tilbagekomst. Det er der mange grunde til.

For det første har Christian Lindner stået suverænt i spidsen for det usædvanligt stærke comeback for FDP, der efter deltagelse i Merkels anden regering endte med at ryge helt ud af Forbundsdagen i 2013. Nu er partiet atter inde i varmen med knap 11 pct. opbakning.

For det andet falder bogen som et manifest midt i de svære ’jamaicakoalitionsforhandlinger’ mellem CDU, CSU, De Grønne og FDP. Ligesom De Grønne sidder FDP her med den trumf, at de principielt kan lade forhandlingerne gå i vasken og udløse nyvalg, hvilket især kunne blive et mareridt for CDU/CSU.

Konsekvent liberalt

For det tredje – og vigtigst for hele Europa – er Lindner med stor sandsynlighed den kommende tyske finansminister. Da der i euroen ikke sker noget mod tysk vilje, er det en af kontinentets vigtigste politiske poster.

Både i bogen og i interview har Lindner betonet, at kun finansministeren er i øjenhøjde med kansleren. Det er absolut en tilsnigelse. Alligevel har han sat som betingelse for jamaicaforhandlingerne, at finansministeren ikke kommer fra CDU. Med udtalelser om den afgående finansminister, Wolfgang Schäuble, som »en ledende og lidende medarbejder i kanslerkontoret« har han sat en fed streg under, at han har set den afgående minister som Merkels marionetdukke.

»Kanslerkontoret og Finansministeriet skal adskilles. Om det så bliver en liberal minister, har lavere prioritet,« har Lindner for nylig udtalt med et demonstrativt skuldertræk. Han vil for alt i verden ikke give indtrykket af, at FDP og især han selv personligt sætter udsigten til magt og ministerposter over de indholdsmæssige forhandlinger om regeringsgrundlaget. At han ønsker posten, er der derimod ikke meget tvivl om. At flertallet af de tyske vælgere ifølge meningsmålinger helst ser en FDP-finansminister i en jamaicaregering, øger sandsynligheden for dette udfald.

FDP-leder Christian Lindner er blevet symbolet på sit partis succes op til valget søndag.
Læs også

I Lindners bog, hvor han på coverportrættet nærmest får en glorie af modlyset, handler det mest om FDP’s nedtur og den »ufrivillige udenomsparlamentariske dannelsesferie«, som Lindner kalder FDP’s fire år uden for Forbundsdagen. Og i særdeleshed og forholdsvist ublu handler den også om Lindners egen enestående rolle i FDP’s genoprejsning og dermed i den politiske liberalismes tilbagekomst i Tyskland. Nu skal der strammes op, lyder et af budskaberne i bogen.

»FDP blev ikke stemt ud af Forbundsdagen, fordi partiet var for liberalt. Tværtimod: Partiet optrådte på mange områder for lidt konsekvent liberalt. Hvis banker skal reddes af skatteyderne, så svarer det ikke til den sociale markedsøkonomis principper.«

Underforstået: Lad falde, hvad der ikke kan stå. Også eurolande.

Fransk mareridt

Bogens mere teoretiske overvejelser om liberalismen foregår på et pænt sagt letforståeligt niveau med udsagn som, at »en rigtigt forstået liberalisme handler om fair konkurrence, om arbejdspladser og om muligheder for opstigning – ikke om at sikre privilegier til små grupper«.

Lindners liberale visioner for den kriseprægede europæiske økonomi skinner derimod kun pletvist igennem. Disse pletter og interview med Lindner vil – ikke mindst fra fransk side – til gengæld blive betragtet med lup, så længe Lindner har udsigt til at sætte sig på finansministertaburetten.

Det er de helt store europæiske linjer, det handler om. Det blev bekræftet, da Emmanuel Macron allerede dagen efter det franske valg i maj fløj til Berlin for at indlede »en ny grundlæggelse af Europa og eurozonen« i samarbejde med en Angela Merkel. Før det tyske valg var hun tøvende af valgtaktiske årsager. Efter valget har hun ligefrem virket europæisk lammet. Ikke mindst pga. Christian Lindner, der bl.a. før EU-topmødet midt i oktober pr. interview advarede Angela Merkel om at indgå forhåndsaftale om euroreformer med Macron uden først at afstemme dem med FDP i koalitionsforhandlingerne.

Macrons plan er overordnet at skabe et omfattende eurobudget med en eurofinansminister, som kan hjælpe kriseramte stater med gigantiske investeringsprogrammer.

»En valutaunion kan på lang sigt ikke fungere uden et fælles budget, der kan affjedre økonomiske choks og bidrage til at skabe konvergens mellem vores økonomier ved at støtte investeringer i de lande, der har mest brug for det,« udtalte Macron i sensommeren til magasinet Le Point.

I samme anledning foreslog Macron et eurozonebudget på »flere procent af eurolandenes BNP«. Det fik et gys til at gå gennem den afgående tyske regering i Berlin. Hvis ’flere’ f.eks. er tre, så er der minimum tale om et budget på mere end 2.250 mia. kroner årligt – eller mere end Danmarks samlede BNP.

Både før og under koalitionsforhandlingerne har Christian Lindner brugt formuleringen om, at der »med FDP ikke kommer nye omfordelingskasser i eurozonen«.

Derfor er Lindner bl.a. i den franske avis Le Monde blevet kaldt »Macrons mareridt«, og Macron skal over for en anonym kilde have omtalt det som sin »politiske død«, hvis FDP-formanden faktisk bliver tysk finansminister.

På det afsluttende FDP-partimøde op til det tyske valg svarede Lindner ved at kalde et særskilt eurozonebudget for »en penge-pipeline fra Tyskland til andre europæiske stater« i strid med EU-traktaterne.

»En sådan finansudligning vil ikke blive gennemført med os,« sagde han med henvisning til, at det ville hæmme presset for at skabe reformer i de mest forgældede eurolande. Solidarisk hæfte for gæld ville nemlig både »skabe de falske incitamenter, stille fundamentale retslige spørgsmål og sætte spørgsmålstegn ved hele eurozonens stabilitet.«

Græsk FDP-panik

Med sit krav om at føre handling og hæfte sammen i eurozonen er Lindner også stærkt kritisk både over for ESM-redningsfonden, Den Europæiske Centralbanks milliardtunge opkøb af obligationer og den europæiske nulrente. Alt sammen tiltag, der medfører, at de enkelte medlemslande ikke mærker markedernes disciplinerende vrede i form af f.eks. stærk rentestigning. Euroens skævvridende effekter for bl.a. konkurrenceevne og eksportmuligheder og de strukturelle problemer med at skabe konvergens mellem de forskellige økonomier giver Lindner derimod ikke plads i sin bog.

Her bliver det ved nogle overordnede betragtninger om finanskrisens væsen.

»Også vi liberale blev med finanskrisen mindet om, at økonomiske aktører ikke altid handler rationelt – og at regler kan være så mangelfulde, at de destabiliserer systemet,« skriver FDP-chefen. For ham er ægte liberalisme derfor også noget ganske andet end den blinde »neokonservative tro på, at man kan overlade markederne til sig selv«.

»En opgave for liberale må være at adskille statens og private markedsaktørers finanser så skarpt, at det markedsbaserede konkurrenceprincip kan udfolde sin virkning. Det betyder også, at banker kan gå konkurs præcis lige som et håndværkerfirma.«

Den samme tankegang bør i Lindners øjne også gælde muligheden af »ordnet statsinsolvens i eurolandene«, hvor de midlertidigt eller permanent kan tvinges til at genindføre den nationale valuta, som det hedder i FDP’s partiprogram.

Den forestilling har ifølge den tyske økonom Jens Bastian, der bor og arbejder i Grækenland, udløst »en vis FDP-panik blandt grækerne«, der ligesom franskmændene ser et »muligt mareridt« i Lindner som tysk finansminister. Den udtalelse har Carsten Brzeski, cheføkonom ved den tyske bank ING-DiBa, toppet over for n-tv.de, hvor han forudser, at en FDP-politiker i Finansministeriet ville bringe mere usikkerhed i eurozonen.

»I Grækenland kunne man pludselig komme til at længes efter Wolfgang Schäuble. Det (en FDP-finansminister, red.) kan udløse urolige tider for periferien af eurozonen, for den aktuelle eurofori, for hr. Macron og for obligationsmarkedet.«

Harsk kritik

Også i de tyske medier har der været harsk kritik af Lindners liberale forestillinger om eurozonen. Op til valget har den økonomiske journalist Thomas Fricke i Der Spiegel påpeget, at lande som Spanien og Irland kun har overvundet den historiske krise, fordi EU har haft en pragmatisk tilgang til deres underskud, og ECB’s politik har reddet dem fra det dybeste fald i en situation, hvor de med en stærk euro bl.a. ikke har kunnet devaluere.

»Der mangler (i FDP, red.) en grundlæggende forståelse for, hvad en finanskrise er, og hvorfor man ikke bare kan overlade alt til markedet, når netop markedet svigter. Hvis de liberale havde regeret Tyskland med dette program i de seneste år, ville den tyske økonomi i dag befinde sig i en dyb krise. Så ville finansmarkedspanikken være smittet af på alle mulige andre lande og havde i sidste ende også ruineret den tyske (eksport-)økonomi.«

Thomas Frickes kritik er for nylig blevet bakket op af den økonomiske skribent Ulrike Herrmann fra den venstreliberale avis TAZ. Hun råder ligefrem Lindner til at droppe planerne om at blive finansminister – i sidste ende for partiets egen skyld.

»De liberale hævder at være et ’økonomisk parti’, men de har ikke forstået eurokrisen,« mener hun.

»FDP tror, at en stat fungerer som en virksomhed: Hvis man er fallit, skal man påbegynde en ’statsinsolvens’,« skriver Ulrike Herrmann, der ser »fatale og ukontrollerbare bivirkninger« af FDP’s forestillinger.

»Hvis et land kommer i problemer, vil eurozonen ikke hæfte mere. Derimod skal de banker, pensions- og forsikringsselskaber, som har givet dette land kreditter, bløde. Det lyder måske indlysende, men det er vanvittigt på flere planer. Hvis de europæiske banker og pensionsselskaber faktisk skulle afskrive deres milliardkreditter til Italien, ville alle finanskoncerner være bankerot. Dermed måtte også den tyske stat springe ind og redde f.eks. Allianz-koncernen, så tyske småsparere ikke mister deres pensionsopsparing. FDP tilbyder altså kun en pseudoløsning, når de kræver ’statslig insolvens’.«

Schäubles onde afskedsgave

Lige så omstridt er FDP’s holdning til Wolfgang Schäubles omdiskuterede afskedsgave til EU. Ved sit sidste møde med de øvrige europæiske finansministre i begyndelsen af oktober præsenterede han ideen om en udbygning af redningsfonden ESM (European Stability Mechanism, red.) til en stærk europæisk valutafond.

Der Spiegel betegner det ligefrem som en »ond afskedsgave til EU«, fordi den i lodret modsætning til Macrons planer om et eurobudget med en eurofinansminister ikke vil øge magten i Bruxelles, men i stedet lægge den i ESM-fonden, som formelt ikke er en EU-institution, men en mellemstatslig krisefond oprettet i 2012 med det mål at give lån til kriseramte lande som Grækenland.

Schäubles tanke er ikke bare at lægge redningsmekanismer i ESM, men også kontrolfunktionerne over Stabilitets- og vækstpagten, der kræver, at eurolandene ikke må have et offentligt underskud på over tre pct. om året, og at den offentlige gæld ikke må overstige 60 pct. af BNP.

Også denne mulighed går både Lindner og FDP’s program stik imod med kravet om gradvist at sænke ESM’s udlånskapacitet for til sidst helt at lukke fonden. Det er ikke bare imod den generelle linje i CDU/CSU, men også stik imod De Grønnes forestillinger. Det ligner derfor endnu en stor knast på vejen mod en mulig jamaicaregering.

Selv internt i FDP er der modstridende holdninger i forhold til ESM. Flere partimedlemmer frygter, at en fornyet krise i en eurozone uden en redningsfond som ESM kan blive fatal for valutaen og dermed hele kontinentet. Bl.a. har det tidligere Europa-Parlaments- og nu Forbundsdagsmedlem for FDP Michael Theurer over for avisen WELT kaldt en afskaffelse af ESM uden alternativer for »uansvarligt«.

At det er et sandsynligt udfald, at FDP ender på finansministerposten, ville Christian Lindner ikke benægte ved præsentationen af sin selvsikre bog om liberalismens tilbagekomst. Hvis man ser på f.eks. De Grønnes bidske kritik af FDP’s »neoliberale sparepolitik« i forhold til euroen, men også en lang række andre områder som energi-, miljø- og skattepolitik, kan man dog undre sig over, hvordan en jamaicaregering nogensinde skal få påbegyndt de deciderede forhandlinger – og her tage hensyn til Lindners liberale linje.

»Chancen er fifty-fifty,« mente Lindner ved præsentationen af bogen.

»Jo mere modsætningsfulde partiernes programmer og forestillingerne om vælgerne er, desto mere konkrete bør aftalerne være ved begyndelsen af en fælles rejse.«

Med andre ord: Det kommer til at tage lang tid.

Det er Angela Merkel måske slet ikke så utilfreds med. Den 15. december er det næste eurotopmøde. Her kunne man godt forestille sig, at hun helst vil troppe op uden en finansminister fra FDP.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Stig Bøg
Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Måske kommer SPD ridende ind fra venstre for at redde Macron,euro-zonen - og Frau Merkel.
Vil det ske? Absolut ikke - SPD er ved at reorganisere (vestrefløjen i SPD er styrket),tale med Die Linke og lade CDU/CSU stege i deres eget fedt for så at vente på et valg og fremstå som et troværdigt alternativ til jamaika-koalisationen med et rot,rot,grün samarbejde - det flertal de forresten havde efter det forrige valg til Bundestag.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er ingen vej udenom EU, og det store problem er, at euroen ikke bare ses som det, den er: en infrastruktur til at udveksle varer og tjenesteydelser imellem landene.
Nej, det er politisk, at unionen er nødvendig: som befolkningernes værn imod det internationale erhvervsliv - her kan EU som verdens suverænt største marked være dem, der stækker kapitalen, så den tjener mennesker og samfund i stedet begærlighed og megalomani.