Læsetid: 7 min.

Manden, der opdagede hullet i ozonlaget: ’Selv når vi handler hurtigt, er naturen længe om at rette op på skaderne’

For 30 år siden præsterede verdenssamfundet på rekordtid en aftale, der afværgede ozonlagets livstruende sammenbrud. Forskeren, der spottede ozonhullet over Antarktis, er bekymret over, at der ikke handles nær så resolut omkring klimaændringerne
Nedbrydningen af ozonlaget over Antarktis startede i 1970’erne og tog hastigt til i 1980’erne. Siden er ozonhullet vekslet i størrelse og nu ganske langsomt i bedring. Det ventes ikke lukket før efter 2050.

Nedbrydningen af ozonlaget over Antarktis startede i 1970’erne og tog hastigt til i 1980’erne. Siden er ozonhullet vekslet i størrelse og nu ganske langsomt i bedring. Det ventes ikke lukket før efter 2050.

NASA

18. oktober 2017

Da den unge Jonathan Shanklin i oktober 1982 viste sin chef ved British Antarctic Survey (BAS), fysikeren Joseph Farman, de senest hjembragte målinger af ozonkoncentrationen i atmosfæren over Antarktis, tænkte de begge, at der nok var sket en fejl. Målingerne viste en markant svækkelse af det ozonlag, der beskytter alt levende mod solens ultraviolette stråling.

Farman havde lige siden 1957 med sit enkle Dobson spektrofotometer målt på ozonkoncentrationen, når solen begyndte at lyse over det antarktiske forår, og de måleresultater, Jonathan Shanklin nu præsenterede ham for, var helt ude af trit med det normale billede.

Forskerne kunne ikke finde nogen fejl, men værdierne var så usædvanlige, at de ikke vovede at offentliggøre dem uden mere fast grund under fødderne. Så de målte igen i oktober 1983 og 1984, og billedet blev blot værre: Der skete vitterlig noget dramatisk med ozonlaget.

»Vi gik tilbage til de ældre målinger og kunne nu se, at der var sket et systematisk, sæsonbestemt fald i ozonkoncentrationen siden midten af 1970’erne. Og det foregik med en forfærdende hast – fra en knapt registrerbar svækkelse til, at næsten halvdelen af ozonlaget i det pågældende område var væk,« fortæller Jonathan Shanklin, der i dag er pensioneret, men stadig følger arbejdet med ozonmålinger hos BAS, i telefonen fra Cambridge.

Observationerne af ozonlagets forandring under det antarktiske forår var en videnskabelig bombe og kunne også blive en bombe i offentligheden, fordi et svækket ozonlag ville betyde forstærket UV-stråling og dermed massive skader i form af hudkræft, blindhed m.m. – i sidste ende livets afslutning, hvis nedbrydningen løb løbsk globalt.

Farman har siden fortalt, at hans afdelingsleder på BAS forsøgte at hindre en offentliggørelse af målingerne, fordi det ville være for pinligt, hvis de blev tilbagevist som forkerte. I USA havde NASA siden 1978 foretaget ozonmålinger med satellit over Antarktis og ikke set nogen svækkelse.

Ikke desto mindre skrev Farman, Shanklin og kollegaen Brian Gardiner en kort videnskabelig artikel med en graf, der viste 40 procents svækkelse af ozonlaget over Antarktis i tiden 1975-84. Den ankom juleaften 1984 til det ansete tidsskrift Nature og samtidig i manusform til forskerne hos NASA.

Her undrede man sig, men da man tjekkede egne data, afsløredes det, at NASA’s computer, der håndterede satellitmålingerne, automatisk sorterede meget lave ozonkoncentrationer fra som fejl, fordi de blev anset for usandsynlige. I virkeligheden bekræftede NASA’s data målingerne fra Joseph Farmans hold.

Nature-artiklen blev trykt i maj 1985, og da NASA bekræftede den, rykkede The Washington Post ud med en opsigtsvækkende artikel om, at der var gået »hul i ozonlaget«. Den chokerende kendsgerning har været del af den kollektive bevidsthed lige siden. I lighed med det, der blev et faktum fra 1988: Også ozonlaget over de høje nordlige – og mere befolkede – breddegrader var under tilbagevendende nedbrydning om vinteren.

CFC-mekanismen

Hullet i himlen burde ikke være kommet som et chok. Allerede i 1974 havde to kemikere ved University of California, Sherry Rowland og Mario Molina, offentliggjort en artikel i Nature, hvori de advarede om, at de industrielle CFC-gasser, som blev anvendt i hastigt voksende mængder i spraydåser, i kølesystemer, til skumgummi m.m., langsomt ville sive op gennem atmosfæren, indtil de nåede ozonlaget i 20 kilometers højde, hvor solens ultraviolette stråling ville angribe CFC-molekylerne ved en proces, der frigav klor og åd ozon.

Rowland og Molinas Nature-artikel var et teoretisk beregningsarbejde, som øjeblikkeligt blev afvist af industrien bag CFC-gasserne, og trods det ildevarslende budskab fik det ingen praktiske konsekvenser, før Shanklin, Farman og Gardiner godt ti år senere afslørede, at det livsbeskyttende ozonlag vitterlig var under nedbrydning over Antarktis.

Men så gik det til gengæld stærkt. Visheden om, at en lille gruppe industrikemikalier åd af det tynde ozonlag, der er forudsætningen for liv på Jorden, fik verdens lande til at indlede hasteforhandlinger om stop for de farlige stoffer. Og allerede i 1987 vedtog verdenssamfundet den såkaldte Montreal-protokol om udfasning af de ozonnedbrydende stoffer. Et enestående eksempel på global enighed og handlekraft, når truslen er uafviselig og overhængende.

Fra ozonhul til klimaændringer

Det er 30 år siden. I dag bøvler verdenssamfundet med den planetære trussel, som begyndte at blive tydeligt omtrent samtidig, men sin har vist sig meget mere kompliceret at håndtere: Den globale opvarmning og klimaændringerne. Jonathan Shanklin spekulerer i dag meget over parallellerne og forskellene.

»Det var utroligt, at hvert eneste FN-medlemsland efter så hurtig en proces skrev under på Montreal-protokollen. Imponerende var også det store pres, der blev lagt på de politiske ledere af FN’s forhandlere, forskere, ngo’er og andre, da forhandlingerne stod på. Forløbet bør stå som et eksempel for politikerne i deres aktuelle håndtering af spørgsmålet om udledning af klimagasserne,« siger Shanklin.

»Men den anden lære af ozonsagen er, at det tager virkelig lang tid, før den globale helingsproces er tilendebragt. Vi greb hurtigt ind og er nu på rette vej, men ozonhullet vil ikke være lukket før efter midten af dette århundrede, ja, måske først omkring 2060-70.«

 

Ved målinger i september havde det periodiske hul i ozonlaget over Antarktis ifølge BAS en udstrækning på 20 millioner kvadratkilometer – dobbelt så stort som USA og svarende til gennemsnittet for det seneste årti.

»Det er endnu for tidligt at sige, at vi er forbi det værste ozonhul nogensinde,« hedder det på BAS’ hjemmeside.

»En lære af denne sag er, at vi kan undergrave miljøet meget hurtigt, mens det tager meget lang tid at rette op på skaderne, selv når man formår at handle hurtigt og effektivt. Det er noget, politikere virkelig ikke har fattet endnu,« siger Jonathan Shanklin.

Han pointerer, at tidshorisonten for stabilisering af klimaet er endnu længere end for ozonlaget.

»Vi har påbegyndt opbremsningen i CO2-udledninger, men trods det stiger CO2-koncentrationen i atmosfæren stadig. Der er endnu ingen målbare tegn på, at kurven holder op med at stige trods alle fremskridt med vedvarende energi og lignende.«

’Hul’ versus ’opvarmning’

Shanklin forklarer den manglende handlekraft med, at klimaforandringerne dels sker langsomt, dels endnu ikke er direkte mærkbare for mange mennesker og beslutningstagere.

»Indtil for nylig har f.eks. de fleste amerikanere ikke kunnet registrere klimaændringerne i deres egen baghave – derfor er der en større klimaskepsis. Jeg tror dog, at de seneste orkaner, der nu påvirker amerikanernes hverdag, vil ændre diskussionen.«

Det bekymrer ozonlagsforskeren, at klimaudfordringen er langt mere kompliceret at håndtere.

»For det første var videnskaben om ozonhullet meget klar. Det handlede om én ret simpel kemisk reaktion med én type industrikemikalier. Vi havde måledata fra Antarktis, der hurtigt kunne eliminere andre forklaringer på ozonnedbrydningen.«

»Dertil fordrede løsningen ikke indgreb i folks livsstil. Man kunne stadig bruge spraydåser, skumgummi osv., nu blot med andre drivmidler. På næsten alle områder var der alternativer til CFC, som producenterne kunne og gerne ville fremstille, fordi de kunne tjene på de nye, patenterbare erstatningsstoffer.«

»Det betød også meget, at truslen fra ozonhullet handlede om hudkræft, hvilket udløste et massivt offentligt pres for handling. Og endelig betød det noget, at det drejede sig om ’et hul’ i himlen. At der går hul i noget, er ildevarslende. Med klimaet handler det om ’opvarmning’, som jo egentlig lyder meget behageligt.«

Jonathan Shanklin tror, at den stigende vandstand i verdenshavene vil være det, der øger presset på politikerne og tvinger til accelereret handling, fordi den fysiske og økonomiske risiko for mange storbyer ved havstigninger er så stor.

En anden tidshorisont

»Udfordringen er, at tidshorisonten, når vi taler klimaændringer, er endnu længere end for helingen af ozonlaget. Ozonhullet kan repareres på mindre end 100 år, mens de menneskeskabte klimaændringer vil fortsætte i adskillige århundreder. Når folk siger, at vi endnu har tid til at bremse temperaturstigningen inden to grader, så handler det om dette århundrede. Ingen taler højt om den sandsynlige opvarmning i de følgende århundreder.«

Shanklin gør opmærksom på, at de ozonnedbrydende stoffer også var drivhusgasser.

»Så det er tankevækkende, at Montreal-protokollen om ozonlaget ved at gribe ind over for disse kemiske stoffer til dato faktisk har gjort mere for at dæmpe klimaændringerne end FN’s Klimakonvention fra 1992 og alle de efterfølgende klimaforhandlinger.«

De to udfordringer omkring himlen over vore hoveder hænger også sammen på anden vis.

»Ny forskning peger på, at den globale opvarmning nær jordoverfladen fører til global afkøling i stor højde, hvor ozonlaget befinder sig, fordi drivhusgasserne spærrer varmen inde. En sådan afkøling kan ændre forløbet af de kemiske processer i ozonlaget og resultere i en svækkelse over troperne, hvor befolkningstætheden og dermed risikoen for hudkræft og øjensygdomme er meget større end nær polerne.«

»Vi ved simpelthen ikke nok om, hvad der kan ske. Forsigtighedsprincippet tilsiger os at hande meget hurtigt,« siger han.

Det holder ikke

Det faldt i den unge Jonathan Shanklins lod at medvirke til en videnskabelig opdagelse, der har reddet menneskeheden fra katastrofale konsekvenser og lidelser. Det burde være nok til at få én til at føle fortrøstning og håb. Og den pensionerede Antarktis-forsker bruger i dag en del kræfter på at tale til den unge generation, der kommer til at lide under det, hans generation har gjort, men hvis stemmer også har den største gennemslagskraft.

»Jeg forsøger at inspirere dem til at tro på, at de kan ændre fremtiden.«

Selv har han svært ved at bevare optimismen.

»Det politiske og økonomiske perspektiv handler stadig om vækst, men økonomisk vækst kombineret med vækst i befolkningen er ikke bæredygtigt.«

»Jeg frygter, at vi på et tidspunkt rammes af en katastrofe – en økonomisk katastrofe, en sundheds- eller klimakatastrofe – der vil rive hele vort bygningsværk omkuld. Enhver med sine sansers fulde brug kan indse, at udviklingen ikke er holdbar, fordi den kræver ubegrænsede ressourcer, som vi ikke har. Før eller siden er vi nødt til at ændre selve modellen til én, der er permanent bæredygtig. Det er noget, vi endnu slet ikke taler om,« siger Jonathan Shanklin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Søren Albrektsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
  • Erik Karlsen
  • Trond Meiring
  • Torsten Jacobsen
  • Katrine Damm
Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen, Søren Albrektsen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Erik Karlsen, Trond Meiring, Torsten Jacobsen og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Når befolkningen siger godnat til børnene om aftenen og fortæller børnene, at det bliver en god dag i morgen, hvem er det så borgerne lyver for?

Hvorfor?
Solidaritet er en begrænsning af det enkelte individs frihed.

Egoisme:
“Etisk egoisme er en retning indenfor den normative etik, der tager det standpunkt at den eneste moralsk rigtige handling, er den som maksimerer agentens egen velfærd.”

Niels-Simon Larsen

Tak for artiklen. Vi kan samle et Pantenon af vise klimaforskere - Hansen, Broeker og nu Shanklin. Der er flere.

Søren Albrektsen

Well - indtil videre er kapitalismens højborg ude af Paris-aftalen. Det bliver "spændende" at se, om Lomborg og Svensmark bliver inviteret på fin middag i the trump tower, når potus ellers får tid til den slags ind imellem tornado-ødelæggelserne ...

Bjarne Bisgaard Jensen

Rettidig omhu er ikke menneskehedens stærkeste kvalitet. Det synes som om lappeskræderi, grådighed og løgn og latin er mere fremherskende egenskaber