Baggrund
Læsetid: 5 min.

Modsætningerne river i Theresa May

Den britiske premierminister ønsker ikke en ’regering fuld af ja-mænd’, sagde hun under partiets årsmøde i denne uge efter endnu en indblanding i hendes Brexit-politik fra udenrigsminister Boris Johnson. Det er heldigt, for holdningen til Brexit i regeringen såvel som i resten af partiet kunne ikke være mere modsætningsfuld, som Information opdagede under konferencens debatter
Den britiske premierminister Theresa May afviste under de konservatives partikonference i Manchester, at hendes regering er splittet på spørgsmålet om Brexit, selv om det var tydeligt for alle, at regeringen er delt

Den britiske premierminister Theresa May afviste under de konservatives partikonference i Manchester, at hendes regering er splittet på spørgsmålet om Brexit, selv om det var tydeligt for alle, at regeringen er delt

Matt Cardy

Udland
5. oktober 2017

Det skulle have handlet om den anden dagsorden. Den som den britiske premierminister, Theresa May, brænder for. Ikke Brexit, men derimod den om at »bygge et land, der fungerer for alle«, som sloganet hed sig for det britiske konservative partis årsmøde.

Sådan blev det ikke.

For på trods af premierministerens forsøg på at parkere Brexit-debatten i Firenze med sin store EU-tale i forrige uge, var det Brexit, de delegerede brændte efter at diskutere.

Og alle havde gode råd til Theresa May om, hvordan hun skal håndtere det urimelige EU, hvis parlament tirsdag stemte for at udsætte forhandlingerne om en frihandelsaftale, fordi det ikke mener, at Storbritannien har gjort nok fremskridt i skilsmisseforhandlingerne.

»Mit råd til premierministeren er, at hvis EU stadig holder os for nar til jul og ikke er begyndt at diskutere en gensidig frihandelsaftale med os, så giver vi den første januar varsel om, at vi overgår til handel efter WTO-regler; regler som vi uden problemer handler efter med så mange lande rundt om i verden,« sagde den tidligere miljøminister Owen Paterson på et tætpakket debatarrangement med titlen Leave means Leave.

Han blev bakket op af forhenværende Brexit-minister David Jones.

»Regeringen bør sende et helt klart signal til EU: Tal med os om vores fremtidige forhold, eller bliv ikke overrasket, hvis vi stopper med at tale til jer,« sagde han til begejstrede klapsalver fra publikum, hvoraf mange havde fundet deres Vote Leave-badges frem i dagens anledning.

Sikkerhed efterlyses

Det kompromisløse budskab stod i skarp kontrast til budskabet fra en anden debat på konferencen om fremtiden for finanssektoren i The City of London.

Brancheorganisationen TheCityUK understregede i en ny rapport – fremlagt på mødet – det vigtige i, at EU og UK forhandler en aftale på plads, der »giver gensidig markedsadgang, en overgangsordning, der tillader nok tid til at implementere det nye forhold, og adgang til talent«.

»Et finanscenter vokser op over årtier, sågar århundreder, men det kan tabes meget, meget hurtigt,« sagde administrerende direktør for TheCityUK Miles Celic.

Den tidligere konservative minister Mark Hoban, der i dag er formand for bestyrelsen i TheCityUK, er enig og forudser et større jobtab, hvis ikke der snart sker fremskridt i forhandlingerne.

»Der er masser af firmaer, der allerede har lejet lokaler andre steder i Europa; der er folk, der aktivt overvejer at flytte, og det er grunden til, at vi har presset på for en overgangsperiode. Men vi har samtidig brug for at få en fornemmelse af, hvordan det fremtidige forhold kommer til at se ud,« sagde Hoban.

»Jo længere tid, der går, jo større bliver skaderne. Uret tikker. Sektoren har brug for noget, der kan overbevise den om ikke at trykke på knappen,« tilføjede han.

Celic vurderer, at der skal indgås aftale om en overgangsperiode inden jul, hvis ikke The City skal gøre alvor af at begynde udflytningen.

»Folk er på udkig efter en grund til at blive i Storbritannien, men de vil blive nødt til at antage, at det bliver en hård Brexit, med mindre der snart kommer klarhed,« sagde han og minder om sektorens betydning for den britiske økonomi.

Parlamentarikeren Vicki Ford er en af dem, der frygter for de økonomiske konsekvenser af Brexit uden en frihandelsaftale og overgangsperiode.

»Den britiske banksektor betaler gennem skatten for mere end halvdelen af hele sundhedsbudgettet, så hvis vi ønsker at blive ved med at kunne finansiere sundhed, må vi sikre, at vi fortsætter med at have en pulserende finanssektor,« sagde Ford på mødet.

»Miles og Mark har ret. Tidligere sagde jeg: ’Lad være med at gå i panik over timingen,’ Nu siger jeg: ’Gå i panik. For virksomhederne har brug for sikkerhed, og hvis de ikke får det, bliver de nødt til at planlægge efter det værst tænkelige scenarie.«

Boris igen igen

Splittelsen i partiet spejler splittelsen i regeringen, der igen blev tydelig i dagene op til konferencen, da udenrigsminister Boris Johnson – for anden uge i streg – i en avisartikel fremlagde sine egne røde linjer i forhold til

aftalen med EU. Det på trods af, at regeringen netop var blevet enig om en fælles position forud for Mays tale i Firenze.

Efter Boris’ indblanding nummer to lød der da også advarende toner fra det britiske handelskammer (BCC), der opfordrede regeringen til at udvise »kompetence og sammenhold«.

»Den åbne uenighed mellem regeringsmedlemmer i de seneste uger har kun formået af underminere erhvervslivets tillid, ikke kun i forhold til Brexit-forhandlingerne,« sagde BCC’s generaldirektør Adam Marshall i en udtalelse.

På Vote Leave-arrangementet blev Boris Johnsons ’røde linjer’ – bl.a. at Storbritannien ikke bør acceptere nye EU-regler i overgangsperioden – imidlertid anderledes positivt modtaget af en anden af partiets topnavne, der over sommeren blev tippet som en mulig afløser for Theresa May.

»Alt, hvad Boris siger, er regeringens politik, og han formulerer det positivt, og det er dét, vi har behov for. Vi må gentage fordelene ved Brexit, for det er så vigtigt for landets historie,« sagde Jacob Rees-Mogg og opremsede en række skelsættende øjeblikke i landets historie, som han mener Brexit kan sammenlignes med.

»Det er Magna Carta, det er den Store Reform Lov, det er Bill of Rights, det er Waterloo.«

»Glem ikke Trafalgar!« råber en ældre herre til bifald og latter fra salen.

»Trafalgar, ja! Dette er sådan en positiv ting for vores land. Det befrier os fra en skrantende økonomisk model. Dette er befrielse, dette er frihed, dette er inspiration,« tilføjede en optændt Rees-Mogg, der pure afviste, at det skulle være skadeligt for landets økonomi at forlade det indre marked og toldunionen.

»Det indre marked er en fælde. Det rette navn er: ’den indre regulative zone uden demokratisk tilsyn’. Og toldunionen er et bondefangerkneb, som sikrer, at forbrugerne betaler mere til gavn for producenter primært uden for Storbritannien,« sagde han og hævdede, at det er de fattigste, der lider mest under dette regime.

»Vi som konservative kan hjælpe med at højne deres levestandard, for det er os, der virkelig er på deres side, ikke fanatikerne, der ønsker at holde os i toldunionen.«

Theresa May afviste i et interview under konferencen, at hendes regering er splittet og sagde, at hun ikke ønsker en regering fuld af »ja-mænd«, men byder forskellige synspunkter velkommen.

Hvordan hun agter at forene dem, kom hun dog ikke ind på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det er nok vigtigt, at få Brexit til at blive en positiv begivenhed, man tænker tilbage på med en vis ære og stolthed. Vi gjorde det. På den måde er Jacob Rees-Moggs henvisning til Magna Carta, tidligere miljøminister Owen Paterson den Store Reform Lov, Bill of Rights, og Waterloo ikke så tosset endda.

Tidligere miljøminister Owen Patersons ide om, at GB efter første januar kan give varsel om, at GB overgår til handel efter WTO-regler, hvis EU ikke opper sig i forhandlingerne, er nok en dårlig ide. Det hele kunne ende med at gå i stå i vanære og skandale.

Michael Kongstad Nielsen

Se venligst bort fra " tidligere miljøminister Owen Paterson" i linje 3.