Når russerne skal fortælle staten, hvad de synes, svarer de på en meningsmåling

80 procent af russerne bakker op om Putin. 60 procent mener, at dele af Ruslands nabolande burde tilhøre Rusland. 38 procent mener, at Stalin er historiens vigtigste politiske figur.

I et land med så statsstyrede medier som Rusland har meningsmålinger hidtil været et af de få steder, vi har bildt os ind, at vi fik et reelt indblik i russernes holdninger. Der har eksisteret uafhængige meningsmålingsinstitutter siden 1990’erne, og selv mens de store kritiske medier et efter et blev underlagt Kremls kontrol, har meningsmålingsinstitutter som det private Levada Center nydt en del troværdighed.

Det er imidlertid forkert at opfatte meningsmålingerne som etudtryk for folkets vilje, mener professor ved Shaninka-universitetet i Moskva, Grigorij Judin. Tværtimod har de russiske myndigheder brugt meningsmålinger lige siden parlamentsvalget 2011 som en slags legitimeringsværktøj.

»I 2011 blev det klart for enhver, at de beslutninger, parlamentet ville træffe, ville være illegitime,« siger Judin med henvisning til en meget lav valgdeltagelse og klare tilfælde af valgsvindel, der kendetegnede parlamentsvalgene i både 2011 og 2016.

Ifølge professoren kompenserer Kreml for den manglende legitimitet ved hjælp af meningsmålinger:

»Man fremlægger et lovforslag, som så testes i meningsmålinger. Hvis meningsmålingerne viser, at der kun er begrænset opbakning, så gennemføres der informationskampagner i fjernsynet og gennemføres nye målinger. Og det fortsætter man med, indtil resultaterne viser, at lovforslaget har bred opbakning i befolkningen. Og så kan parlamentet vedtage loven,« siger Judin i et interview med Information.

Den massive manipulation muliggøres ifølge Judin af Kremls faste greb om medier og af, at staten er ejer af og absolut største kunde i de to største russiske meningsmålingsinstitutter, VTsIOM og FOM.

»De gennemfører meningsmålinger med vidt forskellige temaer, men det er kun de svar, som ordregiveren ønsker offentliggjort, som bliver offentliggjort. Resultat er et lukket kredsløb, hvor staten formulerer temaerne, får de svar, den har brug for, og så smider dem ud i nyhederne på for eksempel russisk TV1. Og så finder folk ud af, at den russiske befolkning mener sådan og sådan,« forklarer Judin.

Ingen manipulation uden viden

Den konklusion kan politisk kommentator Andrej Kolesnikov ikke tilslutte sig. Som leder af programmet for russisk indenrigspolitik ved den Moskva-baserede tænketank Carnegie Foundation har han i to år samarbejdet med det tredjestørste russiske meningsmålingsinstitut, det private Levada Center.

»Jeg ville ikke forholde mig så skeptisk til i hvert fald Levada Centrets undersøgelser og sådan set heller ikke til de andre meningsmålingsinstitutter, hvis deres meningsmålinger udføres korrekt, med den rette metode og med det formål at afdække holdninger og ikke manipulere med dem. Sagen er den, at bystyret i Moskva og de føderale myndigheder ikke bestiller meningsmålinger hos VTsIOM for at afdække holdninger i samfundet og tage dem til efterretning, men for at omgå og bedrage offentligheden. Men de har også brug for mere eller mindre adækvat viden om, hvad der foregår i hovederne på indbyggerne i for eksempel Moskva. Så ikke alt er så katastrofalt med de russiske meningsmålinger,« mener Kolesnikov.

»Formålet med sociologiske undersøgelser er at forstå, hvad folk tænker og afhængigt af, hvad de tænker, begynde at manipulere med disse holdninger. Men selv hos magthaverne har man trods alt det mål at finde frem til sandheden om, hvad borgerne tænker, ellers er det jo svært at manipulere med dem,« siger Andrej Kolesnikov.

Det tavse flertal

Grigorij Judin tvivler imidlertid på, at russiske meningsmålinger – og meningsmålinger i det hele taget – er i stand til at tilvejebringe reel viden om politiske holdninger i befolkningen.

»I den seneste tid har der været flere tilfælde af, at meningsmålinger ikke formåede at forudsige valgresultatet. Det var tilfældet med Brexit, det var tilfældet med valget i USA. Derfor er der en række fælles problemer med meningsmålinger, som gør, at man skal forholde sig kritisk til disse data – ikke kun i Rusland,« forklarer Judin og fremhæver den såkaldte svarkoefficient – den andel af de adspurgte, der vælger at svare. Den ligger i flere lande på sølle 10-20 procent, og Judin mener, at både top og bund i samfundet er underrepræsenteret i meningsmålinger.

»Der er ret store lag, der føler sig forfordelt i alle former for demokratisk deltagelse, som ikke vil svare. Så er der selvfølgelig eliten, der som regel har andre muligheder for at påvirke og derfor heller ikke er tilbøjelig til at svare på meningsmålinger. Og så er der nogle velbjærgede lag, som gerne vil udvise samfundssind ved at svare på interviewerens spørgsmål,« siger Judin.

Direkte kanal til kreml

Sådan er det også i Rusland, men her er en anden gruppe muligvis overrepræsenteret i meningsmålinger, nemlig de befolkningsgrupper, som anser meningsmålinger som en slags direkte kommunikation med magthaverne.

»I Rusland anses intervieweren som en slags repræsentant for staten, der går rundt med en ris og ros-kasse. Det ved jeg fra en igangværende undersøgelse, hvor vi har talt med interviewerne. Vi har spurgt, hvordan de får folk til at svare på spørgsmål, som de dybest set ikke gider svare på, hvad 80-90 procent jo ikke gør. Og den nemmeste måde at gøre det på er at sige, at ’magthaverne forsøger at indsamle holdninger blandt folk’, ’din mening vil blive hørt’, ’din klage vil blive hørt’, ’vi vil sende den videre til Moskva, til Kreml’,« fortæller Judin.

Det kan ikke undgå at påvirke, hvad folk svarer, mener han. De vil have i baghovedet, at de kommunikerer med magthaverne, og at de skal bringe deres problemer til magthavernes kendskab. Derfor er folk tilbøjelige til »over for tsaren at beklage sig over herremanden«, mener Judin.

»Hvis det er tsaren, du kommunikerer med, så nytter det ikke at tale dårligt om ham. Så hellere sige, at du støtter ham, og at herremændene omkring ham er onde,« forklarer Judin.

Han vurderer, at de, der besvarer russiske meningsmålinger, ofte er personer, der på den ene eller anden måde er afhængige af staten, dvs. pensionister eller offentligt ansatte, der mener, at staten overvåger dem, og at de derfor hellere må kommunikere med den. Derfor er det naivt at tro, at folk svarer anderledes, når de bliver kontaktet af det uafhængige Levada Center, mener professoren:

»Der er en generel forestilling om, hvad meningsmålinger er, og hvad de skal til for. Derfor har Levada desværre ingen privilegier. De ligger under for dette underlige image, som meningsmålinger har i Rusland.«

Et lukket kredsløb

Sikkerhedstjenesten FSO og præsidentadministrationen menes også at udføre deres egne hemmelige meningsmålinger, der angiveligt skulle give det russiske regime indblik i, hvad folk rent faktisk mener.

»Det, mener jeg, er en gang konspiratorisk vås,« udtaler Andrej Kolesnikov.

Han betvivler ikke, at de udføres, men tvivler på, at deres målinger skulle give mere pålidelige data end de offentlige meningsmålinger. Grigorij Judin er enig. Ifølge ham lider disse hemmelige meningsmålinger af samme metodiske mangler som målinger beregnet til offentliggørelse. Det skaber ifølge Judin en indelukket verden, hvor meningsmålinger viser det, som magthaverne ønsker at se.

»De tror, at de er bedre underrettet pga. meningsmålingerne, men rent faktisk deltager broderparten af befolkningen ikke i dem. Derfor lever vi faktisk i et land, som vi ikke forstår særligt godt. Derfor sker der indimellem underlige ting, som kun vanskeligt kunne forudses ud fra meningsmålinger,« siger Judin og spørger retorisk, hvem der havde forudset massedemonstrationerne i 2011 og anti-korruptionsprotesterne i marts i år.

»Det er en form for selvbedrag at tro, at man kan holde fingeren på pulsen ved hjælp af meningsmålinger. De kontrollerer højst, hvor effektiv sidste uges tv-propaganda var og skaber en illusion af at have kontrol over situationen,« siger Judin.