Nyhed
Læsetid: 12 min.

Den næste krise venter lige om hjørnet. Og når den kommer, har vi ikke mere krudt at skyde med

Netop som ledende politikere glæder sig over, at de vestlige økonomier på ny viser høje vækstrater, advarer storbanken Deutsche Bank om, at den næste krise er på vej. Og det politiske opbrud i Vesten med øget tilslutning til populistiske partier gør det vanskeligere at stabilisere økonomien, vurderer banken
I en række europæiske lande oplever populistiske højrefløjspartier fremgang, og i Frankrig er Le Pens Front National et af dem, der har den største tilslutning blandt befolkningen.

I en række europæiske lande oplever populistiske højrefløjspartier fremgang, og i Frankrig er Le Pens Front National et af dem, der har den største tilslutning blandt befolkningen.

Sylvain Lefevre

Udland
9. oktober 2017

Næppe er ledende politikere i den vestlige verden begyndt at ånde lettede op over konjunkturerne, der endelig viser vækst og fremgang, før en af de mest magtfulde finansinstitutioner i verden smider en tung rapport på bordet med budskabet, at det er rent blændværk.

Deutsche Bank, verdens 15. største bank, siger i en ny, grundig analyse med titlen The Next Financial Crisis, at den næste finanskrise venter lige rundt om hjørnet. Og den vil efter alt at dømme blive fulgt af en stadig hyppigere strøm af økonomiske nedture. De vestlige regeringer og centralbanker har simpelthen under den seneste langvarige krise opbrugt den ammunition til at genskabe væksten, de har til rådighed.

»Vi er ret sikre på, at der sandsynligvis vil komme endnu en finanskrise eller -chok ganske snart, og at hyppigheden af sådanne fortsat vil være høj, indtil der bliver skabt mere stabile rammer for den globale finansøkonomi,« lyder hovedkonklusionen fra denne indflydelsesrige nøgleaktør i den globale finansverden.

Ekstra ildevarslende er det ifølge banken, at de populistiske partier og lederes øgede indflydelse har forårsaget en politisk usikkerhed, der vanskeliggør økonomisk stabilisering.

»Skønt populismen de senere år har demonstreret sin uforudsigelighed, så forstærker dens fremmarch truslerne mod den nuværende verdensorden og kan udløse en finansiel krise i nær fremtid,« vurderer Deutsche Bank.

Bankens analyse skriver sig altså ind i det politiske mareridtsscenarie om en ond cirkel af økonomisk og politisk krise, som nogle mente, nu kunne fejes bort af en ny begyndende højkonjunktur.

Populismens fremmarch

Lærde folk diskuterer årsagerne til den stigende tilslutning til populistiske partier på begge yderfløje i det politiske landskab. I Europa drejer det sig om en vækst i højrepopulistiske partiers tilslutning ved valg fra i snit 6,7 pct. i 1960’erne til i snit 13,4 pct. i 2010’erne – for venstrepopulistiske partier er den tilsvarende opbakning steget fra 2,4 til 12,7 pct.

Denne tendens ses af de to fremtrædende politologer Ronald Inglehart, University of Michigan, og Pippa Norris, Harvard University.

En opgørelse på tværs af syv store i-lande, foretaget af Jim Reid, direktør og strateg hos Deutsche Bank, viser, at populistpartier på begge fløje i dag tilsammen har i snit 32 pct. af vælgerne bag sig – dette er den markant største tilslutning til yderfløjene siden opbakningen til nazister og fascister i 1930’erne og 40’ernes Europa.

En tredje opgørelse foretaget af økonomen Dani Rodrik, Harvard University, har set på tilslutningen i perioden 1961-2015 til venstre- og højrepopulistiske partier i en snes lande i Europa og Latinamerika (hvor især venstrepopulismen har haft medvind). Vælgertilslutningen har svinget, men med en langsigtet trend fra i snit et par procents tilslutning midt i 1960’erne til godt 23 pct. i 2010’erne. I alle tre opgørelser er det de seneste 10-20 år, at populismen for alvor har fundet klangbund i bredere befolkningslag.

Politisk populisme er mange ting, men fællestrækket for den type partier er – i Dani Rodriks formulering – »en orientering imod det etablerede, en påstand om at tale på folkets vegne imod eliten, en modstand mod globalisering og liberalisering samt ofte – men ikke altid – en forkærlighed for autoritær ledelse«.

De to forklaringer

Én skole af forskere – inklusive Rodrik – fokuserer på økonomisk usikkerhed og ulighed som drivkraft bag den folkelige søgning til populistiske lederskikkelser og partier. En anden skole – omfattende bl.a. Inglehart og Norris – betoner et ’kulturelt tilbageslag‘ som afgørende.

I den økonomiske optik er det kombinationen af økonomisk globalisering og teknologiudvikling, der via kapitalmobilitet, outsourcing, skærpet konkurrence og automatisering har skabt skel ved at fremme ’winner-take-all’-markeder. De karakteriseres ved, at der selv i perioder med BNP-vækst sker en udhuling af løn og jobsikkerhed for de mindst uddannede.

Samtidig er de faglige organisationer blevet svækket af de multinationale virksomheders dominans og det globaliserede arbejdsmarked. De økonomiske gevinster er gået til en i forvejen privilegeret, kosmopolitisk gruppe forankret i finanssektoren, vidensøkonomien og erhvervslivets top.

Grafik

Større opbakning til populistiske partier i Europa

Stemmeandel ved valg i 24 EU-lande, inklusive EU-parlamentsvalg

Under krisen er der blevet skåret ned på velfærdsordninger parallelt med bekostelige redningspakker til finanssektoren. Markant øget økonomisk og social ulighed er det samlede resultat.

I den mere kulturelt orienterede tolkning af populismen betones det socialpsykologiske fænomen, at hastige forandringer af værdierne i det moderne, globaliserede samfund med dets fokus på materialisme, individualisme, kappestrid og normopløsning har skabt en – med Inglehart og Norris’ ord – ’nostalgisk reaktion’. En længsel efter en tid med fælles værdier og stærke traditioner inden for nationalstatens trygge ramme.

Denne reaktion er ifølge forskerne tydeligst i den ældre del af befolkningen, der er mindst rustet til at finde sig til rette og klare sig i samfund under hidsig omkalfatring. Men den registreres også som en søgen mod postmaterielle værdier, som den f.eks. kommer til udtryk i dele af den grønne, alternative bevægelse.

Det fælles for den økonomiske og den kulturelle tolkning er betoningen af utryghed. Der er i dag i brede kredse en grundlæggende usikkerhed og utryghed, hvis ikke ligefrem angst omkring, hvad fremtiden bringer. Det er menneskers utryghed, der slår om i mistillid og i vrede mod ’eliten’, mod ’de fremmede’, mod medierne med deres ’fake news’. Utrygheden er de populistiske partiers og lederskikkelsers egentlige brændstof.

Tilbage i smørhullet

I den kontekst er det afgørende, hvordan økonomien udvikler sig. Hvis der kan skabes – genskabes – en økonomi med holdbar vækst, som sikrer trygge job, større lighed, velfærd, udviklingsmuligheder og fremtidstro, så mister populisternes vrede retorik og nemme løsninger deres tiltrækningskraft. Økonomisk overskud kan bane vej for psykologisk og socialt overskud.

Det er også derfor, at viljen til vækst er det centrale slagord og ledemotiv for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), den muligvis kommende statsminister Mette Frederiksen (S) såvel som for deres kolleger i det politiske establishment rundt om i Europa.

Netop nu henter de opmuntring i de analyser, der taler om forbedrede konjunkturer i form af øgede BNP-vækstrater og faldende arbejdsløshed.

»Væksten har bidt sig fast. Ledigheden er lav. Beskæftigelsen er høj. Verden og Europa har revet sig løs af krisen (…) Dansk økonomi er bomstærk. I årene frem mod 2025 bliver vi rigere,« sagde statsministeren ved Folketingets åbning i tirsdags.

’2017 på vej til den hastigste vækst siden 2010’, lød forleden overskriften i en global prognose fra The Economist Intelligence Unit.

»Et årti efter finanskrisen er verdensøkonomien endelig havnet i smørhullet,« skriver det økonomiske magasins analytikere, der forudser en global BNP-vækst i år på 2,9 pct. mod 2,3 pct. sidste år. For eurozonen venter man 2,2 pct. vækst – et mærkbart spring i forhold til en vækstrate på -0,2 for fire år siden.

Men The Economist har en eftersætning til bemærkningen om tilbagevenden til smørhullet: »… den vil dog vise sig at være kortvarig.«

Næste krise er på trapperne

Denne eftersætning er emnet for den 94 sider lange og opsigtsvækkende analyse fra Deutsche Bank med titlen The Next Financial Crisis.

»Skønt vi ikke kan være sikre på, hvor og hvornår den næste krise rammer, så er betingelserne til stede for en verden af hyppigt tilbagevendende kriser,« hedder en af konklusionerne.

Et sted nævner Deutsche Bank to-tre år som en mulig frist før næste krise, og det rimer med The Economist, der forudser, at den amerikanske BNP-vækst vil falde fra de i år forventede 2,2 pct. til 0,8 pct. i 2020, mens eurozone-væksten vil falde fra 2,2 til 1,5 pct. Men Deutsche Bank understreger samtidig, at nedturen kan – som demonstreret med finanskrisen 2008 – ramme som et lyn fra en klar himmel, uforudset af alle analytikere og myndigheder.

Grafik

Faldende BNP-vækstrater gennem 50 år

I de fleste i-lande er evnen til at skabe vækst aftaget siden begyndelsen af 1970’erne

»Måske overser vi et problem, der står og bobler et eller andet sted for næsen af os,« erkender man.

Det eneste sikre er ifølge banken, at finanskriser har hjemsøgt den globale økonomi i stadig tættere takt siden begyndelsen af 1970’erne, og at »den periode, vi gennemlever, er særligt sårbar for finansielle kriser«.

Rapporten fra den tyske storbank er i tråd med en kriseadvarsel fra det globale investeringsselskab PIMCO, der for nylig i et notat meddelte, at »vi vurderer, at sandsynligheden for en global recession på et tidspunkt inden for fem år er 70 pct.« 

Andre aktuelle advarsler er kommet fra bl.a. Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown, Den Internationale Valutafond IMF, den tidligere chef for det britiske finanstilsyn Adair Turner, World Economic Forum samt økonomisk chefrådgiver Mohamed El-Erian fra finans- og forsikringskoncernen Allianz. Men ingen af dem er så grundige og skarpe i analysen som Deutsche Bank.

»Et enormt og fremragende stykke research,« skriver Financial Times om bankens rapport.

Løssluppenheden

Ifølge Deutsche Bank var det præsident Nixons brud med guldstandarden i 1971 til fordel for et system alene baseret på papirpenge og elektroniske penge, der åbnede for den globale finansielle løssluppenhed og mangel på disciplin.

»Krisen i 2008-09 kunne ikke være indtruffet i en tid, hvor pengemængden var bundet til guld,« fastslås det.

»Dette nuværende miljø tillader (og lokker måske til), at der skabes store ubalancer og enorme gældsbyrder, men muliggør også omfattende indgreb for at håndtere sådanne kriser, endskønt disse måske gør en efterfølgende krise mere sandsynlig ved at sende krisen videre til et andet hjørne af det globale finanssystem og som regel i form af en større krise (…) Vi mener, at dette efterlader dagens globale økonomi særlig udsat for en cyklus af bobler og sammenbrud, efterfulgt af omfattende indgreb og genopretning, hvorefter cyklussen starter forfra,« hedder det.

Man påpeger, at afskaffelsen af guldstandarden og de senere årtiers mulighed for at komme ud af kriser ved at lave eller låne flere elektroniske penge indebærer, at opturen efter hver krise starter med en større gældsbyrde end før krisen.

Netop det er et af de forhold, der får storbanken til at hejse advarselsflaget. Mange lande kører i stigende grad med budgetunderskud på de årlige finanslove og dermed med en foruroligende vækst i gælden.

»Bortset fra fire år med små overskud i tiden 1998-2001 – knyttet til dot.com-boblen – har USA kørt med årlige underskud hvert eneste år siden 1969, ja, faktisk har man haft underskud i 53 ud af de seneste 60 år, inklusive 2017.«

Storbritannien er på kurs mod 24-26 år i træk med underskud, Spanien har haft underskud i 53 af de seneste 61 år, Japan, Frankrig og Italien har haft permanente årlige underskud siden henholdsvis 1966, 1993 og 1950.

Resultatet er en vækst i den offentlige gæld det seneste tiår, som »er uden sidestykke i fredstid«.

De offentlige underskud og den ledsagende gældsopbygning er udtryk for en bevidst politik for at holde væksten i gang og velstanden oppe: Ved at låne penge har staterne gjort det muligt at leve på et niveau, der ellers ikke var råd til.

Seddelpressens fristelser

Denne risikable finanspolitik er blevet suppleret af centralbankernes pengepolitik med samme formål. Under betegnelsen Quantitative Easing, QE, dvs. ’kvantitativ lempelse’, har centralbanker i USA og Europa ’ladet seddelpressen køre’ (reelt skabt penge ved tryk på en computertast, der opfører det ønskede beløb på centralbankens konto). Pengene er brugt til via opkøb af f.eks. obligationer at sende likviditet ud i systemet og stimulere økonomien ud over, hvad man kan opnå ved centralbankers normale, i dag opbrugte virkemiddel: rentesænkning.

Deutsche Bank gør opmærksom på det enorme omfang af denne stimulans.

»Siden finanskrisen har de fire største centralbanker tilføjet 10.000 milliarder dollar til deres balance, således at de nu sidder på værdier for over 14.000 milliarder dollar.«

»Svimlende beløb,« noterer Deutsche Bank.

Hvis man til dette tal lægger det beløb, som de respektive fire landes regeringer har stimuleret økonomien med ved at køre med voksende underskud, får man ifølge analysen et beløb på 34.000 milliarder dollar.

»Dette er den ekstra stimulans til at leve over, hvad vi har råd til (dvs. uden at trykke penge og køre med underskud), som kan noteres siden finanskrisen. Og når det kommer til stykket, har disse 34.000 milliarder dollar i stimulering og QE kun formået at skaffe meget begrænset vækst, undertrykt inflation samt skyhøje priser på værdipapirer kloden rundt.«

»Dette er ukendt terræn, og hvordan kan nogen vurdere, hvad konsekvenserne vil blive, når vi bringer dette tilbage til normale tilstande,« spørger banken.

Skillevej

Det er en situation uden sidestykke med kombinationen af stor gæld, lave renter og voldsomme beløb på centralbankernes konti. Den næste finanskrise kan meget vel komme, når det bliver nødvendigt at nedbringe det offentliges voksende underskud og gæld, hæve de historisk lave renter og stoppe centralbankernes løbske seddelpresse.

Og tiden for det risikerer at falde sammen med, at det aktuelle opsving i den rullende konjunkturcyklus når til vejs ende og afløses af ny recession. I så fald altså i en situation, hvor regeringer og centralbanker ikke har mere ammunition at skyde med.

»Det føles vitterlig, som om vi står ved en skillevej, og den næste nedtur kan blive martret af ekstreme hændelser i betragtning af den blindgyde for de politiske instrumenter, vi synes at nærme os enden af (…) Det føles, som om systemets excesser de senere år indebærer, at hver recession bliver systematisk mere og mere risikofyldt.«

»Den ’store tilbagerulning’ er en rejse ind i det ukendte,« lyder den ildevarslende melding fra Deutsche Bank.

Til dette billede af en p.t. højrisikabel global økonomi på vej mod næste krise føjer Deutsche Bank det langsigtede billede af i-landsøkonomier, der over tid har mistet evnen til at skabe vækst som tilforn, uagtet de konjunkturmæssige op- og nedture.

Den langsigtede trend for BNP-vækstraterne har været for nedadgående lige siden 1970’erne.

Lønstagnation

Det ligner ikke et billede af en verden og en fremtid, hvor udsatte befolkningsgrupper kan føle tryghed og tillid til systemet og dets forvaltere.

Oven i købet er det sådan, at den aktuelle, måske kortvarige periode med fornyet vækst og faldende arbejdsløshed i USA, Europa og Japan ikke har været ledsaget af mærkbar vækst i almindelige lønmodtageres indkomst, sådan som teorierne eller foreskriver: Økonomisk vækst og efterspørgsel på arbejdskraft skulle gøre det både muligt og nødvendigt at betale arbejdskraften mere i løn, hvilket i sig selv skulle stimulere forbrug og efterspørgsel og føre til højere priser – dvs. inflation – og endnu mere økonomisk vækst. Men både lønstigninger og stigende inflation er udeblevet.

Forklaringen er flerleddet. Dels kan mange, der mistede et godt job under krisen, efterfølgende have sagt ja til lavtlønsjob for overhovedet at opretholde en indkomst. Dels har globaliseringen skærpet konkurrencen fra lavtlønslande og vanskeliggjort lønkrav fra vestlige arbejdere. Og endelig kan den teknologiske udvikling i form af automatisering i sig selv presse den menneskelige arbejdskrafts økonomiske konkurrenceevne, hvis ikke helt eliminere jobs.

Selv i en situation med fuld beskæftigelse kan perspektivet med en reservehær af robotter stående klar til massiv automatisering afskrække fra at stille ellers normale lønkrav, bemærker Adair Turner, den tidligere formand for Storbritanniens Financial Services Authority, i en Project Syndicate-kommentar.

I den forstand bidrager automatiseringen til, at det i stigende grad er kapitalejere snarere end almindelige lønmodtagere og borgere, der høster gevinsterne af såvel teknologisk udvikling og globalisering som af centralbankernes pengepolitiske forsøg på at demontere krisen. Både før, under og efter finanskrisen er uligheden steget.

Skriften på væggen

Deutsche Bank har en graf, der antyder, at finansielle kriser gennem de seneste 100 år ofte er blevet fulgt af øget tilslutning til populistiske partier, der lover tryghed og tilbagevenden til gode tider. Det er også tilfældet denne gang, men det djævelske er, at netop de populistiske partiers og lederes øgede opbakning og indflydelse – tag Donald Trump som eksempel – skaber en politisk usikkerhed, der vanskeliggør økonomisk stabilisering, øger faren for nye kriser og spærrer for mere fundamentale omstillinger i retning af øget holdbarhed – økonomisk, socialt, miljømæssigt.

Grafik

Sammenhæng mellem finanskriser og populisme?

Under og efter kriser i i-lande er tilslutningen til populistpartier typisk øget

Den britiske professor i økonomisk historie Harold James, Princeton University, beskriver hos Project Syndicate, hvordan globaliseringen avler frygt, mistænksomhed og normløshed, der bliver til en kraft for ’deglobalisering’, ofte båret af nyvalgte, populistiske ledere, der træffer »forhastede, kortsigtede, usammenhængende og på anden vis dårlige beslutninger. Og når dårlige beslutninger i et land påvirker andre lande negativt, kan det udløse en ond cirkel af gengældelse og eskalation.«

Chefrådgiveren hos Allianz, Mohamed El-Erian, placerer ansvaret hos de politikere i i-landene, der ikke har erkendt den seneste krise som den »epokale hændelse, den er«, men blot opfatter den som en tilbagevendende konjunkturbevægelse. De »ignorerer begrænsningerne i en økonomisk model, der i ekstrem grad baserer sig på finanssektoren som redskab til at skabe bæredygtig, inkluderende vækst,« skriver han hos Projekt Syndicate.

Ti år efter krisens start har det politiske establishment stadig ikke set skriften på væggen.

Grafik: iBureauet. Kilder: Deutsche Bank, Roland Inglehart og Pippa Norris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

IMF og Verdensbanken bør indføre en ny "guld"-standard med virtuel valuta med block-chains som feks. Bit-coins for at stoppe produktionen af fiktive penge gennem kreditgivning.Særlig når man tænker på at det koster noget nær hele den globale gæld at redde kloden fra et totalt klimakollaps og ydermere er virtuel valuta resistent overfor korruption og den kan målrettes til projekter udenom banker og regeringer - direkte fra IMF eller verdensbanken.

Michael Kongstad Nielsen

Men det er da establishment-erne, der lader krisen komme igen. Jeg synes det er forfejlet, at give højre + venstre populisme skylden.

Michael Hullevad, Alvin Jensen, John Andersen, Kurt Nielsen, Christian Larsen, kjeld jensen, Flemming Berger, Knud Chr. Pedersen, Per Torbensen, Michael Friis og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det er hverken det ene eller det andet - det er systemet "Kapitalisme" der i følge Karl Marx ødelægger sig selv indefra - når det der altid driver værket - uafbrudt vækst - når sin grænse vil kollapset komme - helt af sig selv fordi den sociale struktur kollapser sammen med den.
Vi skal have en nytænkning og det vil sige revolution.

Mads Kjærgård, Alvin Jensen, Kurt Nielsen, Eigil Hansen, kjeld jensen, Jan Nielsen, Torben Andersen, Jørgen Larsen, Ole Arne Sejersen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Tue Romanow, Torben Arendal, Bjarne Bisgaard Jensen, Knud Chr. Pedersen, Niels-Holger Nielsen, Torben Skov, John S. Hansen, Katrine Damm, Søren Fosberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

Økonomiske teorier uden at medregne klima- og andre naturproblemer er totalt værdiløse.
Ligesom alle artikler om fremtiden er det, uden den grønne dagsorden er med. ;o)

Niels Wedderkopp, Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen, Eigil Hansen, kjeld jensen, Torben Andersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Holger Nielsen, Torben Skov, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Jørgen Wentzlau

Paradoks!
Europæiske lande må ikke have underskud på statsbudgettet. USA har millioner af milliarder på deres statsbudget - hvad er logikken i det??
Europa først!
lad os producere vores eget militære isenkram! før vi køber andres!

Alvin Jensen, Torben Skov, John Andersen, Torben K L Jensen, Torben Arendal og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Lundkvist

Må jeg foreslå at alle dropper ordet 'populisme'?
Dette ord signalerer uansvarlighed og opgør med eliten. Så jeg er populist, fordi jeg gerne vil gøre op med den økonomiske overklasse, der er 'stukket af fra resten' (udtrykket er fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).
Ordets funktion er at stemple dem, der er uenige med den herskende nyliberalisme, der altså er udtryk for ansvarlighed. Og at slå højre- og venstre bevægelser, der er uenige i mainstream, sammen i ét fænomen: populisme.
Hvorfor ikke betegne bevægelser objektivt, altså som det det er. Altså nationalkonservative i stedet for højrepopulisme, og socialister i stedet for venstrepopulisme?

Michael Hullevad, Niels Wedderkopp, Morten Lind, Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Jacob Jensen, Nille Torsen, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, kjeld jensen, Thomas Barfod, Jørgen M. Mollerup, Torben Andersen, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Ole Henriksen, Eva Schwanenflügel, Morten Balling, Tue Romanow, Bjarne Bisgaard Jensen, Knud Chr. Pedersen, Henriette Bøhne, Steffen Gliese, Torben Skov, Torben K L Jensen, Michael Kongstad Nielsen, Trond Meiring, Bo Stefan Nielsen, John S. Hansen og Jes Balle Hansen anbefalede denne kommentar
Frank Klevenhaus

EU- landene må gerne have underskud. Bare ikke over 3 % og ikke mere end 60 % af BNP.

Man regner med at 30 % af udbuddet på obligations markedet dækkes af støtteopkøb fra nationalbankerne . Hvis de stopper med det , vil renterne stige. Aktiekurserne falder og boligpriserne falder.
Janet Yellen og Mario Draghi er i en svær kattepine, hvis ikke landene får styr over underskuddene, og her er det at populisterne kommer ind i billedet

Disse forudsigelser kommer regelmæssigt om verdensøkonomien (og det danske boligmarkedet m.v.) Og ja der kommer en krise igen men det er usikkert hvad der tricker den og derfor hvornår.

Michael Kongstad Nielsen har ret. Og uanset hvor latterlige nogle at de nye populistiske partier er, så er der vigtigt at huske at deres fremgang kun er mulig forbi de gamle partier ikke leverer varen. Arrogancen var stor i Tyskland og nu er "man" overrasket over af AfD fik 94 pladser i Bundetag. Det var ingen overraskelse efter AfDs resultater i delstaterne.

Michael Hullevad, Janus Agerbo, John Andersen, Kurt Nielsen, Niels-Holger Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Anna Sørensen
09. oktober, 2017 - 12:52,

Det forekommer mig, at en ny krise, som den der tales om her, vil være god for klimaet.
For den vil standse væksten, skabe recession, nedsætte forbruget, bremse flytrafik og containertransport på verdenshavene, nedsætte produktion af biler og it-udstyr og energi til afkøling af google- og facebook-terminaler.
Så en god fremtid for klimaet er måske indenfor rækkevidde.

Morten Lind, Alvin Jensen, Eigil Hansen, kjeld jensen, Thomas Barfod, Jørgen Wentzlau, Torben Skov, Jørgen Wassmann og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

I hvilken virkelighed er personen på billedet på 'folkets' side? Bliver vi klogere på noget af denne her insisteren i medierne på at ville kalde Front National 'populistisk'?

https://www.jacobinmag.com/2017/02/france-national-front-marine-le-pen-f...

Michael Kongstad Nielsen

" .. det er usikkert hvad der tricker den og derfor hvornår." skriver Michael Friis om krisen.

Jeg har et bud: - den slags starter altid i USA. FED (USA's centralbank) bliver nødt til af skrue ned for den kvantitative lempelse (pengeudpumpning), da ingen kender konsekvenserne. Når farten sættes ned på seddelpressen, må renten langsomt hæves. Ellers går økonomien i stå. Når renten stiger, begynder boblerne at springe. Boliger falder i værdi, aktiekurser ligeså. og da de to ejendoms-goder er bærende den rige verdens privatøkonomi, stopper væksten , arbejdspladser lukker, og de andre ting sker, som jeg nævnte i min replik til Anne Sørensen ovenfor.

Det bliver ikke en bankkrise denne gang som sidst, som sidst, tror jeg, for QE og almindelig polstring har gjort bankverdenen mere solid end i 2008.

Lars Bækgaard

Det er stadig muligt at begrænse boligboblens størrelse med en grundskyld rette mod værdistigninger.

Michael Kongstad Nielsen

Problemet er jo, at
"Ti år efter krisens start har det politiske establishment stadig ikke set skriften på væggen."
Som Jørgen Steen så rigtigt skriver.
Man kunne tilføje: - vil ikke.

Anne Ehlers, Michael Hullevad, Alvin Jensen, Janus Agerbo, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Morten Balling og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Rigtigt - Friis. Banken har fået en ny bestyrelse og ledelse som nok har taget ved lære af fortidens synder.
Men vi står med et paradoks for tiden. Skal vi først indfri gælden før vi tager fat på de enorme investeringer der skal bruges til klimatilpasning på eller skal man gældsætte yderligere gennem salg af statsobligationer sig yderligere før det er for sent. Det sidste er en keynesiansk model og forresten hvad OECD og IMF anbefaler. Opgaven er så stor at den ikke kan overlades til "Markedet" men den er vist ikke sevet ind hos feks. Venstre,LA,S,RV og CEPOS - de tror sgu stadig på markedets lyksaligheder.

Torben K L Jensen

tænk det sidste "yderligere" væk

Søren Jacobsen

...Gab. Hvor svært kan det være. Spar op gennem værdiskabning under højkonjunktur og brænd så de opsparede midler af på offentlige investeringer under lavkonjunktur. I princippet skulle det give en nogenlunde stabil økonomisk linje med et unyttigt udbytte hvad enten det går op eller ned.

Men selvfølge. Det har den økonomiske magt elite jo ikke noget ud af. Som det sås under 2008 "krisen" tjente de jo styrtende med penge på "nedturen". Så det bliver jo ikke til noget.

Søren Jacobsen

Hmmm, unyttigt bedes læses som nyttigt - Gad vist, hvor det u kom fra ;-)

Johnny Winther Ronnenberg

Som jeg læser artiklen så fremhæver banken, at vi som vi godt ved har en krise sådan ca hvert tiende år og at det er systemisk selv ikke økonomer ved det, selv kassedamen ved det. Den advarer dermed mod at tro på væksten som det eneste der dur, af en stærk konservativ bank er det for at sige det mildt nye vinde, der burde give eftertanke verden over.

Der som sådan ikke noget galt i kapitalisme kritik, men at skyde på en bank for at sige noget de fleste af god ved er rigtigt giver ingen mening. Det store spørgsmål er vel hvordan resten af verdens store banker vil reagere på den udmelding?

Økonomer forudsagde også konstant fra 1998, at de danske boligpriser ville begynde at falde. Det gjorde de bare 'aldrig' (ikke førend fra 2008). Min morfar var økonom, og er der noget, jeg har lært om økonomer, så er det, at de nok er verdens dårligste til at forudsige noget som helst økonomi-relateret. Lad os tage det roligt med denne rapport. I næste måned siger en anden rapport sikkert det modsatte.

Niels K. Nielsen

De offentlige udgifter skal ned NU, så vi kan få en robust økonomi i balance, der kan imødegå udsvingene.
Ingen vil tale om udgiftssiden - jo S, DF og venstrefløjen vil - men de vil ØGE de offentlige udgifter, som pt. er på 1.110 mia. kr. om året og finansieres af verdens højeste skattetryk OG årlige forbrugslån.
Dumme uansvarlige danskere!

Mikael Fotopoulos

Moderat økonomisk ulighed er stimulerende. Omfattende økonomisk ulighed som den vi oplever i disse år medfører, at trillioner ligger i et mindretal af firmaers og privatpersoners lommer. Der gavner de ikke tilstrækkeligt. En større omfordeling er afgørende for økonomisk vækst, for velstand og dermed velfærd. Mindre ulighed er en forudsætning for politisk stabilitet, og den er en forudsætning for overhovedet at have en middelklasse.
Alle siger det. Fra Thomas Piketty til Deutsche Bank. Men ingen gør noget ved det.

Michael Hullevad, Janus Agerbo, Anders Reinholdt og Eigil Hansen anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Gid denne artikel ikke var abonnementsbelagt. Den burde deles så mange gange som overhovedet muligt! Desværre...

Charlotte Svensgaard

En uhyggelig stor del af det økonomer og politikere kalder "vækst" og "værdier" er fri fantasi og luftkasteller.
Og der er jo "kun" derfor at den slags kriser over hovedet kan opstå

Jørgen Vogelius

Penge er ækvivalenssymbol på værdi. Finanskapitalismen har gjort valutaer til en vare. Alting var nemmere dengang national pengeforsyning kunne aflæses på den såkaldte Øllgaardske streg. Tilliden til værdigrundlaget for ækvivalenssymbolikken er i sidste instans afhængig af adgang til og kontrol over materielle ressourcer. Ingen bliver mætte af at æde pengesedler. Som måleinstrument sejler valutaerne rundt i internationale børsnoterede sø-gange. Når udsigterne for den materialitet de er måler på er ustabil krakelerer finanssystemerne.
Det hjælper ikke igen at tøjre dem til guldindløselighed. Bit-coins, gældsbobler og pengeudpumpninger har bragt finanskapitalen ud af kontrol.
Der er brug for nytænkning af vækstbegrebet. Ikke en afskaffelse af det, men at lænke måleinstrumentet så det giver en større gennemsigtighed til det materielle grundlag der betinger dets eksistens. Et system, der hviler på fordelingen af kalorier eller proteiner i stedet for USA-dollars eller kinesiske Yuan som globale reservevalutaer, kunne i denne forbindelse overvejes. En kapitalisering af genbrugsinitiativer og affaldsbehandling trænger sig allerede på med nødvendighed, hvis kloden også skal være beboelig for vore efterkommere.

den globale pengepolitik er et stort Ponchi bedrageri.
Jeg ville anbefale at gå tilbage til full reserve banking.