Læsetid: 3 min.

Nobelprisen i økonomi går til Richard Thaler, manden der gav os ’nudging’

Professor Richard Thaler er en pioner inden for adfærdsøkonomi, der forsøger at forklare, hvorfor vi ikke altid gør, hvad der rationelt økonomisk set ville være det bedste for os – og hvad der skal til for at rette op på det.
Richard Thaler er fortaler for ’nudging-teorien’, et koncept inden for adfærdsvidenskab, der fremfører, at små ændringer eller incitamenter kan tilskynde folk til at træffe forskellige beslutninger. Han fik mandag nobelprisen i økonomi.

Richard Thaler er fortaler for ’nudging-teorien’, et koncept inden for adfærdsvidenskab, der fremfører, at små ændringer eller incitamenter kan tilskynde folk til at træffe forskellige beslutninger. Han fik mandag nobelprisen i økonomi.

Carsten Rehder

10. oktober 2017

Nobelprisen i økonomi 2017 er blevet tildelt den amerikanske professor Richard Thaler fra University of Chicago for hans bidrag til adfærdsøkonomi.

Prisen på ni millioner svenske kroner er ikke blandt Nobelfondets officielle priser for litteratur, fred, medicin, fysik og kemi, men blev etableret separat af Sveriges Riksbank til minde om den svenske kemiker Alfred Nobel.

Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi beskriver Thaler som en pioner inden for adfærdsøkonomi, som i de senere år har udviklet sig fra at være et perifert og noget kontroversielt forskningsområde til at være en mainstreamsøjle inden for den økonomiske videnskab.

I sin begrundelse fremhæver priskomiteen Richard Thalers forskning for at indarbejde psykologiske forudsætninger i analyser af økonomisk beslutningstagning. Hans arbejde har vist, hvordan individets begrænsede viden i beslutningsprocessen, sociale præferencer og manglende selvkontrol kan påvirke folks beslutninger såvel som markedet.

De fleste af hovedpersonerne i Kazuo Ishiguros bøger er minoriteter af en eller anden art, rodløse skæbner, der aldrig helt er faldet til i det samfund, de betragter og forsøger at forstå
Læs også

Thaler, født i New Jersey i 1945, er professor i adfærdsvidenskab og -økonomi og direktør for Center for Beslutningsforskning ved The University of Chicago Booth School of Business. Han optrådte kort i Hollywood-filmen The Big Short fra 2015, hvor han sidder ved siden af skuespilleren ​​Selena Gomez ved et blackjackbord.

Han er en førende fortaler for ’nudging-teorien’, et koncept inden for adfærdsvidenskab, der fremfører, at små ændringer eller incitamenter kan tilskynde folk til at træffe forskellige beslutninger. Thaler var forfatter til bogen Nudge: Hvordan vi forbedrer beslutninger om sundhed, velstand og lykke sammen med den amerikanske professor Cass Sunstein, der gav teorien udbredelse ud over videnskabelige kredse i 2008.

Hvad er adfærdsøkonomi?

I modsætning til klassisk økonomi – hvor man antager, at beslutninger udelukkende træffes på baggrund af koldblodig logik – giver adfærdsøkonomi rum til irrationel adfærd og forsøger at forstå, hvorfor det kan spille ind.

Konceptet kan anvendes i lille skala til individuelle situationer eller mere bredt til at omfatte de bredere handlinger i et samfund eller tendenser på de finansielle markeder.

Brexit er et eksempel på, hvordan adfærdsøkonomi kan være nyttig. Som en pioner for emnet har Thaler foreslået, at teorien kan hjælpe med at forklare, hvordan det smalle flertal for at forlade EU var påvirket af mavefornemmelser snarere end rationelle beslutninger.

Teorien er særlig nyttig for virksomheder og markedsføring, der ønsker at øge salget ved at opmuntre til ændringer i forbrugernes adfærd.

Priskomiteen fremhæver, at Thalers forskning ofte bliver citeret i markedsføringslitteratur, mens hans pointer har hjulpet folk til at genkende markedsføringstricks og undgå dårlige økonomiske beslutninger. De siger, at hans arbejde har haft en »dyb indflydelse på mange områder af økonomisk forskning og politik«.

Der har været 78 tidligere vindere af pengepræmien og medaljen, som er blevet en vigtig hæder for økonomer, siden den blev oprettet i 1968.

Professor Richard Thalers begreber

Begrænset rationalitet:

Thaler har udviklet teorien om mental regnskabsføring og forklarer, hvordan folk forenkler finansiel beslutningstagning ved at skabe separate regnskaber i deres hoved med fokus på den smalle effekt af hver enkelt beslutning frem for dens samlede effekt.

Han viser også, hvordan modvilje mod tab kan forklare, hvorfor folk værdisætter den samme ting højere, når de ejer den, end når de ikke gør, et fænomen kaldet begavelseseffekten. Thaler er en af ​​grundlæggerne af adfærdsfinansøkonomi, som undersøger, hvordan kognitive begrænsninger påvirker de finansielle markeder.

Sociale præferencer:

Thaler har i sin forskning vist, hvordan forbrugernes retfærdighedsproblemer kan forhindre, at virksomheder hæver priserne i perioder med stor efterspørgsel, men ikke i tider med stigende omkostninger. Thaler og hans kolleger har udtænkt diktatorspillet, et eksperimentelt værktøj, der har været brugt i adskillige undersøgelser for at måle holdninger til retfærdighed i forskellige befolkningsgrupper rundt om i verden.

Manglende selvkontrol:

Thaler har også kastet nyt lys over den gamle sandhed, at nytårsforsætter kan være svære at holde. Han har vist, hvordan man analyserer problemer med selvkontrol ved hjælp af en planner-doer-model, som ligner de rammer, som psykologer og hjerneforskere nu bruger til at beskrive den interne spænding mellem langsigtet planlægning og kortsigtet gennemførelse.

At bukke under for kortvarig fristelse er en vigtig årsag til, at vores planer om at spare op til alderdommen eller leve sundere ofte fejler. I sit anvendte arbejde demonstrerer Thaler, hvordan nudging – et begreb, han opfandt – kan hjælpe folk til at udøve bedre selvkontrol, når de sparer op til pension og i andre sammenhænge.

Kilde: Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi

© The Guardian og Information. Oversat af Emil Rottbøll.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Så rykker de mere snavsede sider af den psykologiske videnskab ind i Nobelrækkerne, men vi har været der før, for der var jo også tidligere priser til eugenikere og adfærdsforskere.

Steffen Gliese

Hvorfor gør folk ikke altid det øjensynligt rationelt økonomisk fornuftigste? Fordi økonomien ikke har primaritet.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ja, det er egentlig meget simpelt: Hvad er vigtigst, penge eller kærlighed?

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Hvorfor er det ikke nogen, der ser på det "besynderlige" i, at Nobel-prisen i økonomi så ofte går til økonomer fra University of Chicago - Friedmanns og Hayeyks universitet.
Siden 1967 er 90 priser gået til dette ene universitet, der om noget er rugekasse for de-reguleringer og minimalstatsideer.
Komiteens medlemmer er alle økonomer, der har haft deres gang på amerikanske universiteter, og alle har de - i fortid og/eller nutid - forbindelser til såvel den hjemlige som den internationale bankverden.
Det kunne tyde på, at Nobel-komiteen ikke er så neutral/objektiv, som den gerne og medierne vil give udtryk for.

Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Mogens Bluhme Nielsen

En anden nobelpristager i økonomi, psykologen Daniel Kahneman, har vcæret inde på det samme i flere sammenhænge, bl.a. omkring tabsaversion. Jeg formoder at begavelseseffekten er en typo - der skulle have stået ejerskabseffekten.

Nobelkommiteen er rimelig neutral - Thaler er svær at komme uden om. Venstre-højre-taksonomien er forældet, ideologi og politiske holdninger bør smides ud på historiens losseplads.

Men hvad skal der så til i stedet for?

Tilbage til oplysningstidens idealer! Empiri og evidens er vokset helt utroligt ved hjælp af BIg Data.

Bayesian estimation er begyndt at inspirere ikke bare data scientists og statistikere men også filosoffer og andre humanistiske tænkere. Man bør ændre standpunkter hvis man bliver klogere så politikeres løftebrud kan jeg kun hilse velkomne (så fremt der virkelig er dukket ny information frem).

Bayesian sandsynlighedsvurdering starter med en subjektiv dom, som måske ikke er den optimale men den ændrer sig hele tiden så det ikke gør så meget hvis udgangspunktet har været skævt.

Bemærk at fordomme i starten ikke er til at komme udenom - Hans Georg Gadamer påviste at de er forudsætninger for al erkendelse.

Vi har en tilbøjelighed til at søge den informaton, der bekræfter vores verdensbillede og ignorere den, som ryster det.

Vincent Hendricks er inde på det i hans første gennembrud, "Oplysningens blinde vinkler. Han nævner at demokratiet ville blive bedre hvis flere blev hjemme på sofaen ved valg og afstemninger, nemlig de, som ikke har andet at tage stilling ud fra end valgmøder, TV og tabloid-pressen.

De der ikke gider sætte sig ind i tingene skal ikke have nogen indflydelse eller medbestemmelse. Så havde vi heller ikke haft Brexit-ulykken.

Jeg vil nydefinere demokrati som sandhedssøgen, hvoor det er forbudt at tænke i magt og interesser.

Det deliberative eller drøftende demokrati har allerede en snert af det.

Alt det for at vise hvor fordummende det er at tænke i højre-venstre taksonomier når man skal tage stilling til om en prominent nobelpristager i økonomier har bias - for det har han (gudskelov) og stemmer de ikke overens med egne fordomme , ignorerer man dem eller bruger ad hominem argumentet.

Steffen Gliese

Mogens Bluhme Nielsen, aldrig har dichotomien mellem højre og venstre været mere manifest og mere berettiget, den er alt andet end forældet.

Mogens Bluhme Nielsen - Kan du ikke - ad hensyn til prins Knud og os andre halvdumme, der stadig mener, at der er brug for venstre-højre-opdelingen - forklare hvad betyder "Nobelkommiteen er rimelig neutral".? Er det noget i retning af, at være en lille smule gravid? Eller...?
Og hvis det ikke er for stor ulejlighed, kan du så ikke forholde dig til den (parti)polisk neutrale kendsgerning. at det dog er påfaldende, at Chicago-universitetet fylder SÅ meget, når der uddeles Nobelpriser i økonomi. Er det fordummende - for hvem? - at spørge således? Hvis ja: hvordan må der da spørges?