Læsetid: 8 min.

Det nytter ikke at tale til frygten. Kun de gode fortællinger kan drive omstillingen

Rob Hopkins, der startede den nu globale bevægelse af ’Transition towns’, tror ikke meget på vreden som motor for bæredygtige fællesskaber og omstillingsaktivisme. Folk vil rives med af smukke visioner og håndgribelige løsninger
Rob Hopkins tog for 11 år siden initiativ til den første såkaldte transition town, omstillingsby, i det lille samfund Totnes i det sydvestlige hjørne af England. I dag er Transition Network vokset til en global bevægelse med over 1.000 omstillingsbyer og -projekter i 50 lande.

Rob Hopkins tog for 11 år siden initiativ til den første såkaldte transition town, omstillingsby, i det lille samfund Totnes i det sydvestlige hjørne af England. I dag er Transition Network vokset til en global bevægelse med over 1.000 omstillingsbyer og -projekter i 50 lande.

Dieter Telemans

25. oktober 2017

Rob Hopkins tror ikke meget på raseriet som drivkraft. Han er mere til kærlighed. Det vil sige begejstring og glæde ved i fællesskab at skabe nye løsninger.

Hopkins er manden, der for 11 år siden tog initiativ til den første transition town, omstillingsby, i det lille samfund Totnes i det sydvestlige hjørne af England. I dag er Transition Network vokset til en global bevægelse med over 1.000 omstillingsbyer og -projekter i 50 lande. Og Rob Hopkins er stadig den smilende og karismatiske ildsjæl, der spreder entusiasme, når han rejser rundt og fortæller om de mange eksempler på mennesker og lokalsamfund, der tager skæbnen i egne hænder for at skabe modstandsdygtighed og bæredygtighed på en truet klode. Han har netop besøgt Sverige og Danmark og præsteret mere end ti forelæsninger på seks dage.

»Jeg er ikke overbevist om, at frisættelse af vreden er en særlig effektiv strategi. Ligesom det ikke er en effektiv strategi at tale til frygten,« siger han, da Information fortæller ham om bogen Hvad skal vi svare?, netop udsendt af sociologen Rasmus Willig, RUC, og filosoffen Arne Johan Vetlesen, Oslo Universitet.

Her giver de to forskere frit løb for deres dybe bekymring over det vækstbaserede konkurrencesamfund, som er ved at ødelægge både mennesker og natur. Deres drivkraft er kærligheden til de børn, der skal arve, hvad vi efterlader, men de ser raseriet – modstanden, oprøret, ulydigheden – som nødvendig for at skabe forandring, inden det er for sent.

Rob Hopkins har af gode grunde ikke læst bogen, men for ham handler det ikke om at protestere, men om konkret at skabe det nye, båret frem på en bølge af fælles optimisme.

»De seneste tre-fire år har vi set, hvordan nogle har appelleret til vreden og har været dygtige til at frisætte den. Donald Trump ikke mindst. Jeg mener, det har været kontraproduktivt,« siger han.

– Men måske er det fra en anden kant, der er brug for vrede og modstand?

»Jeg er ikke overbevist, ligesom jeg ikke tror, det er effektivt at tale til frygten. Miljøbevægelsen har gjort det i årevis, og det virker mod hensigten. Jeg holder virkelig mange offentlige oplæg, og når jeg starter med en masse grafer om, hvor slemt det står til med alting, så kan jeg se på folks kropsprog, at de lukker af. Når jeg derimod fortæller de medrivende historier om mennesker som dem selv, der finder sammen om at skabe nye løsninger, så læner tilhørerne sig frem i stolene og spidser øren.«

»Der er måske nogle få procent, der efter at have set en skræmmende klimafilm reagerer ved at slå i bordet og sige ’nu må det altså stoppe, lad os gøre noget…’ Men de fleste sukker bare. Folk ved godt, at den er helt galt med klimaet, men de er overvældede og opleves derfor som apatiske.«

Totnes’ bedrifter

»For mig virker det meget bedre at inspirere folks fantasi og kreativitet, invitere dem til at sætte ord på deres visioner og ønsker til forandring og give dem fornemmelsen, at ’det der vil jeg være med til, for det ser så meget bedre ud, end der hvor jeg befinder mig nu’,« siger Rob Hopkins.

Under sit korte besøg i Danmark har han forelæst om Transition Network ved et møde arrangeret af netværkets danske filial, Omstilling Danmark, i samarbejde med Aalborg Universitet. I få ord handler omstillingsnetværket om at gøre bysamfund mindre sårbare, mere leve- og modstandsdygtige ved at stille om til vedvarende energi, øge den lokale fødevareproduktion, fremme genanvendelse, åbne nye samfundsejede, bæredygtige virksomheder, indføre lokal valuta m.m.

»Vi ved, at verden omkring os er på kurs mod afgrunden med stor hastighed. Samtidig oplever vi en epidemi af ensomhed, hvor mennesker er mere og mere isoleret fra hinanden,« lyder Rob Hopkins’ situationsbeskrivelse.

Han fortæller om noget af det, omstillingsbevægelsen har realiseret i hjembyen Totnes, en udkantsby med 8.000 indbyggere.

»Dengang for 11 år siden sagde en håndfuld mennesker i Totnes: ’Hvad vil der ske, hvis folk finder sammen og begynder at gøre sig nye fælles forestillinger om det sted, de lever?’ Ingen af os vidste, hvordan vi skulle gøre det. Kun, at hvis vi forsøgte at gøre det hver for sig, ville det være for lidt og blive for sent.«

Et af mange projekter i Totnes har været at etablere en kornmølle, noget byen ikke har haft de seneste 100 år.

»Landbrugene rundt om Totnes dyrkede afgrøder, der kunne danne grundlag for en produktion i byen af mel, havregryn m.m. i stedet for at sende det langt væk til store selskaber. En kvinde i Totnes, Holly Tiffin, begyndte at crowdfunde i lokalsamfundet for at skaffe penge til en ny mølle. Det gav 27.000 pund, og det muliggjorde kornmøllen. I dag producerer Holly havregryn, speltmel, ærtemel m.m.,« siger Rob Hopkins.

Det sker via den sociale virksomhed Grown in Totnes, der genopbygger de tidligere lokale produktions- og forsyningssystemer, som gradvist var blevet afviklet til fordel for im- og eksport over store afstande og via store specialiserede virksomheder. Målet er at sikre råvarer til fødevareproduktion, restauranter, bagere, den nye mølle m.m. fra lokale landmænd inden for en radius af 30 miles fra Totnes.

Selv er Rob Hopkins en af initiativtagerne til et nyt bryggeri i Totnes, New Lion Breweri.

»Vores mål er om fem år at basere 80-90 pct. af vor ølproduktion på lokale råvarer. Vi har også en humleklub med omkring 70 medlemmer, der dyrker humle i deres haver. Nogle dyrker meget, andre ganske lidt, men de oplever at have et fælles projekt.«

Et tredje initiativ i Totnes er The Atmos Project, der baserer sig på en gammel mejerivarefabrik, der lukkede for ti år siden.

»Vi sagde til hinanden, at vi ville overtage fabriksområdet og bestemme, hvad det skulle bruges til. Efter syv år fik vi tilladelse til det, og det førte til en høring, hvor vi både efterlyste ideer til den fremtidige anvendelse og indsamlede beretninger om fabrikken og dens arbejdspladser til et lille, selvorganiseret museum,« siger Hopkins.

Nu er projektet på fabriksgrunden under realisering med billige boliger, et fællesejet hotel, et sted for musik og teater samt faciliteter, hvor nye iværksættere kan leje sig ind og starte virksomhed med f.eks. fødevareproduktion.

»Alt ejes af lokalsamfundet og giver indtægter hertil.«

Det politiske niveau

– Sådanne projekter er jo flotte, men er det ikke nødvendigt også at løfte omstillingsindsatsen til det næste niveau, det politiske niveau, der beslutter rammerne for udvikling?

»Jeg er vild med det, de har gjort i Frome,« siger Rob Hopkins med henvisning til den lille by ikke langt fra Totnes, hvor en borgerliste med social og grøn omstilling i centrum via to lokalvalg har overtaget samtlige 17 pladser i bystyret.

»Der er en dristighed over det, som jeg rigtig godt kan lide. Men det handler om, hvorvidt man har de rette personer, som ønsker og evner at gøre det. Der er brug for gentænkning af det lokale demokrati, men andre steder, hvor man har forsøgt det samme som i Frome, har det været meget op ad bakke. Masser af steder vil folk aldrig drømme om at stille op til lokale byråd for at skabe omstilling.«

Hopkins nævner den italienske by Monteveglio, hvor det lykkedes at få valgt flere lokale omstillingsaktivister ind i byrådet. De har fået vedtaget en samlet omstillingsstrategi for lokalområdet, der taler om at skabe modstandskraft og gøre op med væksten. Afgørende for den accelererende omstillingsproces har været de lokale myndigheders aktive opbakning.

Et andet eksempel på omstilling med det politiske niveaus medvirken er ifølge Rob Hopkins den franske by Ungersheim i Alsace.

»Ungersheim er en gammelt mineby, hvor minerne lukkede i 1980’erne. Borgmester Jean-Claude Mensch er selv tidligere minearbejder. Da nogle i 2011 viste ham en film om Transition Towns, sagde han: ’Hmm, ja, det vil vi også gøre. Det hele!’,« fortæller Hopkins, der har besøgt byen og borgmesteren.

»Ungersheim er et strålende eksempel på, hvordan det hele hænger sammen. De har etableret den største solcellefarm i Alsace, de har skiftet al gadebelysning ud med energieffektiv belysning, de har forbudt sprøjtemidler på offentlige arealer, de har gjort alle måltider i skoler og offentlige institutioner økologiske, de har skabt fælleshaver til at producere fødevarer, de har ansat unge i disse haver, de har indført deres egne valuta – kaldet ’radisen’ – de har samarbejdet med Greenpeace om undervisning i skolerne om solenergi og energibesparelser, de har solgt skolebussen og købt en hest, der henter børnene hver dag.«

Bystyret har både lavet en publikation om Ungersheim som omstillingsby og en film, ’Hvad venter vi på?’, der handler om et år i byens omstillingsproces. Ifølge Hopkins er den blevet set i hele Frankrig.

Boykot Amazon

Han citerer den amerikanske forfatter og erfarne omstillingsforkæmper Richard Heinberg, Post Carbon Institute, for, at »omstillingen føles mere som en fest end som en protestmarch«.

»Måske er der også en plads for vreden. Man kan hidse folk op, få dem på gaden, skabe store demonstrationer. Men hvad kommer bagefter? Det kan godt blive kontraproduktivt,« mener Rob Hopkins.

– Men hvordan bekæmper man så de magtinteresser, der driver udviklingen i den gale retning?

»Man må trække sin støtte til dem og fortælle alle andre, at man gør det,« svarer han og nævner Amazon, som han mener undergraver arbejdspladser, menneskelige fællesskaber og bæredygtighed, og som han ikke selv kunne drømme om at handle hos.

»I stedet må man kanalisere sin energi ind i noget, der er bedre, mere konstruktivt. Noget der opfylder vore behov, skaber fællesskab, er myndiggørende og sjovt.«

– De politiske rammebetingelser kan også spænde ben for omstillingen?

»Der er ingen love, der forhindrer os i at gøre det, vi gerne vil. Vi kan lave lokale energiselskaber, lokale virksomheder, nye fødevareproduktioner. I Totnes har vi skabt 25 nye virksomheder.«

»Det, der kan bremse os, er fraværet af en tilstrækkelig fængslende historie, fravær af de rigtige sammenhænge, som folk kan føle sig som del af. Vi har tabt dejlige mennesker på grund af udbrændthed, så vi må passe på hinanden, vise omsorg, lære at tackle konflikter.«

»Og jo, politiske ændringer er virkelig vigtige, og der kan komme mange gode initiativer ud af det. Så vi har brug for det, absolut. Men hvis vi lagde alle vores kræfter i den type arbejde, ville vi spilde tiden,« mener ildsjælen fra Totnes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Morten Nielsen
  • Erik Christensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Randi Christiansen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Trond Meiring
  • Anne Schøtt
  • Niels-Simon Larsen
Lillian Larsen, Morten Nielsen, Erik Christensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Niels Johan Juhl-Nielsen, Randi Christiansen, Michael Kongstad Nielsen, Trond Meiring, Anne Schøtt og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Herlig læsning for det første. Det er helt nødvendigt, at nogle bygger noget nyt op, laver fællesskaber og lokal valuta osv. Enhver der har været med til den slags ved også, hvor svært det er, ikke bare selve arbejdsbyrden, men også det at holde sammen. Alle vil dernæst gerne videreudvikle sig, og det sker gerne et andet sted - farvel så længe.
Der er helt klart to strømninger inden for omstillingsbevægelsen. Der er dem, der helst vil ud at grave med det samme og så dem, der vil have hele landet landet med til at grave. Begge holdninger skal være repræsenterede, og hvis de ikke findes i den enkelte, hvad de sjældent gør, så skal de være til stede i selve omstillingsbevægelsen, hvad jeg også synes, de er.
Så skulle alt være godt, men det er det ikke. Det går for langsomt, alt for langsomt. Om en måned er der kommunalvalg, og så skal der ske et ryk over til de grønne blokke i kommunerne. Sker det så? Ja, øh, bø, det kan det godt se ud til. Vi får se.

Og så til mit hjertebarn, borgerløn. Der har været store artikler i Politiken, men Inf. holder sig på måtten. På en måde kan jeg godt forstå det, når vi i Alternativets borgerlønsgruppe ikke er kommet på banen endnu med et forslag. Der går desværre nogle måneder endnu, for det er et stort arbejde, og frivilligt. Guy Standing er en af de internationale bannerførere. Lokalt har vi Erik Christensen og hans nye bog, På vej til borgerløn.

Og så til konklusionen (også til Rob Hopkins):
DER BLIVER INGEN GRØN OMSTILLING UDEN BORGERLØN!
DER BLIVER INGEN GRØN OMSTILLING UDEN BORGERLØN!
DER BLIVER INGEN GRØN OMSTILLING UDEN BORGERLØN!

Alle, der arbejder som iværksættere, kunstnere, terapeuter, undervisere i det kreative vækstlag, har brug for borgerløn.
Alle de socialt fornedrede ude-at-skide-folk, prekære, halvsyge og andre bundskraberne har brug for borgerløn.
Alle de, der væmmes ved deres højtbetalte men samfundsskadelige job og hellere ville tage ud at vandre og finde sig selv, male, spille, synge, sætte sig på en bænk og se ud over havet, indtil de er kommet til sig selv, har brug for borgerløn.

Modsvarene kender jeg: Vi har ikke råd. Folk er luddovne og selvdestruktive. Det vil aldrig fungere, det siger sig selv. Hele verden vil komme rendende. De, der bor her, vil straks rejse til et fattigt land med deres borgerløn og leve som grever og baroner.

Så vi fortsætter i højt humør mod afgrunden.

Frederikke Oldin, Erik Christensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Transition towns er et fremragende projekt, men kan ikke stå alene. Bevidstgørelse om, at privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet naturligvis er ødelæggende, må også til.

Denne enkle konklusion burde det ikke være vanskeligt at argumentere for og at fremlægge alternativet til, nemlig samarbejde. Altså konkurrencestat eller samarbejdsstat? De logistiske løsninger ligger dermed lige for. Hvis man altså kan se skoven for bare træer.

Den store udfordring er at fravriste den ene procent og co deres greb om magten. Men når og hvis de fatter, at deres agenda er ødelæggende også for dem selv, vil de måske være villige til en kursændring? Så hvordan forklare dem det?

Michael Kongstad Nielsen

Randi - du skal bare tage turen rundt ligesom Rob Hopkins og holde 10 forelæsninger på en uge, så skulle den være hjemme.

Nej, men jeg er meget enig med Rob Hopkins i udsagnet: »Jeg er ikke overbevist om, at frisættelse af vreden er en særlig effektiv strategi. Ligesom det ikke er en effektiv strategi at tale til frygten,«

Det gælder om at blive inspireret og fyldt med positiv energi i arbejdet med forandringen.

Eventuelt kan omstillings-projekter kombineres med tilskud fra Realdania, der p.t. fx. giver 46 millioner kroner til Hjørring kommunes løft af byens centrum med miljøforbedringer og nyt teater i fokus, - det behøver ikke at være vadmel alt sammen, der kan godt være lidt pep i det også.
https://realdania.dk/projekter

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Mikael, jeg er helt enig med dig i, at inspiration er bedre end vrede. Den situation, vi som menneskehed befinder os i, kalder dog også på megafonen, siden de ansvarlige vender det døve øre til.

Eva Schwanenflügel og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er måske ikke så meget raseri og vrede, men retfærdig indignation der er brug for?
Jeg tror også, at det virker mere inspirerende at tale om det vi kan, istedet for bare at skrige og råbe.
Når det er sagt, har alle brug for at lufte deres frustrationer indimellem.
Niels-Simon Larsen, jeg glæder mig til at høre Alternativets bud på borgerløn, for hidtil har jeg ikke kunnet finde svar på, hvorledes det skal fungere for de der intet alternativ har, (pardon my pun)?
Dvs. langtidsledige, syge, handicappede, gamle. De vil ikke kunne supplere borgerlønnen med arbejde, og vil dermed være dømt til permanent fattigdom, hvis ikke ydelsen bliver til at leve af. Skal der være tilskud til borgerlønnen, hvis man fx er enlig mor, eller har en høj husleje? Jeg er helt med på at det nuværende system er ufatteligt kontraproduktivt på alle parametre, og koster uendeligt mange kroner, bare så det kan vedligeholde sig selv. Og den fattiggørelse, stigmatisering og forfølgelse af arbejdsløse og syge vi idag er tvunget til at bevidne, er totalt uværdig og umenneskelig.
Kan I gøre det bedre, ville det glæde mig inderligt :-)

Niels-Simon Larsen

Eva: Ser første din kommentar nu. Den lavere indkomstgruppe bliver ikke stillet ringere. Det siger sig selv, for borgerlønnen skal stemmes igennem med et solidt flertal. Taber vi den lille mand og kvinde, kan vi godt opgive på forhånd.
Modsat kan borgerlønnen blive så høj, at de velbjergede protesterer. Til sin tid skal der ske en vægtning. Som jeg ser det, skal flertallet kunne se borgerlønnen som et kæmpe gode. Det gør jeg selv og kan ikke se de store problemer med den.
Principielt er borgerlønnen en basisydelse. Har man særlige behov, hjælper socialforvaltningen eller sundhedsforvaltningen. Borgerlønnen er først og fremmest et spørgsmål om retfærdighed. Mange vil her lægge en arbejdsskabelon ned over os, som om vi dyrkede en arbejdsgud. Det gør vi også, men ingen vil indrømme det. Arbejdet er helligt og arbejdsvægring en forbrydelse lige meget om man vægrer sig ved at påtage sig miljøskadeligt arbejde. Tænk på den gang danske arbejdere blev beordret til at arbejde i den tyske rustningsindustri. De, der arbejder i tobaksindustrien, gør det vel heller ikke frivilligt. Går de, får de fem ugers karantæne.
Vi skal have et helt nyt arbejdsbegreb.

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Morten Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Vrede og afarter deraf giver som regel utryghed og uro i omgivelserne. Hvis vi skal have befolkningen med på omstillingen, må de ikke føle sig truede eller angrebne af omstillings-folket, hvad enten det hedder Green-Peace eller fødevare - fællesskaber eller what so ever. At lufte sine frustrationer forringer til dels sammenholdet om omstillingen, for dem man gerne vil have med, føler sig angrebet.

Randi Christiansen

Det os rigtigt michael - men altså, igen - de ansvarlige har nedsat hørelse og teflonbelagt asocial uansvarlighed, dem skal der tales med store bogstaver til. Sådan rigtig store - og mange, og indtil de hører efter. Vores sag er nemlig et livsvigtigt spørgsmål, som har alle de gode argumenter på sin side mht en bedre forretningsmodel for alle. Og bundlinjen synes jo at være det eneste, de interesserer sig for. Desværre er de ikke så gode til at regne, og i så fald ofte mest på deres egen, kortsigtede private bundlinje.

Eva Schwanenflügel og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Nielsen

@Niels-Simon Larsen: Borgerløn er ikke nogen forudsætning for at menneskeheden kan leve bæredygtigt. Det hele står eller falder på vilje og handling.

Niels-Simon Larsen

Morten: Det kan du godt få ret i, men hvordan står det til med viljen og handlingerne? Er der noget afgørende at skrive hjem om?

Morten Nielsen

@Niels-Simon Larsen: Det står utroligt dårligt til med både politikerenes og folks vilje og handling mht. klimaet. Men det løser ikke ret meget for klimaet at indføre Borgerløn. Jeg syntes umiddelbart (uden nogen viden og indsigt) at Borgerløn er en god idé. Jeg er med på at kapitalismen holder folk i rige lande i lænker, og folk derfor ikke har overskud til at bryde ud af det destruktive 'rat race' i hamsterhjulet. Men det er udelukkende den manglende vilje og handling der skal fokuseres på. Måske opstår viljen i Danmark ikke før landet begynder at blive oversvømmet.

Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar