Østrig skrider mod højre, men det er for nemt bare at råbe op om en populistisk bølge

Jublen over de første prognoser havde knap nok lagt sig over Wien søndag aften, før spekulationerne begyndte. Hvor hurtigt kan valgets sikre vinder, den 31-årige Sebastian Kurz og det konservative ÖVP, skabe en regering med det højrenationale FPÖ? Kan SPÖ trods andenpladsen sætte sig igennem og danne koalition med FPÖ uden om Kurz? Eller er en fortsættelse af den store koalition mellem Kurz og SPÖ overhovedet tænkelig?

Over alle disse spekulationer lå spørgsmålet om, hvorfor Østrig har valgt en så markant højredrejning. For der er tale om en soleklar sejr for højrefløjen, mener populismeforskeren Reinhard C. Heinisch, der er politologiprofessor ved Universität Salzburg og formand for det Østrigske selskab for politikvidenskab. Alligevel kan regeringsdannelsen sagtens trække i langdrag – trods det klare valgresultat og den åbenlyse løsning.

»En koalition mellem Kurz og FPÖ er faktisk ikke så ideel, som den umiddelbart ser ud, fordi de to partier efterhånden minder meget om hinanden. FPÖ er blevet markant mere pragmatisk og liberalt, jo mere sultne de er blevet efter regeringsmagten. Især mod slutningen af valgkampen har Kurz omvendt forsøgt at hente en masse FPÖ-vælgere tilbage til ÖVP med sin hårde retorik i forhold til indvandring og integration,« siger Reinhard C. Heinisch.

»Men dermed flyder partiernes profiler også sammen. Det kan blive et problem for begge partier i en regering, fordi de ikke kan sælge succeser som deres egne – og især fiaskoer som de andres.«

Nem populisme

Den østrigske politolog, der har tilbragt mange år i USA, ser to afgørende elementer i det østrigske valg.

For det første, at der var tale om et »klassisk forandringsvalg«, hvor et politisk skifte stod helt fremme på dagsordenen. Det skyldes ti år med den indspiste og tyndslidte store koaliton mellem SPÖ og ÖVP, som endegyldigt gik op i limningen i maj, og som kun meget få ønsker sig en ny udgave af.

For det andet var valgkampen usædvanligt følelsesladet, mener Reinhard C. Heinisch.

»FPÖ og til dels Kurz havde held med at sætte frygt i centrum som den vigtigste motivation for vælgerne. Take back control. Her blev åbenlyst spillet på en nationalisme, hvor det hele groft sagt er flygtningenes og EU’s skyld,« siger han og refererer til FPÖ’s Trump-lignende valgslogan »Østrig først«.

»Når det er sagt, så er der også markante forskelle på de to partier, som gør, at det er for nemt bare at tale om en populistisk bølge. Populismebegrebet bliver jo brugt i flæng for tiden. Hvis man betegner alle tilspidsninger og overdrivelser som populisme, så kan de fleste partier kaldes populistiske,« siger østrigeren.

Som ideologisk strømning ser han populisme som opfattelsen af, at der kun er ét folk, det sande folk, som med rette rejser sig mod den undertrykkende elite og de onde udlændinge.

»Populistiske politikere taler konsekvent et følelsesladet sprog, hvor de idealiserer en hjemstavn, som ikke findes mere. Deres vælgere vil ikke høre rationelle argumenter eller principper, de vil føle sig trygge. Her ser jeg FPÖ, Alternative für Deutschland og Front National som populister, men egentlig ikke ÖVP og Kurz. Dem ser jeg – i hvert fald i deres program – nærmere som højreorienterede, liberalkonservative nationalister.«

Stærkere hetz

Derfor så forskeren det også som en bevidst fordrejning, da FPÖ’s leder, Heinz-Christian Strache, allerede på valgaftenen påstod, at 60 pct. – altså både Kurz- og FPÖ-vælgerne – havde stemt på et FPÖ-program.

»Tematisk har partiet sejret i forhold til indvandringspolitikken, men at sige, at flertallet dermed har stemt på klassiske FPÖ-positioner, passer ikke. Kurz blev valgt ud fra rigtig mange motiver,« siger Heinisch.

»For det første slog Kurz til i det helt rigtige øjeblik, hvor østrigerne tørstede efter forandring. For det andet lå hans genistreg i at sælge sig selv og sin bevægelse som en ny kraft, en frisk vind, der kom udefra, selv om han har siddet i regeringen siden 2013. For det tredje har han indholdsmæssigt holdt fast i et liberalkonservativt program, inklusive skattelettelser, som taler til et bredt publikum.«

Desuden har den afgående udenrigsminister ageret konsekvent med lukning af Balkanruten i flygtningekrisen, hvor Østrig langtfra kun har været transitland, men også udviste stort hjælpeberedskab og en overgang tog flere flygtninge end Tyskland i forhold til befolkningens størrelse, påpeger politologen.

»Sidste år stemte flertallet for åbenhed i form af van der Bellen (De Grønnes kandidat, der vandt præsidentvalget i 2016, red.). Jeg tror ikke, at Østrig har bevæget sig afgørende siden da, selv om både udfordringerne og befolkningens usikkerhed måske er kommet mere op til overfladen.«

Med næsten to mio. mennesker med migrationsbaggrund ud af 8,7 mio. indbyggere er Østrig et land i dynamisk forandring. At vælgerne reagerer på det, er i Heinischs øjne ganske legitimt, men problemet ligger i, at politikerne så tit slår om i propaganda – ofte med islamofobiske argumenter mod nok så forskellige problemer og ængsteligheder.

»Det kan i sig selv true sammenhængskraften. En stærk politisk drejning kan altid medføre stærke reaktioner, modreaktioner og overreaktioner. Vi har i Østrig heldigvis forholdsvist lidt vold mod udlændinge, og vi har f.eks. ikke haft Pegida-demonstrationer. Men på det retoriske plan oplever vi en stadig stærkere hetz mod politiske, religiøse og etniske mindretal, hvor der ligefrem sættes spørgsmålstegn ved grundlæggende, liberale rettigheder. Det frygter jeg mest.«

Europæisk zigzag-kurs

På det europæiske plan er der nogen forvirring om, hvor Østrig står her efter valget. Lederen af det liberale og pro-europæiske NEOS-parti, Matthias Strolz, konstaterede på valgaftenen, at Orban og Le Pen formentlig bliver en ÖVP-FPÖ-regerings bedste venner – og at NEOS’ mål er at arbejde imod dette.

Reinhard C. Heinisch ser et mere broget billede – ikke bare i ÖVP, men også i FPÖ.

»Historisk har Østrig været et af de mest EU-skeptiske lande – i øvrigt sammen med et land som Danmark. Omvendt er FPÖ ikke så EU-skeptisk som f.eks. Front National. Man vil kritisere og score stemmer på det, men ligesom 80 pct. af østrigerne afviser partiet efterhånden ret entydigt en Öxit. Dermed er deres fundamentale kritik også ofte en gratis omgang.«

Hvad ÖVP angår, er det forholdsvist nyt, at partiet i stigende grad ser en konflikt mellem østrigske og europæiske interesser, mener han.

»Sebastian Kurz og Heinz-Christian Strache har ved flere lejligheder ligefrem konkurreret om, hvem der kan rose Orban og den ungarske model mest, og hvem der kan sætte Visegradstaterne mest i centrum af det europæiske landkort. Det er et tydeligt skridt væk fra især Tyskland,« siger Heinisch.

»Alligevel har det overrasket mig, at ÖVP har foreslået ting, som går direkte mod gældende EU-ret, f.eks. i forhold til mindre understøttelse til udenlandske arbejdskræfter. FPÖ er mere radikale. De udnytter, at de fleste østrigere ikke ved, hvilke kompetencer EU overhovedet har. De taler derfor gerne til dannelsesfjerne lag med halve sandheder og ren populistisk propaganda.«

»Sebastian Kurz er derimod langt mere præcis i sin EU-kritik inden for specifikke områder som f.eks. forsvars- og flygtningepolitikken, hvor han udstiller EU som blåøjet og for lidt realistisk. På den baggrund kræver han renationalisering, men det ser jeg ikke som et populistisk krav i sig selv.«

Netop på dette punkt har der tilbage til Jörg Haiders tid været en splid i FPÖ mellem en liberal og en mere nationalistisk fløj, påpeger politologen.

»I 1990’erne og endelig med FPÖ’s deltagelse i regeringen fra år 2000, nærmede FPÖ sig ÖVP’s positioner, men den europæiske binding forblev det store stridspunkt internt i FPÖ. Her har vi oplevet en interessant zigzag-kurs i partiet i forhold til EU, alt efter om de går efter regeringsmagten, eller om de går efter at hente deres kernevælgere tilbage. Lige nu går de efter regeringsmagten, og så gemmes den mest harske EU-kritik lidt af vejen.«

Kurz som kansler

Foran os ligger ugevis af bluff og taktisk spil om regeringsdannelsen mellem to af de tre stærkeste partier. Her har socialdemokratiske SPÖ slet ikke så lidt at kæmpe for, mener Heinisch.

»SPÖ var dybt involveret i skandaler om ’dirty campaigning’ og strategiske fejl fra den urutinerede kansler Christian Kern. Alligevel mistede partiet stort set ikke stemmer, fordi mange vælgere på venstrefløjen ville forhindre en højredrejning med en regering mellem Kurz og ÖVP. Den tendens har især været hård ved De Grønne,« siger han om øko-partiet, som efter en 12,4 pct. opbakning i 2013 fik et katastrofevalg og formentlig ryger helt ud af det østrigske parlament.

»En koalition mellem SPÖ og FPÖ ville have den fordel, at partierne kan spille på hver deres styrke. FPÖ ville kunne stå for sikkerhedspolitik og strammerpolitik på indvandringsområdet, mens SPÖ ville kunne skærpe sin socialpolitiske profil. I øvrigt havde vi i år 2000 en lignende situation, hvor SPÖ lå klart forrest, men det endte med, at nummer to og tre, nemlig ÖVP og FPÖ, dannede regering.«

Som Reinhard C. Heinisch formulerer det, kan man godt høre, at han selv ikke helt tror på det.

»Nej, det er for SPÖ nok mest et spil om at vise, at de er parat til at tage ansvar – og sørge for, at FPÖ har noget at gamble med over for ÖVP. FPÖ sidder godt nok med noget af et traume fra netop dette samarbejde, hvor partiet blev minimeret. Men i dag er det i mine øjne meget usandsynligt, at vi skulle få andet end en regering ledet af Kurz som kansler med FPÖ som partner. Det er absolut en højredrejning af Østrig.«