Østrig viser, at Europas nye midte ligger til højre

BERLIN – Østrig har oplevet et drama af de sjældne. Et ungt stjerneskud kupper et gammelt parti. En ellers personligt populær kansler falder til jorden, da hans partis beskidte valgkampagner bliver afsløret og rammer dem selv. Mens det højrenationale parti holder sig fri af sølet og måske får del i magten. 

Hvad der lyder som grebet ud af en politisk thriller, er langt hen ad vejen den nye norm i Europa – alt sammen kondenseret i Østrig, der søndag vælger nye parlamentarikere til Nationalrådet i Wien.

Det mener i hvert fald den tysk-franske politolog Ulrike Guérot, der er professor i europapolitik og demokratiforskning ved Donau-universitetet Krems en times kørsel fra Wien.

»Efter de seneste års europæiske skæbnevalg i Østrig, Frankrig, Storbritannien og Holland, kunne man vælge at ånde lettet op og sige pyha, vi fik ikke en Le Pen – trods Brexit lever Europa stadig. Men de fleste steder i Europa er billedet så broget, at det er svært at føre konstruktiv politik på både nationalt og især europæisk niveau,« siger Ulrike Guérot.

»I Tyskland har vi en paradoksal Jamaica-regering på vej, i Frankrig oplever vi en lammet Macron, og i Østrig kommer (det højrenationale, red.) FPÖ måske til at regere med Sebastian Kurz, der også selv er gået den mere nationale vej.«

Overhaling højre om

Resultatet er ikke givet på forhånd i Østrig. Men meget tyder på, at Ulrike Guérot får ret. I front ligger tre partier med tre alfahanner i spidsen, som hun formulerer det: udenrigsminister Sebastian Kurz fra det konservative ÖVP, kansler Christian Kern fra det socialdemokratiske SPÖ og Heinz-Christian Strache fra det nationalkonservative FPÖ.

Alperepublikken vil næppe opleve en gentagelse af de sidste to valgperioders store koalition mellem SPÖ og ÖVP, der gik i opløsning og udskrev nyvalg i utide. De seneste uger har de to regeringspartier ligget i historisk beskidt valgkamp, hvor især socialdemokraterne bliver straffet af vælgerne for tilsyneladende at have stået bag målrettede smædeangreb på deres modstandere.

Der er et stærkt ønske om en ny linje efter mange år med en stor koalitionsregering.

»Det har ikke så meget med Christian Kern at gøre, men med den indspiste politiske stil mellem SPÖ og ÖVP. Her kommer Kurz i den grad i rette tid til at give den i rollen som den friske vind,« mener Guérot.

På nærmest mirakuløs vis er det lykkedes den blot 31-årige udenrigsminister Sebastian Kurz at omforme partiet til Liste Sebastian Kurz, hvor han selv har vide beføjelser.

Siden Kurz i maj i år udløste valg og blev suveræn leder af partiet, har han ikke bare overhalet FPÖ i meningsmålingerne. Han har i flere tilfælde også overhalet det nationalkonservative parti højre om med en stærkt indvandringskritisk profil. Det ser politologen Guérot som en prototypisk udvikling i dagens Europa.

»Den tendens så vi også i den afsluttende tyske valgkamp, hvor en række figurer fra CDU/CSU trak stærkt mod højre. Også i Østrig er emner som sikkerhed, terror og flygtninge – altså emner, der er stærkt præget af frygt – rykket i forgrunden. Man plejer at sige, at partier sjældent vinder på at stjæle andres temaer, at de straffes af vælgerne for ikke at være tro mod sig selv. Men det fungerer i høj grad for Sebastian Kurz,« siger Guérot.

Hun henviser her til den tyske populismeforsker Jan-Werner Müller.

»Müller har netop gjort opmærksom på, at populisternes dagsorden vinder, selvom de populistiske partier ikke nødvendigvis vinder, blandt andet i form af at hele partisystemet rykker mod højre, og offentligheden fokuseres på færre emner. Den tendens ser vi i høj grad i Østrig.«

Selv socialdemokratiske SPÖ har droppet sin kategoriske afvisning af at gå i regering med FPÖ og har i stedet opstillet et »katalog over krav til samarbejde«. På sin side er FPÖ-leder Heinz-Christian Strache de sidste måneder blot blevet endnu skarpere i sin retorik. Det bekræfter i Guérots øjne billedet af, at Europas nye midte ligger til højre.

Efter partierne

Også den 31-årige Sebastian Kurz’ kanonkarriere ser den tysk-franske politolog som symptomatisk for udviklingen i Europa. Han krones ifølge meningsmålingerne som kansler efter valget.

»Som i en lang række øvrige europæiske lande er der en udpræget utilfredshed med den etablerede politik, som har udløst en længsel efter en ny type politikere. Kurz har solgt sig som en ny begyndelse, en ny bevægelse. Det har åbenlyse paralleller til Macron og En Marche,« siger hun.

Men der er også markante forskelle.

»Kurz kommer fra centrum-højre og ikke centrum-venstre, og han har ikke en stor reformagenda for øje som Macron, men et snævrere fokus på især migrationspolitik. Hvor Macron nærmest er for intellektuel, ses Kurz som den joviale generalist. Men der er klare træk af post party politics i begge bevægelser – i de her tilfælde skåret til de ledende figurer mere end til forestillinger om direkte demokrati eller enkeltstående emner.«

Der er ifølge Guérot tale om en langsom afsked med partierne som parlamentariske institutioner – en bevægelse, som hun både ser farer og chancer i, fordi de på den ene side kan true den parlamentariske repræsentation og på den anden side skabe nye repræsentationer.

»Samtidig har vi endnu ikke forstået, hvordan og hvor massivt internettet kommer til at indvirke på vores demokratier. Der følger en potentiel demokratisering, når alle er mere lige og kan ytre sig, uanset om de er professorer eller bloggere eller brugere af sociale medier. Vi mister på godt og ondt autoriteten over viden,« siger Guérot.

»I Østrig ser vi, hvilke muligheder det også indebærer,« siger hun med henvisning til skandalen om 'beskidte kampagner' med forfalskede facebook-sider. Her har det socialdemokratiske SPÖ købt den berygtede israelske PR-mand Tal Silberstein til at tilsværte Sebastian Kurz og det konservative ÖVP. Efter affæren blev afsløret, faldt SPÖ med omkring fem procent i meningsmålingerne, hvormed socialdemokraterne med den afgående kansler Christian Kern i spidsen ser ud til blive det mindste af de tre store partier.

»Også her ligner Østrig et spejlbillede af resten af Europa,« konstaterer Ulrike Guérot tørt.

Spændende Europa-politik

Ulrike Guérot er stærk fortaler for langt stærkere europæisk integration og ligefrem for en reelt demokratisk europæisk republik, og hun indrømmer åbent, at vindene ikke blæser hendes vej i Østrig.

Kurz’ ÖVP er generelt proeuropæisk, og den formentlig kommende kansler Sebastian Kurz ønsker en stærkere europæisk integration på flygtninge- og forsvarsområdet. Men hvis han i sidste ende danner regering med FPÖ, bliver der i hvert fald ikke tale om en offensiv EU-politik.

I FPÖ’s partiprogram hedder det, at partiet forholder sig kritisk, men positivt til Europa. FPÖ-leder Heinz-Christian Strache har i denne valgkamp gentagne gange betonet, at partiet er for EU-reformer, men ikke for en Öxit. Omvendt har sidste års FPÖ-kandidat til posten som forbundspræsident, Norbert Hofer, udtalt sig for en folkeafstemning om landets medlemskab. 

Derfor er ordet »spændende« det første, der falder Guérot ind, da talen falder på FPÖ og EU.

»I anden halvdel af 2018 sidder Østrig med formandskabet i EU-rådet. Det bliver stærkt interessant, hvis FPÖ havner i regeringen. For bare 15 år siden var der ramaskrig i EU over Jörg Haiders og FPÖ’s deltagelse i den østrigske regering,« siger hun.

»Det viser, hvor meget kortene er blandet på ny, og det viser, at Østrig formentlig har været en driver for diskurserne i det nuværende EU: Et fædrelandenes EU, hvor det enkelte lands interesser stilles før de mere solidariske. Med en sort-blå ÖVP-FPÖ-regering i Østrig vil der være ét land mere, som næppe vil forholde sig til konstruktionsproblemer og nødvendige reformer i EU.«

Samtidig må Ulrike Guérot bøje sig for, at flertallet af østrigerne europapolitisk står et andet sted, end hun selv gør – også selvom der især blandt de unge østrigere er »mange progressive europæere«.

»Her skal man i øvrigt huske på, at der er stærke skel mellem by og land i Østrig. På den front bliver det også spændende at følge Kurz, der taler med en yngre, mere urban stemme i et ÖVP, som ellers har været stærkt lokalt forankret.«

Normale Østrig

Alt i alt ser Ulrike Guérot et lammet Europa, som med det østrigske valg vil få endnu en lille, stille hovedpine.

»Det historiske vindue for en social og økonomisk rekonstruktion af EU har stået markant mere åbent, end det gør nu. Alle kigger frygtsomt på Brexit og vil ikke gå samme vej, men omvendt ser jeg ikke aktørerne for den afgørende bevægelse, for de nødvendige reformer i EU. Macron har spillet ud med en række visioner, men i Tyskland har Europa-politik knapt nok spillet en rolle hverken før eller efter valget, og Macrons forslag blev mest ignoreret,« siger Guérot.

Hun vil ikke udelukke, at det kan være for sent at skabe reelle reformer af EU, blandt andet fordi den tyske offerfortælling har bidt sig fast, som hun formulerer det.

»Tyskerne tror, de betaler for Europa og ser ikke deres fordele og problemet med den skæve handelsbalance. De vil ikke forstå, hvad Macron vil. Så den eneste chance, jeg ser, er, at Merkel her i sin sidste periode går all in, fordi hun ikke har noget at miste. Hun er vendt på en tallerken før, så måske gør hun det igen og går med Macron. Men med en Jamaica-regering i ryggen kan det blive svært.«

Ulrike Guérots pessimisme boostes her ikke bare af udviklingen i lande som Østrig, men også af det omfang, som højrepopulismen i hendes øjne har fået.

»Jeg ser 30 pct. som populisternes succesgrænse. FPÖ ligger omkring 30 pct. her i Østrig. Le Pen fik over 30 pct., UKIP fik over 30 pct. Hvis 20 pct. er utilfredse og vælger i protest, så kan det etablerede system bære det, men ved 30 pct. begynder de 70 pct. at reagere på de 30 pct. og hele spektret skrider. Det har vi oplevet i Polen og Ungarn, vi har set det i anden form i Frankrig, og nu gør Østrig erfaringen,« siger Ulrike Guérot.

»Det fejres for det meste, at det værste er afværget, når højrepopulisterne ikke får flertal, men der sker en strukturel forskydning. Mindretallets diskurs slår igennem. Man kan også sige, at angsten bider sig fast, og autoritære træk begynder at kunne retfærdiggøres.«

I hele denne udvikling ser Ulrike Guérot det lille alpeland med ca. 8,7 mio. indbyggere som et miniaturebillede på Europa med højrepopulismens stille sejr, med et tøvende forhold til EU, med Sebastian Kurz karismatiske enmandshær og med et socialdemokrati i frit fald.

»Vi kommer til at se mere af det,« siger Ulrike Guérot.

»Østrig er the new normal i Europa.«