Østrigs nye politiske darling vil trække landet længere mod højre

»Østrig er verdens dejligste land. Dets mennesker har fortjent det bedste.«

Sebastian Kurz’ bløde østrigske dialekt trænger umærkeligt igennem valgvideoens melodramatiske popmusik. Den altid glatbarberede og nyfriserede udenrigsminister og leder af det konservative ÖVP binder beslutsomt sine vandrestøvler og begiver sig op ad bjergskrænten med reb og karabinhager i bæltet.

»Derfor er det på tide, at vi fører vores land tilbage til toppen,« lyder Kurz’ stemme, da han et halvt minuts klatring og peptalk senere står ved et kors på en østrigsk alpetop. Kanslerkandidaten skuer ud over sit land. Og efterlader ingen tvivl: her står fremtiden. I form af en selvsikker leder, der ikke skammer sig over at udstille sin tro på sig selv og sit land.

Valgvideoen er sigende for Østrigs kanslerkandidat Sebastian Kurz. Op til det østrigske parlamentsvalg næste søndag er den selvtillidsfulde Kurz overalt i alpelandet. På valgturné, på valgplakater og i medierne. Men også på ÖVP-partiets hjemmeside og i partiet, som ligefrem er omdøbt til ’Liste Sebastian Kurz – det nye folkeparti’.

Østrigs kanslerkandidat Sebastions Kurz' valgvideo. 

Efter udskrivelsen af valget til det østrigske nationalråd i maj har Sebastian Kurz konsekvent skåret partiet til efter sin figur i et politisk one-man-show, der ofte er blevet sammenlignet med Emmanuel Macrons En Marche. Som hos franske Macron har løfter om en ny politisk kultur og et opbrud i landets selvforståelse i vid udstrækning skubbet det indholdsmæssige i baggrunden her i slutspurten af den østrigske valgkamp.

Og som for Macron ser det ud til at virke. Efter at have ligget som tredjestærkeste parti efter det højrenationalistiske FPÖ og det socialdemokratiske SPÖ har Sebastian Kurz nu indtaget en sikker førsteplads i meningsmålingerne, mens FPÖ og SPÖ står til at kæmpe om andenpladsen. Især for socialdemokraternes vedkommende bliver det op ad bakke efter en pinagtig skandale om tilsviningskampagner på Facebook af netop regeringspartneren og rivalen Sebastian Kurz.

Ung og geil

ÖVP’s krise og Sebastian Kurz’ succes betinger hinanden på flere plan. For at forstå Kurz’ sejrsgang i partiet må man have begge tråde med.

Allerede som 16-årig trådte Kurz ind i ÖVP’s ungdomsafdeling i 2003, hvor partiet sad i regering med det højrepopulistiske FPÖ under Jörg Haiders ledelse. I 2008 blev Kurz leder af ÖVP’s ungdomsafdeling og vakte i denne funktion stærk opsigt, da han ved delstatsvalget i Wien i 2010 fyrede kampagnen Schwarz macht geil af. Altså at sort, som er ÖVP’s partifarve, gør dig vild, sexet eller ligefrem liderlig. Til selvsamme formål cruisede Kurz gerne rundt i Wien i sin ’Geilomobil’.

Omtrent samtidig valgte den 24-årige stræbsomme jurastudent at afbryde studierne til fordel for det prestigefulde job som statssekretær i indenrigsministeriet. Kurz’ politiske karriere tog for alvor fart, da han som 27-årig blev Europas yngste udenrigsminister med tillægstitlerne integrations- og europaminister.

Mange medier og kommentatorer spurgte dengang sig selv, om kometen Kurz mon ville brænde ud alt for hurtigt. Det gjorde han ikke. Tværtimod har Kurz toppet på både opmærksomhed og popularitet siden 2015, hvor han gik imod den daværende kansler Werner Faymanns og den tyske kansler Angela Merkels linje i flygtningekrisen.

I marts 2016 lykkedes det ham endda med usædvanlig diplomatisk snilde og til mange EU-partneres ærgrelse at få Ungarn, Slovenien, Serbien, Makedonien og Kroatien med på at lukke Balkan-ruten. Om han hindrede muligheden for at skabe en fælles europæisk retning i flygtningepolitikken, eller om han netop løste et europæisk problem, er der yderst delte meninger om.

Vage løfter

Sammen med en hård linje over for Tyrkiet tog Kurz’ tilgang under alle omstændigheder kegler hos østrigerne. Så meget, at den 31-årige Kurz med de påfaldende ører og det drengede ansigt nu er Østrigs suverænt mest populære politiker og står til at drøne direkte ind i kanslerbygningen på Wiens Ballhausplatz.

Det skyldes ikke kun hans karisma og flygtningepolitik, men også hans evne til at tale i uforpligtende udsagn, som flest muligt kan spejle sig i, som politologen Eva Zeglovits, der leder Wiens Institut for empirisk Socialforskning, udtrykker det.

»Kurz bruger mange ’ja, men’-udsagn, og han giver generelt et indtryk af at svare oprigtigt og uafhængigt af de politiske vinde. Samtidig er han god til med slagord at sælge budskaber som f.eks. at skatten skal sænkes,« siger hun til Information.

»Meningsmålingerne tyder på, at vælgerne tror på, at han faktisk tør gå til den slags udfordringer. De spørger bare ikke, hvordan han vil sænke skatten, og Kurz holder sig fra at gå mere konkret til det. Her må man tilføje, at jo bredere hans løfter er før valget, desto større er faren for at dykke i opbakning efter valget,« siger Eva Zeglovits.

Fortsætter mod højre

Den stærke personfiksering i »Liste Sebastian Kurz« debatteres ifølge Zeglovits stærkt i Østrig. Den hænger i hendes øjne bl.a. sammen med de sociale mediers rolle, de mange østrigske tv-dueller, hvor partilederne står i fokus, og med den generelle tendens i international politik.

»Men endnu mere opsigtsvækkende er det, at Kurz har valgt at fokusere så kraftigt på ét emne, nemlig indvandring, mens f.eks. indenrigspolitiske og økonomiske spørgsmål får langt mindre plads. Det er nyt i ÖVP. Vi har i flere år oplevet, at Østrigs politiske midte er rykket mod højre, og det ser ud til at fortsætte.«

Fra Kurz’ politiske modstandere som miljøpartiet De Grønne og det liberale NEOS advares der gerne om, at en stram indvandringspolitik er Kurz’ eneste konkrete politiske emne, og at der efter valget næppe vil stå meget i vejen for en koalition mellem Kurz’ ÖVP og det højrenationale FPÖ.

Hvis man ser på Kurz udsagn over de seneste par år, bekræfter det indtrykket af, at han har bevæget sig mod højre – bl.a. for at holde FPÖ nede. Han har skærpet tonen markant i forhold til parallelsamfund og multikulti, stiller højere krav til tyskkundskaber og integrationsvillighed, og han regnes for at være hardliner, når det gælder internering af flygtninge uden for EU.

Men ved siden af sin law and order-politik går han i økonomisk forstand en markant mere liberal vej, end mange østrigere ønsker. Han er også forholdsvist samfundsmæssigt liberal og har i sit konservative parti bl.a. sat sig i brechen for homoægteskaber. Desuden er Kurz til mange højrenationale vælgeres skuffelse en glødende fortaler for et stærkt EU, som i hans øjne også snart bør tælle Balkan-lande som Makedonien og Bosnien.

Veltimet nyvalg

At Sebastian Kurz har kunnet genskabe ÖVP efter sit eget billede, har ikke kun med hans fabelagtige politiske instinkt at gøre, men også med folkepartiernes krise de seneste år.

Seks ud af 14 østrigske kanslere siden Anden Verdenskrig har været fra ÖVP, der har siddet i regering uafbrudt siden 1987. Men siden 2013 har partiet været juniorpartner i en stor regeringskoalition under socialdemokratiske SPÖ. Egentligt skulle det østrigske valg først finde sted i oktober 2018. Men allerede i 2016 begyndte det at knage voldsomt i koalitionen, ikke mindst efter både SPÖ’s og ÖVP’s kandidater røg ud af præsidentvalget i 2016.

Her opstod stærk debat om Werner Faymann som SPÖ-leder og kansler. Han endte med at træde tilbage til fordel for Christian Kern, der hidtil havde været bestyrelsesformand i det østrigske jernbaneselskab ÖBB. Det dulmede dog ikke den efterhånden åbne krig mellem de to koalitionspartnere. Da vicekansler og ÖVP-leder Reinhold Mitterlehner, der følte sig som ’pladsholder’ for Kurz, trådte tilbage fra alle sine poster i maj, satte Sebastian Kurz ind.

Efter et par dages spænding trådte Kurz frem og krævede nyvalg – ikke i ÖVP’s partilokaler, men i en pompøs sal i udenrigsministeriet med symbolske billeder fra kejsertiden i baggrunden.

Ifølge magasinet Woche var der tale om et nøje aftalt spil internt i partiet: den populære Kurz skulle overtage ÖVP-skuden i rette øjeblik. Ikke for tæt på valget, men heller ikke i så god tid, at euforien ville nå at fortage sig. I ÖVP sad det brutale nederlag fra præsidentvalget i 2016 stadig i knoglerne, og med udsigten til valgsucces fik Sebastian Kurz trumfet en imponerende række krav til sit kandidatur igennem. Han kan bl.a. udpege partiets generalsekretær og ministre, og han sidder på retten til at føre koalitionsforhandlinger for sit parti.

»Vi har besluttet, at vi starter en bevægelse, hvor vi værdsætter de eksisterende styrker i folkepartiet, men hvor vi samtidig tager nye folk med om bord,« lød det fra Sebastian Kurz i maj. Selv om hans parti kommer direkte fra rollen som juniorpartner i en upopulær østrigsk regering, ser denne afbalancerede nystart ud til at gå op i en højere end.

De gamle partistridigheder og den nuværende regering smitter ikke af på Kurz, som trods fikseringen på hans person agter at føre partiet videre med alle hans styrker og netværk.

Ingen Macron

Det store spørgsmål er her, hvor meget Kurz vil dreje ÖVP væk fra at være et lokalt forankret folkeparti med en stærk landsorganisation og med stærke bånd til Østrigs interesseforbund og lobbyorganisationer, som har præget hele partiets historie.

»Hvis Kurz faktisk ændrer magtstrukturerne i partiet, som han tiltænker, så ville det være et forbillede for en ombygning af hele det politiske system i sig selv,« formoder avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.

»Det handler om at tæmme den grå eminence i baggrunden, som altid har styret parti- og forbundspolitikken i Østrig uden egentlig at have retten til det – og uden selv at kunne blive stillet til ansvar for det.«

Den udvikling ser Eva Zeglovits fra Wiens Institut for empirisk socialforskning ikke for sig. Derfor anser hun også sammenligningen med Macron som skudt over målet.

»Kurz har godt nok givet ÖVP et nyt navn, og han har ladet den sorte partifarve bytte ud med mintgrøn. Men der står stadig en stor og fungerende partiorganisation bag ham. Macron skabte jo en decideret ny bevægelse – og har i øvrigt ganske andre beføjelser,« siger Eva Zeglovits.

»Indholdsmæssigt har Kurz ændret meget i partiet på kort tid, ikke mindst med sit stærke sats på en strammere indvandringspolitik. Men selv om der er kommet nye ansigter til i ÖVP, er det stadig ÖVP. Nu får Kurz sin store chance, og partiet kan nyde godt af hans popularitet, men det er stadig åbent, hvordan partiet ser ud efter valget.«