Essay
Læsetid: 9 min.

‘Polsk politik hænger mig ud af halsen’

Chefrådgiveren for den tidligere polske præsident Lech Wałesas har opgivet alt politisk arbejde. Kun civilsamfundet kan forsvare demokratiet og retsstaten nu, mener han. Vores tidligere korrespondent i Warszawa er på ferie i hovedstaden i juli, da en folkelig opstand mod det højrenationalistiske styre pludselig bryder ud. I tredje afsnit af hans dagbog fortæller han om mødet med nogle gamle venner
Demonstranter på Krakowskie Przedmieście-gaden på vej til præsidentpaladset.

Demonstranter på Krakowskie Przedmieście-gaden på vej til præsidentpaladset.

Maciej Luczniewski/NurPhoto

Udland
6. oktober 2017

Den første demonstration mod Kaczyński-styrets overgreb på domstolene samler kun et sted mellem 5.000 og 10.000 mennesker foran parlamentet i Warszawa. Snart vokser protesten til en opstand. Men polske opstande har det med at skyde over målet. En venstreintellektuel forklarer Kaczyńskis valgsejr i 2015 med de jævne polakkers skuffelse over at have fået for lidt ud af det økonomiske boom i Donald Tusks regeringsperiode

Tirsdag 18. juli Hvordan er det lykkedes for Polens autoritære leder, Jarosław Kaczyński, og hans parti, Lov og Retfærdighed (PiS), at gå til frontalt angreb på retsstaten og de demokratiske institutioner uden at miste popularitet hos vælgerne?

Det spørgsmål stiller jeg journalisten og den venstreintellektuelle Sławomir Sierakowski under en frokost, vi indtager i en lille restaurant på Ordynacka-gaden i Waszawas indre by.

Sierakowskis svar er slående for dem på venstrefløjen i Europa og USA, som bryder deres hjerne med spørgsmålet om, hvilket budskab vi skal vælge for at genvinde støtten fra elitefjendtlige vælgere.

»Disse vælgere er ligeglade med demokratiet og domstolenes og mediernes uafhængighed. De vil have en regering, der giver dem flere penge på lommen. Mere indviklet er det ikke,« siger han.

Siden Kaczyńskis parti kom til magten i 2015 med 38 procent af stemmerne (hvilket gav et solidt flertal i parlamentet), har regeringen ifølge Sierakowski fulgt en dobbeltsidet strategi.

Den sociale bistand til familier og ældre er blevet hævet betydeligt, alt imens regeringspartiet har bemægtiget sig kontrol først med forfatningsdomstolen, dernæst statsradiofonien og skolerne og nu her i juli vil udskifte dommerne i Højesteret og andre domstole. En kupplan, premierminister Viktor Orbán tidligere har benyttet i Ungarn med stor succes.

PiS sløjfede Tusk-regeringens forhøjelse af pensionsalderen. Nu kan kvinder igen gå på pension i en alder af 60, og mænd når de fylder 65. Der er blevet indført børnepenge – 500 złoty eller 850 kroner per barn. Det er ikke så lidt for en familie med to børn og en lav indkomst på 2.900 złoty.

Folk over 75 får al lægeordineret medicin betalt. Mindstelønnen er blevet hævet med otte procent.

»Så længe regeringen giver penge ud til familier og i sin propaganda går efter de fremmede og flygtningene, sidder den godt i sadlen,« mener Sierakowski.

Det bør få konsekvenser for oppositionens valgløfter.

»Oppositionen kan kun vinde det næste valg ved at love endnu mere social og økonomisk bistand og ved at begrænse adgangen for flygtninge til kun at gælde mødre og børn samt inddrage den katolske kirke i flygtningehjælpen.«

Samtalen med den polske venstreintellektuelle efterlader mig en kende optimistisk. Sierakowski mener ikke, det vil gå så galt som i Ungarn, hvor Orbán står til at vinde næste valg. Kaczyński er faktisk upopulær i Polen. Derfor fører partiformanden en skyggetilværelse. Derfor taler han så sjældent offentligt.

Sierakowski medgiver, at PiS har overtaget de statsejede medier, men presse- og ytringsfriheden trives i den private presse, der dominerer medielandskabet. Og forsamlingsfriheden fejler ikke noget.

Wałesas chefrådgiver

Den aften er vi til middag hos vores nære venner, kunsthistorikerne Iwona og Wojciech. Det var dem, der inviterede os begge ud på en restaurant i Warszawa i juni 1980, inden vi kendte hinanden. Det er ikke underligt, at min kone Ewa og jeg har et særligt forhold til dem.

Vi er også uløseligt bundet sammen af vores fælles oplevelser i Solidarność-tiden.

Wojciech var meget aktiv i den revolutionære bevægelse og blev efter krigsretstilstanden i december 1981 interneret på ubestemt tid. Iwona vidste ikke, hvad der var sket med ham. Efter tre måneder slap han ud. Siden blev han politisk chefrådgiver for præsident Lech Wałesa i 1991-92 og medlem af underhuset, Sejm, i en årrække.

Mens vi kører til deres hus i det sydlige Warszawa, spekulerer vi på, hvor de står i den politiske debat i dag. Wojciech har altid været konservativ, men er efter min mening hverken nationalist eller populist. Han er en oplyst konservativ intellektuel med rødder i Edmund Burkes politiske filosofi og endvidere påvirket af den østrigske skole (økonomen Friedrich Hayek).

Det virker usandsynligt, at han sympatiserer med en autoritær nationalist som Jarosław Kaczyński. Og Iwona? Hun har altid været religiøs, meget katolsk.

Der er to andre inviterede gæster. Danuta er Ewas studiekammerat. Hendes mand, Cezary, er historiker med speciale i tysk historie og indehaver af et forlag, der fornylig udgav et uddrag af Goebbels dagbøger på 2000 sider. Nu er Cezary i gang med at oversætte Mein Kampf fra tysk.

Hvorfor, spørger jeg.

»Fordi den under kommunismen kun kunne læses i piratudgaver oversat fra engelsk,« svarer han.

Inden vi sætter os til bordet i en vidunderlig have, spørger jeg Wojciech til den politiske situation.

»Jeg er ude af politik. Det hænger mig ud af halsen,« svarer han.

Han kan ikke udstå nogen af partierne og har takket nej til et tilbud fra Jarosław Kaczyński om at blive hans politiske chefrådgiver. Fremfor at beskæftige sig med politik bør folk styrke det civile samfund ved at bygge netværk, dyrke bekendtskaber og venskaber, mener Wojciech.

»Det er den eneste måde, vi kan forsvare demokratiet og retsstaten i Polen på.«

Det er en slående iagttagelse, fordi modstanden mod kommunismen i Polen netop udgik fra det civile samfund. I en totalitær etpartistat var de fleste uinteresserede i politik. Kun få læste partiaviser og lyttede til propaganda i radio og på tv. I stedet samledes folk i uformelle grupper. Venskaber var alfa omega. Teater, film og litteratur var fora, hvor man diskret kunne ytre sin mening.

Under PiS-styret er nogle polakker øjensynligt så trætte af den evige politiske kævl, at de søger tilbage i det private rum ligesom under kommunismen.

På vej tilbage til vores lejlighed ser vi politibiler nær parlamentet. Endnu en demonstration i protest mod retsreformen. Næste dag hører vi, at en demonstration foran præsidentpaladset har mobiliseret 20.000 deltagere. De kræver, at præsident Andrzej Duda – der anses for at være Kaczyńskis marionetdukke – nedlægger veto.

Demonstrationerne har nu udviklet sig til en protestbevægelse.

Torsdag 20. juli I går aftes var Jarosław Kaczyński tæt på at miste besindelsen i en debat i Sejm. Et medlem af Borgerplatformen sagde på talerstolen, at Jarosławs bror Lech – den tidligere præsident, der døde under flyhavariet i Smolensk i 2010 – aldrig ville have skrevet under på en retsreform, der undergraver domstolenes politiske uafhængighed.

Det bringer Jarosław i harnisk.

»Hvor vover nogen at bruge min afdøde bror i politisk øjemed,« tordner han fra talerstolen i parlamentet. »Du er et forræderisk svin, en kanalje!«

Gennem syv år har Kaczyński skabt en martyrlegende omkring sin bror, der skal have været offer for et russisk komplot. Under valget i 2015 blev en stemme på PiS udlagt som en chance for at tage revanche mod Polens indre og ydre fjender. Det er okay for Jarosław at bruge sin bror i politisk øjemed for at vinde magten, men vé den oppositionspolitiker, der vover at tale i Lechs navn!

Polske flag og EU-flag

Sent på eftermiddagen er vi til reception i et kunstgalleri tæt på præsidentpaladset. Klokken 18 står jeg og min datter, Zofia, på en balkon og ser en lind strøm af mennesker gå hen ad Krakowskie Przedmieście-gaden mod paladset og den gamle by.

Vi styrter alle tre ned ad trapperne og slutter os til mængden. Et prægtigt syn. For en time siden gik vi stille og roligt på det brede hovedstrøg, hvor der altid er masser af folk på fortovene. Nu flyder en tyk masse af demonstranter hen ad gaden. Folk er kommet med metro, i busser og sporvogne og har medbragt polske flag og blå EU-flag.

Der er kun få skilte. Deltagerne synes fast besluttet på at repræsentere det civile samfunds protest mod regeringspartiets overgreb på retsstaten. Mange har et mærke hæftet på deres bryst med ordene ‘3 x Weto’ – en opfordring til præsident Duda om at stoppe hans partis overgreb på retsstaten.

Krakowskie Przedmieście-gaden er så tæt pakket af demonstranter allerede en time, inden arrangementet begynder, at vi må opgive at komme tæt på præsidentpaladset. Vi vender om.

På vej tilbage hører jeg en tilskuer sige til en anden:

»De aner ikke, de bliver manipuleret til at gå ud og demonstrere.«

Der er sket et nybrud på denne femte dag efter den første demonstration søndag den 18. juli. Langt, langt flere mennesker strømmer ud på gaderne. Titusinder. Gennemsnitsalderen er faldet. Nu ser jeg mange unge ansigter – selv teenagere.

Fredag 21. juli I dagens udgave af Gazeta Wyborcza siger en gymnasieelev: »Jeg var den eneste i min klasse, der gik til demonstration for nogle dage siden. Nu er hele klassen med.«

På forsiden annonceres en større artikel i lørdagsavisen med dette oplæg:

»Jævne polakker spørger venner og familie på begge sider af barrikaderne, hvad man kan gøre for at undgå blodsudgydelser.«

En polsk journalist har spurgt præsidentens talsmand, om han er orienteret om, hvor mange mennesker der deltog i går. Warszawas borgmester skønner, at 50.000 stod uden for paladset. Tallet for torsdagens demonstrationer i hele Polen skulle være 200.000.

Talsmandens svar er grinagtigt.

»Præsidentboligens vinduer vender mod gården, ikke mod gaden.«

Over morgenmaden fortæller min kone mig, at hendes ven – gallerieejer og kunstsamler Piotr – fornylig blev kaldt ‘din lille jøde’ af vores bekendte Grazyna. Det skete, efter han beskyldte hende for at have taget provision på salg af nogle malerier, selv om hun er fast ansat i galleriet.

Jeg er lidt chokeret. Piotrs mor konverterede til katolicismen før Anden Verdenskrig, så han er vokset op som katolik og har aldrig nogensinde skiltet med at være af jødisk afstamning, selv om vi – hans venner - naturligvis ved det.

Galleriejeren

Samme aften er vi til middag hos Piotr og hans partner Tadeusz. De bor i en villa (nogle ville kalde det et palads) i Konstancin, en lille by 20 km fra Warszawas centrum, hvor de rigeste af Polens rige altid har haft adresse. I kommunisttiden (i øvrigt kaldt komuna på polsk) kunne man i denne eksklusive enklave finde partieliten leve side om side med formuende polakker.

Parken omkring villaen er sikret med et 2,5 meter højt jerngitter. Om natten slipper Piotr to vagthunde løs og vé den tyv, der sniger sig ind. Han viser vores hundeelskende datter Zofia køterne i et bur. Hun er ikke spor interesseret i at nærme sig.

Vi får som sædvanlig serveret en ypperlig middag kreeret af Tadeusz. Jeg husker, hvordan han i årene 1980-81 med udbredt fødevaremangel i Polen altid magtede at anskaffe nok ingredienser på det sorte marked til at servere middage, der var lige så sofistikerede som på den anden side af Jerntæppet.

Piotr har altid været en uvurderlig historiefortæller, væbnet med afslørende anekdoter om Polens magthavere.

Han citerer et parlamentsmedlem fra Kaczyńskis parti for under en debat om EU’s flygtningekvoter at have henvist til den bibelske historie om samaritaneren.

»Bemærk, at samaritaneren kun tilbød den nødlidende hjælp ude på vejen. Han inviterede ham ikke indenfor i sit hus.«

Jeg spørger Piotr, om Kaczyński nogensinde er blevet grebet i antisemitiske udtalelser. Der er vel næppe langt fra at være homofob, islamofob og chauvinist til at være antijødisk.

Piotr fortæller, at Kaczyński-brødrenes mor var en »engel«. Hun skjulte polske jøder i sit hjem i Warszawa under krigen og ville være blevet straffet med døden, hvis tyskerne havde opdaget det.

Men desværre har de to tvillingebrødre ikke videreført denne altruistiske familietradition. »De er nogle uhyrer,« siger han med tydelig foragt i sin stemme.

Det eneste, han kan komme i tanke om, er, at PiS-ledere en gang imellem benytter udtrykket ‘zydokomuna’. Det er på grænsen til antisemitisk.

Betegnelsen har rødder i en (falsk) overbevisning om, at polske jøder samarbejdede med den sovjetiske besættelsesmagt i 1939-41 i proportionelt større antal end andre polakker. De skal også have haft en uproportionel repræsentation i det polske kommunistpartis lederskab og det hemmelige politi efter krigen.

Pogromerne i Jedwabne i 1943 og i Kielce i 1947 tog udgangspunkt i denne tautologi. Den lå også til grund for det sidste større udbrud af antisemitisme i Polen i 1968.

For mig at se er springet fra dette styres nationalisme og fjendtlighed over for fremmede og immigranter til antipati mod jøder ikke langt. Officielt er antisemitisme bandlyst fra det offentlige rum; holocaustet undervises i skolerne. Men efter at have læst Anna Bikonts bog (nævnt i første afsnit af denne serie) føler jeg mig ikke så sikker.

Efter middagen sidder vi i salonen og snakker. Vores værter drikker whisky. Piotr nævner en veninde, der støtter PiS. Fornylig sagde hun til ham: »For mig er Polen kun for polakker.«

Han indvendte: »Jamen, hvad så med Sarmen (en armener, der emigrerede til Polen som 19-årig og arbejder i Piotrs galleri)?«

»Næ, Sarmen kan godt få lov at blive. Han er en fin fyr,« svarede hun.

I næste og sidste afsnit: Polen bliver ikke et vesteuropæisk demokrati, forudsiger forfatningsdomstolens tidligere præsident

Serie

Juliopstanden i Polen

I juli lykkedes det for første gang i moderne polsk historie en folkelig bevægelse at slå den autoritære bølge i Østeuropa tilbage. Titusinder af polakker gik på gaden i protest mod deres højrenationalistiske regerings forsøg på at underlægge sig domstolene.

Informations Polen-korrespondent fra 1980-81, Martin Burcharth, fulgte det folkelige oprør i de intense juli-dage og har her nedskrevet sine indtryk fra personlige samtaler og interviews.

Efter massive demonstrationer blev regeringens retsreform lagt på is, men Polens kamp for demokrati og magtens tredeling vil fortsætte i måneder og år endnu - og kan blive en retningspil for udviklingen i resten af Østeuropa.

Seneste artikler

  • ’Nu bliver Polen igen et østeuropæisk land’

    10. oktober 2017
    Efter at Andrzej Rzepliński i december 2016 blev afsat af Kaczyński-styret som præsident for forfatningsdomstolen, forvandlede han sig til en af Polens førende oppositionsskikkelser. I denne dagbog, skrevet af vores tidligere korrespondent i Warszawa under et ferieophold i juli, udtrykker den polske jurist sin frygt for, at slaget for blive et vesteuropæisk demokrati er tabt
  • I en sen nattetime kupper regeringspartiet højesteret

    2. oktober 2017
    Den første gadedemonstration foran parlamentet samler kun 10.000 mennesker, men snart tager modstanden mod den autoritære udvikling i Polen fart. Vores tidligere korrespondent i Warszawa er på ferie i hovedstaden i juli, da en folkelig opstand mod det højrenationalistiske styre pludselig bryder ud. I andet afsnit beskriver han i dagbogsform sine indtryk fra gaden, familiesammenkomster og interviews
  • Demonstranter mod Trump i røde nonnekjoler i Warszawa

    27. september 2017
    I sommer blev den polske regerings forsøg på at undergrave domstolenes uafhængighed mødt med massive demonstrationer. Vores tidligere korrespondent i Warszawa var på ferie i hovedstaden og skildrer i dagbogsform de skelsættende dage. Historien begynder med statsbesøget af Donald Trump i juli
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her