Læsetid: 5 min.

Rajoys hårde linje i Catalonien har styrket selvstændighedsbevægelsen

I Catalonien forbereder den regionale regering sin uafhængighedserklæring efter den omstridte folkeafstemning den 1. oktober. Konflikten handler ikke længere kun om catalansk frihed over for spansk nationalisme, men også om at forsvare demokratiet imod en autoritær regering
I løbet af den seneste måned er nationalistiske demonstrationer taget til i Spanien. Billedet er fra Barcelona.

I løbet af den seneste måned er nationalistiske demonstrationer taget til i Spanien. Billedet er fra Barcelona.

Burak Akbulut

7. oktober 2017

For udenforstående kan det være svært at finde hoved og hale i konflikten i Catalonien, og dansk og international presse er præget af misforståelser og simplificeringer. Det er der ikke noget at sige til, for hverken i Spanien eller Catalonien er der enighed om, hvad konflikten handler om.

For den konservative spanske regering under ledelse af Mariano Rajoy er der tale om en konflikt mellem den spanske forfatning og en ulovlig folkeafstemning. Denne holdning bakkes op af den spanske forfatningsdomstol, som på baggrund af forfatningens definition af Spanien som et udeleligt rige ad flere omgange har forbudt den catalanske regering at afholde uafhængighedsafstemninger.

De spanske konservative, Partido Popular (PP), er et klassisk lov og orden-parti, som blev grundlagt af Francos indenrigsminister efter diktaturets afslutning. PP har længe stået svagt i Catalonien, og Rajoy har derfor ikke risikeret stemmer i Catalonien. Han har i stedet brugt konflikten til at flytte resten af Spanien i en mere nationalistisk retning, hvilket er til Partido Populars fordel.

I løbet af den seneste måned er nationalistiske demonstrationer taget til i omfang. Det mest symbolske øjeblik var, da spanske nationalister samledes for at hylde de politikonvojer, der blev sendt afsted til Catalonien op mod afstemningen.

Rajoys strengt legalistiske linje forklarer, hvorfor man arresterede 14 catalanske myndighedspersoner og konfiskerede flere millioner stemmesedler og sendte 17.000 civilgardister ud for at forhindre afstemningen. Rajoys legalisme forklarer også, hvorfor der ikke har været nogen forhandlinger mellem centralregeringen og den catalanske lokalregering.

Økonomisk krise

Den spanske regerings legalistiske linje har heller ikke overbevist den catalanske befolkning eller stoppet den catalanske regering, som består af to proeuropæiske partier. Det catalanske Generalitat er ledet af den liberale Carles Puigdemonts PDeCAT i koalition med ERC, et socialdemokratisk parti. Koalitionen er afhængig af det venstreradikale CUP som støtteparti.

Det er ikke tilfældigt, at den catalanske frigørelsesproces begyndte i 2012. Den er nemlig blot det mest tydelige eksempel på en bredere legitimitetskrise for både den spanske og catalanske politiske elite. Spaniens dybe økonomiske krise rystede hele den orden, som blev indført ved overgangen til demokrati i 1978. Forfatningen selv kom under hård kritik i hele Spanien, da den blev brugt til at slå ned på en række regionale love, som skulle afbøde krisens meest negative sociale konsekvenser.

For de catalanske liberale, som traditionelt ikke har ønsket løsrivelse, blev kritikken af regeringen i Madrid en måde at flytte diskussionen fra sine egne nedskæringer og korruptionsskandaler på.

Økonomiske argumenter vejede tungt i højrefløjens argumentation i begyndelsen: Catalonien er Spaniens fjerderigeste region pr. indbygger, og nettobidrager til resten af Spanien. Men siden Puigdemont blev indsat som katalansk præsident i 2016, har man lagt sådanne argumenter på hylden.

På den catalanske venstrefløj så man mulighed for at gennemføre sit uafhængighedsprojekt, som bygger på kritik af, at den spanske centralstat ikke i tilstrækkelig grad har gjort op med Franco-tiden – for eksempel blev forfatningen af 1978 vedtaget som kompromis i en periode, hvor diktaturets mænd stadig styrede den spanske hær og politiet.

Store protester

Venstrefløjen og de liberale begyndte at finde sammen i uafhængighedskampen, da den spanske forfatningsdomstol underkendte en lov om øget catalansk autonomi i 2010, som ellers var vedtaget i det spanske parlament efter årelange forhandlinger.

Hermed blev det klart, at Catalonien ikke kunne få den autonomi, som man ønskede sig inden for rammerne af den nuværende spanske forfatning. Uafhængighedskampen blev dog først for alvor en bred folkelig bevægelse, da usædvanligt store folkemængder protesterede for uafhængighed på den catalanske nationaldag i 2012.

Læs også

Den catalanske uafhængighedsbevægelse er ikke nationalistisk i klassisk forstand: Både venstrefløjen og de proeuropæiske liberale tager skarpt afstand fra xenofobi og chauvinisme, og der findes ikke noget højrepopulistisk parti i det catalanske parlament. Bevægelsens mål er ikke etnisk seperatisme, men etableringen af en flersproget republik.

Uafhængighedsbevægelses vigtigste træk har været at insistere på, at der er forskel på legalitet og legitimitet. Forfatningen er lov, ja, men hverken retfærdig eller tidssvarende, lyder argumentet. Og da tre af de fire store partier i Spanien er imod en ny føderal grundlov, har catalonierne valgt at tage sagen i egen hånd og udskrive folkeafstemningen.

På selve valgdagen formåede 2,26 millioner at stemme. Det skete på trods af massiv politirepression, som afstedkom 900 sårede vælgere og kraftig kritik fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder og Amnesty International. Mens nej-siden stort set boykottede valget, gennemførte ja-siden civil ulydighed i en usædvanlig stor skala.

Demokrati imod statslig repression

Den spanske stats angreb på afstemningen har afstedkommet en stærk modreaktion i Catalonien, også blandt mange af dem, der ikke går ind for uafhængighed. I september gav 80 pct. af catalonierne ifølge meningsmålinger udtryk for, at de ønskede en folkeafstemning.

Den vigtigste repræsentant for denne gruppe er Barcelonas borgmester Ada Colau, der oprindelig kritiserede den catalanske regering for unilateralt at udskrive en afstemning. Da politiaktionerne blev iværksat, gik Colau kraftigt i forsvar for afstemningens legitimitet. Hun stemte selv blankt og er nu sammen med flere hundrede catalanske borgmestre sigtet for at have stillet kommunale lokaler til rådighed for den ulovlige afstemning.

Den vigtigste effekt af repressionen i Catalonien har været at inddrage nye grupper i konflikten i forsvar for afstemningen. Det handler ikke længere kun om catalansk frihed imod spansk nationalisme, men om at forsvare demokratiet imod en autoritær regering. Rajoys hårde linje har altså kun styrket Puigdemonts position i Catalonien.

Catalonien alene?

Hidtil har Rajoys definition af konflikten været dominerende i udlandet.

EU har således afvist Puigdemonts og Colaus invitationer til at agere mægler og beskrevet sagen som et internt spansk anliggende. Men EU’s position kan dog være svær at opretholde, for den spanske regerings fremfærd er allerede på kant med de regler, som EU selv opsætter for ansøgerlande, nemlig EU traktatens paragraf 7.1. og Københavnerkriterierne, som beskytter mindretals- og menneskerettigheder.

Der er derfor mange EU-parlamentarikere, som argumenterer for mægling. Tidligere tilfælde som Tjekkoslovakiets opsplitning og uafhængighedsafstemningerne i Montenegro, Skotland og Quebec peger på, at folkeafstemninger er en god måde at sikre en fredelig og demokratisk afklaring af denne type konflikter på.

Men i Spanien er konflikten på vej imod mere farefulde vande. Senest har kong Filipe VI fulgt Rajoys hårde linje i en tale til spanierne den 3. oktober, mens Rajoy har advaret catalonierne om »større onder«. Den næste eskalering kommer, hvis Catalonien som forventet erklærer uafhængighed.

Aznar, Spaniens tidligere konservative premierminister, har allerede sagt, hvad det vil betyde: Suspension af det catalanske selvstyre og anholdelse af den catalanske regering. Det vil skubbe catalonierne endnu længere væk fra den spanske stat, og skabe risiko for en folkelig opstand i Catalonien.

Bue Rübner Hansen er postdoc ved Aarhus Universitet og forsker blandt andet i sociale bevægelser i Catalonien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Det ligner næsten i overført betydning et klassisk teenage opgør indenfor familien.
Og patriarken laver da osse alle de sædvanlige fejl udfra en forældet og gammeldags autoritær indstilling fra forrige årtusinde.

Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Og det mærkelige er at den Catalonske regering tror at de kan forblive medlemmer af EU hvis de ensidigt erklærer sig uafhængige.

Der skulle selvfølgelig have stået :

Unilaterale handlinger i forhold til selvstændighed inden for EU vil EU sky som pesten.

Forskellen mellem Skotland (som ville blive accepteret, selv efter en unilateral beslutning ) og Catalonien er netop at UK er på vej ud og Spanien absolut ingen intentioner har om at forlade EU. EU vil for alt i verden undgå problemer inden for EU. At en delstat i et land uden for EU vælger at forlade det land og blive en del at EU er ikke EUs problem. At en delstat inden for EU unilateralt vælger at forlade det land de er en del af og samtidigt ønsker at vær en del af EU, er i den grad EUs problem.

I går udtalte Artus Mas, den tidligere præsident i Catalonien, at de ikke var klar. Puigdemont ved, at de ikke er klar. Det er et politisk spil, der respektløst ignorerer mere end halvtreds procent af catalonierne, som ikke ønsker selvstændighed.

Finn Thøgersen

Nils Bøjden,

"Og det mærkelige er at den Catalonske regering tror at de kan forblive medlemmer af EU hvis de ensidigt erklærer sig uafhængige."

Den catalonske regering og toppen i diverse selvstændighedspartier er formodentligt udmærket klar over at de ikke kan blive i EU efter selvstændighed - nøjagtigt som SNP ledelsen vidste at de også skulle ansøge forfra (og fra ydersiden :-)

MEN det er vigtigt at fodtroperne har en (sø)forklaring om at det hele nok skal gå...
Om den forklaring har noget at gøre med virkeligheden er mindre vigtigt...

Reglerrne for EU er ganske klare, der er ingen genvej, især ikke for ballademagere :-)
Ikke at forglemme at det kræver enstemmighed, dvs Spanien kan holde Catalonien ude til solen brænder ud...

Og de sidste gange man har "optimeret" processen (Rumænien & Bulgarien og især Cypern) har det pænt sagt ikke været nogen succes

"nøjagtigt som SNP ledelsen vidste at de også skulle ansøge forfra (og fra ydersiden :-)"

Det er jeg ikke så sikker på. Argumentet er at Skotlands medlemskab ikke skaber interne stridigheder i EU. Bla. derfor er Skotlands og Cataloniens situationer så forskellige.