Når Saudi-Arabiens reelle magthaver, den 32-årige kronprins Mohammed bin Salman, ud af det blå annoncerer en liberal Perestrojka-proces i det teokratiske monarki, har det ikke meget at gøre med den aktuelle virkelighed.
Kronprinsens tale tirsdag til indbudte udenlandske investorer i et ørkenpalads nær Riyadh, som blev fulgt op med interview til internationale medier, er imagepleje, som terrorforsker Lars Erslev-Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier påpeger:
»Kronprinsens ytringer om at føre samfundet tilbage til ’den mere fordomsfri islam fra før 1979’ kan anskues på to måder: Som invitation til udenlandsk kapital (der har svigtet saudiske investeringer med et fald på 15-19 procent sidste år), og som en ny erkendelse af, at oliemonarkiet de sidste 30 år har støttet en ekstremistisk version af politisk islam, der ellers kun genkendes hos al-Qaeda og Islamisk Stat.«
Saudi-Arabiens hidtil oliebaserede økonomi har hårdt brug for investeringer i andre sektorer. Dels på grund af generelt faldende oliepriser, de har reduceret gennemsnitsindkomsten med mere end en femtedel fra godt 25.000 dollar årligt i 2012 til 20.000 dollar i 2017. Og dels fordi saudierne nu kan skimte oliens ophør i en ikke så fjern horisont.
Ingen kirker
Kronprins bin Salman lancerede i april 2016 et reformprogram under overskriften ’Vision 2030’, der udstikker kursen for, hvordan kongerigets afhængighed af olieindkomsten skal erstattes af en mere industri- og turistbaseret økonomi. Det inkluderer etablering af særlige frihandelszoner og omlægning fra fossil energiforsyning til sol- og vindenergi.
Eftersom 70 procent af de 30 millioner saudiere er under 30 år, skal der skaffes millioner af nye arbejdspladser de kommende år. Det kræver fornyelse af den antikke uddannelsesektor med lærebøger, der beskylder jøder og kristne for forsøg på ’udslettelse af islam’ og bygger på sunniislams strikse wahabbidogmatik.
Saudi-Arabien, der har millioner af kristne filippinske gæstearbejdere, er det eneste land i verden, hvor kirker er forbudt (og for den sags skyld synagoger), og for kun et år siden blev 26 libanesiske kristne gæstearbejdere smidt ud af landet for at have vanhelliget islamisk jord med kristne ritualer.
På den humanitære plusside tæller afviklingen af det religiøse politi, der ikke længere har ret til at anholde folk på gaden, hvis de skønnes at krænke de religiøse koder, ligesom det er besluttet at tillade kørekort og udrejsetilladelser til kvinder fra marts næste år.
Kritikere afsat
Men der er stadig rigtigt langt igen, og det er påfaldende, at dækningen af kronprinsens tale til de udenlandske investorer går let hen over en række ubekvemme fakta. Herunder at ...
... Saudi-Arabiens militærbudget udgør næsten 10 procent af bruttonationalproduktet mod et verdensgennemsnit på 2,2 procent.
... kronprinsen står i spidsen for en Golf-alliance, der med amerikanske våben bomber civile mål i Yemen på vegne af den fordrevne præsident Abd Rabbuh Mansour Hadi, der er trængt i en borgerkrig mod de Iran-støttede houthioprørere.
... Saudi-Arabien har initieret en fysisk blokade af det lille olie- og gasemirat Qatar med den begrundelse, at emiren, Sheik Tamim bin Hamad al-Thani, driver tv-kanalen Al-Jazeera og støtter »international terror«, bl.a. Det Muslimske Broderskab og dets aflægger, palæstinensiske Hamas.
På den inderigspolitiske front ser det heller ikke lyst ud for kronprins bin Salmans ’tilbageføring af samfundet til en mere fordomsfri islam’.
I begyndelsen af september blev mere end et dusin liberale kritikere af kong Salmans autoritære styre anholdt, herunder den kendte teolog og demokratiaktivist Salman al-Awda. Samtidig indledtes en udrensning på landets universiteter af akademikere, der i lighed med al-Awda mistænkes for sympati med Det Muslimske Broderskab.
Også medierne er mål for styrets skærpede opmærksomhed, således er den kendte journalist og dissident Jamal Khashoggi blevet fyret som kommentator i en ledende avis, al-Hayat. Khashoggi, der er søn af en prominent våbenhandler, har tidligere været idømt husarrest efter ’udfordrende’ skriverier i begyndelsen af 00’erne.
Indholdet af skriverierne dengang svarer til det, kronprins Mohammed bin Salman nu siger til The Guardian – nemlig at Saudi-Arabien har brug for at åbne op for liberaliseringer. Khashoggi mente af demokratiske hensyn, kronprins Mohammed ser det som nødvendigt af økonomiske hensyn. Men resultatet bliver det samme. Måske.
For der er en tredje ubekendt snubletråd, nemlig kronprinsens strid med den gren af kongefamilien, der repræsenteres af den i juni afsatte kronprins, Muhammed bin Nayef, der fra den ene dag til den anden blev frataget status og alle embeder. Den konflikt har vi ikke set slutningen på.
Det lyder helt utroligt med den kovending, der lige nu foregår i Saudiarabien.
http://politiken.dk/udland/art6179656/Robot-med-struttende-barm-og-uden-...
/O