Jublen ville ingen ende tage efter de første prognoser tidligt søndag aften i den noble Kursalon Hübner i Østrigs hovedstad Wien. Her havde landets politiske stjerneskud, den blot 31-årige udenrigsminister Sebastian Kurz, inviteret til sejrsfest i en sal, der var lyst op i den mintgrønne farve, som har været en del af hans visuelle branding i den gennemkoreograferede valgkamp.
»Det her er en stærk opfordring fra vælgerne til, at vi nu skal skabe reelle ændringer i dette land,« lød det fra Sebastian Kurz, hvis sætninger druknede i jubelråb.
»Mange mennesker ser et stort håb i vores bevægelse. Der skal etableres en ny politisk stil i dette land. Og jeg tager mod denne opgave med stor ydmyghed,« sagde den 31-årige.
Ifølge de første prognoser har det konservative ÖVP-parti under navnet Liste Sebastian Kurz fået knap en tredjedel af stemmerne, hvormed Kurz højst sandsynligt bliver Østrigs kommende kansler. Efter Kurz ligger det socialdemokratiske SPÖ og det højrenationale FPÖ på anden- og tredjepladsen. Her er tale om et meget stærkt valg for FPÖ med en fremgang på over fem pct.
Hermed blev forudsigelserne i meningsmålingerne bekræftet: Også i Østrig oplever det politiske landskab et tydeligt skred mod højre, som ikke mindst skyldes personen Sebastian Kurz og hans stærke fokus på indvandring, integration og islam.
På den måde er mange ting blevet vendt på hovedet i østrigsk politik på meget kort tid. For blot et halvt år siden var Sebastian Kurz og ÖVP den lille part i den kriseprægede regeringskoalition med socialdemokratiske SPÖ.
I udgangspunktet lå han efter både socialdemokratiske SPÖ og det højrepopulistiske FPÖ i meningsmålingerne. Men efter at Kurz under den endegyldige regeringskrise i maj måned enerådigt overtog partiledelsen og udskrev nyvalg, har hans parti langsomt, men sikkert profiteret på en stærkt fokuseret – man kan også sige indholdsfattig og personfikseret – valgkamp.
Kurz og FPÖ mest sandsynligt
Valgets suveræne højdespringer er FPÖ under Heinz-Christian Straches ledelse. Med godt en fjerdedel af vælgerne bag sig fik frihedspartiet søndag et valg næsten på højde med partiets hidtil stærkeste resultat på 27 pct. i 1999 under Jörg Haider.
Efter blot to års kaotisk virke i regeringen styrtede FPÖ dengang ned på blot ti pct. ved de fremrykkede valg til Nationalrådet i 2002. Det store spørgsmål er derfor, om FPÖ efter gårsdagens genrejsning kan holde sig på dette høje niveau, hvis partiet atter går i regering.
Lidt malurt i bægeret oplevede Heinz-Christian Strache, da han søndag eftermiddag afgav sin stemme ledsaget af sin mor. Her trådte en mand frem og råbte »Heil Hitler, Heinz-Christian« med dertil hørende armbevægelse. Den forbudte hilsen kan være en hentydning til de sidste dages debat om Straches fortid i stærkt højreradikale organisationer, som avisen Süddeutsche Zeitung for nylig har rullet ud.
Trods FPÖ’s stærke resultat ved valget har Strache i meningsmålingerne ligget langt bag både Sebastian Kurz og SPÖ’s Christian Kern, når det drejer sig om, hvem østrigerne kunne tænke sig på kanslerposten. At FPÖ vil deltage i regeringen under Sebastian Kurz, hvormed Strache bliver vicekansler, er alligevel den mest sandsynlige udvikling.
Her kunne sidste års knappe taber i præsidentvalget, FPÖ’s Norbert Hofer, blive udenrigsminister. Efter en stærk højredrejning fra ÖVP’s side og en mere pragmatisk og økonomisk-liberal linje fra FPÖ’s side, er der ikke de store indholdsmæssige hindringer for denne regeringskoalition. Med 40 pct. opbakning fra vælgerne var denne regering mellem Kurz og højrepopulisterne allerede før valget den mest populære mulighed.
Næppe ny stor koalition
Ved siden af flygtningekrisen ligger en af grundene til FPÖ’s store succes i skandalen om SPÖ’s israelske kampagnerådgiver, Tal Silberstein, der har stået for såkaldt ’dirty campaigning’ mod koalitionspartneren Kurz og ÖVP. Her har Kurz’ parti måske selv været involveret i bestikkelsesforsøg – en situation, som har ført til en usædvanligt beskidt valgkamp mellem de to partier.
I den strid, som konstant har trængt kansler Christian Kern fra SPÖ i defensiven, har FPÖ kunnet læne sig tilbage og profitere på de andres gensidige mudderkast.
Med indvandring som valgkampens andet hovedemne er det ikke lykkedes for den retorisk stærke og pro-europæiske kansler Kern at trænge igennem med socialdemokratiske emner som social retfærdighed, husleje, pension og sundhedspolitik. For SPÖ er valget på højde med resultatet i 2013. Det kunne altså være faldet markant værre ud. Og dog er det i bedste fald et middelmådigt valg for partiet, der – med undtagelse af perioden 2000-2006 – har siddet på kanslerposten siden 1970.
»Det er ikke det resultat, som jeg havde ønsket mig, eller som vi har fortjent,« sagde en skuffet Christian Kern søndag aften.
»Vi har oplevet et massivt ryk mod højre med højredrejede emner.«
I forhold til antallet af mandater vil det konservative ÖVP og socialdemokratiske SPÖ i princippet kunne fortsætte deres store regeringskoalition med Kurz som kansler og socialdemokraterne som juniorpartner.
Selvom det ikke blev afvist af nogen af partierne søndag aften, er det dog stærkt usandsynligt. For det første har den afgående store regeringskoalition været i opløsning og strid over flere år. For det andet er østrigerne i dag meget kritiske over for de store koalitioner, som over årtier har skabt en stabil, men ofte også fastlåst og indspist situation i østrigsk politik.
Grøn katastrofe
En af de kommende dage vil den grønne forbundspræsident Alexander Van der Bellen bede Sebastian Kurz om at påbegynde en regeringsdannelse. Hvis det ikke lykkes, er en tredje koalitionsmulighed, at SPÖ slår sig sammen med FPÖ i en såkaldt rød-blå regering. Socialdemokraterne har i princippet udelukket et sådant samarbejde kategorisk ved en partikongres i 2004. Men for det første findes en sådan koalition allerede i delstaten Burgenland. For det andet har Christian Kern åbnet for muligheden ved at opstille et ’katalog af kriterier for et samarbejde’.
Med FPÖ-programmet Österreich zuerst (Østrig først, red.) ligger partierne dog langt fra hinanden f.eks. i EU-spørgsmål og i spørgsmål om social- og kulturpolitik, mens de umage parter vil kunne mødes på mange økonomiske punkter – socialdemokratiske krav om øgede arveafgifter er dog en af flere undtagelser.
Valgets ondeste overraskelse overgik det basisdemokratiske øko-parti De Grønne, der i 2013 fik 12,4 pct. af stemmerne ved valget til Nationalrådet. Ved redaktionens afslutning stod partiet til at ryge lige under den østrigske spærregrænse på fire procent.
En modsvarende positiv overraskelse fik den 63-årige sociolog Peter Pilz, der i 1980’erne var medstifter af De Grønne, men som i juli i år trådte ud af partiet og skabte sin egen Liste Pilz. Han ser ligesom det liberale og proeuropæiske parti NEOS ud til at krybe lige over spærregrænsen.
Om De Grønne efter fintælling ender med at komme i Nationalrådet vil have betydning for fordelingen af mandater. Det er ifølge forbundspræsident Van der Bellen derfor muligt, at der først vil foreligge et endegyldigt resultat på torsdag.
Pga. af den store margin mellem Sebastian Kurz og de øvrige partier skulle der derimod ikke kunne pilles ved det 31-årige politiske stortalents sejr.
»Jeg har allerede ringet til Sebastian Kurz og ønsket ham tillykke,« sagde Van der Bellen søndag aften.
»Det står relativt fast, at han er vinderen.«
Det er lidt besynderligt, at Christian Kern taler om "højredrejede emner", men det forklarer måske meget godt, hvorfor det gik, som det gik.
Undskyld men det er da "sjovt" ,at Sebastian Kurz og hans dame går som mange fremmedforskrækkede kritisere musklimske par for at gå.
Bevares, løgn og manipulation hører ikke til i en demokratisk valgkamp. Men valgkampen er da det mindst 'beskidte'. "60 procent har stemt for vores program", udtaler krypto-nazisten Strache efter valget med hentydning til, at Kurz og de konservative har kopieret det højreekstreme FPÖs fremmedhad. Det mest utrolige er næsten hvor ligeglade, folk generelt er med, at der nu skal dannes en højreekstrem regering i Østrig. Strache og FPÖ kunne passende få ændret på nationalvåbnet således, at hammer og segl (se: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Nationalrådet_(Østrig)#/media/Fil%3ACoat_of_arms_of_Austria.svg) erstattes med blå kornblomst og hagekors. Føj.
Nationalisme og socialisme burde være en god kombi, eftersom international socialisme har vist sig at være en utopi. Nogle gange må man nøjes med det næstbedste.
Historisk set er erfaringerne med kombinationen nationalisme og socialisme nu ikke så gode.
Christian de Thurah
Hvilke erfaringer? Det jo en logisk nedsmeltning overhovedet at sætte de to ideologer sammen. Et oxymoron - er det ikke det, man kalder den slags selvmodsigende udsagn? Lidt som "dumsmart", "bittersød"", "skynde sig langsomt" etc. Men først og fremmest er det en komplet umulighed. Socialismen kan i sagens natur kun være international, eftersom at kapitalen er international (og miljø- og klimasvineriet, militarismen og imperialismen er det iøvrigt også). Dvs at arbejderklassen - altså alle der tjener til dagen og vejen ved at sælge sin arbejdskraft uden at eje sine produktionsmidler og uden at have magt til at lede og fordele arbejdet - er tvunget til at arbejde sammen på tværs af grænser for at nå frem til et socialistisk samfund på den anden side af kapitalismen. Altså et samfund, hvor ejerskabet til produktionsmidlerne er socialiseret, så demokratiet langt om længe kan komme til at omfatte hvad der skal produceres, hvor meget og hvordan - i modsætning til under kapitalismen, hvor direktører og aktionærer bestemmer og der produceres for privat profit.
Nationalsocialismen havde altså intet som helst med socialisme at gøre. Nazisme er en gren af fascisme.
Stalinismen var heller ikke socialisme, men Stalins vrangforestilling om "socialisme i ét land", som var en autoritær statskapitalistisk model, et brutalt étpartidiktatur, hvor arbejderne hverken ejede deres produktionsmidler eller frihed - det stikmodsatte af hvad socialisme vil være.
Men bortset fra det, gætter jeg på, at Søren Kristensens kommentar skal læses stærkt ironisk. Der er jo sandt at sige ikke noget "næstbedst" over de to nævnte udgaver at nationalistisk pseudo-socialisme. I 2017 er det jo også en lidt anden, og ikke mindst ladesiggørlig, hybrid der er brug for: økosocialisme. En demokratisk radikalt grøn og social solidarisk internationalisme. Og det haster.
Bo Stefan Nielsen
Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg skulle selvfølgelig have markeret tydeligt, hvad jeg mente.
F.eks. med ;).
Det ændrer dog ikke ved, at de to begreber er blevet sat sammen - absurd eller ej - med temmelig uhyggelige resultater.