Læsetid: 10 min.

I en sen nattetime kupper regeringspartiet højesteret

Den første gadedemonstration foran parlamentet samler kun 10.000 mennesker, men snart tager modstanden mod den autoritære udvikling i Polen fart. Vores tidligere korrespondent i Warszawa er på ferie i hovedstaden i juli, da en folkelig opstand mod det højrenationalistiske styre pludselig bryder ud. I andet afsnit beskriver han i dagbogsform sine indtryk fra gaden, familiesammenkomster og interviews
Modstandere af regeringen i Polen deltager i demonstration organiseret af den demokratiske bevægelse KOD den 16. juli i Warszawa. Demonstranterne protesterede imod de planlagte reformer af højestreret.

Modstandere af regeringen i Polen deltager i demonstration organiseret af den demokratiske bevægelse KOD den 16. juli i Warszawa. Demonstranterne protesterede imod de planlagte reformer af højestreret.

Maciej Gillert

2. oktober 2017

Baggrund: Kaczyński-regeringen er begejstret for, at Donald Trump har valgt Polen til at holde sin første tale i Europa. Tusinder af styrets tilhængere møder op for at hylde præsidenten 6. juli . Men Polen er et splittet land regeret af en politiker, der anser sig selv for at være nationens frelser. I Kaczyńskis øjne er demokrati ensbetydende med, at sejrherren tager monopol på statsinstitutionerne. En uge efter Trumps tale løber regeringens kampagne mod højesteret ind i heftig folkelig modstand.

Lørdag 15. juli

I går vågnede vi op til nyheden på radioen om, at regeringspartiet PiS sent torsdag nat uden debat i parlamentet med et simpelt flertal vedtog en retsreform, der tilsyneladende er i strid med forfatningen ved at overføre ansvaret for at udnævne dommere til højesteret fra lovgiverne til den siddende justitsminister.

Ikke alene det. De tre love, der først træder i kraft, når præsident Andrzej Duda har underskrevet dem, bemyndiger regeringen til at fyre og genansætte samtlige dommere i Polens strafferetlige og administrative retssystem.

Der lægges med andre ord op til en politisering af den dømmende magt. Den så afgørende og vigtige adskillelse mellem den dømmende, lovgivende og udøvende magt vil hermed blive sat ud af kraft.

På forsiden af Polens største oppositionsavis Gazeta Wyborcza lyder overskriften: »Demokratiet dør i mørket«.

Chefredaktør Adam Michnik, en af de ledende systemkritikere under kommunismen, opfordrer læserne til at slutte op om en demonstration planlagt søndag eftermiddag foran parlamentet, Sejm.

Men hvad er egentlig polakkernes historiske erfaring med opstande?

Lørdag eftermiddag besøger vi museet om opstanden mod den tyske besættelse i august 1944. Min svigerfar er med. Han deltog dengang som 15-årig knægt, og begge hans forældre blev dræbt af tyske soldater.

Udstillingen består af klenodier, fotos og amatørfilm taget under opstanden, der blev nedkæmpet efter en måned. 200.000 mistede livet. Som revanche beordrede Hitler den totale ødelæggelse af Warszawa.

I en video sammenfatter en tidligere modstandskæmper præcist den usynlige grænse mellem liv og død i slaget mellem undergrundshæren og tyskerne. Han har været til møde med sin celle i en lejlighed i Warszawas indre by og bliver på vej ud af gården standset af en gestapoofficer. Hvilken lejlighed kommer han fra?

Lige bag gestapomanden øjner den unge modstandskæmper et skilt i porten, hvorpå der står navnet på en tandlæge samt opgang og lejlighedsnummer. »Jeg har været hos tandlæge,« svarer han. Officeren tager ham hen til en telefonkiosk for at ringe tandlægen op.

»Har denne unge mand (navn nævnes) lige været hos dem,« spørger officeren.

»Selvfølgelig,« svarer hun. »Han er lige gået ud af døren. Hvad drejer det sig om?«

Et filmklip fra 1. august 1944 viser den glæde, hvormed civilbefolkningen hilste nyheden om, at opstanden mod besættelsesmagten var begyndt. Folk strømmer henrykt ud på Warszawas gader; de jubler, de danser og vifter med det polske flag.

Tredive dage senere er byen jævnet med jorden af tysk artilleri og luftbombardementer, mens Den Røde Hær har set passivt til fra den anden side af Wisla-floden.

Det har altid forekommet mig, at opstanden mod en militært overlegen modstander var udslag af en falsk heroisk idealisme. Polakkernes fatale overvurdering af deres position i en geografisk klemt position mellem to stormagter, Tyskland og Rusland, går igen og igen i historien. Opstanden i 1944 er ikke den eneste, der har slået fejl – der er flere andre.

Den højrenationale regering under ledelse af Jarosław Kaczyńskis parti, Lov og Retfærdighed (PiS), dyrker ivrigt denne fortælling om udenlandske magters undertrykkelse af den polske nations ret til uafhængighed. Polakkerne har altid ret, fordi de har lidt og ofret mere end andre nationer. Det er i det lys, regeringens komplekse relationer til EU skal ses.

Tilbage til kommunismen

På vej hjem til vores lejlighed i bus kører vi gennem den indre by og forbi de steder, jeg kender så godt fra min tid som Informations korrespondent i 1980-81. Hver gang vi passerer et landmærke – Hotel Europejski, Hotel Victoria, Sejrspladsen, Teatralny-pladsen – kommer de til live som monumenter fra en svunden kommunistisk fortid.

Mange steder er blevet omdøbt.

I Mellemkrigstiden hed Sejrspladsen i det centrale Warszawa for eksempel Józefa Piłsudskiego-pladsen, opkaldt efter den polske krigshelt (og diktator), der anførte den sejrrige krig mod Rusland i 1920. Under den tyske besættelse blev den til Adolf Hitler Platz. Efter Den Røde Hærs indtagelse af Polen i 1944-45 døbtes den Sejrspladsen for at mindes Sovjetunionens sejr. I dag hedder pladsen igen Józefa Piłsudskiego-pladsen.

Fra 1980-81 husker jeg demonstrationerne. De lange køer foran butikkerne i den iskolde vinter, folkene på gaden, der stolt gik rundt med fagbevægelsen Solidaritets rød-hvide mærke på brystet, og alle de kaotiske møder, jeg overværede, arrangeret af lokale og regionale Solidaritet-komiteer.

Fagbevægelsens regionale hovedkvarter lå på Szpitalna-gaden i centrum af byen, nogle få skridt fra vores lejlighed. Nærmest dagligt løb jeg ind i nogle af den revolutionære bevægelses førende skikkelser.

Vi har stadig den samme lejlighed, min kone boede i, da vi mødte hinanden i 1980. Den er fuld af minder. Ikke meget er ændret, bortset fra en ny seng, en ny sofa, et nyt spisebord og stole købt i Ikea nogle år efter det kommunistiske styres fald. Bøgerne på reolerne og billederne på væggene er de samme.

Lejligheden ligger på første etage i en tidligere portnerbolig, der overlevede tyskernes bombardement under Anden Verdenskrig. Under os er der en butik. En café i gården har opstillet stole og borde med parasoller.

Det var i denne lejlighed, vi vågnede op til krigsretstilstand 13. december 1981. I porten ud til gaden stod to soldater bevæbnet med automatiske rifler. Det var ikke svært at gætte, hvad der var sket.

Endnu en gang var en polsk opstand gået for vidt. Endnu en gang var den slået ned, denne gang af Polens egen hær, angiveligt for at afværge en blodig, sovjetisk invasion.

Søndag 16. juli

’Hold op med at lyve!’

Om eftermiddagen har en række grupper, primært Komiteen til Forsvar for Demokrati (KOD), indkaldt til demonstration på pladsen foran Sejmen.

Stemningen er festlig. Der er polske flag og EU-flag. Nogle har medbragt horn af den type, der bruges ved fodboldkampe. De trutter i hornene, når de vil bifalde en taler, for at skabe en stemning af sammenhold.

Et af skiltene er skrevet på polsk og russisk:

»Wladimir – jeg skal nok melde tilbage, når opgaven er fuldført. Jarosław«.

På et langt udfoldet banner står der: »Her går grænsen for anstændighed«.

Jeg prøver forgæves at finde et sted, hvor jeg kan se talerne, men det er umuligt at orientere sig.

Der er mellem 5000 og 10.000 demonstranter. Overvejende midaldrende og ældre polakker. Jeg synes, jeg kan genkende nogle ansigter fra 1980’erne.De fleste er velklædte og tilsyneladende veluddannede. Sejmen ligger i et velhavende forretningskvarter med brede boulevarder, dyre tøjbutikker og cafeer.

Hele affæren virker fordragelig. Næppe en demonstration, partileder Kaczyński har grund til at tage særlig alvorligt.

Senere hører jeg, at lederen af KOD, Krzysztof Łozinski, (kendt fra Solidaritet i 1980’erne), skal have givet en brandtale.

Inden talerne er ovre, driver jeg henad en gade, hvor der er et større opbud. 50 demonstranter har omringet en journalist fra den statsejede tv-station Telewizja Polska 24. Han er en yngre fyr iklædt et ulasteligt jakkesæt med opblæst pomadehår. Folk prøver at overdøve ham, mens han taler ind i mikrofonen.

De råber i kor: »Nie kłam! Nie kłam!« (Hold op med at lyve!)

På et tidspunkt frygter jeg, at det vil udarte sig til optøjer. Der er ikke noget politi at øjne. Speakerens tre mandlige medhjælpere er muskuløse.

En af dem har en mohawk-frisure. Demonstranterne bruger sarkasme som et våben og gør grin af en journalist, der tjener det herskende parti. Sådan blev der også gjort grin af journalister, der underlagde sig kommunistpartiets censur.

Dagen efter hører min kone fra en ven, at en journalist, de kender fra 1970’erne, nu rapporterer om polsk kunst i statsradiofonien. Dengang var han medlem af kommunistpartiet. Nu er han medlem af Kaczyńskis nationalistiske parti. Ak, hvad gør man ikke for at beholde sit job!

Fætter støtter Kaczyński

Søndag aften er vi inviteret til middag hos Tomasz og hans kone Carolina. Han er den yngste søn af min kones fætter Jarek. Begge er jurauddannede. Carolina er assistent på universitetets juridiske fakultet, og Tomasz driver et lille softwarefirma med sine to brødre.

Lejligheden bærer præg af, at parret lige er flyttet ind. De er begge lige over 30 år og har gennem flere år ledt efter et sted at bo sammen. Huslejen er høj i Warszawa og udbuddet knapt.

Fætter Jarek spørger mig straks, hvad jeg synes om præsident Trumps tale til det polske folk. Jeg fortæller ham, at den sender et forkert signal til polakkerne – nemlig, at Polen og USA sammen kæmper for den vestlige civilisations overlevelse.

Jeg mener ikke, tilstedeværelsen af muslimske indvandrere i Europa og USA undergraver de demokratiske institutioner. Det er især en latterlig påstand i Polen, hvor der næsten ingen muslimer bor.

Jarek, 62, virker forbløffet og ved ikke, hvad han skal sige. Han spørger, hvem jeg planlægger at interviewe. Jeg nævner to navne. Han kender dem. »De er langt ude på venstrefløjen,« lyder hans misbilligende kommentar.

Under middagen kommer det frem, at Jarek, hans kone Ulla og deres søn Tomasz er tilhængere af Kaczyński og PiS. Sidst på aftenen spørger Jarek min datter Zofia, om hun læser polsk historie i sin amerikanske skole.

»Næ, vi lærer amerikansk historie,« svarer hun.

Han indprenter hende: »Det er vigtigt at lære om din mors lands historie. Du bør eksempelvis vide, at det var vores konge, Jan III Sobieski, der slog de muslimske horder tilbage ved Wiens porte i 1683.«

Det er nu noget af en historisk tilsnigelse. Krigene i 1600-tallet mellem det polsk-litauiske rige og Det Osmanniske Rige handlede ikke om trosomvendelse; de var typisk erobringskrige.

Jarek foreslår, at vi mødes på et senere tidspunkt. »Du er blevet manipuleret af oppositionen,« siger han: »Jeg kan forklare dig nogle ting.«

Det tilbud tager jeg gerne imod.

Tirsdag 18. juli

Donald Tusks fejltrin

Jeg har en aftale med Sławomir Sierakowski, grundlægger af et venstreorienteret netværk kaldet Krytyka Polityczna. Gruppen udgiver et magasin og bøger og arrangerer debatter. Klubber af samme navn findes i flere byer i Polen, selv i Kijev og Rusland.

Sławomir er en interessant skikkelse i Polens intellektuelle og politiske landskab. Han var kun 23 år, da han tog initiativ til Krytyka Polityczna i 2002. Han er af mange blevet spået en lovende politisk karriere; Polens legendariske venstreintellektuelle Adam Michnik skulle anse ham for at være en nær allieret og mulig arvtager.

Jeg mødte Sławomir for første gang for tre år siden på Harvard. Han var til middag hos os. Siden har vi bevaret kontakten. Nu er jeg i Polen og vil gerne høre hans udlægning af situationen.

Krytyka Polityczna har til huse på anden sal i en bygning på Foksal-gaden. Sławomir viser mig stolt rundt på kontorerne, hvor alle medarbejdere er under 30 år og hilser pænt på.

Over frokost på en lille restaurant udenfor på Ordynacka-gaden spørger jeg ham, hvordan PiS kunne vinde præsident- og parlamentsvalgene i 2015, når Polens økonomi under Donald Tusks regering fra 2007 havde haft de højeste vækstrater og private investeringer i EU.

Den samlede vækst fra 2008 til 2014 var 25 pct. Ledigheden faldt fra 15 pct. til 8 pct. af arbejdsstyrken. Budgetunderskuddet faldt fra 8 pct. til 3 pct. af BNP. I perioden modtog Polen 100 mia. euro i subsidier fra EU – unionens største bistandsmodtager.

Sierakowski giver flere forklaringer.

»Problemet var, at jævne polakker hørte om alle de nye infrastrukturprojekter og om væksten, men de kunne ikke rigtig mærke det på deres egen lomme,« siger han.

Gennemsnitslønnen i Polen er 900 euro om måneden, men i virkeligheden ligger den på 700 euro for langt størsteparten af befolkningen. Det er nok at tjekke priserne i et supermarked eller et varehus for at forstå, at den indkomst ikke rækker langt for en familie på fire.

Sierakowski fortæller, at under Tusks ledelse steg alle polakkers levestandard, men der var nogle, der blev virkeligt rige, mens andre føler, deres drøm om et bedre liv ikke blev virkeliggjort.

Tusk-regeringens beslutning om at hæve pensionsalderen til 67 år (fra 60 for kvinder og 65 for mænd) viste sig desuden at være yderst upopulær. Mange polakker mener, at Polens stærke økonomi retfærdiggør videreførelsen af en generøs pensionsordning fra kommunisttiden.

Upopulært var det også at sænke skolealderen fra 7 til 6 år. Mange forældre ville gerne beholde børnene hjemme i længere tid.

Donald Tusk eliminerede endvidere alle rivaler, så da han i 2014 blev udnævnt til formand for Det Europæiske Råd, var der ingen efterfølger med samme karisma og politiske kompetencer til at træde i hans sted som statsminister og formand for det liberalt-konservative parti Borgerplatformen, fortæller Sierakowski.

Og så er antipatien mod flygtninge og især muslimer selvfølgelig typisk for tidsånden. I en berømt tale i valgkampen advarede Kaczyński polakkerne mod at tage imod flygtninge fra Mellemøsten, fordi »de kan medbringe infektionssygdomme og parasitter«.

»Det kan have været et vindende argument i valgkampen,« vurderer Sierakowski.

Han citerer to nylige meningsmålinger offentliggjort i magasinet Polityka. I den ene bedyrer 56 procent af de udspurgte polakker, at de hellere vil miste subsidier end at acceptere EU’s flygtningekvote. Men det er ikke det mest chokerende tal. På spørgsmålet om, hvad de foretrækker – flygtninge eller blive i EU – svarer 51 procent, at de hellere ser, at Polen melder sig ud af EU. Halvdelen af polakkerne!

Selv Sierakowski virker chokeret, da han fortæller mig om meningsmålingerne. Han ryster på hovedet. Jeg har selv svært ved at se, hvordan det nogensinde skal lykkes for Bruxelles at banke Kaczyński og hans parti på plads, når halvdelen foretrækker et Polen kun for polakker fremfor medlemskab af EU.

Næste afsnit: Min ven, der var chefrådgiver for præsident Lech Wałęsa, har opgivet polsk politik.

Serie

Juliopstanden i Polen

I juli lykkedes det for første gang i moderne polsk historie en folkelig bevægelse at slå den autoritære bølge i Østeuropa tilbage. Titusinder af polakker gik på gaden i protest mod deres højrenationalistiske regerings forsøg på at underlægge sig domstolene.

Informations Polen-korrespondent fra 1980-81, Martin Burcharth, fulgte det folkelige oprør i de intense juli-dage og har her nedskrevet sine indtryk fra personlige samtaler og interviews.

Efter massive demonstrationer blev regeringens retsreform lagt på is, men Polens kamp for demokrati og magtens tredeling vil fortsætte i måneder og år endnu - og kan blive en retningspil for udviklingen i resten af Østeuropa.

Seneste artikler

  • ’Nu bliver Polen igen et østeuropæisk land’

    10. oktober 2017
    Efter at Andrzej Rzepliński i december 2016 blev afsat af Kaczyński-styret som præsident for forfatningsdomstolen, forvandlede han sig til en af Polens førende oppositionsskikkelser. I denne dagbog, skrevet af vores tidligere korrespondent i Warszawa under et ferieophold i juli, udtrykker den polske jurist sin frygt for, at slaget for blive et vesteuropæisk demokrati er tabt
  • ‘Polsk politik hænger mig ud af halsen’

    6. oktober 2017
    Chefrådgiveren for den tidligere polske præsident Lech Wałesas har opgivet alt politisk arbejde. Kun civilsamfundet kan forsvare demokratiet og retsstaten nu, mener han. Vores tidligere korrespondent i Warszawa er på ferie i hovedstaden i juli, da en folkelig opstand mod det højrenationalistiske styre pludselig bryder ud. I tredje afsnit af hans dagbog fortæller han om mødet med nogle gamle venner
  • Demonstranter mod Trump i røde nonnekjoler i Warszawa

    27. september 2017
    I sommer blev den polske regerings forsøg på at undergrave domstolenes uafhængighed mødt med massive demonstrationer. Vores tidligere korrespondent i Warszawa var på ferie i hovedstaden og skildrer i dagbogsform de skelsættende dage. Historien begynder med statsbesøget af Donald Trump i juli
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aske Hennelund Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
Aske Hennelund Nielsen, Niels Duus Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg undrer mig over at en artikel som denne om udviklingen i polen slet ingen kommentarer får. Når jeg ser på hvor flittigt artikler om Tyskland, England, Frankrig og Spanien bliver kommenteret.

Niels Duus Nielsen

Mon ikke det er fordi gennemsnitsdanskeren kun ved meget lidt om Polen?

Selv har jeg ikke fundet anledning til en kommentar, da jeg er enig i Burchardts analyse. Jeg spiller computerspil online, og har derigennem mulighed for at kommunikere med en del polakker, og det er mit indtryk, at de generelt er meget chauvinistisk anlagte. Hvilket også fremgår af Burchardts artikel, så jeg har ikke rigtig noget at tilføje. Men når du nu spørger...

;-)