Læsetid: 4 min.

I sidste ende står Spaniens enhed som nation på spil

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, har vide beføjelser til at slå ned på de catalanske løsrivelseskræfter, men gør han brug af for hårdhændede metoder – og piller han ved Cataloniens autonomi – risikerer han at tabe alt på gulvet
Der blev søndag demonstreret i Barcelonas gader mod den lokale regerings forsøg på at løsrive Catalonien.

Der blev søndag demonstreret i Barcelonas gader mod den lokale regerings forsøg på at løsrive Catalonien.

Gonzalo Arroyo Moreno

30. oktober 2017

Som med en rød klud foran en tyr udfordrede det catalanske parlament fredag Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, til at gribe til de mest hårdhændede midler inden for rammerne af forfatningen: opløsningen af regionalparlamentet og udskrivelse af nyvalg til dette – til afholdelse snarest muligt, den 21. december.

Men selv om premierministeren har forfatningsdomstolen på sin side, kan han blive nødt til at fare med lempe – eller risikere en katastrofe.

Den videre udvikling kan sandt at sige blive bestemmende for Rajoy og hans regerings skæbne. Han kan enten fremstå som frelseren, der reddede spansk enhed – eller som manden, der satte den over styr.

Høge i Madrid, herunder medlemmer af Rajoys regerende Partido Popular, ventes at kræve, at der hastigt sættes punktum for den langstrakte catalanske krise, som har fastfrosset hele nationen i uvished siden regionens omstridte folkeafstemning om uafhængighed tidligere på måneden.

Uforsonlige unionstilhængere vil øjne en chance for at stække regionens autonomi og bringe separatatistlederne til fald. Deres mål vil i første række være Carles Puigdemont, den catalanske præsident; Oriol Junqueras, hans vicepræsident, og Carme Forcadell, formand for det catalanske regionalparlament.

Fængselsstraffe

Spaniens forfatning foreskriver strenge straffe for oprør mod nationens enhed. Rajoys regering har allerede vist sig rede til at gribe til dette våben ved at fængsle to ledende fortalere for catalansk uafhængighed – og øjensynligt smide nøglen til deres celler væk.

Jordi Sanchez, leder af pressionsgruppen ’Cataloniens Nationalforsamling’ og Jordi Cuixart fra ngo’en Òmnium Cultural blev således i sidste uge varetægtsfængslet uden mulighed for kaution – de står nu til fængsel i helt op til 15 år.

Flere anholdelser kan følge blandt de 70 catalanske medlemmer af regionalparlamentet, som stemte ja til fredagens uafhængighedserklæring. At stemmeafgivningen var anonym, vil næppe beskytte dem – sympatierne er velkendte i Puigdemonts flerparti-alliance og hos deres støtter i det venstreradikale CUP-parti.

Vil de blot lade det ske? Næppe i denne fase, hvor lidenskaberne på begge sider er kommet i kog. Vil Rajoy lade sig nøje med at have afsat dem som parlamentarikere, eller vil han gå efter flere anholdelser? Det sidste kan han retmæssigt gøre, men politisk vil et sådant skridt markere overskridelse af en tærskel, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

Flere anholdelser vil betyde flere protestaktioner imod ’politiske fanger’, i Spanien som i udlandet – og forstærke risikoen for flere fysiske konfrontationer med folkemængder på gaden. Flere opfordringer til omfattende civil ulydighed var allerede fredag svaret på Madrids opløsning af regionalparlamentet og indførelse af direkte styre.

Kort proces?

Vil Rajoy gøre kort proces, har han mulighed for at gribe til flere barske forholdsregler, herunder massiv indsættelse af flere enheder fra det paramilitære Guardia Civil og andre sikkerhedsstyrker til erstatning for det lokale politi. Hvis det kommer til civile uroligheder i Barcelona eller andre catalanske byer, kan han også dekretere udgangsforbud, ligesom de vigtigste lokalstyrebygninger og separatistmedier kan blive beslaglagt.

Men Rajoys mere forsigtige allierede i den konservative lejr foruden Socialistpartiet – det største nationale oppositionsparti – vil formentlig tilråde en mindre dramatisk, mere afpasset reaktion. Opleves det, at Madrid overreagerer, kan situationen flamme yderligere op, føre til forstærket international kritik og skubbe de cataloniere, der politisk er uafklarede, over i separatisternes lejr.

Den vejledende folkeafstemning i 2014 og meningsmålinger lige siden har vist, at selv om der ikke kan samles flertal for fuld uafhængighed, hæger en klar majoritet af catalonierne fortsat om regionens status som autonom. Suspenderes autonomien, vil disse vælgere kunne vende sig mod centralregeringen.

Hvordan Madrid-regeringen vil benytte sig af sine ekstraordinære beføjelser, vil blive fulgt nøje i Spaniens øvrige autonome regioner, Baskerlandet og Galicien. Hvis separatisternes beskyldning mod Rajoy for at have iværksat et kup formår at overbevise, kan resultatet blive en dominoeffekt af nye uroligheder landet over og et sammenbrud for den nuværende konstitutionelle orden.

Destabilisering

Også i resten af Europa ser man til med nogen skælven, især i andre lande med stærke separatistbevægelser. De catalanske separatisters appeller til andre lande, til EU og til FN om at anerkende deres nye republik vil dog med sikkerhed falde til jorden. Løsrivelsesbevægelser er udtryk for en destabilisering, som de fleste etablerede magter ser skævt til.

Men kommer situationen ud af i kontrol i de følgende dage, er det ikke sikkert, at de andre EU-staters ikkeinterventionslinje kan holde. Rajoys største mareridt er, at den aktuelle krise skejer ud i vold. Blod i Barcelonas gader, live på globalt tv, vil kunne ændre alt.

Spaniens vicepremierminister, Soraya Sáenz de Santamaría, er nu blevet udpeget til at styre Catalonien frem til nyvalget.

Hvad angår uafhængighedstilhængerne, har de bebudet fredelig modstand, herunder formationer af menneskekæder omkring bygninger for at beskytte separatistiske regionalpolitikere. Godt 200.000 af regionens embedsmænd har desuden erklæret, at de nægter at adlyde ordrer fra Madrid. Endvidere har et catalansk fagforbund opfordret til en ti dage lang generalstrejke til støtte for den nye republik – dog uden at få opbakning fra andre større fagforbund.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

I modsætning til tyskernes opgør med nazismen har Spanien aldrig haft et reelt opgør med Franco-tidens fascisme. Dybe sår har det svært med Madrids arrogance og de dybe spor franco-tiden har sat på den spanske stat. Det bliver nødvendigt med mægling fra EU´s side.
Men kan de? - som EU´ser ud i dag med brexit og visegrad-gruppen? Jeg tror det ikke - desværre.

Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Gert Romme og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Det er urimeligt, at Spaniolerne vil bestemme over Catalanerne. Det er 2017 nu, skal man virkelig med vold og magt undertvinge sig et andet europæisk folk. Spanien ville gøre klogere i at afholde en sanktioneret folkeafstemning i Catalonien, hvor man kan få en ordentlig stemme procent, finde ud af om der reelt er et Catalansk flertal for løsrivelse og hvis så, lade broderfolk være broderfolk o ghvis de vil ud, så ikke stå i vejen for det. Alt det her vold og tvang, det hører en anden og mere uciviliseret tid til.

Søren Jensen "med vold og magt", du er vist blevet lidt forført. En ting er hvad der skete den 1.okt, men "los mossos" har flere undertrykt sit eget folk (se blot 15M plaza cataluna på youtube). Men det handler om, at der ikke er demokrati i Catalonien. Puigdemont gør hvad han har lyst til, mens hans negligerer halvdelen af befolkningen. Så hvis der re tale om overgeb og magtmisbrug, så er det hos Puigdemont.

Philip B. Johnsen

Sikkerhedspolitisk er ikke eksisterende i EU.

Merkel, Emmanuel Macro og EU generelt har udviklet en total misinformation, om den sikkerhedspolitiske udfordring, EU står over for, konsekvensen af den religiøse økonomiske politik EU repræsentere og frygten EU udviser ved den fejlene økonomiske politik, frygten for at mindste føretrøjen i den kapitalisme styrede globaliserede verden, den viser sig nu som populisme og nationalisme.

Problematikken er nøjagtigt den samme type benægtelse af fakta, som USA med Donald Trump repræsentanter, den samme dødsdømte økonomiske forbrugsdrevne vækst religion på fossilbrændstof i en verden med menneskeskabte klimaforandringer, der med umenneskelig styrke. sætter en stopper for denne vildfarelse af kapitalisme.

"Spanien og Italien er ramt af værste tørke i årtier.
Efter en af de værste tørkeperioder i årtier venter landmænd i Italien og Spanien et fald på over 60 procent i landbrugsproduktionen.

Ifølge forskere vil hedebølger blive mere almindelige i de kommende år."
Link: https://www.information.dk/telegram/2017/07/spanien-italien-ramt-vaerste...

To rige regioner i Italien stemmer for mere selvstyre.
Link: http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-10-23-to-rige-regioner-i-italien-stemm...

Politikerne i EU kender naturligvis til klimaudviklingen i Spanien, Italien og Afrika mf., hvor det i årevis har regnet for meget, regnet for lidt og ikke regnet som det plejer med årstiderne, et mere ustadigt og ustabilt klima, er forlængst blevet det nye normale, med mellemliggende lange, lige så uforudsigelige tørkeperioder.
Politikerne kender naturligvis til alt dette samt, at problemerne er endt i uro, vold og krig om resurserne, det er mest uro i de udsatte dele af Afrika, man taler om i EU, da folk flygter til EU, en flugt, der accelerere i takt med udviklingen i de menneskeskabte klimaforandringer forstærkes.

Merkel, Emmanuel Macro taler ikke gerne om splittelse imellem fattige og rige regioner i EU med nationalisme på fremmarch, Merkel og Emmanuel Macro og EU generelt, finder ingen holdbare løsninger, men arbejder fortsat alene for nødvendighedens politik, kapitalisme og kapitalakkumulation og de kortsigtede økonomiske interesser for de få i forvejen rige, hvor hver fjerde EU borger er tæt på fattigdom.

Jeg stillet blot spørgsmålet, Hvad er befolkningen op imod?
Hvorfor er der ikke politisk handling på de handlingskrævende opgaver?

åbenbart oppe imod dårligt vejr...
det kan også være at det vi ser i Catalonien er et produkt af nationalisme, og at de som ønsker at forblive en del af Spanien, er bange for at stå frem.
Noget tyder på at man er bange for at sige åbent at man vil forblive en del af Spanien.