Læsetid: 3 min.

Hvad sker der efter Raqqa?

Islamisk Stats tab af hovedbyen i det nordlige Syrien rejser nye spørgsmål, både om de politiske konsekvenser og følgerne af kalifatets overgang til ’ekstern’ guerilla-krigsførelse
Raqqa i det nordlige Syrien var Islamisk Stats sidste urbane støttepunkt efter irakiske styrkers erobring af Mosul, og fungerede som kalifatets kommando- og propagandacenter. Tilbage er 6-7.000 militante forskanset i Eufratdalens militærlejre og landsbyer, men det er kun et spørgsmål om tid, før de sidste IS-støttepunkter er nedkæmpet.

Raqqa i det nordlige Syrien var Islamisk Stats sidste urbane støttepunkt efter irakiske styrkers erobring af Mosul, og fungerede som kalifatets kommando- og propagandacenter. Tilbage er 6-7.000 militante forskanset i Eufratdalens militærlejre og landsbyer, men det er kun et spørgsmål om tid, før de sidste IS-støttepunkter er nedkæmpet.

Asmaa Waguih

19. oktober 2017

Nyhedstapetets videoer af udmarvede, lasede og humpende Islamisk Stat-jihadister, taget til fange i Raqqa, symboliserede et kalifat, der nu går på krykker. Provinshovedstaden i det nordlige Syrien var Islamisk Stats sidste urbane støttepunkt efter irakiske styrkers erobring af Mosul, og fungerede som kalifatets kommando- og propagandacenter.

Tilbage er 6-7.000 militante forskanset i Eufratdalens militærlejre og landsbyer, men det er kun et spørgsmål om tid, før enten den amerikansk bevæbnede kurdisk-arabiske milits, Syrisk Demokratisk Styrke, eller Bashar al-Assads styrker har nedkæmpet de sidste IS-støttepunkter.

Så spørgsmålet er: Hvad nu efter Raqqa? Og der er forskellige svar, om end det mest relevante spørgsmål ikke hidtil er besvaret, nemlig hvad sejrherrerne stiller op med den politiske utilfredshed hos såvel Iraks som Syriens sunnimuslimske grupperinger, der i 2013-14 var forudsætningen for, at Islamisk Stat kunne underlægge sig området fra den syriske middelhavskyst til dalstrækninger lige nord for Bagdad.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Brandt, Roskilde:

Lasse Ellegaard stiller et godt spørgsmål. Men netop for Syriens vedkommende er svaret fejlbehæftet og misvisende:
1. Raqqa har ikke været en etnisk arabisk by, men har haft et stort kurdisk mindretal, der imidlertid blev smidt ud af Islamisk Stat i juni 2015.
2. Navnet Rojava - der betyder vest-Kurdistan, blev allerede i december 2016 slettet fra navnet på det område som den kurdisk-arabiske milits De syrisk Demokratiske Styrker (SDF) behersker, så det nu blot hedder Nordsyrien. Det skete netop for at understrege, at området forvaltes multietnisk og multireligiøst i et bredt samarbejde mellem alle befolkningsgrupper. En etnisk defineret nationalstat, der altid har været et trick for at sikre en overklasse, der støtter sig på en kapitalistisk udbytning af nationen afvises som en udviklingsvej. Erdogan bekæmper ikke blot, at arabiske og andre befolkningsgrupper nu er blevet inddraget i befrielsesbevægelsen, men han har også under hele borgerkrigen angrebet alle etnisk kurdiske områder i Syrien. Han har hele tiden reelt støttet Islamisk Stat. Som Ellegaard skriver støtter han for øjeblikket kraftigt Al-Qaeda-bevægelsen i den nordlige del af Idlib-provinsen. Det sker militært især i et forsøg på at isolere det kurdisk-dominerede Afrin-område, der er under konstant angreb.
Selvfølgelig skal der forhandlinger til for at løse konflikten, men de kommer ikke til at ske uden inddragelse af de kurdere, der nu har ledet befrielsen af Raqqa og 1/3 af Syrien. Heller ikke selvom Erdogan, Assad, Al-Abadi eller iranerne på alle måder prøver at fornægte kurdernes eksistens.
For kurderne står nu langt stærkere end disse - og åbenbart også mange vestlige medier - vil være ved.