Læsetid: 6 min.

Små sprækker begynder at vise sig i EU27’s samlede Brexit-front

EU27 har været forenede over for Storbritannien i Brexit-forhandlingerne, men små sprækker i den fælles front kan nu skimtes. De vil blive større, når snakken om handel begynder, vurderer iagttagere
EU-tilhængere demonstrerer uden for det britiske parlament. Indtil nu har EU optrådt rimelig enigt og håndfast over for briterne i forhandlingerne om et exit, men enigheden er måske ikke så komplet længere.

EU-tilhængere demonstrerer uden for det britiske parlament. Indtil nu har EU optrådt rimelig enigt og håndfast over for briterne i forhandlingerne om et exit, men enigheden er måske ikke så komplet længere.

Matt Dunham

19. oktober 2017

LONDON – De tilbageværende 27 EU-lande har været forbløffende forenede i deres Brexit-position overfor Storbritannien, siden de britiske vælgere stemte landet ud af samarbejdet ved folkeafstemningen i juni 2016.

Men op til denne uges EU-topmøde i Bruxelles, hvor de øvrige lande skal vurdere, om Storbritannien har gjort nok i skilsmisseforhandlingerne, til at snakken om handel kan begynde, er enkelte, små sprækker i den fælles front blevet synlige.

Mens Frankrig og Tyskland har stillet sig i spidsen for en gruppe lande, der afviser, at Storbritannien har gjort nok, har den danske finansminister, Kristian Jensen (V), givet briterne fornyet håb ved at beskrive forhandlingerne om penge som »et spil«, hvor der er brug for et hurtigt politisk kompromis, så parterne kan komme videre i forhandlingerne.

»I alle politiske forhandlinger er der ikke nok tid, ikke penge nok, ikke nok af det ene og det andet. Det er en del af spillet. For det er ikke raketvidenskab, vi har med at gøre. Vi taler ikke om at sende en mand til Mars eller løse problemet med CO2-udslip,« sagde Kristian Jensen til The Guardian og tilføjede, at de to parter nu er »on the same page« – altså ’forstår hinanden’ – efter premierminister Theresa Mays Firenze-tale.

Forskellige prioriteter

Opfattelsen af, at de enkelte EU-lande ikke tænker ens, og at det kan betale sig ikke kun at tale med EU-Kommissionen, fik tidligere på ugen briterne til at henvende sig direkte til enkeltlande forud for topmødet torsdag og fredag.

Mens den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, søndag inviterede udenrigsministrene fra Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien til London for at »demonstrere, at UK er en vital partner i forhold til sikkerheden på vores kontinent«, foretog premierminister May telefonsamtaler med den tyske kansler, Angela Merkel, den franske præsident, Emmanuel Macron, og den irske premierminister, Leo Varadkar.

Ifølge to iagttagere, Information har talt med, er der da heller ingen tvivl om, at der bag den samlede front er forskellige syn på, hvor langt EU bør gå, og hvilke områder der er vigtigst.

»Nogle lande er utålmodige efter at komme i gang med anden fase i forhandlingerne, især de nordiske lande,« siger Agata Gostynska-Jakubowska, EU-ekspert fra tænketanken Centre for European Reform.

Josef Janning, leder af European Council on Foreign Relations Berlin-kontor, er enig i, at der særligt omkring skilsmisseregningen er forskellige holdninger til, hvor langt UK skal gå.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, mener, hun har gjort rigeligt for at imødekomme EU i forhandlingerne om Brexit. Det synspunkt deler Bruxelles ikke, der kræver flere indrømmelser, før Brexit-forhandlingerne kan begynde.
Læs også

»Nogle lande mener, at det er nok, at Storbritannien accepterer de forskellige områder, hvor det har økonomiske forpligtelser efter Brexit, og derefter kan et teknisk hold udregne det præcise tal. Dette synspunkt deles af de nordeuropæiske lande og Berlin, mens Frankrig, Syd- og Østeuropa ønsker et mere specifikt tal. De vil være sikre på, at briterne betaler for alle deres finansielle forpligtelser, mens den nordeuropæiske position er mere fleksibel,« forklarer Janning, der også peger på forskelle i holdningen til EU-borgeres rettigheder.

»Østlandene insisterer på, at EU ikke går på kompromis. Holdningen om, at Storbritannien principielt garanterer samme rettigheder som før, og at dette er gensidigt, er ikke godt nok for Polen. De mener, at rettighederne skal sikres af EU-Domstolen, som de ellers normalt ikke er så begejstrede for,« siger han.

»Nogle af de vestlige EU-lande, bl.a. Spanien, siger, at hvis der gives funktionelle garantier, så er det godt nok, i så fald vil de stole på de britiske domstole.«

Trods disse forskelle mellem EU27-landene, mener hverken Janning eller Gostynska-Jakubowska, at EU27 generelt er splittede i deres Brexit-strategi.

»Selvfølgelig er der forskellige synspunkter, men overordnet set er de forenede i den tilgang, at disse grundlæggende punkter skal klarlægges først,« mener Janning.

»Forskellene er ikke store nok til, at enkeltlande vil presse på for at påbegynde næste fase.«

Gostynska-Jakubowska er enig: »Kommissionen har på et tidspunkt strammet sin holdning til EU-borgeres rettigheder ved at lytte til Europa-Palamentet, der mener, at EU-Domstolen skal stå som garant for aftalen. Medlemslandene forstår, at det er ekstremt svært at sluge i UK, men jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at de ikke er forenet i deres forhandlingsposition.«

UK’s egen skyld

At EU27 har været så disciplinerede og formået at holde sammen, er Storbritanniens egen skyld, mener begge iagttagere.

»Storbritannien har selv bidraget til denne situation, fordi det i begyndelsen forsøgte at opsøge individuelle lande – bl.a. lovede det Polen et tættere samarbejde på sikkerhedsområdet i et forsøg på at bryde EU’s fælles front, og det blev bemærket i de øvrige lande, og det blev bestemt ikke påskønnet,« siger Josef Janning.

»Dette forenede EU27 bag én position. Barnier (EU’s chefforhandler, red.) er i den fantastiske situation, at alle medlemslande støtter ham.«

Gostynska-Jakubowska påpeger, at briterne »ikke forventede, at EU27 ville forblive forenet«, og det var grunden til, at de i begyndelsen tog på charmeoffensiv til de europæiske hovedstader.

»Hvad de enkelte medlemslande mener, er vigtigt, for i sidste ende skal Barnier have grønt lys fra Det Europæiske Råd (af stats- og regeringschefer, red.), men briterne fejllæste, hvem der leder forhandlingerne. Theresa May troede, at hun kunne ordne spørgsmålet om EU-borgeres rettigheder med stats- og regeringscheferne, men sådan fungerer det ikke. I Tyskland og Frankrig står Brexit ikke øverst på dagsordenen, så de er mere end glade for at lade Kommissionen forhandle,« siger hun.

Splittelsen kommer

Denne enighed har dog også været hjulpet på vej af, at det er i alle EU-landenes interesse at få så mange penge ud af Storbritannien som muligt, så hullet i unionens kasse bliver mindst muligt efter Brexit, samt af at ingen lande – hvad end de har ganske få eller hundredtusinder borgere bosat i Storbritannien – politisk set har råd til ikke at kæmpe for deres egne borgeres rettigheder.

Forhandlingerne om en frihandelsaftale vil dog næppe være lige så let for EU27, mener de to forskere.

»Hvor landene har været forenede omkring exitforhandlingerne, tror jeg, at vi vil se større afvigelser i diskussionerne om handel,« mener Agata Gostynska-Jakubowska.

»Det er noget helt andet at blive enige om et fælles standpunkt, når EU forhandler med tredjelande. Her kommer hver enkelt medlemsland med deres egne nationale interesser,« siger hun.

Janning er enig: »Det bliver svært. Det er på dette tidspunkt, at vi vil se afvigelser EU-landene imellem. De enkelte landes positioner vil være meget forskellige, og diskussionerne om forhandlingsmandatet vil blive sværere.«

Endnu sværere vil det dog være for de 27 lande, når de skal i gang med at forhandle den næste flerårige finansielle ramme fra 2020 på plads (En slags EU-finanslov, red.). På det tidspunkt skal EU27 beslutte sig for, om nogle lande skal betale mere ind til budgettet for at dække hullet på omkring 8,6 mia. pund årligt, som UK efterlader sig efter Brexit, eller om budgettet i stedet skal beskæres tilsvarende.

»Det vil blive et kæmpeslagsmål, for nettobidragyderne ønsker ikke at kompensere for Brexit,« siger Gostynska-Jakubowska.

Janning er enig og forudser, at de vestlige EU-lande vil forsøge at bruge Brexit til at ændre på den måde, EU’s budget fungerer på i dag, hvor særligt de fattigste lande og regioner får store tilskud fra strukturfondene.

»Østlandene vil sige, at hullet skal fyldes op igen, mens andre vil sige nej. De vil være mere interesserede i at flytte midler over til specifikke fonde, der løser konkrete problemer,« mener Janning.

»Kun dem, der hjælper med at løse unionens problemer, vil få andel i pengene – den tankegang har ret stor opbakning. De ønsker at ændre budgettet, så det i højere grad belønner snarere end straffer lande for deres indsats,« siger han og tilføjer:

»Det vil blive blodigt og kontroversielt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Vinklen viser desværre Rodgers og Informations forudindtagede negative indstilling over for Storbritannien og Brexit. Men 3 millioner europæere bosiddende i GB har idag fået brev fra May om, at de trygt kan blive boende med alle rettigheder, hvis de vil.