Baggrund
Læsetid: 6 min.

Teenagepiger har overtaget styringen af landsbyen, efter at mændene er gået på druk

De fordrukne mænds teenagedøtre har stille og roligt overtaget magten i Thennamadevi, en landsby i den sydlige indiske delstat Tamil Nadu. Og det fungerer fremragende
De Unge Pigers Klub i den indiske landsby Thennamadevi på et af deres møder, hvor de diskuterer, hvordan de kan forbedre livet i deres landsby.

De Unge Pigers Klub i den indiske landsby Thennamadevi på et af deres møder, hvor de diskuterer, hvordan de kan forbedre livet i deres landsby.

Mark Townsend for the Observer

Udland
26. oktober 2017

THENNAMADEVI – Hver eftermiddag forlader Thennamadevis mænd deres landsby og sætter kursen imod de omgivende marker – og mange af dem medbringer flasker med hjemmebrændt spiritus i høje procenter. Nogle timer senere kan man så møde dem igen, vaklende hjem over rismarkerne i den sydlige indiske delstat, Tamil Nadu.

Thennamadevi hærges af alkoholisme. De fleste af landsbyens 150 mandlige indbyggere deltager i disse daglige og nedbrydende druksessioner. Omkring 90 af landsbyens kvinder er enker – de må nu selv forsørge familien, efter at deres mænd er døde af druk. Den yngste mand, der blev offer for alkoholmisbruget, var kun 21 år.

I det seneste halve år er der imidlertid hændt noget bemærkelsesværdigt, som er på vej til i nogen grad at bryde elendighedens og fortvivlelsens cyklus: De fordrukne mænds teenagedøtre har stille og roligt overtaget magten i byen. Og det fungerer fremragende.

Hjælp til selvhjælp

Deres såkaldte Unge Pigers Klub har sørget for at ordne gadebelysningen, har taget skridt til at få gennemført en omfattende helbredsundersøgelse af alle landsbyboere og har skaffet en mobilklinik til Thennamadevi. Et bibliotek er under opførelse, udstyret med bøger, der skal stimulere lysten til læring og fremme dyder som uafhængighed og selvbestemmelse. Hele dette fænomen med teenageres hjælp til selvhjælp har vakt stor opmærksomhed, ikke mindst blandt hjælpeorganisationer og lokale politikere, der nu ser på, hvordan man kan lære af erfaringerne.

Den britiske avis The Observer var med i det kommunale forsamlingshus, oplyst af en enkelt nøgen elektrisk pære, da ’pigeklubben’ tidligere i denne måned holdt diskussionsaften om, hvilke yderligere tiltag der er brug for i landsbyen. På dagsordenen står bl.a. en underskriftsindsamling til det lokale byråd med krav om bedre transportforbindelser – landsbyen er ikke aktuelt forbundet til nogen buslinje.

Debatten er saglig og fokuseret. Alle vil til orde, en skov af hænder rejser sig efter hvert indlæg. Da en form for konsensus er etableret i spørgsmålet, går pigerne videre til næste punkt på dagsordenen.

»Vi forsøger at skabe positive forandringer i vores landsby via den her proces. Vi føler, vi har styrke til påtage os ledende roller,« siger Says Sowmya, 16 år, og forkvinde for klubben.

Andre koncentrerer sig om mere intime spørgsmål, såsom hvordan de kan hjælpe lillesøstre og jævnaldrende.

»Jeg forsøger at lære mine veninder vigtige livsfærdigheder såsom personlig hygiejne, selvdisciplin, og hvad de skal gøre, når de får menstruation«, siger Rajendhiran Sridevi, en 16-årig ’instruktør’.

Bortløbne børn

Sathiya Babu, viceprojektchef for Scope India, som bistår civilsamfundsinitiativer i Indiens fattigste egne, siger, at kløften mellem ambitionerne hos de unge og forventningerne hos forældregenerationen vokser.

»De unge har forstået, at nogen er nødt til at gøre de her ting for lokalsamfundets bedste. De her piger har overtaget styringen i landsbyen, og de går efter at gennemføre forandringer«.

Der findes et andet incitament til de unge kvinders indgriben. En følelse af håbløshed havde bemægtiget Thennamadevis teenagere, hvilket fik mange til at bryde op og søge mod storbyen på jagt efter et bedre liv. Sridevi og Sowmya fortæller, hvordan de jævnligt kunne registrere, at venner og veninder pludselig var væk, på vej mod byer som Chennai, hvorefter man aldrig hørte mere til dem. Lokale optegnelser viser, at mindst 150 børn fra området har forsøgt at løbe væk hjemmefra.

Seks kilometer fra landsbyen, via et labyrintisk net af små stier, ligger byen Villupuram, hvis togstation er et vigtigt jernbaneknudepunkt i det sydlige Indien. Anlagt under britiske raj-styre konvergerer hele fem store linjer i Villupuram-krydset, der forbinder landets sydspids med millionbyen Chennai, hovedby i Tamil Nadu, og østkysten.

Railway children

Da Babu satte sig for at undersøge teenageflugten fra Thennamadevi, konstaterede hun snart et fællestræk: Alle de bortløbne havde passeret via Villupuram stationen. Han hørte også meldinger om mindreårige, der levede et usselt gadeliv omkring stationen, beskidte og med laset tøj. Nogle var nøgne.

Scopes internationale partner, Railway Children, bad stationens 40 rengøringsfolk om at rapportere om børn, der rejste alene. Få dage før The Observers besøg blev en undernæret otteårig pige fundet på perron 6, ikke iført andet end en T-shirt. Over 1.000 uledsagede mindreårige blev fundet på stationen fra juni 2015 til juni 2017. På spørgsmålet om, hvorfor de opholdt sig her, var den gennemgående forklaring, at de bare ville se mere af verden, omend 49 sagde, at de var flygtet fra alkoholmisbrug i familien, og yderligere 90 sagde, at de ledte efter pårørende.

Et af disse børn var Magelier Kural, en genert 16-årig fra Thennamadevi. Kural havde villet besøge byen Pondicherry, en kystby 30 km væk. Da rengøringsassistenter fandt ham på perron 5, brast han i gråd og råbte på sin familie. »Jeg ville opleve noget nyt og se nogle nye steder.«

Kannan Jeevanantham, også 16, blev opdaget på en perron – det var hans hensigt at springe på et nordgående tog til Chennai for at slippe væk fra sin fars drikkeri.

»Jeg havde ingen planer, ingen penge. Jeg var bare nødt til tage væk hjemmefra,« siger Jeevanantham, som nu studerer ved et teknisk institut og er blandt dem fra landsbyen, der glæder sig over, at ’De Unge Pigers Klub’ nu har påtaget sig et ledelsesansvar.

Men mange problemer i landsbyen består. Opkald til Villupurams såkaldte Childline frem til maj i år viser, hvor udsat tilværelsen er for mange af Thennamadevis børn. Af næsten 4.000 indberettede hændelser omhandlede de 3.016 tilfælde småforbrydelser, 522 tilfælde, hvor børn blev tvunget til at tigge, og 193 tilfælde af tvangsægteskab. En af de sager, der er dokumenteret, involverede en 15-årig, der blev tvunget til at gifte sig med en mand på 45. Yderligere 39 opkald omhandlede påståede sexovergreb, mens 84 sager handlede om sporløst forsvundne børn.

Menneskehandlere

Trods den vedholdende indsats fra Railway Children forsvinder mindreårige stadig, undertiden falder de i kløerne på menneskehandlere, der bruger Indiens store jernbanenet til at flytte deres menneskelige last. Villupuram stations rengøringsfolk har da også fået pålæg om at holde særlig udkig efter grupper af børn ledet af en eller måske to voksne.

Navin Sellaraju, Railway Childrens direktør for Indien, siger, at »disse interventioner er afgørende for at beskytte sårbare børn mod menneskehandel og børnearbejde«.

På politistationen i Villupuram, gennemgår politichef Chinnamariappan Padmashree, der står i spidsen for politiets indsats mod menneskesmuglere, de seneste opdateringer om kriminelle, der passerer gennem regionen. »Mange børn bliver kidnappet og forsvinder,« siger hun. »Vi har mange tilfælde af seksuelle forbrydelser, tvangsarbejde og kidnapning, forbrydelser mod kvinder og børn.«

Alle de reddede børn tilhører lavere kaster – en faktor, der ifølge flere vurderinger gør børnene mere sårbare over for menneskehandlere. Interviewundersøgelser har klarlagt, at 70 procent tilhørte sadhu-kasten, mens 20 procent kom fra kategorien most backward caste og ti procent fra kategorien backward caste (kategorierne er en del af den indiske statslige officielle kasteklassifikation, red.)

Alligevel forbliver den største plage alkoholismen, der kan fordrive hele familier til stationen. En sådan familie er Managatti-familien, der i årevis har boet ved siden af ​​perron 1. Det var et hårdt og farligt liv. Amudha Managatti fortæller, hvordan hun måtte kæmpe for at holde sin søn og otte døtre i sikkerhed. Hendes ældste, dengang 15 år, blev jagtet af sexmisbrugere. »De udnyttede hende, mange mennesker i byen var involveret,« siger Babu.

Et forladt hjem i landsbyen blev dog sat i stand, så hun og hendes familie kunne flyttet ind, og børnene fik skolepladser. Hendes ældste datter er nu gift og har fået sin egen familie – en succeshistorie, der viser, at de negative fortællinger kan ændres.

For de teenagere, der nu har overtaget Thennamadevi, er det sådanne muligheder for forandring, der inspirerer dem. Et ledende medlem af klubben, Gowsalya Radhakrishnan, siger: »Fordi vi nægter at affinde os med vores skæbne, bliver vi i stand til at give andre den viden, de får brug for til at forme fremtiden«.

Artiklen er en del af The Guardian/The Observers Global Development-serie, der er sponseret af Bill og Melinda Gates Foundation

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Bluhme Nielsen

Meget trist historie

Der står ikke noget i venstrefløjens grønspættebog om hvad man gør når der ikke er en undertrykkende stat, despot eller socioøkonomisk klasse i økonomisk (marxistisk) forstand men når det er dysfunktionelle kulturer den er gal med.

Fra andre triste forhold i Indien ved vi at regeringen faktisk forsøger at forbedre forholdene men de har ikke altid magt ude i de rurale egne.

En lille anekdote fra dengang englænderne var i Indien:

En inder gik til den engelske guvenør og fortalte at hans far var død. For ham betød traditioner meget så han bad om at få lov til at brænde sin moder - enkeafbrænding er en ældgammel indisk tradition.

Den kloge guvenør svarede:

Det kan godt være at De vil følge Deres værdier men så må jeg også have lov til at følge mine - dvs. efterfølgende anklage Dem for overlagt mord!

Så er det ikke på tide vi smider kulturrelativisme på historiens losseplads og revitaliserer kolonialismen i en etisk udgave?

Helst skal det gøres i samarbejde med den indiske administration men hvis de er bange for kulturkonflikter og tøver kan vi eksempelvis forbyde europæiske organisationer at outsource IT til Indien.

Kenneth Jacobsen

Sikke noget vrøvl, kære Mogens. Det er jo netop en meget positiv historie. At baggrunden er negativ, ændrer jo ikke, at disse unge kvinder faktisk gør en brav indsats. At tro at man kan ændre Indiens kultur(er) med et snuptag fra oven/udefra, er overordentligt naivt, og tyder ikke på nævneværdig indsigt. Beklager, men det er en ommer.

Peter Andersen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Mogens Bluhme Nielsen

Kære Kenneth

Al respekt for disse kvinder.

Men din holdning er udtryk for manglende tro på fornuft og oplysning.

Jeg vil gerne refere til dialogen mellem Habermas og Joseph Ratzinger, i 00'erne.

Bemærk at Ratzinger senere blev pave. Han var til og med en af de mest konservative af slagsen.

OG - det er værd at bemærke - han blev af rigtige intellektuelle fyrtårne indenfor diverse religioner opfattet som repræsentant for ALLE religioner.

Overraskende kom de frem til at fornuften har forrang - men - der er et restområde på forhold, hvor det ikke giver mening at snakke rationalitet - bemærk at der er plads til den endnu ikke affortryllede verden.

Den indiske nobelpristager i litteratur V.S Naipaul har beskrevet disse forhold i sit forfatterskab på glimrende måde.

Så jo - jeg tror på at verden kan gøres bedre (kald mig bare naiv) men det er ikke altid at flinkeskolemetoder overfor barbari er nok.

Uhada Mogens, med den hvide mands byrde og hele svineriet!

Kenneth Jacobsen

Jojo, Mogens - respekt for d'herrer. Men altså, det er en noget abstrakt forholden sig til den virkelighed, der er tale om. Indien har rødder så gamle, at vi i vesten er de rene nybyggere til sammenligning. Kan hænde at meget er sket i de sidste årtier, men feks mobiltelefoner ændrer ikke Indien i dybden. Fornuft og hjælpeorganisationer ej heller ikke nævneværdigt. Og da slet ikke vestlig fornuft. Vi taler om en global supertanker, som ikke lige er sådan at ændre kurs på. Eksempelvis er det da en dødssejler at begynde noget konstruktivt med at anskue Indiens indre forhold som udtryk for barbari - uanset hvor modbydeligt og fremmedartet, de end måtte forekomme en vesterlænding. Det er simpelthen overfladisk. Enhver vesterlænding må ganske enkelt leve med at Indien er overvældende. Men dybt grundfæstet, både negativt og positivt. Læg feks mærke til størrelsen af rengørings personalet på den jernbanestation, som nævnes i artiklen. På et sted langt pokker i vold ude på landet.

Nils Grøngaard

@Mogens:

Jeg forstår ikke hvad du mener med at der ikke er tale om politisk eller økonomisk undertrykkelse, men om en dysfunktionel kultur.

Nu er mit detailkendskab til sydindiske landsbyer sørgeligt begrænset og artiklen giver ikke præcise oplysninger om økonomi etc., men i mine ører lyder de beskrevne problemer da i allerhøjste grad fattigdomsrelaterede. Ikke nødvendigvis fattigdom hvor man dør af sult eller må slide 14 timer i døgnet for at overleve. Fattigdom kan også handle om mangel på muligheder, fx nævnes landsbyens mangelfulde forbindelser til omverdenen.

I og med at Indien er et ekstremt ulige samfund er dette så absolut et politisk spørgsmål, mens jeg har vanskeligt ved at se et kulturelt aspekt. Hvilket efterlader mig med spørgsmålet om hvem det er der slås mod vindmøller i denne debat... ;)